http://frederikssund.lokalavisen.dk/article/20090623/ARTIKLER/3419061
Web-tv: Premiere på årets Vikingespil
I dag er der premiere på årets vikingespil "Kæmpen Starkad". Lokalavisen Frederikssund har taget pulsen på arbejdet op til premieren.
Af Martine Bentsen
Det har kostet blod, sved og tårer, metervis af stof, masser af krydsfinerplader, tålmodighed og talent. Den sidste måned har den stået på prøver de fleste aftener på Kalvøen i Frederikssund, og i dag går det løs.
Der er premiere på årets vikingespil "Kæmpen Starkad". Arbejdet begyndte allerede i september, hvor årets instruktør Pierre Miehe-Renard og formand for Frederikssund Vikingespil Jesper Wittenburg gjorde de indledende manøvrer, der skulle arbejdes med manuskript og roller.
"Kæmpen Starkad" toner nu frem på scenen og titelrollen bæres af Hans-Ole Bergstrøm - ti måneders hårdt arbejde har båret frugt.
-------------------------------------
http://frederikssund.lokalavisen.dk/article/20090624/ARTIKLER/67829766
Vellykket premiere på årets vikingespil
Af Birgitte Masson
De fleste bænke var besat, og polstret med tæpper og puder i alverdens mønstre, da årets vikingespil om kæmpen Starkad havde premiere Sankt Hans aften. På trods af den lune sommeraften blæste der en kølig vind ind over vikingepladsen, kort før spillet skulle tage sin begyndelse. Det var imidlertid kun indtil lurblæserne begyndte at blæse, for med ét var der stille, og publikums opmærksomhed kunne samles om den imponerende vikingescene, hvorfra historien om Kæmpen Starkad tog sin begyndelse.
På utraditionel vis havde årets instruktør Pierre Miehe-Renard bundet historien sammen i form af otte afbrydelser, hvor publikum kunne blive opdateret på handlingen. Og uden at afsløre hele historien om kæmpen Starkad, kan det dog afsløres, at vikingespillet ender lykkeligt. Da stykket var forbi, gik samtlige vikinger - traditionen tro - i samlet flok og med fakler i hænderne afsted over bakken og ned til det store Sankt Hansbål på stranden hvor Frederikssundere i massevis stod og ventede. Her blev faklerne smidt, og derved tændtes bålet. Det var en særdeles glad og lettet instruktør, som Lokalavisen Frederikssund mødte ved bålet.
"Det har været hårdt arbejde der er gået forud for denne aften. Vi startede i januar, og nu kom forløsningen så endelig. Det hele er gået utrolig godt, og som instruktør føler man jo, at når premieren er overstået, så har man afleveret sit arbejde," lød det fra Pierre Miehe-Renard.