Blæs på dit barns tarv
Lige for tiden er Venstre og de Konservative uenige om, hvorvidt homoseksuelle skal have ret til at få børn, ved hjælp af incimination.
Intentionen med kunstig befrugtning har jo ellers været betragtet som en hjælp for de kvinder, der ikke naturligt kunne blive gravide.
Hvis man tænker lidt over det, kunne den første tanke være, at et barn - hvis det selv fik noget at skulle have sagt - ville påkalde sig retten til både en far og en mor.
Netop det spørgsmål sætter hele problemstillingen i perspektiv. For barnet er det sidste der bliver hørt, idet inciminationen finder sted længe før barnets skabelse.
Man kan så spørge sig, om børn overhovedet har denne såkaldte kernefamilie, bestående af en far og mor.
For det forekommer mig, at mange børn ender som skilsmissebørn. Og i så fald, bliver det i langt overvejende grad moderen, der får forældreretten. Der kan godt gå en rum stund, før der kommer en mand ind over dørtærsklen igen.
Spørgsmålet er så, om det er barnets tarv? For hvor er faderen henne under denne opvækst i de første spæde år?
Børn på gule plader hver 14. dag - er det hvad man kalder barnets tarv?
Man kan selvfølgelig argumenterer for, at et skilsmisseramt barn får en vis kontaktflade i institutionsmiljøet. Men næppe af mænd, da det efterhånden kun er de færreste mænd der tør arbejde med børn, på grund af enhver fare og automatisk udskrigning om, at de da så må være pædofile.
Med andre ord befinder vi os altså i en enten eller situation. Den ene går ud på at et ægteskab eller parforhold holder, til barnet selv kan flyve fra reden som 18 åring, opvokset i en traditionel kernefamilien med far og mor.
Det andet går på, at barnet enten skal opvokse i et homoseksuelt miljø eller med en enlig mor, uden nævneværdig kontakt til mænd.
Hvad mon der kommer ud af et sådant barn - på kort og langt sigt?
Intentionen med kunstig befrugtning har jo ellers været betragtet som en hjælp for de kvinder, der ikke naturligt kunne blive gravide.
Hvis man tænker lidt over det, kunne den første tanke være, at et barn - hvis det selv fik noget at skulle have sagt - ville påkalde sig retten til både en far og en mor.
Netop det spørgsmål sætter hele problemstillingen i perspektiv. For barnet er det sidste der bliver hørt, idet inciminationen finder sted længe før barnets skabelse.
Man kan så spørge sig, om børn overhovedet har denne såkaldte kernefamilie, bestående af en far og mor.
For det forekommer mig, at mange børn ender som skilsmissebørn. Og i så fald, bliver det i langt overvejende grad moderen, der får forældreretten. Der kan godt gå en rum stund, før der kommer en mand ind over dørtærsklen igen.
Spørgsmålet er så, om det er barnets tarv? For hvor er faderen henne under denne opvækst i de første spæde år?
Børn på gule plader hver 14. dag - er det hvad man kalder barnets tarv?
Man kan selvfølgelig argumenterer for, at et skilsmisseramt barn får en vis kontaktflade i institutionsmiljøet. Men næppe af mænd, da det efterhånden kun er de færreste mænd der tør arbejde med børn, på grund af enhver fare og automatisk udskrigning om, at de da så må være pædofile.
Med andre ord befinder vi os altså i en enten eller situation. Den ene går ud på at et ægteskab eller parforhold holder, til barnet selv kan flyve fra reden som 18 åring, opvokset i en traditionel kernefamilien med far og mor.
Det andet går på, at barnet enten skal opvokse i et homoseksuelt miljø eller med en enlig mor, uden nævneværdig kontakt til mænd.
Hvad mon der kommer ud af et sådant barn - på kort og langt sigt?