Som du nu ved selvsyn kan se af følgende er der megen diskussion, men kernen er OK. Det er blevet sagt:
"Vi tilbeder en Gud i Treenigheden og Treenigheden i Enhed, idet vi hverken sammenblander personerne eller adskiller deres væsen.
Thi Faderen er en person, Sønnen en anden og den Helligånd en tredie.
Men Faderens, Sønnens og den Helligånds Guddom er eet; deres herlighed er den samme, deres majestæt evigt den samme.
-----------------------------------------------------
325 e.Kr. Kejser Konstantin Nikæa; den, Guddommens natur.
Kirkemødet fordømte adskillige af tidens teorier, deriblandt Arius's lære, at Sønnen blev skabt af Faderen og derfor ikke kunne være lige så evig som denne. (den version Jehovas Vidner tror på)
Mødet udfærdigede også den såkaldte a) Nikæanske trosbekendelse, der i tidens løb efterfulgtes af den
b) Atanasianske bekendelse.
Som Faderen er, således er Sønnen og således er den Helligånd:
Faderen uskabt, Sønnen uskabt og den Helligånd uskabt;
Faderen ufattelig, Sønnen ufattelig og den Helligånd ufattelig;
Faderen evig, Sønnen evig og den Helligånd evig. Og dog er der ikke tre evige, men kun en evig. Således er der heller ikke tre ufattelige eller tre uskabte, men kun en uskabt og en ufattelig. Ligeså er Faderen almægtig, Sønnen almægtig og den Helligånd almægtig. Og dog er der ikke tre almægtige, men kun en almægtig.
Således er Faderen Gud, Sønnen Gud og den Helligånd Gud. Og dog er der ikke tre Guder, men kun een Gud".
(det forstår du godt, ikke?)
-------------------------------------------------
den Apostolske:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.
------------
Ja, det tror vi på hvis vi kan for lov at fortolke det som det passer os. Altså den der med ”Jomfru Maria”? hvis nogen tror på det eller sagt på en anden måde: Alle kvinder er jo jomfruer når de ”skal ha` deres første barn”, ikke?
-----------------------------------------------------------------------------------
Nikæa-konstantinopolitanske.
Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det
synliges og usynliges skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen
før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt,
af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker
og for vor frelse steg ned fra Himlene og ”blev kød” ved Helligånden af Jomfru
Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius
Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og
opfor til Himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i
herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på
hans rige.
Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra
Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og
Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én hellig, almindelig og apostolsk
kirke. Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes
opstandelse og den kommende verdens liv.
----------------------------------------
Ausburgske.
Det guddommelige væsen (essentia, Wesen), som også kaldes Gud, er evigt, ”ulegemligt, udeleligt”, af umålelig magt, visdom, godhed, skaber og opretholder af alle ting, såvel synlige som usynlige – og dog er det ”tre personer af samme væse” (du ved, ligesom en lagkage) og magt, samevige, Fader, Søn og den Hellige Ånd.
-----------------
Vår kirkes forskjellige trosbekjennelser peker på Guds enhet, og det er rett at Gud er en- men den hevder også at Gud-dommen består av 3 atskilte personer, og det er galt.
Gud utgjør en enhet som ikke kan splittes opp i 3 selvstendige personer. Vi må bruke andre uttrykksmåter for den flerheten som der er i Gud-dommen.
-----------------------
1) At det finnes en flerhet i Gud-dommen, betyr ikke at denne flerheten har ”en selvstendig eksistens”. Både Sønnen og Ånden lever sitt liv gjennom Faderen. De kan ikke eksistere uten Faderen. De går ut fra ham og kviler i ham. Dette er Bibelens oppfatning av dette.
---------------------------
Vi har for det første sabellianismen eller modalismen. Det var Sabellius fra Ptolemais (ca.250) som først hadde utarbeidet dette synet. Han hevdet at treenigheten ikke angikk Guds natur, men den angikk bare den måten (åpenbaringsmåten) som Gud åpenbarer seg selv på. Som Faderen er han Skaper og Lovgiver, som Sønnen er han Forsoner, og som Ånden er Han Gjenføder og Helliggjører.
-----------------------
Uansett hvordan man uttrykker dette, så gir dette synet uttrykk for at Gud er ”EN PERSON SOM MANIFESTERER SEG PÅ 3 FORSKJELLIGE MÅTER eller I 3 FORSKJELLIGE UTTRYKKSFORMER”.
Dette synet er også kalt for ”tidsperiodisk treenighet”. Det betyr at Gud manifesterer seg på forskjellige måter i de forskjellige tidshusholdningene.
Dette synet er rett så langt som det gjelder Guds enhet. Det er bare en Gud, men det regner ikke med den flerheten som det er i Gud-dommen på en og samme tid, for når Sønnen og Ånden åpenbarer seg, så er det Gud som åpenbarer seg. I den forstand er det en treenighet som åpenbarer seg når enten Faderen, Sønnen eller Ånden åpenbarer seg, men dette synet benekter at denne flerheten kan opptre samtidig.
-----------------------
Når Gud åpenbarer seg, så åpenbarer han seg bestandig i sine 3 manifestasjoner selv om dette ikke bestandig kommer til uttrykk i teksten.
”Du tror at Gud er en. Du gjør vel. Djevelen tror det også og skjelver.” (Jakob 2,19.)
------------------------
2.) Vi har for det andre arianismen. Den var utarbeidet av Arius (250-336). Han var biskop i Aleksandria. Han lærte at det bare var Faderen som var fra evighet av. Faderen ”skapte både Sønnen og Ånden” (det Jehovas Vidner mere eller mindre bekender) som sitt første verk ut av ingen ting. Arius sa følgende om Sønnen: ”Det var engang, hvor han ikke var.”
Sønnen er kalt for Gud på grunn av at han er et direkte utspring (avkom) av Gud Faderen og er blitt utstyrt med guddommelig makt til å skape.
-----------------------
3.) Vi har for det tredje det synet som Atanasius (296-373 e.Kr.) utarbeidet, og som kommer til uttrykk i den en atanasianske trosbekjennelsen. Han var biskop i Aleksandria. Han ble for øvrig bortvist fra sitt land i det hele 5 ganger på grunn av sin lære, men han ble tatt til nåde igjen av de forskjellige keiserne, og til slutt var det hans syn som ble vedtatt på kirkemøtet i Konstantinopel i året 381e.Kr.. På grunn av hans standhaftighet ble det sagt om ham at han stod ”mot hele verden”. ”Atanasius contra mundum.”, men på grunn av sin standhaftighet ”seiret” han til slutt.
Læren gikk ut på at Gud er en, men til tross for det så består Gud av 3 atskilte skikkelser eller personer. Både Faderen, Sønnen og Ånden er uskapt, og de er fra evighet av. De 3 personene i Gud-dommen er likestilt. Både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er allmektige, men til tross for dette, så er det ikke 3 Guder, men bare en Gud. Både Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er Herre (hebr.Yhvh.)
Sønnen er ikke skapt av Faderen, men han er født av eller gått ut fra Faderen. Den Hellige Ånd er ikke skapt eller født av Faderen, men den er utgått fra Faderen.
”Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd er av den samme natur”.
Den atanasianske trosbekjennelsen ble vedtatt i året 381e.Kr. på kirkemøtet i Konstantinopel, men striden om forståelsen av Guds vesen har fortsatt helt fram til vår tid. Den får sannsynligvis ingen ende før Jesus kommer tilbake og viser oss det som vi virkelig skal tro i denne saken, men dersom vi har forstått vår Bibel på en rett måte, hadde vi ikke behøvd disse stridighetene om Guds person og vesen, for alt det som vi behøver å vite om dette, står i Bibelen.
Det er ikke Bibelen som gjør at vi ikke har et rett bilde av Gud-dommen, men det er ”de forskjellige vedtakene som ble gjort på kirkemøtene og tradisjonen. Tradisjonen er den verste fienden av et korrekt Bibel-syn”.
(ja, det er nemmerlig rigtigt)
Det ble gjort forskjellige vedtak på disse kirkemøtene. Det ble oppnådd kompromisser.
------------------------
I dag betyr ordet noe annet enn det gjorde på kirkemøtenes tid. I de første århundredene var det et temmelig nøytralt ord som pekte på et personlig fellesskap.
I dag er en ”person” et selvbevist, autonomt individ. Men anvender man det om ”treenigheten”, lyder det som om man taler om 3 guder. Av den grunn foretrekker mange å tale om 3 ”eksistensformer”. Den ene Gud eksisterer på 3 forskjellige måter.
Der er ikke tre individuelle personligheter i Gud. Der er kun en guddommelige personlighet, som inneholder en trefoldig atskillelse. (ja, men hvorfor ikke blot bruge ordet Åbenbaringer, det gør Bibelen)
Men på samme tid må vi gjøre det helt klart, at denne ene guddommelige personligheten eksisterer på tre forskjellige PERSONLIGE måter. Fader, Sønn og Helligånd er ikke bare tre forskjellige åpenbaringsformer.
Det betyr ”modalisme”, et synspunkt som er temmelig fremtredende innenfor moderne teologi, men som kirken med rette har forkastet. Gud åpenbarer ikke kun seg selv som Fader, Sønn og Helligånd. Gud er Fader, Sønn og Helligånd. Disse tre navnene antyder tre ekte atskillelser i den ene personlige Gud, og disse er i seg selv fullt ut personlige.”
Hva som gjelder begrepet ”person”, burde vi verken bruke det om Gud eller i kombinasjonen: Faderen, Sønnen og Ånden, for i vår tid så går det på menneskelige personer. En person er et menneske som er avgrenset i forhold til alle andre mennesker.
(ja, det er nemlig korrekt)
Det korrekte er å si at Gud har 3 NAVN, 3 UTSTRÅLINGER eller 3 MANIFESTASJONER, og disse navn er: Faderen, Sønnen og Ånden. De har ingen selvstendig eksistens, men de lever I og BLANT hverandre. (ja, de gør)
http://home.online.no/~oskaredi/artikler/gudsson.htm
--------------------------
Læren om treenigheden er kirkernes centrale dogme, som kun få teologer har anfægtet. Ifølge den athanasianske kirkes trosbekendelse består guddommen af tre personer (Faderen, Sønnen, Helligånden), som er lige evige og lige almægtige, ingen større eller ringere end den anden, hver af dem Gud, og dog er de tilsammen kun én Gud.
Andre formuleringer af dogmet understreger, at de tre "personer" ikke er adskilte og forskellige, men er Guds eksistensmåder. (ja, det er nemlig rigtigt).
Flere teologiske og historiske værker bekræfter, at dogmet ikke har nogen bibelsk baggrund at støtte sig til, men udelukkende har sit udgangspunkt i kirkehistorien. (det er også korrekt)
The New Catholic Encyclopedia siger:
"Formuleringen én Gud i tre personer, var ikke helt fastlagt og ikke fuldt optaget i det kristne liv og i den kristne trosbekendelse før slutningen af det fjerde århundrede. Men det er denne formulering, der har førsteret på betegnelsen treenighedsdogmet. Hos de apostolske fædre var der intet, der blot tilnærmelsesvis lignede denne tanke eller opfattelse" - 1967, bd. XIV, s. 299.
Tertullian bruger nu det græske ord ”persona”. Det betyder egentlig ”maske”. Gud, Kristus og Helligånden er tre personer. Men de har samme ”substans” eller væsen” (det var dog interessant), siger Tertullian med brug af endnu et græsk begreb. De tre personer udtrykker således ”tre forskellige stadier i Guds måde at åbenbare sig på” – ligesom roden frembringer træet og træet frugten, men tilsammen er en og samme vækst. (så rigtigt så rigtigt).
Venlig hilsen
Kosmos