Virker pisken?
Jeg troede, at Claus Hjorts krav til ledige om 4 jobansøgninger om ugen var annulleret. Men èn som arbejder indenfor systemet, har oplyst mig om følgende:
"I skrivende stund er det følgende der gælder:
Hvis den ledige har søgt 4 reelle jobs om ugen, er vedkommendes rådighed pr. definition ok, og a-kassen skal ikke lave en konkret rådighedsvurdering.
Hvis den ledige ikke har søgt 4 reelle jobs om ugen, skal a-kassen foretage en konkret rådighedsvurdering.
Og det er der ikke noget nyt i. A-kasserne har i laaang tid (også før grænsen på de 4 jobs kom frem) skulle foretage konkrete rådighedsvurderinger ud fra et ledigt medlems jobsøgning.
I en konkret rådighedsvurdering kigger man på, om den ledige har gjort hvad han/hun kan for at komme i job. Der skal faktisk tages mange ting i betragtning fx, hvor bor man, hvilken uddannelse har man, udbuddet af job i det pågældende område osv osv.
Det betyder, at man sagtens fortsat kan stå til rådighed og modtage dagpenge, selvom man man ikke har søgt 4 jobs om ugen.
Det gode er jo, at det altid er en konkret vurdering (med mindre man har søgt 4 om ugen).
Det kedelige er, at det kan skabe usikkerhed (læs: har jeg nu gjort nok for at komme i job?), da der nemlig ikke er en fast objektiv sort/hvid grænse.
Jeg håber, at det gav lidt klarhed over reglerne."
Den usikkerhed, som de nuværende regler kan skabe, skal man tage meget alvorligt. Når der ikke er en fast grænse, kan det jo være op til den enkelte sagsbehandler at beslutte, om en ledig har været jobsøgende nok.
Hvis man f.eks. er nyuddannet er det vel ikke urimeligt, hvis man i første omgang forsøger at finde et job der nogenlunde svarer til den uddannelse, man har fået. Hvis man så f.eks. har en cand. mag. i arkæologi eller litteraturvidenskab, så er der altså slet ikke 4 opslåede fuldtidsstillinger om ugen, man kan søge. Og uopfordrede ansøgninger, eller Ph.D. ansøgninger, tæller ikke, da der SKAL være tale om OPSLÅEDE stillinger, før de bliver godkendt. Man bliver altså nødt til at gå LANGT udenfor sit eget fagområde, for at finde 4 jobs om ugen, som man kan søge. Og dét risikerer også at være ugyldigt, da det hedder, at man skal søge jobs som det er sandsynligt, at man kan få.
Så hvis man som nyuddannet cand. mag. har søgt 2 opslåede stillinger som kontormedhælper og lærer, én upfordret og én Ph.D. ansøgning, så er det fuldstændig op til sagsbehandleren at bestemme, om det er nok. Ofte har en sagsbehandler ingen forstand på éns uddannelse eller kvalifikationer, eksempelvis kender jeg en sæson-ansat cellist på supplerende dagpenge, som blev sat til at søge en opslået stilling som træblæser! Det havde jo noget med musik at gøre... Men mon dog han derfor kunne spille fløjte?
Som nyuddannet akademiker kommer man altså ikke hurtigere i job af at skrive 4 ansøgninger om ugen, som er helt hen i vejret. Dét der virker er, at pleje sine kontakter, skrive artikler som publiceres i videnskabelige tidsskrifter, og skaffe sig erfaring via f.eks. deltidsansat underviser, eller andet kreativt... Og det har man altså ikke tid til, når man skal skrive 4 bevidstløse ansøgninger om ugen.
Hvis der var nogen anstændighed til, ville man give alle nyuddannede minimum 6 måneder til på egen hånd at finde et job. Og derefter gradvist optrappe kravene, Så de efter 1 år kom til at ligge på det nuværende niveau. Og så iøvrigt fra starten af ledigheden at tilbyde frivillige kurser i jobsøgning og cv-skrivning. Noget man nu først kan få efter min. et halvt års ledighed.
Derudover burde man slække på kravene til jobsøgning for de deltidsansatte på supplerende dagpenge i de første 6 måneder. Alene dét at være deltidsansat gør jo, at man lettere kan få et fuldtidsarbejde, da man derved får erfaringer og holder sig beskæftiget, hvilket er attraktivt for en arbejdsgiver.
Som det er nu, bliver alle pisket fordi nogle er dovne. Der bliver stukket en kæp i hjulet på nyuddannedes jobsøgning, da den ikke kan passes ind i skemaet for en langtidsledig. Det er overformynderisk og mangel på respekt for individdet, hvilket stemmer meget dårligt overens med de borgerlige idealer.
"I skrivende stund er det følgende der gælder:
Hvis den ledige har søgt 4 reelle jobs om ugen, er vedkommendes rådighed pr. definition ok, og a-kassen skal ikke lave en konkret rådighedsvurdering.
Hvis den ledige ikke har søgt 4 reelle jobs om ugen, skal a-kassen foretage en konkret rådighedsvurdering.
Og det er der ikke noget nyt i. A-kasserne har i laaang tid (også før grænsen på de 4 jobs kom frem) skulle foretage konkrete rådighedsvurderinger ud fra et ledigt medlems jobsøgning.
I en konkret rådighedsvurdering kigger man på, om den ledige har gjort hvad han/hun kan for at komme i job. Der skal faktisk tages mange ting i betragtning fx, hvor bor man, hvilken uddannelse har man, udbuddet af job i det pågældende område osv osv.
Det betyder, at man sagtens fortsat kan stå til rådighed og modtage dagpenge, selvom man man ikke har søgt 4 jobs om ugen.
Det gode er jo, at det altid er en konkret vurdering (med mindre man har søgt 4 om ugen).
Det kedelige er, at det kan skabe usikkerhed (læs: har jeg nu gjort nok for at komme i job?), da der nemlig ikke er en fast objektiv sort/hvid grænse.
Jeg håber, at det gav lidt klarhed over reglerne."
Den usikkerhed, som de nuværende regler kan skabe, skal man tage meget alvorligt. Når der ikke er en fast grænse, kan det jo være op til den enkelte sagsbehandler at beslutte, om en ledig har været jobsøgende nok.
Hvis man f.eks. er nyuddannet er det vel ikke urimeligt, hvis man i første omgang forsøger at finde et job der nogenlunde svarer til den uddannelse, man har fået. Hvis man så f.eks. har en cand. mag. i arkæologi eller litteraturvidenskab, så er der altså slet ikke 4 opslåede fuldtidsstillinger om ugen, man kan søge. Og uopfordrede ansøgninger, eller Ph.D. ansøgninger, tæller ikke, da der SKAL være tale om OPSLÅEDE stillinger, før de bliver godkendt. Man bliver altså nødt til at gå LANGT udenfor sit eget fagområde, for at finde 4 jobs om ugen, som man kan søge. Og dét risikerer også at være ugyldigt, da det hedder, at man skal søge jobs som det er sandsynligt, at man kan få.
Så hvis man som nyuddannet cand. mag. har søgt 2 opslåede stillinger som kontormedhælper og lærer, én upfordret og én Ph.D. ansøgning, så er det fuldstændig op til sagsbehandleren at bestemme, om det er nok. Ofte har en sagsbehandler ingen forstand på éns uddannelse eller kvalifikationer, eksempelvis kender jeg en sæson-ansat cellist på supplerende dagpenge, som blev sat til at søge en opslået stilling som træblæser! Det havde jo noget med musik at gøre... Men mon dog han derfor kunne spille fløjte?
Som nyuddannet akademiker kommer man altså ikke hurtigere i job af at skrive 4 ansøgninger om ugen, som er helt hen i vejret. Dét der virker er, at pleje sine kontakter, skrive artikler som publiceres i videnskabelige tidsskrifter, og skaffe sig erfaring via f.eks. deltidsansat underviser, eller andet kreativt... Og det har man altså ikke tid til, når man skal skrive 4 bevidstløse ansøgninger om ugen.
Hvis der var nogen anstændighed til, ville man give alle nyuddannede minimum 6 måneder til på egen hånd at finde et job. Og derefter gradvist optrappe kravene, Så de efter 1 år kom til at ligge på det nuværende niveau. Og så iøvrigt fra starten af ledigheden at tilbyde frivillige kurser i jobsøgning og cv-skrivning. Noget man nu først kan få efter min. et halvt års ledighed.
Derudover burde man slække på kravene til jobsøgning for de deltidsansatte på supplerende dagpenge i de første 6 måneder. Alene dét at være deltidsansat gør jo, at man lettere kan få et fuldtidsarbejde, da man derved får erfaringer og holder sig beskæftiget, hvilket er attraktivt for en arbejdsgiver.
Som det er nu, bliver alle pisket fordi nogle er dovne. Der bliver stukket en kæp i hjulet på nyuddannedes jobsøgning, da den ikke kan passes ind i skemaet for en langtidsledig. Det er overformynderisk og mangel på respekt for individdet, hvilket stemmer meget dårligt overens med de borgerlige idealer.