Aktiv dødshjælp JA eller NEJ

For tiden kører der et glimrende program på DR2, under styring af Bjarke Stender som også lavede programmet De Omvendte.
Programmet hedder de 3 bud, og undersøger hvad vi kan bruge religion til, når der skal træffes virkelige og svære valg.
Jeg kan anbefale programmet varmt, til alle der er har interessen. Gamle afsnit kan ses på hjemmesiden.
http://www.dr.dk/DR2/D/De_tre_bud/#/21016
Seneste program behandler området aktiv dødshjælp, og det er ikke et emne vi har haft oppe så tit herinde.
Jeg ser det som en kærkommen lejlighed til at vi alle, smider paraderne og glemmer hvad andre ville sige og gøre. Men ud fra vores egen religiøse overbevisning ville gøre og tænke.
Eksemplet fra programmet er opstillet her i kursiv:
En mand midt i livet får konstateret ALS – en aggressiv sygdom der med tiden vil lamme både hans muskler og vejrtrækning.
Han føler selv at hans fremtid har så dystre udsigter, at han ikke længere ønsker at leve.
Men da aktiv dødshjælp ikke er tilladt i Danmark, planlægger han en rejse til Holland, hvor han kan få lov til det der hedder assisteret selvmord.
At drikke en dødelig mængde gift, og dermed vælge den lidelsesfulde sygdom og død fra.
Han har brug for familiens opbakning og støtte også på rejsen. Men hvad skal familien gøre?
Deres dilemma er: Skal de bakke op om hans beslutning, eller prøve at overtale ham til at leve livet til ende i familiens skød?

Hvad mener i? ALLE er velkomne til at komme med et bud, troende som ikke troende.
mvh multani

men hvis en hund lider. afliver vi den. men hvis et menneske lider ja, så er det pludseligt ikke så nemt mere.
så hvem ender personen så med at leve for? os eller ham selv? nok mest for os selv ;)
så nej det er ikke nemt, men jeg syndes det er op til en læge og personen selv at vurdere om det er på tide at sige forvel eller ej.

men hvis en hund lider. afliver vi den. men hvis et menneske lider ja, så er det pludseligt ikke så nemt mere.
så hvem ender personen så med at leve for? os eller ham selv? nok mest for os selv ;)
så nej det er ikke nemt, men jeg syndes det er op til en læge og personen selv at vurdere om det er på tide at sige forvel eller ej.

Ja det er rigtigt, det er svært at håndtere.
Nu nævner du selv det med, at det er op til personen selv. Men hvornår ved vi om vores patient ønsker at dø for alvor, eller om det handler om afmagt og frygt.
mvh multani

Ja det er rigtigt, det er svært at håndtere.
Nu nævner du selv det med, at det er op til personen selv. Men hvornår ved vi om vores patient ønsker at dø for alvor, eller om det handler om afmagt og frygt.

'jeg tror godt man kan registrere smerte efter hånden. og ud fra det kriterium. kan man vel konkludere om der er grundlag for at personen kan få lov til at begå selvmord eller ej.

[quote]Ja det er rigtigt, det er svært at håndtere.
Nu nævner du selv det med, at det er op til personen selv. Men hvornår ved vi om vores patient ønsker at dø for alvor, eller om det handler om afmagt og frygt.[/quote]'jeg tror godt man kan registrere smerte efter hånden. og ud fra det kriterium. kan man vel konkludere om der er grundlag for at personen kan få lov til at begå selvmord eller ej.

Ja man skulle vel tro, at valget bliver lettere jo længere tid man har.
Men som en af paneldeltagerne siger i programmet, så kan en konsekvent og fortsat efterspørgsel på aktiv dødshjælp, være et råb om hjælp og støtte, samt en forsikring af, at familien vil være der til det sidste.
Umiddelbart er det ikke uhørt at folk i frygt og smerte signalerer noget som de gerne vil forhindres i, eller have nogen til at tale dem fra.
Det kan vi selvfølgelig ikke gå ud fra er reglen, men når du står overfor valget, tror jeg det er meget nemt at blive i tvivl.
mvh multani

Kom så, kom så alle i kloge hoveder 😃 Det kan da ikke passe det kun skal være JV vi snakker om.
Kom frisk med et bud.
mvh multani

Hej Multani
Jeg har haft det tæt på.. min far blev faktisk aflivet.. det er ca. 25 år siden, og det var lægen der tog beslutningen.. ja det er ulovligt - min mor boede på hospitalet sammen med min indlagte far, og de var enige om den beslutning - altså de blev spurgt.
Min far fik sprøjten - der ville gå ca. en halv time før han ville sove ind, blev der sagt.
Hver morgen ringede min mor til mig, og fortalte hvordan det gik med min far.
Denne morgen fik jeg den besked, at nu ville min far sove ind, i løbet af en halv time.
Han havde kræft - men jeg havde jo håbet til det sidste...
Ingen klagede - det var deres beslutning.
Jeg læste den anden dag, at et familiemedlem var død af sult og tørst - lægerne må nemlig gerne sulte patienterne til døde..
Jeg mener det normalt foregår sådan - at et uhelbredeligt sygt menneske vil få større og større doser morfin, for til sidst at miste bevidstheden og roligt sove ind.
Det syntes jeg også er det bedste, det er ikke en dødssprøjte de får, men en lindring for smerter og lidelser - men som vil føre til døden over en tid.
Jeg er bange for, at det kan blive misbrugt, hvis dødshjælp tillades : "Han er ikke værd at føde på, han koster jo, for hver dag han optager en seng .." o.s.v.
Vi ved jo allerede, at nogen ikke får den hjælp de har behov for, der behandles ikke - hvis de mener det er et dårligt liv.. [:|]

Det er godt nok et svært spørgsmål. Jeg tænker, hvad vil jeg selv gøre/ønske?
Jeg så for år tilbage en filmatisering med Richard Dreyfuss, der spille hovedrollen i filmen: Det er vel mit liv eller hvis liv er det?
Den gjorde stort indtryk på mig. Filmen sætter os fuldstændig i hans sted, hans tanker og følelser. Han spiller en aktiv mand, billedhugger, der kommer ud for en alvorlig ulykke. Da det går op for ham, at han resten af hans liv vil være lammet fra halsen og ned ønsker han ikke at leve mere. Han vil aldrig vende tilbage til det liv han kom fra.
Jeg husker tydeligt en af scenerne fra filmen. Han kæreste, som han elsker højt, kommer for at besøge ham. Men han ber hende om at blive helt væk fordi, det smerter ham dybt at han aldrig vil kunne have det nærvær med hende igen som han havde før ulykken.
Han ønsker virkelig at dø og går til menneskerettighedsdomstolene så vidt jeg husker. Ihvertfald til en domstol. Og han får medhold fordi han mentalt er helt oven på. Hans pleje ophører og han dør en værdig død.
Men min egen mening, hmmm. Når jeg tænker på filmen så ja selvfølgelig skal vi selv have lov til, at bestemme. Men ønsker jeg nu også det når det kommer til stykket. Det gør det rigtig svært.
I England mener jeg, at man har den ordning at, patienten kan fortryde men trykker selv på knappen.
Selv elsker jeg livet så meget så jeg har ingen ide om, hvad jeg ville vælge. Men godt at du tager spørgsmålet op det er et tabu vi skal komme udenom fordi vi ved aldrig, hvornår det evt. kan blive aktuelt for os selv.
Så det er nødvendtigt at tænke over det.
Mange hilsner
Manjana

Hej Multani
Jeg har haft det tæt på.. min far blev faktisk aflivet.. det er ca. 25 år siden, og det var lægen der tog beslutningen.. ja det er ulovligt - min mor boede på hospitalet sammen med min indlagte far, og de var enige om den beslutning - altså de blev spurgt.
Min far fik sprøjten - der ville gå ca. en halv time før han ville sove ind, blev der sagt.
Hver morgen ringede min mor til mig, og fortalte hvordan det gik med min far.
Denne morgen fik jeg den besked, at nu ville min far sove ind, i løbet af en halv time.
Han havde kræft - men jeg havde jo håbet til det sidste...
Ingen klagede - det var deres beslutning.
Jeg læste den anden dag, at et familiemedlem var død af sult og tørst - lægerne må nemlig gerne sulte patienterne til døde..
Jeg mener det normalt foregår sådan - at et uhelbredeligt sygt menneske vil få større og større doser morfin, for til sidst at miste bevidstheden og roligt sove ind.
Det syntes jeg også er det bedste, det er ikke en dødssprøjte de får, men en lindring for smerter og lidelser - men som vil føre til døden over en tid.
Jeg er bange for, at det kan blive misbrugt, hvis dødshjælp tillades : "Han er ikke værd at føde på, han koster jo, for hver dag han optager en seng .." o.s.v.
Vi ved jo allerede, at nogen ikke får den hjælp de har behov for, der behandles ikke - hvis de mener det er et dårligt liv.. [:|]

Hej Lyjse tak for dit svar.
Det er en meget god pointe du laver omkring hvilken form for aktiv dødshjælp der rent faktisk er til stede og praktiseres i Danmark, på trods af, at vi reelt set ikke tillader aktiv dødshjælp.
Spørgsmålet er så, betyder det at vi skal tillade at vi kan bruge mere humane måder at yde aktiv dødshjælp på. Eller skal vi stoppe den nuværende praksis på området?
Der er jo nok en grund til, at vores lovgivning på området er lidt wishy-washy, og at vi reelt set signalerer et og gør noget andet.
Kan vi tillade os det som samfund, og er der ikke en dobbeltkommunikation?
Misbrug af aktiv dødshjælp er i mine øjne en overhængende fare.
Jeg mener vi placerer os selv i en farlig position, når vi hjælper et andet menneske til at tage deres liv.
mvh multani

Det er godt nok et svært spørgsmål. Jeg tænker, hvad vil jeg selv gøre/ønske?
Jeg så for år tilbage en filmatisering med Richard Dreyfuss, der spille hovedrollen i filmen: Det er vel mit liv eller hvis liv er det?
Den gjorde stort indtryk på mig. Filmen sætter os fuldstændig i hans sted, hans tanker og følelser. Han spiller en aktiv mand, billedhugger, der kommer ud for en alvorlig ulykke. Da det går op for ham, at han resten af hans liv vil være lammet fra halsen og ned ønsker han ikke at leve mere. Han vil aldrig vende tilbage til det liv han kom fra.
Jeg husker tydeligt en af scenerne fra filmen. Han kæreste, som han elsker højt, kommer for at besøge ham. Men han ber hende om at blive helt væk fordi, det smerter ham dybt at han aldrig vil kunne have det nærvær med hende igen som han havde før ulykken.
Han ønsker virkelig at dø og går til menneskerettighedsdomstolene så vidt jeg husker. Ihvertfald til en domstol. Og han får medhold fordi han mentalt er helt oven på. Hans pleje ophører og han dør en værdig død.
Men min egen mening, hmmm. Når jeg tænker på filmen så ja selvfølgelig skal vi selv have lov til, at bestemme. Men ønsker jeg nu også det når det kommer til stykket. Det gør det rigtig svært.
I England mener jeg, at man har den ordning at, patienten kan fortryde men trykker selv på knappen.
Selv elsker jeg livet så meget så jeg har ingen ide om, hvad jeg ville vælge. Men godt at du tager spørgsmålet op det er et tabu vi skal komme udenom fordi vi ved aldrig, hvornår det evt. kan blive aktuelt for os selv.
Så det er nødvendtigt at tænke over det.
Mange hilsner
Manjana

Hej manjana, jeg vil hæfte mig ved det allersidste du skriver.
det er nødvendigt at tænke over det.
Ja det er meget vigtigt, og jeg tror vi har tendens til at sylte den slags spørgsmål, fordi døden er og bliver tabu, som du også selv pointerer.
Jeg vil selv have umådeligt svært ved at fortælle en person som i eksemplet, Nej du må stå den smerte igennem.
Du er nødt til at acceptere et liv som en grøntsag og dit liv vil give minimalt mening i sidste ende.
For jeg er ikke fatalist på den måde, at jeg tror at smerte er noget man skal svælge sig i, og tillægger det ikke nogen større mening ift isolerede tilfælde.
Min grundlæggende holdning er, at det ikke er vores opgave som mennesker at gøre os til dommere over liv og død.
Jeg ville aldrig kunne tage et liv uanset om det menneske beder mig om det. Det vil være umådeligt hårdt, brutalt og smerteligt at stå en tid med den slags sygdom igennem, men jeg ville ikke kunne håndtere alternativet, ud fra et etisk synspunkt.
mvh multani

[quote="eks-vidne" post=2470831]Det er godt nok et svært spørgsmål. Jeg tænker, hvad vil jeg selv gøre/ønske?
Jeg så for år tilbage en filmatisering med Richard Dreyfuss, der spille hovedrollen i filmen: Det er vel mit liv eller hvis liv er det?
Den gjorde stort indtryk på mig. Filmen sætter os fuldstændig i hans sted, hans tanker og følelser. Han spiller en aktiv mand, billedhugger, der kommer ud for en alvorlig ulykke. Da det går op for ham, at han resten af hans liv vil være lammet fra halsen og ned ønsker han ikke at leve mere. Han vil aldrig vende tilbage til det liv han kom fra.
Jeg husker tydeligt en af scenerne fra filmen. Han kæreste, som han elsker højt, kommer for at besøge ham. Men han ber hende om at blive helt væk fordi, det smerter ham dybt at han aldrig vil kunne have det nærvær med hende igen som han havde før ulykken.
Han ønsker virkelig at dø og går til menneskerettighedsdomstolene så vidt jeg husker. Ihvertfald til en domstol. Og han får medhold fordi han mentalt er helt oven på. Hans pleje ophører og han dør en værdig død.
Men min egen mening, hmmm. Når jeg tænker på filmen så ja selvfølgelig skal vi selv have lov til, at bestemme. Men ønsker jeg nu også det når det kommer til stykket. Det gør det rigtig svært.
I England mener jeg, at man har den ordning at, patienten kan fortryde men trykker selv på knappen.
Selv elsker jeg livet så meget så jeg har ingen ide om, hvad jeg ville vælge. Men godt at du tager spørgsmålet op det er et tabu vi skal komme udenom fordi vi ved aldrig, hvornår det evt. kan blive aktuelt for os selv.
Så det er nødvendtigt at tænke over det.
Mange hilsner
Manjana[/quote]
Hej manjana, jeg vil hæfte mig ved det allersidste du skriver.
det er nødvendigt at tænke over det.
Ja det er meget vigtigt, og jeg tror vi har tendens til at sylte den slags spørgsmål, fordi døden er og bliver tabu, som du også selv pointerer.
Jeg vil selv have umådeligt svært ved at fortælle en person som i eksemplet, Nej du må stå den smerte igennem.
Du er nødt til at acceptere et liv som en grøntsag og dit liv vil give minimalt mening i sidste ende.
For jeg er ikke fatalist på den måde, at jeg tror at smerte er noget man skal svælge sig i, og tillægger det ikke nogen større mening ift isolerede tilfælde.
Min grundlæggende holdning er, at det ikke er vores opgave som mennesker at gøre os til dommere over liv og død.
Jeg ville aldrig kunne tage et liv uanset om det menneske beder mig om det. Det vil være umådeligt hårdt, brutalt og smerteligt at stå en tid med den slags sygdom igennem, men jeg ville ikke kunne håndtere alternativet, ud fra et etisk synspunkt.
mvh multani

Hej multani,

Jeg sidder og tænker på, at i realiteten ved vi ikke, hvordan vi reagerer i øjeblikket. At slukke for en knap, tage et andet menneskes liv ville jeg heller aldrig kunne gøre. Men står jeg ved siden af et menneske, der har fået et dødbringende skud eller lign.og ikke har udsigt til overlevelse blot ufattelig lidelse i nogen få timer, så har jeg simpelthen ingen ide om, jeg ville være i stand til at gøre en ende på vedkommendes lidelser.
Jeg håber aldrig at komme i den situation og håber aldrig jeg ville kunne gøre det. Vi kan have en ide om det i teorien men i praksis ved vi det rent faktisk ikke.
Blev jeg en grøntsag, har ingen anelse om min reaktion og ønsker. Tror at jeg ville ønske fred men igen, hvor er det svært at sige.
Men godt at man gør sig tanker om det, hvis nu. Forhåbentlig aldrig.
Mange hilsner
Manjana