Vil ikke flytte sammen.

På det seneste har dette spørgsmål fået mange tårer frem, min kæreste vil ikke flytte sammen med mig.
Jeg har altid haft den opfattelse vi har haft det perfekte forhold sammen. Vi har været sammen i 2 år. Efter sommerferien skal vi begge studere i den samme by, langt væk fra vores egen by. Men vi skal ikke bo sammen, han vil bo alene. Jeg er meget nervøs for at skulle flytte til en helt ny by uden at kende nogen og ville sådan ønske det var noget vi kunne sammen..
Jeg er træt af at høre alle de par som nu efter ferien skal flytte sammen i og hvor meget de glæder sig, nej, jeg er glad for deres vegne, men inderst inde gør det ondt at høre.
Han vil gerne bo alene. Jeg braste næsten sammen i gråd da min mor sagde, "nu hvor i flytter sammen til den samme by skal i da bo sammen, alt andet ville da være dumt". Er det normalt at man flytter sammen? hvornår gør man det? Jeg har aldrig været bekymret for mit forhold med min kæreste, fordi vi har det så dejligt hver gang vi er sammen. Men dette spørgsmål om at flytte sammen er skræmmenede for ham.. Jeg ville aldrig flytte sammen med ham på grund af tvang fra min side, man flytter sammen når man føler sig klar til det. Men jeg føler mig klar, jeg vil et skridt videre med vores forhold.
Jeg har konfronteret ham med det, midt om natten, men han blev sur over at jeg altid skal græde om natten når han sover. Han sagde dog undskyld, men gjorde kun min angst større at det ikke er ham og mig der skal være sammen. Jeg er fortvivlet, for jeg elsker ham overalt.. Men at se andre gå videre og vi stå stille gør ondt. Nogengange kommer den frygtelige tanke op, "hvis han elskede dig overalt ville han også flytte sammen med dig."

Hvor gamle er I?

Det er næsten pinlig at indrømme men ja, unge, lad os forholde os til det. Jeg forstår udemærket som ung fyr har man brug for plads, heldigvis er han ikke afhængig af mig og omvendt.
Jeg ser det som en naturlig fase at skulle flytte sammen eventuelt og det er svært for mig når jeg er klar til det og han tydeligvis ikke er. Samtidig kan jeg da se det sjove i at have en lejlighed for sig selv og gå rundt og indrette den som man ønsker, tror også man lærer at blive mere selvstændig.
Jeg er vel nervøs for han ønsker at bo alene for at nyde et "single"liv og jeg bliver den pige der kommer to gange om ugen så han har en at hygge sig med og det der ellers hører til, (som han har udtrykt det), men det er ikke det jeg ønsker. Fordi kan jeg nogensinde vide om han gerne vil bo sammen med mig?
Men jeg forstår så ikke hvorfor alle andre flytter sammen, hvordan kan de gå det skridt videre? Jeg har tydeligvis ikke den store erfaring på det område men jeg søger den.
Men hver rar ikke at døm på min alder.. Jeg ønsker noget vejledning fordi jeg står på fuldstændig bar bund. Jeg har egentlig bare lyst til at høre jeg er en tåbe og der ikke er noget at være bekymret for.

Boet sammen med to fyre og jeg er 23..
Den første flyttede jeg sammen med efter 9 mdr da han skulle flytte til min by pga arbejde, vores forhold holdt 3½ år og det var skide skønt..
Vi havde da nogle små diskussioner fordi man pludselig skal indordne sig med et andet menneske, men efter 2 år burde i efterhånden kende hinanden så godt så det ikke skulle være et problem..
Min nuværende kæreste havde jeg snakket med gennem en kammerat, men aldrig mødt ham, vores første date varede 3 dage, og så kom han tilbage på besøg efter tre uger og er stadig ikke taget hjem <3
Har aldrig haft et bedre forhold, selv om han er lidt yngre end jeg er vi skide gode til at acceptere at vi begge kan have brug for plads :D
Jeg sys du skal forsøge at høre ham igen hvad han forventer af jeres forhold nu hvor i begge skal til at studere i en ny by..
Man kan godt både have et forhold og have plads til hinanden selv om man bor sammen ;D

det fjerner ALT for meget fokus fra selve studiet.
ALT for meget kommer til at gå op i at planlægge dagligdagen sammen, boligindretning, materielle ting, planlægge vennekomsammener, afsted til spildtids svigerfamilie-suppe-steg-is-middagere, kærlighedssorger, skænderiger og hundrede af andre ting, som forstyrreer hovedet, mens man studerer.
Til sommer er det 20 år siden, jeg sammen med kæresten flyttede til Aalborg. Hendes studie inkluderede en masse fritid, mens mit var en af de hårdere ingeniørretninger der krævede 24x7 tid sammen med studiet. Der var IKKE overskud til et forhold, vores forhold varede 1½ år før vi slog op, det var ALT for sent. Jeg NØD min frihed som "munk" og at kunne bruge 100% tid på at dygtiggøre mig, tage på udvekslingsophold i England, deltage i forskningsarbejde på mit speciale, danne mig et internationalt fagligt netværk - mange som jeg stadig bruger idag.
Hvis jeg stadig havde klamret mig til mit altopslidende forhold, så var jeg med garanti ikke blevet den specialist, jeg er idag.
Til et full-time studie kan jeg absolut ikke anbefale, at man bruger tid på at flytte sammen. I det hele taget synes jeg, det er en dårlig idé at tænke på at etablere sig med bolig før man har fået mange af sine faglige drømme opfyldt på et studie.
Skriver det bare, for at du skal huske på, hvor mange positive ting, der er ved at bo alene på et kollegieværelse - du bliver simpelthen dygtigere, fordi der ikke er så mange forstyrrende ting, som der er, når man er samboende i et parforhold 😉

men min smartphone har nogle spændende forslag til ordkonstellationer 😃

Hør nu engang ... hvad er problemet ?
I skal bo i samme by og kan være sammen når det passer jer. Jeg syntes, det er utroligt man SKAL flytte sammen bare fordi man er kærester. MAN er sku stadig to forskellige individer der har et liv hver osse ....
Hvorfor har du så travlt ?
Nu du kender hans holdning så vil det pres og tuderi være et skridt ud af den vej du ikke ønsker at gå ... nemlig han bliver træt af at skulle forsvare sin holdning. Dvs et godt forhold kan blive til en belastning .... hvis du mener det er SÅ afgørende at bo sammen så vil jeg mene du opfatter det omvendt.
Hvad så med at finde en ny kæreste ?

Du kan ikke presse andre mennesker til noget de i bund og grund ikke har lyst til eller ikke er parate til. Lysten og vijlen til forandring skal komme indefra. Det gælder alle aspekter i livet.
Din kæreste har brug for at udvikle sin selvstændighed og du skal tænke på at fyre ofte udvikles lidt langsommere end piger.
Piger har ofte brug for at have snor i deres kærester, og det dræner os fyre for energi. Specielt når vi er i starten af 20´erne. Mentalt er en fyr i starten af 20´erne ofte som en pige der er 17-18 år. Vi er (ofte..ingen regler uden undtagelser) ikke klar til at bo sammen med en kvinde på det her tidspunkt i vores liv.
Mit bedste råd er at give din kæreste plads og tid til at udvikle sig, og hvis jeres kærlighed er stærk nok, så skal I nok ende med at bo sammen og blive lykkelige sammen.
Se det som noget positivt at du nu kommer til at bo for dig selv. Du har ikke en kæreste at tage hensyn til og du kan invitere dine veninder på besøg som det passer dig. Man skal ikke være så bange for at være alene. Det er sundt at være alene, det udvikler ens mentale styrke og man lærer for alvor at livet er andet end parforhold. Det vil gavne dig hvis du på et tidspunkt senere i livet skulle blive alene (hvis fx et parfohold går i stykker).
Se det som en investering i jeres fælles fremtid. I får nu begge mulighed for at udvikle jeres personlighed yderligere, og igen, er jeres kærlighed stærk nok, så flasker det hele sig og din kæreste finder ud af om 1-2 år at han simpelthen ikke kan undvære dig, og så er næste naturlige skridt at I flytter sammen.
Held & lykke. :)

min veninde har været sammen med sin kæreste i 10 år hun er i starten af 30erne og har aldrig boet alene før, de har mange problemer og hun tør ikke flyt fra ham fordi hun ik mener hun kan klare sig selv og at hun vil miste mange ting og ik få en mand der vil elske hende...
så start med at bo alene først... du lærer mange ting og det gør din kæreste også!
tro mig han tager de vaner med som han har lært hjemme fra sin moar og ikke lært sin egne erfaringer... i lærer begge hvad det vil sige at være selvstændig....