Vores behandlingssystemets selvmodsigelser.
Vores behandlingssystemets selvmodsigelser.
· se på mennesket frem for sygdommen; vigtigt for ikke at mindske håbet hos brugeren – fokus på ressourcer og på det, borgeren er god til.
Dette citat er fra en konference om psykiatri udvikling i Vejle fra d. 27 April 2007, og det kan ikke siges bedre hvad det handler om hvis mennesker med psykiske lidelser skal komme sig. Men der intet nyt i denne holdning/indstilling, og jeg husker udmærket holdningen var også fremme i slutningen af firserne, da jeg begyndte at beskæftige mig fagligt med behandlingen systemet og psykiatrien.
Men hvordan kan det være en fremtrædende holdning/mening i debatten, som er nedskrævede i flere rapporter om målsætninger og udviklingen af behandlingssystemet igennem så mange år stadigvæk skal diskuteres og være et problem. Som at mennesker der ikke er boglige stærke skal have andre udfordringer, hvor de bruger deres hænder, og oplever de dygtige til noget, om det så er idræt eller at lave cykler, biler så er det ligegyldigt. Jeg tror næppe det ligegyldighed fra flere tallet af ansatte inde for psykiatrien og vores behandlings system, men dog mener jeg det er ansvarsflygtighed, når man ikke tager åbenlyse problemer alvorlige.
Specialisering og efteruddannelse kan have vise positive sider, dog mener jeg denne iver efter uddannelse har taget overhånd, og er for abstrakt i forhold til den verden som mennesker med problemer befinder sig i, og det er fint mennesker med psykiske lidelser får en diagnose, dog er der det problem i selve diagnosen ligger der en stigmatisering. Da i en hver beskrivelse i en diagnose er der negative ladet beskrivelser af et andet menneske, som klienten skal tilpasse sig for at undgå en yderlige udstødelse, og når man så sammentidlig de tilbud der tilbydes ikke udfordre den personen der mistrives psykisk, så er banen dannet for den kroniske sociale patient er skabt, og vedkommende kommer til leve et liv i et afhængigheds forhold til den offentlige sektor.
På mange områder i samfundet synes jeg det fint med nærdemokrati og græsrodsbevægelser der påvirker den offentlige debat, men dog jeg mener ikke behandlings systemet skal styres decentralt og ude i kommunerne, og det vil være mere hensigtsmæssigt med en statslig styring. Da kommunerne magter ikke den opgave med skabe en mangfoldighed i de tilbud der gives mennesker med problemer i livet, og give mennesker med problemer mulighed for at fravælge et tilbud frem for et andet. Samt er nødvendigt med en elementære videnskabelig indsigt i mennesker samt det man ved giver mennesker mere ro i sjælen at man praktisere dette og det er enkelte ting, som motion, og at komme ud i naturen.
Jeg mener også der skal ses på de illusioner, som trives hos store dele af befolkningen med hensyn til effekten af individuel psykoterapi, som mere beror på tro og religiøse forestillinger end fakta, og de negative sider terapi fortrænges som mange ender med mene de centrum for alt i tilværelsen og lige netop det de beskæftiger sig med er det vigtigste i verden. For virkeligheden er vi mennesker kan ikke leve alene men brug for omgås hinanden på godt og ondt, og der ville der være bedre med fagliguddannet mennesker, der kan være sammen med mennesker med problemer i grupper. De personer, der så har et ønske om individuelt terapi, må selv svare deres økonomiske udgifter for terapien. Jeg udmærket klar over terapi kan have vise positive sider, dog er den for omkostnings fuld i forhold til pengene kan bruges bedre i behandlingen af mennesker.
Men ellers mener jeg, der skal gøres en meget større indsats i forhold til uddannelse af mennesker med problemer, hvor socialpædagogerne har haft en alt for negativ indflydelse på udviklingen af socialtilbud i udviklingen af distrikts psykiatrien, hvor der alt for stor fokus på individet og den individuelle behandling i hjemmet og den støttende hjælp. Hvor virkeligheden er i det øjeblik personen har får det bedre vil han/hun ikke have problemer med rengøring og handle ind osv. som kun er symptomer på den underliggende problemer i den ydre verden. Nu er det så blevet et mål i sig selv at skabe bruger lære, og gøre brug af mennesker der selv haft en psykiske lidelse til at fortælle andre om deres problemer i tilværelsen og hvordan de fået det bedre. Resultatetat af de tilgang er jo den tidligere psykiatriske patient kommer til leve sit liv igennem sit eget sjæleliv ”narcissisme” det bliver ”mig” der er centrum for tilværelsen, og som på alle måder er udtryk for den neoliberalistiske ideologi om den enkelte frem for fællesskabet, og man lære sku ikke visse ting kan bedre gøres i fællesskab som på en fodboldbane, hvor man spiller sammen eller man kan cykle 25% hurtigere på en tandem cykel.
De mennesker der har brug for høre sig selv helle tiden, kan til altid gå ud og fortælle andre om deres liv og rejse i livet, dog er det spild af offentlige penge at sætte det i system, og på længere sigt har det ingen gavnlig effekt i forhold til skabe bedre forhold for de udstødte i dette land og hverken bruger lære er, ”eller jeg er”, et orakel i forhold til være model for andre.
Der er det endnu engang mere vigtig at forbedre vores uddannelse system, og de tilbud der gives til mennesker med psykiatriske lidelser, men det siger sig selv at i hver by, kan man ikke have den mangfoldighed i udbudet af tilbud folk. Derfor er der netop brug for en central styring af behandlings systemet, hvor fra man planlægge en udvikling af de tilbud der gives psykiske syge.
Hvor overstående indledning jo netop ikke bliver opfyldt medhensyn til brugernes ønsker og psykiske patienter har jo samme mangfoldighed i deres ønsker for livet som resten af befolkningen. Nogle vil gerne spille musik, arbejde med keramik, biler, cykler, landbrug, vandrehjem, kunst, fysik, sprog, idræt, fiskeri, film, foto, gastronomi, syning, teater, træ, økologi, osv. selvom man har en del af disse tilbud inden for behandling systemet, så dog er så ringe faglig indhold brugeren ikke udvikler sig specielt meget, og derfor bliver oplevelses strategien for mennesker med psykiske lidelser at leve sit liv igennem sin egen narcissisme, og det bliver ens eget sjæleliv man ender leve livet igennem.
Personligt tror jeg ikke på de forhold lader sig ændre under vores nuværende opbygning af behandlings systemet, og får ændre vores sociallovgivning som er alt for ugennemskuelig og tidskrævende at sætte sig ind i, og tiden og alle de penge der bliver brugt i uddannelse af socialrådgiver ville kunne bruges meget bedre på en anden måde. Vores lovgivning skulle tjene borgerne men under vores nuværende system eksistere lovgivningen mere for magthavernes skyld frem for tjene landes borger for samfundets bedste.
Alle disse problem stillinger lader sig ikke løse under vores nuværende demokrati, men kræver vi får et folkevalgt kammer under vores folketing som skulle bestå af 80 til 90, og fra alle sider bliver det kritiseret vores folketings politiker mangler viden om psykiatrien. Hvad er logisk efter som politiker selvfølgelig ikke kan have en dybere indsigt i alle problem stillinger i vores samfund, et problem Pernille Rosenkrans Theil åbent erkendte, da hun sagde farvel til danske politik, at der ikke var tid til fordybelse i problemer i samfundet, og hun havde netop troet folketinget var sted hvor man kunne fordybe sig.
Så jeg kan ikke se der skulle kunne være indsigelser imod denne forandring af vores demokratiske system, når der er de åbenlyse modsætninger imellem målsætninger og virkelighedens verden i behandlingen af mennesker psykiske lidelser.
Mvh Claes Pedersen I forsat håb for det lille menneske.
· se på mennesket frem for sygdommen; vigtigt for ikke at mindske håbet hos brugeren – fokus på ressourcer og på det, borgeren er god til.
Dette citat er fra en konference om psykiatri udvikling i Vejle fra d. 27 April 2007, og det kan ikke siges bedre hvad det handler om hvis mennesker med psykiske lidelser skal komme sig. Men der intet nyt i denne holdning/indstilling, og jeg husker udmærket holdningen var også fremme i slutningen af firserne, da jeg begyndte at beskæftige mig fagligt med behandlingen systemet og psykiatrien.
Men hvordan kan det være en fremtrædende holdning/mening i debatten, som er nedskrævede i flere rapporter om målsætninger og udviklingen af behandlingssystemet igennem så mange år stadigvæk skal diskuteres og være et problem. Som at mennesker der ikke er boglige stærke skal have andre udfordringer, hvor de bruger deres hænder, og oplever de dygtige til noget, om det så er idræt eller at lave cykler, biler så er det ligegyldigt. Jeg tror næppe det ligegyldighed fra flere tallet af ansatte inde for psykiatrien og vores behandlings system, men dog mener jeg det er ansvarsflygtighed, når man ikke tager åbenlyse problemer alvorlige.
Specialisering og efteruddannelse kan have vise positive sider, dog mener jeg denne iver efter uddannelse har taget overhånd, og er for abstrakt i forhold til den verden som mennesker med problemer befinder sig i, og det er fint mennesker med psykiske lidelser får en diagnose, dog er der det problem i selve diagnosen ligger der en stigmatisering. Da i en hver beskrivelse i en diagnose er der negative ladet beskrivelser af et andet menneske, som klienten skal tilpasse sig for at undgå en yderlige udstødelse, og når man så sammentidlig de tilbud der tilbydes ikke udfordre den personen der mistrives psykisk, så er banen dannet for den kroniske sociale patient er skabt, og vedkommende kommer til leve et liv i et afhængigheds forhold til den offentlige sektor.
På mange områder i samfundet synes jeg det fint med nærdemokrati og græsrodsbevægelser der påvirker den offentlige debat, men dog jeg mener ikke behandlings systemet skal styres decentralt og ude i kommunerne, og det vil være mere hensigtsmæssigt med en statslig styring. Da kommunerne magter ikke den opgave med skabe en mangfoldighed i de tilbud der gives mennesker med problemer i livet, og give mennesker med problemer mulighed for at fravælge et tilbud frem for et andet. Samt er nødvendigt med en elementære videnskabelig indsigt i mennesker samt det man ved giver mennesker mere ro i sjælen at man praktisere dette og det er enkelte ting, som motion, og at komme ud i naturen.
Jeg mener også der skal ses på de illusioner, som trives hos store dele af befolkningen med hensyn til effekten af individuel psykoterapi, som mere beror på tro og religiøse forestillinger end fakta, og de negative sider terapi fortrænges som mange ender med mene de centrum for alt i tilværelsen og lige netop det de beskæftiger sig med er det vigtigste i verden. For virkeligheden er vi mennesker kan ikke leve alene men brug for omgås hinanden på godt og ondt, og der ville der være bedre med fagliguddannet mennesker, der kan være sammen med mennesker med problemer i grupper. De personer, der så har et ønske om individuelt terapi, må selv svare deres økonomiske udgifter for terapien. Jeg udmærket klar over terapi kan have vise positive sider, dog er den for omkostnings fuld i forhold til pengene kan bruges bedre i behandlingen af mennesker.
Men ellers mener jeg, der skal gøres en meget større indsats i forhold til uddannelse af mennesker med problemer, hvor socialpædagogerne har haft en alt for negativ indflydelse på udviklingen af socialtilbud i udviklingen af distrikts psykiatrien, hvor der alt for stor fokus på individet og den individuelle behandling i hjemmet og den støttende hjælp. Hvor virkeligheden er i det øjeblik personen har får det bedre vil han/hun ikke have problemer med rengøring og handle ind osv. som kun er symptomer på den underliggende problemer i den ydre verden. Nu er det så blevet et mål i sig selv at skabe bruger lære, og gøre brug af mennesker der selv haft en psykiske lidelse til at fortælle andre om deres problemer i tilværelsen og hvordan de fået det bedre. Resultatetat af de tilgang er jo den tidligere psykiatriske patient kommer til leve sit liv igennem sit eget sjæleliv ”narcissisme” det bliver ”mig” der er centrum for tilværelsen, og som på alle måder er udtryk for den neoliberalistiske ideologi om den enkelte frem for fællesskabet, og man lære sku ikke visse ting kan bedre gøres i fællesskab som på en fodboldbane, hvor man spiller sammen eller man kan cykle 25% hurtigere på en tandem cykel.
De mennesker der har brug for høre sig selv helle tiden, kan til altid gå ud og fortælle andre om deres liv og rejse i livet, dog er det spild af offentlige penge at sætte det i system, og på længere sigt har det ingen gavnlig effekt i forhold til skabe bedre forhold for de udstødte i dette land og hverken bruger lære er, ”eller jeg er”, et orakel i forhold til være model for andre.
Der er det endnu engang mere vigtig at forbedre vores uddannelse system, og de tilbud der gives til mennesker med psykiatriske lidelser, men det siger sig selv at i hver by, kan man ikke have den mangfoldighed i udbudet af tilbud folk. Derfor er der netop brug for en central styring af behandlings systemet, hvor fra man planlægge en udvikling af de tilbud der gives psykiske syge.
Hvor overstående indledning jo netop ikke bliver opfyldt medhensyn til brugernes ønsker og psykiske patienter har jo samme mangfoldighed i deres ønsker for livet som resten af befolkningen. Nogle vil gerne spille musik, arbejde med keramik, biler, cykler, landbrug, vandrehjem, kunst, fysik, sprog, idræt, fiskeri, film, foto, gastronomi, syning, teater, træ, økologi, osv. selvom man har en del af disse tilbud inden for behandling systemet, så dog er så ringe faglig indhold brugeren ikke udvikler sig specielt meget, og derfor bliver oplevelses strategien for mennesker med psykiske lidelser at leve sit liv igennem sin egen narcissisme, og det bliver ens eget sjæleliv man ender leve livet igennem.
Personligt tror jeg ikke på de forhold lader sig ændre under vores nuværende opbygning af behandlings systemet, og får ændre vores sociallovgivning som er alt for ugennemskuelig og tidskrævende at sætte sig ind i, og tiden og alle de penge der bliver brugt i uddannelse af socialrådgiver ville kunne bruges meget bedre på en anden måde. Vores lovgivning skulle tjene borgerne men under vores nuværende system eksistere lovgivningen mere for magthavernes skyld frem for tjene landes borger for samfundets bedste.
Alle disse problem stillinger lader sig ikke løse under vores nuværende demokrati, men kræver vi får et folkevalgt kammer under vores folketing som skulle bestå af 80 til 90, og fra alle sider bliver det kritiseret vores folketings politiker mangler viden om psykiatrien. Hvad er logisk efter som politiker selvfølgelig ikke kan have en dybere indsigt i alle problem stillinger i vores samfund, et problem Pernille Rosenkrans Theil åbent erkendte, da hun sagde farvel til danske politik, at der ikke var tid til fordybelse i problemer i samfundet, og hun havde netop troet folketinget var sted hvor man kunne fordybe sig.
Så jeg kan ikke se der skulle kunne være indsigelser imod denne forandring af vores demokratiske system, når der er de åbenlyse modsætninger imellem målsætninger og virkelighedens verden i behandlingen af mennesker psykiske lidelser.
Mvh Claes Pedersen I forsat håb for det lille menneske.