Voksen søn terroriserer os og vil ikke flytte!

Vi har en søn på 29 år, som terroriserer os døgnet rundt.
Han drikker, råber og skriger, terroriserer og ødelægger dels forholdet til ham, mellem os forældre, og til resten af familien.
Han ødelægger vores liv!
Vi ønsker ikke at han bliver boende længere, men han vil ikke flytte.
Hvordan slipper vi af med ham? Er der ingen offentlige instaner der kan hjælpe?
Venlig hilsen de tvivlende forældre.

hvem der må opholde sig på jeres adresse, så hvis han ikke vil smutte, er det blot at ringe til politiet, hvilket i jo nok burde gøre uanset hvad ,nu når han er så balstyrisk men ring til politiet de tager sig af den slags.

at gøre noget, så længe han ikke har forvoldt os fysisk skade.
Jeg var af samme tro som dig, men de af anden :(

- han skal vel ud en gang imellem - når han kommer hjem og ikke kan komme ind i sin brandert, vil han sikkert gå amok på huset - og så SKAL politiet komme....
Hjælper det ikke, kommer JEG gerne og giver ham en 'huske-kage'.... - sådan en snothvalp!

Enten er dette en dårlig 1. aprilsnar eller også er I verdens værste skvathoveder og pladderhumanister..
1) Flyt hans adresse på Folkeregisteret og postvæsen.
2) Bed fogeden(Politiet) om at flytte ham, hvis han ikke gør det frivilligt.De skal hjælpe i dette tilfælde.
3) Luk for det "varme" vand d.v.s. ingen adgang til køleskab, køkken, vasketøj, rengøring, etc. altså gør ham livet ubehageligt, istedet for at rende og "nurse" ham.

Men kan man uden videre flytte "andres" adresse?
Problemet er vel nok, at politiet måske nok bør hjælpe, men de vil jo ikke - de frygter vel at han bliver deres problem, istedet for vores. :(

Den må du altså længere ud på landet med.😉
Selvfølgelig kan du flytte hans addresse - så nemt som ingenting og det ved jeg med sikkerhed😃

han er 29 år og opføre sig stadig et barn...kæft mand
bedøv ham og smid ham på gaden

i går op og siger at han ikke længere har bopæl hos jer. Så mener jeg, at de skal gøre det. Men det er virkelig en svær situation i befinder jer i...

Hvis nu politiet ikke vil hjælpe, det ville slet ikke undre mig. Hvis den unge mand hverken er til at hugge eller stikke i, hvad skal forældrene så gøre. Jeg går ud fra han er stærkere end dem.
Flyt hans adresse på folkeregisteret. Få et par stærke fyre til at sætte ham lempeligt udenfor. Pak en kuffert med hans tøj. Skift låsen og så få hjælp, hvis han vil bryde ind.

og kontakt socialforvaltningen,og klag til den lokale politimester,eller sågar et håndskrevet brev til Justitsminister om at politiet ikke vil smide ham ud og give ham et polititilhold da i er bange for ham.Brev til justitsminister,bliver sendt nedaf i rækken,og hans kontorchef holder øje med at der sker noget i sagen.Tro mig,den har jeg brugt når jeg klagede over politiet,og den virker da man ikke får noget ud af at klage til røven.Det koster kun et frimærke,og klagen skrives lige ud af landevejen,fra hjertet.
Held og lykke😉
P/S
Politiet dumper ham så på det nærmeste herberg,og han er ude af jeres liv,forhåbentligt.

Når han forlader lejligheden, får i sat ny lås i døren, samtidig med at en af jeg framelder ham i folkeregisteret, forsøger han så at bryde ind, skal politiet fjerne ham.

"bare forældr"????
Hvis manden er 29 år, er I forlæængst ude over forsørgelsespligten. Gik det slet ikke op for jer, da han var 18-19-20 år? Har I bare været som et komfortabelt og billigt (gratis?) hotel for ham lige siden?
Dels har I svigtet ved ikke at lære ham selvstændighed for mange år siden, og dels fatter jeg overhovedet ikke, at han ikke selv som f.eks. 19-årig havde lyst til at flytte hjemmefra og slippe for kontrollerende forældre.
Jeg havde nærmest det modsatte "problem" - ville ikke rigtig give slip på min søn. Men endelig accepterede jeg det, og han klarer sig fint i sin nye lejlighed, som (heldigvis) ikke er så langt væk. Og han er altså kun 19 år.
Jeres søn på 29 - ud med ham! NU!

Han skal ud at bo for sig selv, og han bliver aldrig selvstændig eller og i jeg tror jeres søn har et svært liv, men det gør det ikke letter ved han forsat bor hjemme, og han får meget svært ved at finde en kærste og indgå i et forhold til et andet menneske.
Så det hjæle jer og ham hvis han finder en lejlighed, og det bedste er selvfølgelig hvis i kan snakke om jeres problemer med hinanden for jeres søn har helt klart vise problemer.
Mvh

i er for vattede, sæt ham dog stolen for døren det er da jer der bestemmer, du bliver ved at finde undskyldninger for ham, tror ikke du vil have han flytter

Jeg har en pårørende der ligner.
Der er to ting i det her som i skal klarlægge:
1.   jeres egne interesser
2.   hans situation
Jeg ved udmærket godt hvor gal man kan blive og at man ender med kun at se røvhullet i ham. Vil man sagen til livs, må man dog se sandheden i øjnene: han har et problem. Et kæmpestort problem. Og jeg er sikker på at han på et eller andet plan lider som en hund og er skidebange for livet.
Han er 29 år, har et alkoholproblem, kan ikke omgås sin egen familie uden massive konflikter og har ikke noget liv? Jeg tror ikke at nogen (selv om de hævder det) ville vælge denne situation helt bevidst. Ingen gider være en uselvstændig taber.
Men han er nok så dybt inde i sumpen at han ikke kan se sig selv i andre baner end denne. Han ved måske simpelthen ikke at han kan have et liv. Måske er det også svært for ham at anstrenge sig, så selv de mindste forandringer bliver til en uovervindelig hurdle. Det er svært at vænne sig til noget indsats når først man er blevet så gammel uden at kunne tage sig sammen. Det at kunne tage sig sammen og anstrenge sig, og kunne gøre det MANGE GANGE er nok det vigtigste redskab i hverdagen.
Så der står han.
Jeg ville råde jer til at få noget rådgivning. Måske først alene, således at i kan klarlægge hvad i vil, hvad i synes i kan hjælpe ham med og også hvad i IKKE vil eller kan gøre for ham. Med andre ord: få stukket nogle grænser af for jer selv først og få råd omkring hvilke midler i har. Så kan han komme med på banen og ytre sig. Han skal også melde ud omkring hvad han føler han ikke kan klare alene. Lad være med at overfuse ham med kæmpestore ultimatum – ”du skal være flyttet den 1. juni og have et fornuftigt arbejde” er måske for meget for ham. Snak om nogle mindre delmål – og hvad der forhindrer ham i at finde sit eget. Hvorfor deltager han ikke positivt i familielivet, nu han har valgt at bo hos jer. Hvilke forhindringer han generelt døjer med. Noget siger mig nemlig at denne mand har mange flere vanskeligheder end bare et boligproblem. Her kan i så overveje, hvordan i kan hjælpe ham, hvor han kan finde ekstern hjælp og hvad han må og kan klare selv. Men lov ikke nogen hjælp i ikke kan holde til. En fair balance er kodeordet her.
Afviser han helt og holdent at ytre sig, skal i også have en plan for dette. Hvordan reagerer i så. Her kan det blive nødvendigt at værne om jer selv og tage en ubehagelig konflikt.
Men alle disse ting burde ske i en neutral og saglig ramme, hos en social- eller familierådgiver. Det hjælper ikke hvis i bare gør det derhjemme på JERES sofa og med alle de forvredne følelser i bagagen.
Held og lykke.

29år eller ej, jeg havde ikke fundet mig i det, havde simpelt hen vredet armen på ham til han var kommet ud af mit hjem, iser hvis der forholder sig så slemt som du giver udtryk for. Jeg havde skiftet hans folker register til en post ard og der efter havde fået ham smidt ud af mit hus, og fået skiftet låsen ud mens han så på det eventuelt. enten før eller efter han var blevet smidt ud. Je ved godt det her lyder urimligt og meget koldt over for sit eget barn, men man bliver nød til at vise dem hvor grensen går, du gør ham kun en tjeneste ved at gøre det, han kan jo ikke bo hos jer til i dør vel? og ham kan ikke få nogen normalt liv hvis i hele tiden undskylder for ham og bare opgiver, og gir efter for hans krav. Det er hårdt og det kan være han hader jer en overgang, men tænk på hvad i helst vil kæmpe med, det i står med og i nu eller om i vil have ham ud med magt og så få det bedre med tiden? håber i kan bruge det til noget, husk i har styringe over jeres hjem og liv og ikke han.

Har i prøvet at gå på kommunen. Og bede fogeden smide ham ud.
Da han jo ikke betaler husleje eller andet, har han jo heller ingen ret til at være i jeres lejlighed.
Men den bedste løsning vil jo nok være at skifte låsen ud, det kunne i jo snakke med viceværten om.
En tredie mulighed ville måske være, at snakke med boligudlejeren af jeres lejlighed. Hvis han er med på ideen med fogeden, går det nok lidt nemmere igennem. Han er jo heller ikke interesseret i, at der bor folk i opgangen der ikke betaler husleje.

Er i ikke i stand til at hjælpe jeres dreng. Så flyt selv. Sig lejlighedden op. Jeg går ud fra den er lejet.
Og flyt i en anden lejlighed hvor han ikke er på lejekontrakten.

Måske har den unge mand et problem. Udviklingsforstyrrelse eller psykiatrisk og forældrene ved, at det kun vil gå ham skidt hvis de slipper ham. Ingen vil sit barn ondt.
Opsøg lægen - opsøg den unge mands sagsbehandler. Selvom begge dele også vil blive en kamp for forældrene.

http://barnerandb.spreadshirt.net/-/-/Shop/ det kan være han flytter hvis i giver ham en t.shirt... hehe. . :)

min søn er psykisk syg og nogle af de ting i beskriver synes jeg at jeg kan genkende. måske tager jeg fejl men min søn var også ved at ødelægge familien, med de ting i nævner. jeg genkender også at det var umuligt at få hjælp af "systemet". det er en fortvivlende sitiuation. måske i kan kontakte psykiatrifonden for at afklare om det er her problemet ligger og få hjælp.
medfølende hilsen
mig

barn, som du har opdraget.
Hvorfor i alverden skal det offentlige blandes ind i at du og din familie ikke har været i stand til at lære din søn de mest elementære grundregler i socialt samvær?
Hvad har I brugt 29 år på i forbindelse med din søns opdragelse?
Hvis ikke dette indlæg er en fake, så kan jeg kun sige følgende:
"I ligger som I har redt", hvilket I må leve med resten af Jeres og Jeres søns dage, men lad dog det offentlige være i fred. Det kan da ikke være "samfundets skyld" at I har sovet i timen, vel?