bange for piger, bange for mig selv, hvor er mig?

jeg er bange for piger. Nogle gange får jeg sved på panden ved snak. Jeg er også altid bange for hvad de syntes om mig om jeg siger det rigtige eller hvordan jeg opfører mig.
1 minut kan jeg syntes snakken kører, 2 minut kan jeg syntes det stik modsatte og at jeg sagde noget forkert og jeg bliver mere nervøs, men minuttet efter har jeg "fanget" den igen, det er en hel kamp for mig og tror ofte jeg skal stå for konstant underholdning.
Selvom det ikke er meningen bliver jeg fokuseret meget på mig selv og glemmer helt pigen. Jeg er egentligt nok lidt egoistisk på den måde, selvom det ikke er hvad jeg ønsker. Jeg ser mig selv som en "god catch" i titlen som mand, men ville ønske jeg var bedre til titlen som kæreste, da det jo egentligt er den sjove og dejlige, hvertfald i starten.
Hvad er det der gør dette mod mig? Ofte er jeg ret populær blandt piger, da jeg er regulær, sød, rar, flink og ser fornuftig ud. Men jeg bliver bange for at være mig selv og skjuler mig væk.
Jeg har gennem hele min barndom haft en meget dominerende storebror som er 1 år ældre (men med samme vennekreds), som stort set fungerede som komiker. Alle elskede ham, han var skide sjov og ville være med ham. Det har altid været svært for mig at leve op til det og har i en periode vi ikke var nær hinanden været mere udadvendt og følt mig bedre. Men vi begge ønsker at lave ting sammen altid og hans bedste ven er mig og omvendt, så der er ingen flid mellem os og ingen grund til at smutte fra hinanden, men har det emd at give det skylden for hvordan jeg kan have det med mig selv.
Jeg føler jeg ikke er tilstrækkelig. Jeg har det bedst når jeg er midtpunkt i et godt grin, men glemmer at grine med de andre og af de andre. Det dumt men det skyldes min usikkerhed og det gør det sværere for mig at læne mig tilbage grine og nyde. Men jeg er opvokset med den tro på at "komikeren" er den populære og idealen.
altid sværmer min hjerne rundt i tankerne omkring dette og det stort set FULDSTÆNDIG ligegyldigt hvem jeg er sammen med, det gælder ALLE.
har haft en mindre depression, men kom mig over den, også fordi jeg er bevidst om grunden til den. Jeg ønsker at opnå noget stort, gi mig selv noget selvtillid og glæde. Håber på en dag at kunne være den jeg er nu som mand, være selvstændig da det er mit ønske, men også at komme ud af mine fortvivlelser omkring mig selv. Jeg har altid kunnet underholde mig selv og haft en masse hobbies og sætter mig altid dybt ind i alting og prøver en masse. Jeg behøver ikke andre omkring mig for at blive underholdt, men min alder (26), de få kærester og min selvtillid gør mig fortvivlet. De nære venner og vennekreds jeg har, ville jeg ønske jeg var mere afslappet omkring.
ville aldrig gå på kompromis med kæreste potentiale. Jeg søger en glad personlighed samt et udseende og smil falder pladask for. Jeg ville aldrig gå på kompromis og snuppe en grå lykkepille i kvindeforklædning.
Så tilspørger jeg jer sol glade mennesker. Hvordan har i det? Hvad gør i? og hvordan tackler i hverdagen?
Hvordan har i det med jer selv og er der ellers nogle kommentarer til min personlighed?
Mvh

Tja det er meget sjovt, for du refererer meget godt min situation. Jeg er så bare kvinde, og lidt yngre..
Jeg har egentlig et godt selvværd, jeg elsker mig selv 🙂 Men jeg bliver nervøs i andre menneskers selskab og føler at jeg skal yde noget, og at det er mig der skal kæmpe for at holde samtalen kørende.. Jeg føler mig tit mislykket hvis jeg ikke er centrum i en flok, og det er jeg ikke så tit. Problemet vil jeg så mene også ligger i at det er meget få mennesker der siger mig noget, desværre. Derfor er jeg på jagt efter spændende mennesker, de må jo være derude et sted.
Men grunden til at jeg skrev dette indlæg var for at sige, at du ikke er alene. Og det skal nok gå ganske stille og roligt fremad, det kan jeg mærke det gør for mig.

kan også mærke det går stille og roligt fremad, man lærer jo af det.
Og det er godt forklaret med at man skal kæmpe for at holde samtalen kørende, og også med at ikke mange mennesker siger mig noget.
Dem der siger en noget kan så være en god bytur kammerat eller en helt anden retning med en tosse knægt som er spejder, men altså han siger bare en noget og man gider være med ham/dem.
Af kvinder siger de mig noget hvis de har et aktivt liv ud over venner, sko og tøj. Mere skal der dog til ;)

- at du, som 26-årig har samme problemer, affødt af dit navlepilleri, som jeg havde som 13-årig. Jeg fik besked på at gå væk fra spejlet og tage pegefingeren ud...

- det gjorde jeg også. Jeg blev også ved med at smugkigge i spejlet en tid, men til sidst blev det for anstrengende og så begyndte jeg at kigge på "de andre".
- Ny var jeg, af natur temmelig nysgerrig og videbegærlig, så jeg fandt hurtigt ud af, der faktisk var nogle mennesker i min sfære, der vidste noget om noget jeg ikke anede. Det var jo spændende, så da først jeg begyndte at spørge og LYTTE, så jævnede problemet sig fuldstændigt. Og så var JEG ikke sur mere. 😉

tjaa tjoo
nej du har ikke helt ret i hvad du siger men lidt. Jeg spørger og lytter skam, måske for meget? det kan jo også blive kedeligt, og ofte ser det da ud til at folk bedre kan klare at være om en udadvendt person.
Jeg prøver at underholde og tror jeg skal det. det er mit problem og derfor kan jeg ikke holde roen og en god samtale kørende!

Jeg har det 100.000 % lige sådan.. det er næsten helt ned i detaljer og det skræmmer/letter mig.
Jeg blir nødtil at vide om du har fundet en løsning?