Bare ganske kort

Om at tænde eller slukke lyset i menneskers øjne. Se stoltheden, glæden, varmen, kærligheden i et menneskes øjne.
At slukke dette er ingen sag. At tænde det er heller ingen sag. Eller er det?
Giv et bud på, hvad får et menneske til at tindre og glitre?
Og hvad slukker lyset i et menneskes øjne?
Med venlig hilsen
Manjana

"Jeg fandt løsningen!" Min lillebrors øjne skinnede og han var åbenlyst meget stolt. Han ville altid gerne gøre indtryk på mig og vinde min anerkendelse.
Vores far havde givet os hver en gummikænguru som legetøj. Selv følte jeg, jeg var blevet lige lidt for gammel til at lege med gummikænguruer, men vores far mente at vi skulle behandles ens; hvis han gav en af os noget, skulle den anden have det samme. Desuden, hvis han ikke efterkom den regel betød det for det meste ballade!
Ikke desto mindre så fascinerede disse to kænguruer mig. Selvfølgeligt ikke fordi jeg ville lege med dem, men fordi at disse to gummikænguruer var helt ens. Ikke een forskel. Ikke een lille bitte fejl fra fabrikationen, der kunne gjorde, man kunne skelne den ene fra den anden. Jeg og min lillebror undersøgte meget grundigt gummikænguruerne og diskuterede hvordan vi skulle kunne afgøre, hvis der var hans og hvis der var min.
"Jeg har knækket halen af din og nu kan vi altid kende forskel på dem", sagde han, mens han rakte mig en haleløs gummikænguru.
Jeg stod og måbede. Han kunne ikke mene det seriøst!
Efter nogle få minutters skænderi, gik vi nedenunder for at mødes hos "overdommeren" og jeg indbragte min klage. Han lyttede til begge vores fremførelser af sagen og afgjorde at min lillebror skulle have den haleløse gummikænguru og jeg skulle have gummikænguruen med hale.
Min lillebror så først forvirret ud, men begyndte så at græde. "Nej, nej, dette er din kænguru. Jeg vil ikke have denne her", hulkede han, mens han holdt den haleløse kænguru frem mod mig, i forventning om jeg skulle bytte dem tilbage. Jeg efterkom ikke hans anmodning. Retfærdigheden var sket fyldest.
Og sådan gik tiden og vi blev voksne
men han kunne ikke bære at skulle blive ved med at undskylde sig, skrev han.
Åh Gud, jeg savner ham.

Billen76

Billen76. Det er både rørende men også eftertænktsomt at læse. Men mon ikke, at du nu alligevel har formået at tænde lys i din bror's øjne mange gange siden den kedelige episode.
Og sådan er søskende jo, småskændes om mange ting. Tænder og slukker lyset i hinandens øjne. Vores to dejlige drenge har gjort det mange mange gange i årene, der er gået og gør det såmænd endnu.
Min søster har slukket lyset i mine øjne mange gange og sikkert også omvendt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at om din bror havde levet endnu, mon så ikke at han ville være nået til en konklussion, der gjorde at han fandt ud af, at han ikke behøvede at undskylde sig selv hele tiden.
Selv om det jeg skriver nu, ikke kan sammenlignes med din situation, skriver jeg det alligevel for, at forklare at man måske også selv er med til, at bestemme om man giver andre lov til, at slukke lyset.
Min søster og jeg har nemlig aldrig været særlig nære. Jeg havde en søster i to år føler jeg. (Hun lever endnu), men for hende er jeg død. Også selvom jeg havde været et vidne. Det er en længere historie jeg ikke skal trætte med.
Men jeg var meget ked af det i 5 år af mit liv, for en ca. 14 år siden. Indtil det en dag gik op for mig, at min søster aldrig som sådan har bragt mig noget godt. Der besluttede jeg, at jeg har ingen søster. Kødelig søster. Hendes egenskaber er heller ikke nogen, jeg føler har plads i mit liv.
Da jeg fandt ud af det fandt jeg samtidig ud af, at jeg var præcis lige så meget værd som hende.
Jeg har forsøgt, at nå hende i de 5 år. Skrevet breve til hende. Forsøgte at tale til hendes hjerte osv. Men hun var iskold. Så nej jeg har et meget køligt forhold til min søster. Desværre.
Men Billen, mon ikke i mødes igen. Set med troens øjne. Det håb har vi da lov at have.
Det jeg havde i tankerne da jeg skrev trådstarten kom, da jeg hørte "Streets of London". En af de første linier lyder:
And in his eyes there were no pride.
Og det fik mig til at tænke på, hvor ofte er vi ikke med til, at slukke lyset i andres øjne. Ser vi ned på hjemløse eller sender vi dem et varmt smil og hjælper til en kop varm kaffe?
Og i det hele taget, hvor meget gør vi for vore medmennesker. Får vi dem til at føle sig noget værd som menneske, eller lader vi den negative jantelov gøre sig gældende.
Du har sikkert opdaget, at jeg går meget ind for at vi som mennesker får lov til, at blomstre og udvikle os. Tindre og stråle.
Lidt fra den positivie jantelov, der hænger på mit køleskab:
Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig, som vi holder af.
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs, ensom og mislykket.
Du skal vide, at du hører sammen med os.
Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen er meget afhængig af din indsats.
Vi-du og jeg - kan løse problemerne i fællesskab.

Det var egentlig lidt af det jeg havde i tankerne, da jeg skrev trådstarten. 🙂
Mange hilsner
Manjana