17år og vil gerne være mor...

Hej alle jer, som lige fik lyst til at læse mit indlæg 🙂 [l]
Jeg er en pige på 17år, som gerne vil være mor. Hvor underligt i end syntes det lyder. Min kæreste og jeg har været sammen i godt og vel 3½ år. Da vi begyndte at have sex sammen, gik jeg straks på p-piller, og er det stadig. Jeg har aldrig mødt en så fantastisk som ham. Han ER manden i mit liv! jeg elsker ham højere end noget andet 😖 Jeg ved at han også har det på samme måde som jeg. Vi har tit snakket om det med børn. Vi vil begge to gerne være unge forældre. Altså en 19år. Jeg har en god veninde som fik en datter for 2½ måned siden. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg ser på hendes lille prinsesse, holder hende, og generalt bare er sammen med hende, ønsker jeg inderligt det var min lille pige. Eller dét var sket for mig. Min kæreste har sagt, at han ville ikke have børn før han ihvertfald var uddannet. (Hvilket han er om 1år). Jeg kan bare ikke se hvad problemet er. Han tjener de 7-8.000kr om måneden. vi bor stadig hjemme ved vores forældre, som sikkert vil hjælpe os. Han kan stadig færdiggøre sin uddannelse, bare fordi vi skal have barn? Og så er han ovenikøbet selv helt vild god til børn, og elsker små tumlinger 😃
Den uddannelse jeg skal have (når jeg er færdig med STX) er en uddannelse, som man godt kan læse på hjemmefra. Så det er bare et plus hvis det sker..
Det jeg er aller mest bange for er, hvis mine forældre ville blive knuste. Nogen gange bilder jeg mig ind, at jeg er født til at skulle være mor 😃 . Jeg føler at jeg slet ikke kan vente? Det er virkelig så at jeg næsten har lyst til nogengange bare at stoppe på mine piller.
I nogle år har jeg haft et 2. job ved siden af det i brugsen, som børnepasser. og jeg har nydt hvert sek. Det har ikke så meget været det, at jeg fik penge for det, bare det at få lov gjorde mig vildt glad 🙂
lige nu går jeg i 1.g på gymnasiet. Nogen som ved om man kan komme tilbage og tage 2.g og opefter? eller om man SKAL tage de 3 år ud i ét?
Hvis I derude skulle fyre jeres mening af, hvad ville I så sige til det hele? Nogen som eventuelt har haft det lige som jeg?? [???]
Det der bekymre mig allermest er nok reaktionen på mine forældre, og resten af min familie. Hvis det var jeres barn, hvad havde I så sagt? Min familie er noget som hedder en plejefamilie for kommunen. Har det en påvirkning på dét hvis deres 17årige pludselig skal have barn?
Håber virkelig at få svar fra nogen af jer derude! Jeg kan nemlig ikke snakke med det her om andre.. 🙁

Der går ingen skår af dig ved at vente. Kan godt være du bliver skruk af at kigge på andres børn, men det betyder ikke du behøver skynde dig. At få et barn ligger en alvorlig hindring på dine fremtidige muligheder.
Kunne være du på et tidspunkt ville have en længere uddannelse, eller ville og se verden, eller det kunne være din partner gerne vlle disse ting. At få et barn vil ødelægge de drømme. Måske ikke drømme du har nu, men du kan få dem, så giv dig selv lidt tid.
Det går i hvert fald ikke ud over dit barn at du er en smule mere moden når du får det

Ja det kan ramme din forælder ret meget, hvis du skal bo hjemme som ung mor er det ikke sikkert de må beholde deres plejebarn for så er der jo pludselig flere børn de skal tage sig af, så dat kan blive et dyrt for dm økonomisk, så alene der bør du nok vente

Gør hellere jeres uddanelse først, der er mange par som går fra hinanden i den tid fordi folk ændre sig og det er bare langt hårdere og gøre en uddanelse færdig bagefter. Få den gjort og begynd på jeres børn bagefter 🙂

Hej du 🙂
Jeg kan sagtens forstå dine følelser, for jeg har selv været i dem! Da jeg var 16 og jeg fik min første rigtige kæreste var jeg sikker på at han var "the one"! og jeg tænkte faktisk ved mig selv, at det kunne være fantastisk hvis der skete et uheld og vi ville blive forældre sammen og være forbundet for evigt [l] Det ville være hyggeligt at gå og pusle om sådan en lille en 😃
Efter 2 år slog han op, han mente at vi var vokset fra hinanden. Jeg boede selv hjemme på det tidspunkt og når jeg tænker tilbage på det kan jeg kun græmmes ved tanken om hvis det blev en realitet, det var helt klart en umoden tankegang jeg gjorde mig den gang af flere grunde:
1. Jeg boede hjemme - Det ville være MIT barn og dermed MIT ansvar, ikke mine forældres!
2. Jeg var ikke engang færdig med min uddannelse, og jeg er stærkt imod at man får børn når man ikke kan tage vare på sit eget barn (Hvis nu at du og din kæreste skulle gå fra hinanden) - og man kommer altså ikke langt med en studenter eksamen den dag i dag [:|]
3. Jeg havde slet ikke overvejet de andre konsekvenser som f.eks. at barnet ikke altid er et sødt lille væsen der smiler og er glad når det ser mor og far. Baby kan have ondt (kolik, nye tænder, sygdom mm.) og man kan intet gøre, det hjælper ikke at trøste.
Dette ved jeg fordi at jeg har arbejdet i en vuggestue i et år. Det gav mig en masse erfaring, og jeg nød hvert øjeblik [l]
I dag er jeg 23, har en ny og dejlig kæreste og vi har også snakket om at få børn 🙂 Jeg går på universitetet og har ikke travlt, for jeg ved at når jeg er uddannet og (forhåbentlig kan få arbejde bag efter) så ved jeg at jeg er godt stillet økonomisk, og vil derfor kunne give mit barn bedre vilkår end jeg selv har fået (Min mor var alenemor til 3, har ingen uddannelse og har kæmpet for at få det til at løbe rundt og havde ingen tid til os børn) Det ønsker jeg ikke for mit barn.
Nyder desuden også at komme hjem fra skole og at der så er tid til mig og min kæreste sammen uden forstyrrelser [(:] og vi har planer om at vi godt kunne tænke os at rejse inden vi får børn, for når det sker, er vi bundet på hænder og fødder...
Et helt andet aspekt er også at du bør finde dig selv før du bliver mor... Hvis du får barn nu, får du rollen som mor. Når de er flyttet hjemmefra og du pludselig får en masse tid for dig selv, hvem er du så? Sæt dig nogle mål og fuldfør dem!
Jeg havde heller ikke den store lyst til at tage i byen da jeg var yngre, men den lyst er kommet snigende [(:]
Jeg kan kun sige at jeg er glad for at jeg har ventet. Jeg skaffede mig en hund, måske i skulle prøve det? Glæder mig rigtig meget til det engang bliver min tur, men jeg ved at det vil ske, så jeg har ikke tralvt, og det burde du heller ikke have. Jo længere du venter desto mere har du også at byde dit barn (Især erfaringsmæssigt)
Held og lykke [f]

Hej Rikke :-)
Jeg kan godt genkende dine følelser. Jeg er 16 år gammel, og bliver snart 17. Jeg har det på samme måde. Når jeg ser en lille baby, ville jeg for alt i verden ønske, at jeg havde en lille beeebs herhjemme!
Jeg tror, at når man har det ligesom du og jeg - så kan man oppe i hovedet få det hele til at hænge sammen. Men jeg tror til gengæld også, at hvis det for os to blev til virkelighed. Så ville vi med sikkerhed om 5 år råde andre, der har det ligesom os - til at vente til de bliver lidt ældre. Jeg har hørt så mange ting om, hvor hårdt det er at have en lille baby. Jeg har hørt en million ting om, at man skal vente til man er klar. Men hvornår er man klar? Er det ikke bare når man føler sig klar?
Når du har det som du har, så påvirker det dig ikke, hvis der er en der skriver:
"Jeg synes du skal vente med at få et barn". Du læser det, men du tager det ikke til dig. Man kan høre på dig, at det her er noget du virkelig brænder for! Og hvis din familie ikke vil acceptere det, så er det dem der går glip af noget, ikke dig - husk det!
Jeg kan ikke sige til dig, hvad der er det bedste - og hvad du skal og ikke skal. Men jeg kan fortælle dig hvad jeg gør! Jeg tager det som det kommer :-)

Enig.
Lev livet mens du er ung. Du skal ud og feste og drikke dig i hegnet, og ikke mindst møde en masse andre fyre. For du har med garanti ikke mødt den bedste endnu. Men kan tro det, men det er næppe tilfældet før man har rundet de 30 og har haft 5-10 år sammen med "den eneste ene".
Så nyd livet MAX. Det kommer ikke igen!

Jeg har hørt det kan være katastrofalt med sådan en under graviditeten.

Hej "unge mor"
Jeg er en "ung" kvinde på 24 .. Min datter bliver 4 i juni..
Nu skal du høre...
Jeg har haft omkring 4 kærester der bare var "the-one" .. og har som du altid haft det største ønske om at få børn og helst mange af dem..
Men men men.. Det er HÅRDT at være forældre, jeg startede med at være alene med min datter i 5 mdr. før jeg mødte min nuværende mand..
Jeg valgte egenhændigt at få mit barn alene så det her ikke et tudeindlæg, det er opvågning til DIG, jeg ville ALDRIG vælge det anderledes men i det øjeblik du bliver gravid er alt der hedder: mig, mit, mine behov de er væk, for alt du ønsker er det bedste for dit barn..
Det er ikke min mening at male fanden på væggen men det er så smadder vigtigt at have styr på alle tingene først, uddannelse, m.m.
Det er dyrt at have børn... (bla. bleer i omkring 3 år eller mere.. seng, tøj, legetøj, barnevogn osv. ) Jeg har ingen uddannelse, jeg har pt intet job, fordi jeg er sygemeldt, en "luksus" jeg kun kan tillade mig fordi jeg har min mand..
Med hensyn til dine forældre er jeg nødt til at give de andre debattører ret, det DIT ansvar at få et barn, ikke dine forældre..
mine forældre har hjulpet mig meget i de første 5 mdr. men KUN med råd og vejledning..

En sidste ting en af de andre nævnte, lysten til at te sig tosset, gå i seng med fremmede eller hvad man nu har lyst til, den KOMMER..
Du er 17.. Tænk over hvor mange år du har tilbage, på arbejdsmarkedet, og på "kæreste" markedet..
Hvis du og din kæreste er sammen når i begge er færdiguddannet, så kan i stadig nå at blive "unge" forældre..
Hør min bøn og lyt til alle disse fornuftige indlæg..
Vent vent vent..

Mange kærlig hilsner fra Kiwikan en "ung" mor der VED det er hårdt..