30-års krise?!?

Kender nogle herinde de tanker der er forbundet med ens forhold, når man er sidst i 20'erne? Min kæreste og jeg har været sammen i 2 år. Jeg bliver 30 til næste år. Jeg synes det er en frygtelig alder, som stiller nogle krav om, at jeg tager nogle vigtige valg. Valg, som jeg skal stå inde for resten af livet. Jeg er så glad for min kæreste og vil gerne have, han skal være far til mine børn. Men det er som om min kærlighed til ham svinger...det ene øjeblik er han jo såå dejlig, det næste øjeblik tænker jeg, ej han er måske også lidt for stille til mig (eller andre ting), det ville også bare være nemmere at undgå al det med parforhold..... I 3. øjeblik kommer skammen over mig, over at jeg overhovedet kan have tvivl.
Jeg er ret sikker på, at havde jeg været 18 år, var jeg hoppet afsted med 120 km/t og ikke vendt og drejet hver en finesse i vores forhold - bare nydt det. For jeg har det skønt med ham!.Men jeg er ikke 18.
Det er NU, hvis jeg skulle ombestemme mig. Og så bliver ingenting ligesom godt nok, idet jeg ikke sætter min kæreste op på en piedestal, som jeg gjorde før i tiden.
Takker med kyshånd for erfaringer [f]

vi andre formerede os inden fornuften havde meldt sin ankomst. Bagefter syntes vi, vi var nødt til at blive sammen - nu havde vi jo børnene, terminerne og svigermødrene - og nu er det gået op for mig i en alder af 62 at det var så rigtig så rigtigt. Han er en elskelig mand, med de fejl og mangler sådanne nu en gang har, men han han har elsket mig nok til at holde sammen på det her og jeg har elsket ham inderligt for hans humor, arbejdtsomhed og kærlighed til vore 4 børn.

Det trøster mig lidt at høre, at du ikke synes, jeg er helt fra snøvsen. Jeg tror, som du siger, at situationen var en anden, hvis jeg havde fået børn, da jeg red højt på kærlighedsbølgerne i starten af 20'erne. Måske havde det vist sig, at være den forkerte mand....måske ikke. Men jeg havde da truffet et valg så. Det har jeg sådan set også nu - men jeg hviler ikke i mit valg.

som den foregående læser skriver: Din alder er selvfølgelig vigtig, og det er der jo flere grunde til.
Du skal vel snart have børn, hvis du vil have nogle, og du skal finde ud af, hvem du vil have dem med - og det er for resten af livet.
Du skriver, du er så glad for din kæreste, vil gerne have ham som far til dine børn, men sætter ham ikke mere op på en piedestal. Men altså, hvorfor skulle han da også være dér? Det er der jo kke nogen mennesker, der kan leve op til.
Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal vælge din nuværende kæreste som din mand for resten af livet. Det kan ingen, det ved du også. Selv mødte og valgte jeg min mand, da jeg var 32 år og dermed ud over "kærlighedsbølgerne" eller rettere forelskelses-bølgerne. Det er jeg meget glad for i dag. Da jeg var i 20'erne med 120 km i timen, var jeg noget ude af kontrol. Det kan jeg se nu.
Min mand er fuld af fejl og mangler har jeg siden fundet ud af ... men det er jeg faktisk også ... På den måde passer vi faktisk ret godt til hinanden har det vist sig.
Mange gode tanker herfra.

Jeg tror, jeg har det lidt ligesom dig. Jeg er også ud over den alder hvor jeg forguder min kæreste og ikke kan sove pga mavekneb om natten. Men det er mange mange år siden, jeg sidst indledte et forhold med en kæreste, og der var jeg jo betydeligt yngre. Dengang foregik det med sus i maven og en tro på evig kærlighed. Det er jeg ligesom nået lidt ud over på mine senere år og derfor også med min nuværende kæreste. Det kom som et chok for mig selv.
Jeg har med mig selv taget beslutningen om, at jeg vil være sammen med ham. Han er sød, dejlig, "lækker" og vi klinger så godt. Det er et mere modent forhold. Måske er det den kamel, jeg skal sluge. Men det er bare en lidt alvorlig alder jeg har. Man skal være så sikker - og så bliver man lige pludselig meget usikker.😖Det er jo starten på resten af mit liv jeg skal begynde på nu...