Befrielsens vej
Sri Isopanishad: Mantra To
kurvann eveha karmani jijivishec chatam samah
evam tvayi nanyatheto ’sti na karma lipyate nare
OVERSÆTTELSE
Hvis man udfører sit arbejde med denne indstilling, vil man af dette arbejde ikke blive bundet af karmaloven, selvom man så stræbte efter at leve i hundredevis af år. For mennesket er der intet alternativ til denne vej.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Ingen ønsker at dø. Alle ønsker at leve så længe som muligt. Denne tilbøjelighed ses ikke kun hos individer, men også kollektivt i fællesskabet, samfundet og nationen. Alle levende væsener kæmper en hård kamp for at opretholde tilværelsen, og ifølge Veda'erne er dette ganske naturligt. Det levende væsen er evig af natur, men på grund af sin binding til den materielle verden bliver han tvunget til at skifte krop igen og igen.
Dette kaldes sjælevandring eller karma-bandhana, dvs. trældom der forårsages af handlinger og deres reaktioner. I følge den materielle naturs love, er det levende væsen nødt til at arbejde for at opretholde livet, og hvis han ikke handler i overensstemmelse med sine foreskrevne pligter, overtræder han naturens lov og binder sig selv yderligere til kredsløbet af fødsel og død i de utallige livsarter.
Andre livsformer er også underlagt denne cyklus af fødselog død, men når det levende væsen opnår den menneskelige livs form, får han en chance for at frigøre sig for karma'ens lænker. Karma, akarma og vikarma er blevet udførligt beskrevet i Bhagavad-gîta. Handlinger, som udføres i overensstemmelse med ens foreskrevne pligter som nævnt i de åbenbarede skrifter, kaldes karma. Handlinger, der befrier en fra fødslens og dødens kredsløb, kaldes akarma. Og handlinger, som er misbrug af ens frie vilje, og som fører til de lavere livsformer, kaldes vikarma.
Af disse tre former for handlinger foretrækker intelligente mennesker at udføre handlinger, der befrier dem fra bindingen til karma. Almindelige mennesker ønsker at udføre gode handlinger for at blive anerkendte og få en højere livsstatus enten i denne verden eller i himlen. Men mere avancerede mennesker ønsker at frigøre sig fuldstændigt fra handlingerne og deres reaktioner.
Intelligente mennesker ved meget vel, at gode eller dårlige handlinger i lige høj grad binder én til den materielle verden. Som følge deraf stræber de efter at handle på en måde, der vil befri dem fra både gode og dårlige handlingers eftervirkninger. Sådanne frigørende handlinger beskrives her i Sri Isopanishad. Sri Isopanishads instruktioner forklares mere udførligt i Bhagavad-gîta, der somme tider også kaldes Gîtopanishad, essensen af alle Upanishad'erne. I Bhagavad-gîta (3.9 - 16) siger Guddommens Personlighed, at man ikke kan nå til naishkarmya-eller akarma-stadiet uden at udføre de foreskrevne pligter, som nævnes i den vediske litteratur.
Denne litteratur kan regulere et menneskes handlingsmønster således, at det gradvist kan opnå erkendelse af det Højeste Væsens autoritet. Når man erkender Guddommens Personlighed, Vasudevas, Krishnas, autoritet, er det underforstået, at man er nået til platformen af positiv kundskab. På dette rensede stadie har naturens kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed - ikke længere nogen indvirkning på ens handlinger. Dette kaldes naishkarmya. Et sådant arbejde binder ikke én til cyklen af fødselog død.
I virkeligheden behøver ingen at gøre noget andet end at udføre hengiven tjeneste til Herren Krishna. I tilværelsens lavere stadier kan man imidlertid ikke straks påbegynde hengiven tjeneste, og man kan heller ikke holde fuldstændigt inde med frugtstræbende arbejde. En betinget sjæl er vant til at arbejde for sin egen sansetilfredsstillelse, uanset om denne er indskrænket eller udvidet. Almindeligvis handler et menneske ud fra sin egen umiddelbare sansenydelse, og når dette princip udvides til at omfatte hans familie, samfund, nation eller menneskeheden i almindelighed, antager det forskellige lovende former som altruisme, socialisme, kommunisme og nationalisme.
Disse "ismer" er sikkert meget tiltrækkende former for karma-bandhana (karmisk trældom), men Sri Isopanishads instruktion er, at hvis man virkelig ønsker at leve for nogle af de ovennævnte "ismer", bør man i det mindste gøre dem Guds-centrerede. Der er intet galt i at være familiemenneske, altruist, socialist, kommunist eller nationalist forudsat, at man udfører sine aktiviteter i tilknytning til Ishavasya, dvs. en Guds-centreret livsopfattelse.
I Bhagavad-gîta (2.40) siger Herren Krishna, at Guds-centrerede aktiviteter er så værdifulde, at blot nogle få af dem kan redde et menneske fra den største fare. Livets største fare er igen at glide ned i samsara - kredsløbet af fødsel og død - blandt de 8.400.000 forskellige livsarter. Hvis et menneske på en eller anden måde forspilder den åndelige mulighed, det menneskelige liv frembyder, og igen falder ned i udviklingskredsløbet, må det anses for at være yderst uheldigt. På grund af sine ufuldkomne sanser kan en tåbelig person ikke opfatte hvordan dette går til.
Derfor råder Sri Isopanishad os til at anvende vore kræfter i Ishavasya-ånden. Når man er engageret på denne måde, kan man leve hvor langt tid det skal være; man vil alligevel ikke skabe dårlige reaktioner. Bortset fra det har et langt liv i sig selv ingen værdi. Et træ kan leve i hundredevis og atter hundredevis af år, men hvad er meningen med blot at leve længe som et træ, ånde som en blæsebælg, formere sig som hunde og svin eller æde som kameler? Et ydmygt Guds-centreret liv er mere værdifuldt end et storslået liv i bedrag blot viet til gudløs velfærd eller socialisme.
Når altruistiske aktiviteter udføres i Sri Isopanishads ånd, bliver de til en slags karma-yoga. Sådanne aktiviteter anbefales i Bhagavad-gîta (18.5 - 9), for de garanterer én beskyttelse mod faren for igen at glide ned i oceanet af fødselog død. Selv om sådanne Guds-centrerede aktiviteter måske kun udføres halvhjertet, er de stadig gavnlige for den, der udfører dem, for de vil garantere vedkommende en menneskelig livsform i hans næste fødsel.
På denne måde kan man få endnu en chance for at forbedre sin stilling på befrielsens vej.
Hvordan man kan udføre Guds-centrerede aktiviteter, beskrives indgående af Srîla Rupa Gosvamî i Bhakti-rasamrita-sindhu. Vi har oversat denne bog til engelsk under titlen Nectar of Devotion (Hengivenhedens Nektar). Vi anbefaler denne værdifuldebog til alle, som er interesserede i at udføre deres aktiviteter i Sri Isopanishads ånd.
kurvann eveha karmani jijivishec chatam samah
evam tvayi nanyatheto ’sti na karma lipyate nare
OVERSÆTTELSE
Hvis man udfører sit arbejde med denne indstilling, vil man af dette arbejde ikke blive bundet af karmaloven, selvom man så stræbte efter at leve i hundredevis af år. For mennesket er der intet alternativ til denne vej.
KOMMENTAR af AC Bhaktivedanta Swami Prabhupada
Ingen ønsker at dø. Alle ønsker at leve så længe som muligt. Denne tilbøjelighed ses ikke kun hos individer, men også kollektivt i fællesskabet, samfundet og nationen. Alle levende væsener kæmper en hård kamp for at opretholde tilværelsen, og ifølge Veda'erne er dette ganske naturligt. Det levende væsen er evig af natur, men på grund af sin binding til den materielle verden bliver han tvunget til at skifte krop igen og igen.
Dette kaldes sjælevandring eller karma-bandhana, dvs. trældom der forårsages af handlinger og deres reaktioner. I følge den materielle naturs love, er det levende væsen nødt til at arbejde for at opretholde livet, og hvis han ikke handler i overensstemmelse med sine foreskrevne pligter, overtræder han naturens lov og binder sig selv yderligere til kredsløbet af fødsel og død i de utallige livsarter.
Andre livsformer er også underlagt denne cyklus af fødselog død, men når det levende væsen opnår den menneskelige livs form, får han en chance for at frigøre sig for karma'ens lænker. Karma, akarma og vikarma er blevet udførligt beskrevet i Bhagavad-gîta. Handlinger, som udføres i overensstemmelse med ens foreskrevne pligter som nævnt i de åbenbarede skrifter, kaldes karma. Handlinger, der befrier en fra fødslens og dødens kredsløb, kaldes akarma. Og handlinger, som er misbrug af ens frie vilje, og som fører til de lavere livsformer, kaldes vikarma.
Af disse tre former for handlinger foretrækker intelligente mennesker at udføre handlinger, der befrier dem fra bindingen til karma. Almindelige mennesker ønsker at udføre gode handlinger for at blive anerkendte og få en højere livsstatus enten i denne verden eller i himlen. Men mere avancerede mennesker ønsker at frigøre sig fuldstændigt fra handlingerne og deres reaktioner.
Intelligente mennesker ved meget vel, at gode eller dårlige handlinger i lige høj grad binder én til den materielle verden. Som følge deraf stræber de efter at handle på en måde, der vil befri dem fra både gode og dårlige handlingers eftervirkninger. Sådanne frigørende handlinger beskrives her i Sri Isopanishad. Sri Isopanishads instruktioner forklares mere udførligt i Bhagavad-gîta, der somme tider også kaldes Gîtopanishad, essensen af alle Upanishad'erne. I Bhagavad-gîta (3.9 - 16) siger Guddommens Personlighed, at man ikke kan nå til naishkarmya-eller akarma-stadiet uden at udføre de foreskrevne pligter, som nævnes i den vediske litteratur.
Denne litteratur kan regulere et menneskes handlingsmønster således, at det gradvist kan opnå erkendelse af det Højeste Væsens autoritet. Når man erkender Guddommens Personlighed, Vasudevas, Krishnas, autoritet, er det underforstået, at man er nået til platformen af positiv kundskab. På dette rensede stadie har naturens kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed - ikke længere nogen indvirkning på ens handlinger. Dette kaldes naishkarmya. Et sådant arbejde binder ikke én til cyklen af fødselog død.
I virkeligheden behøver ingen at gøre noget andet end at udføre hengiven tjeneste til Herren Krishna. I tilværelsens lavere stadier kan man imidlertid ikke straks påbegynde hengiven tjeneste, og man kan heller ikke holde fuldstændigt inde med frugtstræbende arbejde. En betinget sjæl er vant til at arbejde for sin egen sansetilfredsstillelse, uanset om denne er indskrænket eller udvidet. Almindeligvis handler et menneske ud fra sin egen umiddelbare sansenydelse, og når dette princip udvides til at omfatte hans familie, samfund, nation eller menneskeheden i almindelighed, antager det forskellige lovende former som altruisme, socialisme, kommunisme og nationalisme.
Disse "ismer" er sikkert meget tiltrækkende former for karma-bandhana (karmisk trældom), men Sri Isopanishads instruktion er, at hvis man virkelig ønsker at leve for nogle af de ovennævnte "ismer", bør man i det mindste gøre dem Guds-centrerede. Der er intet galt i at være familiemenneske, altruist, socialist, kommunist eller nationalist forudsat, at man udfører sine aktiviteter i tilknytning til Ishavasya, dvs. en Guds-centreret livsopfattelse.
I Bhagavad-gîta (2.40) siger Herren Krishna, at Guds-centrerede aktiviteter er så værdifulde, at blot nogle få af dem kan redde et menneske fra den største fare. Livets største fare er igen at glide ned i samsara - kredsløbet af fødsel og død - blandt de 8.400.000 forskellige livsarter. Hvis et menneske på en eller anden måde forspilder den åndelige mulighed, det menneskelige liv frembyder, og igen falder ned i udviklingskredsløbet, må det anses for at være yderst uheldigt. På grund af sine ufuldkomne sanser kan en tåbelig person ikke opfatte hvordan dette går til.
Derfor råder Sri Isopanishad os til at anvende vore kræfter i Ishavasya-ånden. Når man er engageret på denne måde, kan man leve hvor langt tid det skal være; man vil alligevel ikke skabe dårlige reaktioner. Bortset fra det har et langt liv i sig selv ingen værdi. Et træ kan leve i hundredevis og atter hundredevis af år, men hvad er meningen med blot at leve længe som et træ, ånde som en blæsebælg, formere sig som hunde og svin eller æde som kameler? Et ydmygt Guds-centreret liv er mere værdifuldt end et storslået liv i bedrag blot viet til gudløs velfærd eller socialisme.
Når altruistiske aktiviteter udføres i Sri Isopanishads ånd, bliver de til en slags karma-yoga. Sådanne aktiviteter anbefales i Bhagavad-gîta (18.5 - 9), for de garanterer én beskyttelse mod faren for igen at glide ned i oceanet af fødselog død. Selv om sådanne Guds-centrerede aktiviteter måske kun udføres halvhjertet, er de stadig gavnlige for den, der udfører dem, for de vil garantere vedkommende en menneskelig livsform i hans næste fødsel.
På denne måde kan man få endnu en chance for at forbedre sin stilling på befrielsens vej.
Hvordan man kan udføre Guds-centrerede aktiviteter, beskrives indgående af Srîla Rupa Gosvamî i Bhakti-rasamrita-sindhu. Vi har oversat denne bog til engelsk under titlen Nectar of Devotion (Hengivenhedens Nektar). Vi anbefaler denne værdifuldebog til alle, som er interesserede i at udføre deres aktiviteter i Sri Isopanishads ånd.