At drømme at man dør.
Det siges at hvis man drømmer at man dør, så dør man også i virkeligheden – dette kan jeg bevidne at er usandt. Jeg drømte i går at jeg døde. Jeg lå i en hospitalsseng, min mor var der og min far var på vej hjem fra Norge, for at se mig en sidste gang – jeg ved ikke helt hvorfor jeg lå der, men jeg kan fortælle at jeg ikke havde det godt fysisk – min mor græd, men alligevel var jeg helt rolig og trøstede hende med at det nok skulle gå alt sammen – om så jeg var her eller ej, så gik livet videre. Forvissede jeg hende om.
Det er egentlig sjov, for igennem hele mit liv, siden jeg var en ung teenager og indtil nu, hvor jeg er en ung mand. Der har jeg altid været bange for døden, især pga. min panikangst som jeg har/har haft. Siden jeg som 17 årig røg på sygehuset, med et hjerte der bankede alt for hurtigt. Sygeplejerskerne barberede mit bryst, (en ægte mand har hår på brystet), og satte elektroder på brystet af mig, for derefter at sende elektricitet igennem kroppen af mig, så de kunne sætte farten ned på mit hjerte. Jeg kan huske at jeg lå på båren – hospitalssengen - grædende og bedende til Gud om at jeg ikke ville dø der. Min daværende kæreste var med, men hun blev sendt ud – jeg husker tydeligt, at den ene sygeplejerske fortalte hende, at hun nok hellere måtte ringe efter min forældre – og jeg tænkte, hvis jeg da var i stand til det, at det hele var sket nu – at jeg skulle gå herfra på denne måde – at jeg skulle dø.
Min mor som er natblind, ilede ind på sygehuset midt om natten – jeg tror ikke at der gik mere end 10-15 minutter før hun var på sygehuset. Det sjove er at min mor altid har været ”usikker” ved at køre stærkt og om natten, men jeg er sikker på at den satans bil, (Toyota Carina E), fik fuld skrue den aften. Min far var desværre i Tyskland og arbejde på det tidspunkt, men han smed også alt hvad han havde i hænderne og kom dagen efter.
Heldigvis døde jeg ikke –ellers kunne jeg ikke have belemret jer med denne blog - men jeg har siden den dag haft utrolig meget respekt for døden, så meget at jeg i tiden efter, havde udviklet panikangst. En angst, en fobi for døden – en angst der har hindret mig i utallige ting her i livet. Netop fordi jeg ikke ville udsætte mig for sådan en oplevelse igen, fordi jeg elskede og elsker livet for meget til at jeg vil gå herfra, før min tid den var kommet. Jeg har siden dengang haft et akavet syn på døden og ikke mindst – til dels – også livet.
For at vende tilbage til min drøm.
Jeg lå i sengen, sygeplejerskerne var ikke omkring mig, for de vidste godt hvad der ventede mig – og ville derfor give alt min tid, som var tilbage, til mig og mine pårørende – selv om det kun var min mor der var til stede. Hun prøvede at holde modet oppe, men hvem kan det, når ens søn er ved at dø? Børn burde ikke dø før deres forældre – heller ikke selv om det blot var en drøm. Nå men, jeg var bevidst om hvad der skulle ske med mig og hvilken vej jeg skulle – som sagt – så var jeg helt rolig. Da jeg efterhånden var parat, der sad min mor ved min side og holdte om mig. Jeg begyndte at hallucinere og se mennesker som jeg havde haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med igennem livet – de var der alle sammen – og så blev lyset skarpere, mere ren – mere behagelig. Den var guddommelig – og så, så jeg hende - hendes gyldne hår, hendes store grønne øjne - jeg hviskede hendes navn. Min mor spurgte hvad jeg kunne se og jeg svarede - ”en engel” - og gav slip på livet med et smil.
Og det er hvad jeg kan huske fra min drøm. :-)
Jeg er tro mod mine følelser, uanset hvilken smerte - livet det bringer/
du kan være sikker på, at jeg vil bevar' dig i mit hjerte - indtil livet det ender/
med dig i tankerne - ville jeg spørge døden - om jeg måtte blive lidt længer'/
indtil den allersidste time ringer - og livet det svinder/
vil vi - i mit hjerte - altid forblive venner..
Det er egentlig sjov, for igennem hele mit liv, siden jeg var en ung teenager og indtil nu, hvor jeg er en ung mand. Der har jeg altid været bange for døden, især pga. min panikangst som jeg har/har haft. Siden jeg som 17 årig røg på sygehuset, med et hjerte der bankede alt for hurtigt. Sygeplejerskerne barberede mit bryst, (en ægte mand har hår på brystet), og satte elektroder på brystet af mig, for derefter at sende elektricitet igennem kroppen af mig, så de kunne sætte farten ned på mit hjerte. Jeg kan huske at jeg lå på båren – hospitalssengen - grædende og bedende til Gud om at jeg ikke ville dø der. Min daværende kæreste var med, men hun blev sendt ud – jeg husker tydeligt, at den ene sygeplejerske fortalte hende, at hun nok hellere måtte ringe efter min forældre – og jeg tænkte, hvis jeg da var i stand til det, at det hele var sket nu – at jeg skulle gå herfra på denne måde – at jeg skulle dø.
Min mor som er natblind, ilede ind på sygehuset midt om natten – jeg tror ikke at der gik mere end 10-15 minutter før hun var på sygehuset. Det sjove er at min mor altid har været ”usikker” ved at køre stærkt og om natten, men jeg er sikker på at den satans bil, (Toyota Carina E), fik fuld skrue den aften. Min far var desværre i Tyskland og arbejde på det tidspunkt, men han smed også alt hvad han havde i hænderne og kom dagen efter.
Heldigvis døde jeg ikke –ellers kunne jeg ikke have belemret jer med denne blog - men jeg har siden den dag haft utrolig meget respekt for døden, så meget at jeg i tiden efter, havde udviklet panikangst. En angst, en fobi for døden – en angst der har hindret mig i utallige ting her i livet. Netop fordi jeg ikke ville udsætte mig for sådan en oplevelse igen, fordi jeg elskede og elsker livet for meget til at jeg vil gå herfra, før min tid den var kommet. Jeg har siden dengang haft et akavet syn på døden og ikke mindst – til dels – også livet.
For at vende tilbage til min drøm.
Jeg lå i sengen, sygeplejerskerne var ikke omkring mig, for de vidste godt hvad der ventede mig – og ville derfor give alt min tid, som var tilbage, til mig og mine pårørende – selv om det kun var min mor der var til stede. Hun prøvede at holde modet oppe, men hvem kan det, når ens søn er ved at dø? Børn burde ikke dø før deres forældre – heller ikke selv om det blot var en drøm. Nå men, jeg var bevidst om hvad der skulle ske med mig og hvilken vej jeg skulle – som sagt – så var jeg helt rolig. Da jeg efterhånden var parat, der sad min mor ved min side og holdte om mig. Jeg begyndte at hallucinere og se mennesker som jeg havde haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med igennem livet – de var der alle sammen – og så blev lyset skarpere, mere ren – mere behagelig. Den var guddommelig – og så, så jeg hende - hendes gyldne hår, hendes store grønne øjne - jeg hviskede hendes navn. Min mor spurgte hvad jeg kunne se og jeg svarede - ”en engel” - og gav slip på livet med et smil.
Og det er hvad jeg kan huske fra min drøm. :-)
Jeg er tro mod mine følelser, uanset hvilken smerte - livet det bringer/
du kan være sikker på, at jeg vil bevar' dig i mit hjerte - indtil livet det ender/
med dig i tankerne - ville jeg spørge døden - om jeg måtte blive lidt længer'/
indtil den allersidste time ringer - og livet det svinder/
vil vi - i mit hjerte - altid forblive venner..