Bange når jeg er alene..

Jeg er frygtelig bange når jeg er alene hjemme.. i hvert fald om aftenen.. min mand arbejder meget i udlandet, så jeg er hjemme alene over halvdelen af året..
Jeg har det virkelig dårligt.. jeg tør ikke sove inde i vores seng, så jeg sover på sofaen foran fjernsynet.. Vi har en hund som skal ud i haven inden hun skal sove, og når hun ikke vil komme ind igen tør jeg ikke hente hende.. så jeg står og kalder og græder og går i panik og så ender det nu med at hun alligevel kommer, fordi hun ikke kan forstå de lyde jeg siger..
Jeg tør ikke kigge ud af vinduet, jeg tør ikke at slukke lyset og jeg sover med en kækkenkniv ved siden af mig..
Er der nogen, der har prøvet det og kommet over det igen, som kan fortælle mig hvad jeg kan gøre.. jeg er virkelig virkelig ræd og det er jo ikke holdbart det her..

Hvor jeg føler med dig, jeg havde det lige sådan, da jeg boede i hus.
Har du haft det sådan hele tiden, eller er det noget, der er kommet til?
Du har ret i, at det slet ikke er holdbart, at du har det sådan.
Har du talt med din mand om det?

hvad er det?
skulle du ikke bare bruge dit trælse nick, lady-in-red istedet.idiot.

Hvorfor tror du det er lady in red????

Der vil være nogen rundt om dig

så lander du på ø'et

Jeg har talt med min mand om det og han siger jeg er pylret, hvilket jeg også er.. så jeg har ikke sagt mere om det, så han ved ikke hvor alvorligt det er.. Jo en dag kom han hjem uden jeg vidste det og gemte sig i køkkenskabet og sprang ud fra det, da jeg stod ved siden af.. tror jeg græd i to timer :)
JAmen jeg har egentlig haft det sådan her så længe jeg kan huske tilbage.. men jeg bliver desværre mere og mere bange..

ingen idé om hvad du mener.. lady in red..? kan du ikke uddybe..
Ja undskyld mig, køkkenkniv.. må have ramt forkert.. det skal aldrig nogensinde ske igen..

det har jeg også tænkt på, men det løser jo ikke rigtig problemet.. da jeg boede i lejlighed havde jeg det bestemt bedre, men stadig forfærdeligt..

hvor ved du fra at det ikke er en person som virkelig har brug for lidt hjælp. det skal da ikke til at være sån at folk ikke kan/vil komme på sol debat for der er jo ikke noget hjælp at komme efter.

hvis han har lyst til at sidde og hygge sig med det en mandag nat, så lad ham🙂jeg tager det ikke personligt, men jo, det kunne andre måske gøre..

Enten skifter din mand job eller også går du til en psykolog med din angst. Det virker som om den er igang med at udvikle sig til en neurose.
Nå ja så en tredie mulighed, at der flytter en tredie person ind hos jer, hvis i har plads til det.
Hvor gammel er du? Hvor længe har i været gift? Hvor længe har din mand arbejdet sådan her?

Hej
Jeg lider selv af angst og man kommer kun af med den ved at se den i øjnene...
ingen nemme og midlertidige løsninger som en 3. person i huset eller at flytte... det er bare at løbe fra det.
Jeg mener du bør opsøge hjælp. Kognetiv terapi skulle være super for angst (skal selv i gang med det). Det handler om at vænne hjernen til at tænke positive tanker og alternativer i stedet for at man tænker negativt og katastrofetanker.
Hvis du bor omkring københavn er der rigt af muligheder. prøv at google kognetiv behandling af angst. Du kan også blive medlem af angstforeningen.dk hvor der er selvhjælpsgrupper osv.
Og HUSK... der er mange der har det som dig. Det er altid rart at vide man ikke er alene om det.
Held og lykke og mod til...

Har du ikke fortalt din mand og problemet??
Under alle omstændigheder skal du snakke med din læge. Du har jo ikke noget godt liv når du er så bange. Tro mig du kan få hjælp og det syntes jeg du skal have så hurtigt det kan lade sig gøre. Lykke med det.

Tal med din læge, det lyder alvorligt. Det bliver du nødt til at have gjort noget ved. Sådan noget skal man ikke lade løbe løbsk, det ender med indlæggelse og tvangsmedicinering...
En god idé, det med at få en logerende. Hvis I har et ledigt værelse til en ung studerende, så kan du jo bare prøve at finde en, du kan tale med i dagligdagen, så du ikke er så alene.

Jeg er dybt uenig i at du skal flytte i lejlighed eller finde en logerende. Hvor vil du flytte hen, hvis du også bliver bange for at bo i lejligheden? Hvem kan garantere at den logerende også altid kan være hjemme, når du er alene?
Angsten er inde i dig, og det er dig, der skal arbejdes med- ikke omgivelserne.
Som en af de andre nævnte, har jeg hørt mange have glæde af kognitiv terapi. Tal med din læge om behandlingsmuligheder.
Held og lykke med det:)
P.s. Du kunne evt. låne materiale om angst til din egen og din mands information.

jeg er fuldstændig enig i, at det ikke løser problemet, i hvert fald ikke optimalt, hvis jeg bare flytter i lejlighed, eller der flytter en 3. person ind hos os.. Jeg har jo stadig angsten og jeg vil ikke være afhængig af en anden person.. Det er noget jeg bliver nødt til at få styr på selv, i stedet for at løbe fra.. Lyder godt med kognitiv terapi, jeg vil tale med min læge om det.. Mange tak for jeres svar..

du skal skynde dig hen til din jæge,jeg mener du er ved at få en alvorlig deprition,det er ikke til at spøge med,forstået på den måde,at du skal tage dine symtomer alvorligt.Jeg havde selv for en del år side,hvor jeg så spøgelser,jeg vågnede,havde glemt at trække vejret,så noget som ville gøre fortræd,osv var rigtig angst,så angst at selvmord spøgte i min tankegang konstant.Jeg tog ind på klinikken for selvmordsforbyggelse,der kom jeg i kontakt med en ENGEL,nej,en psykiater EMMA REHFELDT,ja hun var en engel,hun havde bare så meget i sig,jeg mener at hun har den største andel af at jeg stadig er her,Ja,godt nok blev jeg nød til at få medicin,Men jeg kom af med den forfærdelige angst.Nu sover jeg med lyset slukket,jeg bevæger mig rundt i mørke.Enting som også hjalp mig var at skrive dagbog,også fordi når jeg skulle fortælle,ja,så pist var det væk. så kære pige,mit bedste råd,lægen,hen til ham/hende.Og husk,der er en vej ud.Jeg kunne tænke mig hvis du ville skrive hvorledes det går dig.og glæd dig over sommeren er på vej.Mange store knus til dig.

han gør det sku da ik bedre...tvært imod!!
han burde da kunne se du har det dårligt med det, havde det været min mand havde jeg stujjet ham en lussing bare i reflex....
kender godt følelsen af at være alene, boede selv alene i hus med min hund for 1 år siden, uden for byen... så var også ret panisk og havde paranoia på hver gang min hund gøede eller så op...(når der var mørkt).
er ovre det nu... men bor i lejlighed midt ibyen, og har den følelse af at hvis der skulle ske noget her, kan jeg råbe højt nok til nogen kan høre det og vil hjælpe.
hvorimod der hvor jeg boede før, vile der måske være en eller to der hørte det...men ville de selv turde gå ud??

grrrrrrrrrrrr. ..... kan blive tosset når jeg ser sådan nogle svar over så seriøse indlæg!

han er nu ikke en idiot.. -min mand.. han ved jo slet ikke at det er så alvorligt.. Det er jo ikke fordi han kan stoppe på arbejdet og hvis jeg fortæller ham hvordan det står til, vil han også bare have det skidt når han er afsted.. der er jo intet han kan gøre ved det alligevel.. -så nej, han skulle ikke have en lussing, han er en god mand.. Men det er noget jeg selv må finde ud af det her.. det bliver jo ikke bedre af at han også har det dårligt med det..

bare en ide det kunne måske styrke din selvtillid ....havde en kæreste der fik meget glæde af judo,gik til sidst på det mørke n-bro til aftentimer det siger vel alt....held og lykke

Prøve at finde ud af hvorfor du panikker, evt komme i en angst gruppe. Jeg har selv måtte sande at jeg har angst anfald, og jeg er ellers en meget stærk pige. Prøv at gå ind på google og søg under angst, det hjælper lidt og finde ud af man ikke er den eneste i verden og der er hjælp at hente derude. Og angsten for at blive angst er lige så slem oven i hatten..Og til alle jer uvidende idioter der sidder og skriver så tåbeligt, hva fanden bilder i jer ind, en dag når i selv står i sådan en situation så tænk tilbage på hvor tåbelige i er og prøv a vise lidt forståelse, og respekt, eller hold jer væk!

Jeg læste lige dit indlæg, og tænkte på om du er bange for mørke altid? Altså når din mand er sammen med dig, er du så også bange for at hente hunden ind, eller gør han det?
Mon du har oplevet noget, som har gjort dig så bange, eller er det "kun" din fantasi, der har sat det i gang?
Jeg føler med dig, men har også svært ved at sætte mig ind i det at være bange som dig. Jeg er opvokset på landet, hvor der ikke var gadelamper, og gik ude, også når det var bælgmørkt, og man ikke kunne se en hånd for sig. Jeg lærte tidligt at skelne tingene i mørket, så man ikke væltede over noget.
En ting kan jeg fortælle dig, at derude på landet er stjernehimlen bare så fantastisk, men det hjælper jo ikke dig, selvfølgelig.
Min mand er faktisk lidt mørkeræd, så det er ikke fordi jeg ikke kender til det.

Hej med dig jeg kan godt forstå dig jeg er selv bange for at være alene ring til en af dine venner så kan i se en film sammen smiller

Nej, jeg er ikke bange for at gå ud efter hunden alene om aftenen når min mand er hjemme.. Altså jeg er ikke vild med det, men jeg panikker ikke..
Jeg har haft det sådan her så lang tid jeg kan huske, men det bliver værre og værre.. Jeg har en idé om at det var fordi jeg så så mange gyserfilm da jeg var lille.. Plus at min mor altid skræmte os med forskellige ting, fordi hun selv har det dårligt med mørke.. Hun ville sige sådan noget med at vi aldrig måtte gå udenfor alene når det var mørkt og at vi ikke måtte have halstørklæde på om vinteren fordi folk ville kvæle os i det.. Jeg er udemærket godt klar over at det ikke vil ske, men hele den frygt omkring mørke sidder stadig i mig..

men når du har det dårligt er det altså ikke pænt af ham at gøre sådan...

hvad er det dog for noget at sige til et barn.TSK TSK, de forældre, de er skyld i meget! Nå, men mine forældre var nu ikke så dårlige endda. Men gysere er noget, jeg altid har holdt mig fra. Det har jeg altid været bange for at jeg ville drømme om, selvom jeg aldrig har gjort det. Men jeg har aldrig sat det sammen med mørket udenfor.Jeg tænker på alle de gange, jeg cyklede hjem fra gymnastik om aftenen, ofte uden lys på cyklen, for det var der ikke så meget snak om dengang(det var i 80 erne). Vejen hjem var fyldt med gamle træer(som lignde trolde), og grøfter jeg kunne falde ned i.
Jeg tænkte aldrig på at jeg kunne blive overfaldet, og der var aldrig nogle, der nævnte det. Jeg skyndte mig ikke engang.....

Hvad snakker du om ??? Hendes mand er en idiot og han skulle have en flad ! ???
Tag dig lige sammen ! Manden gjorder det jo bare i sjov ! mener med det var jo bare at lave lidt sjov!
og lad nu vær med at svar tilbage med et eller andet bras med "om jeg synes det er sjovt at forskrække en pige der lider af at være bange og bla bla. " bare tag dig sammen og tænk over hvad du skriver !
Glad for jeg IKKE lever sammen med sådan en som dig!

hun kan gøre det hver aften...! det holder jo slet ikke.
jeg er ked af at høre du har det sådan for jeg ved hvordan det er. og hver gang jeg lige er ved at slappe af så kommer der en eller anden lyd og jeg tør dårlig nok synke mit spyt for at sige det lige ud. hvad med psykolog hjælp?
jeg har hørt om folk der har fået meget glæde af professionel hjælp. de ved trods alt hvad de snakker om. og din mand er nød til at vide hvor slemt det er. på den måde kan han også hjælpe dig og respektere det langt bedre. men jeg tror virkelig at en form for angst kursus kunne hjælpe.
men eller sørg for at lufte hunden inden det bliver mørkt, trække gardiner for,låse tideligt. osv. kan du ikke også få lidt tryghed ved hunden..?

få sat noget lys op i haven. det lyder måske som småting men det er ting jeg selv sætter pris på når jeg er alene. jeg ved ikke hvad hund du har men giver den dig ikke bare en smule tryghed...? jeg har en golden retriever og jeg prøver bare at tænke på at den ville aldrig lade nogen gøre mig ondt.

få en god og fornuftig snak med din mand, og så få ham hjem, så han kunne være noget for dig, og så lade være med at tosse rundt ude i verden
Eller også så må du gå til din egen læge, han kan hjælpe dig.

At få en god og fornuftig snak med din mand, og så få ham hjem, så han kunne være noget for dig, og så lade være med at tosse rundt ude i verden
Eller også så må du gå til din egen læge, han kan hjælpe dig.

at jeg går til lægen.. Jeg vil aldrig bede min mand om at opgive hans job.. det er et drømmejob som han har gået efter hele hans liv, så det er ikke en mulighed for mig..

Jeg vil opfordre dig til at søge professionel hjælp - kontakt egen læge. Du skal have nogle redskaber til at ændre dine negative tanker.
Indtil da - tænk positivt og forestil dig, at du laver en boble omkring dig selv, som kan beskytte dig. Du kan sagtes få bugt med det.

skal du da bare være glad for så!
nej jeg ved godt han ikke er den eneste der er skyld i det..men hvis hun har fortalt ham hvor utryg hun er gør man bare ikke sådan noget!
gør det jo hverken nemmere eller bedre vel? må du da kunne se... billedlig talt var jeg nok for hurtig ja, og nej ville ikke slå min mand!
men ville heller ikke finde mig i han gik og skræmte livet af mig.

Du skal gå til lægen og blive behandlet. Du skriver jo selv, at det er blevet værre. Der er intet at skamme sig over. Det er en kemisk ubalance, som kan genoprettes. Jeg er overbevist om, at du kan få det meget bedre - sikkert helt godt - med den rette behandling. Hvis du får behandling, og det ikek hjælper, så får du den forkerte behandling. men lad være med at behandle dig selv. Der er mennesker, som har dedikeret deres liv til at gøre mennesker som dig raske.