Æresløse Vidner.
Æresløse Vidner,
Hvad var forkert? Hvad sagde de forkert og hvad troede de som ikke var i overensstemmelse med dem Esajas havde omtalt ”I er mine Vidner”, sagde Jehova. Iflg. Jehovas Vidners bibel.
Hvad var det der var så forkert i deres opfattelse og den mand Jesus som alle havde set efter den meget mærkelige ”opstandelse” ved graven?
Ingen af dem var sig noget forkert bevidst fordi alt hvad ”de gamle” havde lade nedskrive var jo gået i opfyldelse og de troede.
Han var opstanden! Påske lammet (han havde selv sagt det, altså Johannes Døber: Se det Guds lam), han var blevet korsfæstet og …………….opstået fra de døde.
Den mærke gravhule med den store sten foran indgangen kunne ikke holde ham tilbage. Og nu, nu var han der.
Johannes Evangeliet kap. 20 vers 19 – 29
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede
døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:
”Fred være med jer!”
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så
Herren.
Jesus sagde; ..da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:
”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:
”Fred være med jer!”
Derpå sagde han til Thomas:
”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.”
Thomas svarede:
”Min Herre og min Gud!”
Jesus sagde til ham:
”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
------------------------------------------------------------------------------------
”Min Herre og min Gud”?
Disse ord skulle blive skæbnesvangre for de Kristne, altså de jøder der valgte at tro på Jesus. ”Min Herre og min Gud”!
Nogen tid efter trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus.
De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:
»Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.
Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?
Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: ›Tag dine sandaler af, for stedet, du står på, er hellig jord. v34 Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.‹
Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? – ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken.
Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os.
Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten og sagde til Aron:
›Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.‹ I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk.
Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog:
Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre
de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
Teltet med Molok førte I med jer
og jeres gud Raifans stjerne,
de billeder, I har lavet for at tilbede dem.
Så fører jeg jer bort til et sted
på den anden side af Babylon.
Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham.
Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«
Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.
Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Disse Vidner var skånselsløse og Æresløse. Hvem af dem forsvarede enten Thomas: ”Min Herre og Gud” eller Stefanus: Han faldt på knæ; råbte (”Herre Jesus, tag imod min ånd”) ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.
Hvem forsvarede ham? Ingen. Hvorfor ikke? Fordi de ikke troede.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
http://www.youtube.com/watch?v=xaMPJ3poZmo&feature=related
Hvad var forkert? Hvad sagde de forkert og hvad troede de som ikke var i overensstemmelse med dem Esajas havde omtalt ”I er mine Vidner”, sagde Jehova. Iflg. Jehovas Vidners bibel.
Hvad var det der var så forkert i deres opfattelse og den mand Jesus som alle havde set efter den meget mærkelige ”opstandelse” ved graven?
Ingen af dem var sig noget forkert bevidst fordi alt hvad ”de gamle” havde lade nedskrive var jo gået i opfyldelse og de troede.
Han var opstanden! Påske lammet (han havde selv sagt det, altså Johannes Døber: Se det Guds lam), han var blevet korsfæstet og …………….opstået fra de døde.
Den mærke gravhule med den store sten foran indgangen kunne ikke holde ham tilbage. Og nu, nu var han der.
Johannes Evangeliet kap. 20 vers 19 – 29
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede
døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:
”Fred være med jer!”
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så
Herren.
Jesus sagde; ..da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:
”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”
Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:
”Fred være med jer!”
Derpå sagde han til Thomas:
”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.”
Thomas svarede:
”Min Herre og min Gud!”
Jesus sagde til ham:
”Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.”
------------------------------------------------------------------------------------
”Min Herre og min Gud”?
Disse ord skulle blive skæbnesvangre for de Kristne, altså de jøder der valgte at tro på Jesus. ”Min Herre og min Gud”!
Nogen tid efter trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus.
De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige:
»Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Alle, der sad i Rådet, stirrede på ham, og for dem at se var hans ansigt som en engels ansigt.
Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?
Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: ›Tag dine sandaler af, for stedet, du står på, er hellig jord. v34 Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.‹
Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? – ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken.
Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os.
Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten og sagde til Aron:
›Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.‹ I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk.
Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog:
Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre
de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
Teltet med Molok førte I med jer
og jeres gud Raifans stjerne,
de billeder, I har lavet for at tilbede dem.
Så fører jeg jer bort til et sted
på den anden side af Babylon.
Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham.
Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«
Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus.
Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.
Disse Vidner var skånselsløse og Æresløse. Hvem af dem forsvarede enten Thomas: ”Min Herre og Gud” eller Stefanus: Han faldt på knæ; råbte (”Herre Jesus, tag imod min ånd”) ”Herre, tilregn dem ikke denne synd”.
Hvem forsvarede ham? Ingen. Hvorfor ikke? Fordi de ikke troede.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.
http://www.youtube.com/watch?v=xaMPJ3poZmo&feature=related