At være kærester efter 12 års ægteskab

Min kone og jeg har været gift i 12 år...vi har haft op ture og ned ture, ligesom alle andre....Men sidste forår slog forholdet et knæk da min kone have en affære igennem et par måneder.
Hun blev fanget i det og indrømmede hendes affære, vi fik det talt igennem og hun sagde at det kun var sjov og at det var spændingen der fangede hende. De havde kun flirtet over nettet/sms.
Vi talte det godt igennem og jeg tilgav hende.
I de efterfølgende måneder havde vi en svær tid i forsøg på at genopbygge tilliden, og i efteråret 2010 havde vi en seriøs snak om vores forhold.
Vi fik vendt alt og blev enige om at vi ville lave en 3 måneders periode hvor vi skulle forsøge at efterleve de ting vi havde behov for hver især. Min hustru ønskede en mand der viste mere interesse i hendes arbejde, hun ønskede mere tid til hendes veninder og hun ønskede at kunne planligge spontane ting for hende selv med kort varsel (nu lyder det som om hun har noget ved siden af...med det har hun ikke), hun ønskede kort fortalt at være mere frigjort efter så mange års ægteskab.
Nu er "de tre måneders prøvetid" overstået og vi syntes det går rigtig godt, vi får begge luft, tid og stadig har vi mere tid til hinanden....men alligevel er der noget der er gået galt...
For ca. 14 dage siden var jeg en weekend ude og rejse med vores to børn (far/barn tur) hvor vi havde en super hyggelig weekend, men da jeg kom hjem var beskeden at hun havde tænkt imens ungerne og jeg var væk, og hun mente ikke hun elskede mig mere.
Nå?? ok....hvad gik galt?
Vi har god dialog, vi har tid til at hygge, god økonomi, hus og alt det der, men alligevel mangler hun åbenbart noget....hun kan ikke sige hvad det er? hun siger jeg er opmærksom, en super far og en god forsørger...men hun er i tvivl om jeg "bare" er hendes allerbedste ven og om hun elsker mig nok som kæreste?
hvordan ser en kæreste ud efter 12 års ægteskab? Jeg tænker:er det ikke hele pakken man elsker efter så lang tid? altså både at jeg er far til vores børn, vi har hus, det vi har opbygget sammen? at vi hygger os og griner? Eller skal det 100 % bygge kun på at elske kun som kærester? hun siger hun stadig elsker mig, men på en forkert måde?
Vi vil begge rigtig gerne at det skal være os, men på de rigtige præmisser
Er der nogen der har nogle råd eller erfaring på området?
Knus den fortvivlede[:*(][:*(]

Hej Dennis. Træls besked at modtage efter en god ferie. Er du helt sikker på, at der ikke er "andre ugler i mosen"? Måske er konen faldet i igen.

du har der!
Hun keder sig sku......det klassiske problem i vores vælfærdssamfund.
Det hele handler om egoet......Der er ikke rigtig andet vigtigt i livet end ens egen behov og jagten på den evige lykke.
Du skal tage dig selv alvorligt og kræve, hvad det er hun har tænkt sig at gøre.
Synes du skal bede hende om at flytte et stykke tid, så må hun gøre op med sig selv, hvad
hun vil i fremtiden.
Ret dig op som mand.....

Hvad er det at være en mand?
Vi har nogen forskellige krav her i livet til livet, så det at mane sig op er vel at skyde sig selv i foden, men han kan finde ud af med sig selv hvad han selv og kan affinde sig med at konen er i tvivl, og hvor længe kan han og vil han gå med den situation hun sætter ham i.
Når en kvinde siger hun er i tvivl, er hun ofte ikke ikke tvivl, men har gennemtænkt det for en længere periode, og er sikkert godt og grundigt tænkt igennem. Det er det han sandsynligvis er oppe imod samtidig med at hun har været ham utro, så fornemmer jeg det hele hænger sammen. Utro og er i tvivl, det er jo derfor hun var utro, fordi hun tvivlede på sit ægteskab i sin fremtid. Spørgsmålet er ikke om han skal kræve et regulært svar, som jeg også tror det er det du måske mener med at mane sig op. Det lyder bare så hårdt, for hvad er det at være en mand.
Alt handler om egoet, og hvis det man har ikke er godt nok, så gør man noget andet og det har intet med dagens samfund at gøre, da du langt tilbage i historien kan finde utroskab, se vores kongehus mange hundrede år tilbage. De kedede sig lige så meget som i dag. Den gang var det bare mere åbenlyst og der gik man ikke fra hinanden. I dag kan man gå hvis man vil. Spørgsmålet er bare om man har modet til det og tør gå efter det man føler for i nuet eller om man er guidet via alle de fordomme der er omkring ægteskabet. Tror ofte det er myterne omkring ægteskabet der styre os og ikke lysten, og her er der efter min mening en fatal fejl. Vi har et liv og skal han vælge det ene liv, at bruge på en kvinde der, som jeg ser det, vil noget andet. Jeg synes han fortjener en kvinde der vil ham for hans skyld og intet mindre skal han nøjes med, fordi hans kone er på vej ud af døren med den ene fod med de hentydninger hun er kommet og ydermere har været utro. Hvad fortæller mest ord eller handlinger? Utroskab kan i nogle tilfælde godt være godt men er synes jeg historien bliver fulgt op og ikke mange ægteskaber "overlever" utroskab, Ikke det samme som ægteparret ikke bliver sammen, men de får det ikke bedre via utroskab. Nogle gange for en periode men boomerangen kommer typisk tilbage på et tidspunkt.
Jeg ønsker manden held og lykke med sin videre færden her i livet og håber han i den sidste ende ender ud med det han har fortjent og selv synes han har fortjent.
Kh
Løbetøsen

Min mand havde jeg problemer med. Det ville jeg til sidst ikke være med til og gjorde kort proces. Det har jeg aldrig fortrudt. På et tidspunkt fortrød han sin opførsel, men da var jeg ikke interesseret.
Jeg kan ikke lide mennesker, der bare tager hensyn til sig selv. Jeg er træt af den snak: Du skal tænke på dig selv. Det drejer sig om, hvad du vil.
Nå, ja men så kan de efter min mening have det så godt.
I mit nuværende ægteskab er der både op og nedture. Men sådan er livet. Man svigter ikke bare uden videre. Heldigvis ser vi begge sådan på det. Ellers gik det jo ikke.

Det må være svært.
Jo, man skulle helst elske hele pakken, når man har været sammen i så lang tid.
Hvor gamle er I?
Jeg tror at hun har misforstået noget i forhold til det med kærligheden, som du også selv er inde på.
At elske nogen kan aldrig være 'forkert', men det kan være uden gnister og tiltrækning.
I mine øjne ser det ud som om hun mangler noget - og dette skal ikke lyde fornærmende - seksuelt. Hun har brug for forelskelsen, hun har brug for noget mere spænding i tilværelsen, og det kan man sådan set sagtens forstå.
Det har vi alle sammen af og til.
Men hun er nødt til at være mere tydelig over for dig og fremsige sine ønsker i forhold til dig.
I er nødt til at tale sammen en gang til og gøre det klart for hinanden hvad I vil hver især.
Måske skal I have noget alene-tid sammen, hvor I måske tager på weekendtur eller noget, hvor det kun er jer.
Det lyder lidt som om der er gået hverdag i det hele (det gør der for os alle ind imellem), det er bare her det er vigtigt at snakke åbent om det og så gøre noget ved det.
For blot at lade sig skille og fortryde, det tror jeg ikke på.
I må have en lang samtale, hvor I diskuterer jeres ønsker og følelser, og så må I handle på det, gøre nogle ting for hinanden som I ved den anden godt kan lide.
Egentlig er det ret simpelt, og jeg tror slet ikke nogen af jer skal være fortvivlede, det gælder om at være stærke og holde fast nu.
Hilsen mig

jeg er selv gift med den samme kvinde efter 22 år og vi har ingen børn, for hun er så hellig at kirken er mere nødvendigt end et godt liv med mig.
vi skændes aldrig, for vi taler ikke sammen, og evt. beskeder bliver skrevet på mail eller en lap papir.
vi har ikke haft sex i 12 år, for hun er katolik og jeg er fraskilt for 29 år siden, så derfor kan hun ikke få et eller andet fis i kirken.
vist nok noget med velsignelse af ægteskabet, af den lokale prøst som gerne må bolle en kvinde fra menigheden.
vi sover i hvert sit rum, og vi har hver især vores eget kontor med egne PC. og TV.
hun er dygtig til alt, hun har en god uddandelse, og alt tøj bliver strøget, selv mine underbukser og senge tøjet.
muligvis burde jeg have ventet med at gifte mig indtil jeg blev så svag at jeg fik brug for hjemmehjælp, men vi har det jo godt på mange måder, vi lever vores eget liv, og hun tjener mere end mig, så nogle gange siger hun at hun ikke vil være med til at forsørge mig.

Hvis du ikke kan tage hensyn til dig selv, hvordan vil du kunne tage hensyn til andre? Du må lære at gå ind i dig selv før du kan begynde at tro hvad andre vil og interessere dig for andre ellers gør du det ud fra en forkert forudsætning.
Myterne omkring ægteskabet er at fastholde ægtefæller i noget som ikke fungere og ja der både op og nedture i et ægteskab, men er der ikke respekt tilbage, hvad gør så man skal kæmpe videre? Skal du vride armen om på din partner for at personen elsker dig og respektere dig, så er du ikke en forkælet person, fordi du bliver i ægteskabet.

Kære fortvivlede
Jeg er bare nødt til at kommentere alle de skråsikre og hårde kommentarer, der er skrevet som svar på dit indlæg. Verden er sjældent så sort og hvid.
Jeg har være præcis, hvor du/I er nu. Det var efter 11 års ægteskab, at min mand meldte ud, at han ikke troede, at han længere var forelsket i mig. Han havde også forinden oplevet et forhold med en anden kvinde - på det følelsesmæssige plan. Det var en hård tid. Vi sled på hinanden, jeg afkrævede svar, som han ikke kunne give og gled mere og mere fra hinanden - selvom vi begge var 100% enige om, at vi stadig elskede hinanden.
Til sidste sagde vi stop i fuld overensstemmelse. Selvom jeg bestemt var mere ulykkelig end han. Men vi havde ikke flere kræfter og var bange for at slide hinanden helt op. Jeg fandt et nyt sted at bo og vi skiftedes til at have børnene hver anden uge og gjorde klar til separation. De første tre måneder følte jeg mig som en vredet karklud. Mit livs kærlighed var væk. Der var stille om aftenen, når børnene var ved deres far - og jeg var sikker på, at jeg aldrig ville blive helt så lykkelig igen. Så langsomt begyndte livet at vende tilbage. Jeg begyndte sågar at kunne flirte lidt, le og forestille mig et nyt, anderledes - men også godt liv.
Da vi sammen mødes i forbindelse med arrangement på vores datters skole, beder min mand om at tale med mig bagefter. Det gør vi. Her melder han, at han er dybt ulykkelig, har fortrudt og bare ikke kan se et liv uden mig. Han er klar på at vente - endog flere år - hvis jeg bare vil tænke mig om og måske give os en ny chance.
Jeg tænker og mærker godt efter. Jeg skal ikke risikere for meget. Efter 8 måneder er vi stille og roligt igen blevet kærester. Ny-forelskede og kysser i hemmelighed - så vores fælles børn ikke ser det (ret pudsigt, skal jeg hilse at sige). Og da vi er 100% klar melder vi ud til børnene - vi flytter sammen igen!
Her er vi så i dag. 3 år efter. Vi har det dejligt. Vi har en stor forståelse for hinandens forskelligheder og er blevet 'voksne' begge to.
Der trues aldrig med manglende kærlighed/forelskelse, da vi ved, hvordan det reelt er at være uden hinanden. Så vi er vel både stærkere og klogere og trygge igen.
Så jo - det kan lade sig gøre at finde ind til hinanden igen. Og selvom I måske skulle vælge at flytte fra hinanden er det heller ikke nødvendigvis dødsstødet - måske pusterummet og tænkepausen, hvor alvoren virkelig indfinder sig, Hvem er jeg uden dig?
Vigtigt er det, at du ikke tigger efter kærlighed. Det giver ulighed mellem jer. Da jeg blev stærk, faldt min mand sammen - og først der så han mig helt igen. En usikker karklud er jo ikke specielt tiltrækkende.
Jeg håber det allerbedste for dig/jer. Jeg ved hvilket helvede du er i nu - og en tid endnu - men alt vender. Og måske tilbage...
Kh Været der selv

Lyder da meget rørende. Men tænker alligevel på fremtiden jer imellem. Tror du virkelig selv på det er din mand og dig om 10 år? Han svigtede dig dengang da du var svag. Du blev stærk igen og han fortrød så. Næste gang - for jeg er bange for der kommer en næste gang, så er du måske blevet svagere og kan ikke rejse dig igen. Tror du selv på din mand så vil være der for dig?

Hmm jeres forhold er meget typisk, men når man laver en periode hvor man prøver på at efterleve hinandens behov, er det vigtigt man sætter sig et mål for hvad man vil nå, men det skal være et mål som er målbart, ellers lykkedes det ikke.
Se evt. på: gktraning.dk, og ring hvis i får lyst til at prøve.
vh.
geka.

Hun ved nu at hun kan komme videre. At hvis manden kommer daskende og vil skilles igen. Ja så ved hun at hun kan stå på egne ben.
Hvis hun ikke stolede nok på ham da de startede igen. Så havde hun vel ikke valgt ham igen.

og så råber du uuuuud og det kan ikke gå hurtigt nok. Lykken er ikke i ægteskabet det ved et hvert fjols. Kvinder elsker disse dramaer - ud med hende.
Alternativt så lær at styre hende med hård hånd og vær for pokker manden og lad være med at opføre dig som en dørmåtte der finder sig i alt. I gamle dage fungerede ægteskabet hvor kvinden adlød manden og gjorde alt for at opfylde mandens behov. Idag fungerer ægteskabet ikke og de klogeste holder sig fra denne institution

De fleste mænd ønsker ro og stabilitet, de fleste kvinder ønsker intriger og drama, de elsker at sutte på disse følelser som var det en slikkepind.
Hun er en super egoist der bare leger med dig og dine føleleser, jeg ved det er hårdt, men spild ikke mere tid på hende og kom væk.
Du har brug for en rigtig partner, ikke en som kører sit eget egotrip.

så i er hver for sig gennem dagen.

Et svar har jeg ikke men...måske et godt råd. Jeg har selv haft en periode i mit ægteskab ( jeg har været sammen med min mand i 11 år), hvor jeg var lidt i tvivl om vi var mere venner end vi var kærester/gift. Vi satte os ned og snakkede om det og vi blev enige om, at vi begge måtte gøre noget.
I virkeligheden tror jeg ikke det er så meget der skal til.
Det første min mand gør når han kommer hjem, er at han kysser mig, inden der går skolesnak, padpakker, vasketøj olig. i den. Jeg tror det handler meget om fysisk kontakt, for den har man ikke med sine mandlige venner- jeg har ihvertfald ikke. Det handler om at "huske" at kysse, nusse, kramme, røre osv.
Mens jeg sidder og skriver dette så tænker jeg lidt på hvad det er der får folk til at være deres partner utro. Handler det ikke i langt de fleste tilfælde om den fysiske kontakt? Jeg mener hvis man er mættet derhjemme, så kan man vel næppe "spise" mere ude i byen eller? ved det ikke, for jeg har aldrig haft lysten til at være min mand utro.
Jeg ved ikke om det kan hjælpe for dig, men det gjorde det ihvertfald for os.
Håber på det bedste for jer begge;-)