bonus-børn

Hej.
Jeg kunne godt tænke mig at høre om der er nogen af jer der har samme problem som mig. Jeg har 2 bonus børn på 6-8år og jeg har lidt svært ved at kapere dem, jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men jeg bliver irriteret når de er hos os (hveranden uge).
Er det mig der er syg i roen eller er det meget normalt og hvad kan man gøre?

Du kalder dig bonusmor? Føler du de er en bonus? Nå ikke, hvorfor så kalde din rolle sådan? Prøv at pakke alt det der "rigtige" væk og betragt dem så, som et par børn, du har mødt på din vej - og forhold dig til dem, som var de sådanne. Så går alting meget nemmerre. Forstillelse og "pligt-begejstring" er det mest ødelæggende for at I nogensinde får et fornuftigt forhold til hinanden som DU kan holde ud.

"Bonus-børn" - skrækkeligt udtryk. Bonus er noget godt, noget positivt. Hvem siger, at kærestens børn er et positiv ting i ens liv? Bare fordi man elsker manden (eller kvinden) så er det jo ikke ensbetydende med, at man automatisk også elsker ynglet. De børn har overhovedet ingen del i dig, tværtimod så er de bare en belastning.
De der har opfundet det udtryk, må være kvinder uden selvværd, der har forsøgt at gøre sig bedre end de er, ved at lade som om deres kæreste børn er en positiv ting i deres liv. "Ihhh se mig, jeg er sådan en fantastisk kvinde, jeg kan rumme min kærestes børn, og de er bare såååå dejlige". Man skal vist være pædagog for at kunne se noget som helst positivt i at dele sit hjem med med andre folks børn. Og når de så blive teenagere.... uf.
Nej, du er helt normal. Det er faktisk nærmest bedrag, når man påstår at ens kæreste børn er en bonus i live.
Men når det så er sagt, så skal du lige huske, at det er heldigvis en begrænset periode man skal finde sig i kærestens yngel som faste beboere i ens hjem. De bliver ældre og ender med at flytte hjemmefra - heldigvis. Og elsker man sin kæreste, så lever man med ynglet, og lader som ingenting imens.

....så'n havde jeg ikke lige tænkt på det. Jeg tror du har ret i at det vil hjælpe. Tak for svaret.. :)

Der er bare lange udsigter til at de flytter hjemmefra. Jeg tror også det ville være lidt lettere hvis det var hveranden weekend i stedet for hveranden uge. Men jeg må prøve at lade som ingenting. Tak for svaret. Det er dejligt at høre andres meninger for man kan nemt komme til at køre rund i det samme i ens lille osteklokke :)

og ikke alle bonusmødre...jo jeg er sgu da en bonus for mine mands børn og de er en bonus for mig, der har det som dig.
Jeg holder oprigtigt af de børn, så måske du bare skulle tale for dig selv.
Tak !!

at droppe deres far/mor.
Hvad når du bliver bonusmormor eller farfar... hvilken belastning er de børn så ikke ?
vh den lykkelige bonus-mor

Det var da noget man kunne bruge til noget.
Godt sagt
Løvemor

Ingen grund til at føle sig truffet.
Det er da storartet at du har det sådan med dine bonusbørn og viseversa. men når nu ikke alle er lige beheldede, så kan du jo fortælle om hvad der gør at du kan klare ungerne og hun næsten ikke kan?
Løvemor

en unødvendig og sårende bemærkning.
Hvis du ikke kan komme med noget konstruktivt, synes jeg du skal holde din bøtte.
Løvemor

mit besyv med.Stakkels børn som ikke har bedt nogen om at være bonusbørn.Hvis mor og far havde været sammen,var der ingen "fremmed/ny " som kaldte dem for bonusbørn,tænk over det!

er så synd for børn,som bliver flyttet her og der ,blot fordi mor og far ikke kunne finde ud af det sammen,ja ærligt talt,så tænk dog på hvordan de børn har det.Det kan da ikke være morsomt for dem.En dag er de "normale" børn,næste dag er de blevet en andens "bonus" børn......

den samme mening som digselv løvemor?

lige tænke på de kjære såkaldte bonusbørns følelser og en såkaldt bonusmor som ikke rigtig kan affinde sig med at de nu engang er del af familien? Børn er uskyldige.

kan du heller ikke kende forskel?

-men det er der andre der er. (læs: visse forældre).
Jeg er "Bonus"-mor til en knægt på 9,5 år.
Jeg har været kæreste med faren i 6 år nu-ergo kom jeg ind i sønnens liv da han var knapt 3,5.
Jeg glemmer ALDRIG den dag-ca. 3 mdr. inde i vores kæreste-forhold,
da min kæreste påståeligt erklærede at,havde det været MIG der havde bragt børn ind i forholdet; Jah,så ville han elske dem som var det hans egne.. (mellem linierne sagde han faktisk at jeg burde ELSKE hans søn som var denne søn min egen..
Det kommer jeg aldrig til.
Dette fik jeg gjort min kæreste klart- at dette ville være urimeligt at forlange!
Ja,sandheden er at: jeg i bund og grund ville ønske at min "stedsøn" aldrig var blevet født.Og dette ikke fordi jeg ikke bryder mig om ungen-men dene gave-at kunne føde et barn til en jeg elsker-fordi jeg elsker ham- er blevet mig frataget,fordi en eller anden dum ko kom mig i forkøbet.
Så nej,du er IKKE alene.
Mulle.

skyldtes din partner ændrer sig markant når hans børn er der, og slet ikke er den mand der elsker dig í hverdagen ?
Tror ikke nødvendigvis man skal elske bonusbørn på samme måde som sine egne, men jeg tror mange går, specielt hvis de kommer rigtig ind i den nye familie,, og ikke mindst at exen ikke følger med i det nye forhold, og stadigvæk ejer manden ihvertefald op til nævnte weekends og måske lige bagefter.
Jeg tror ikke du er syg i roen, måske jalux på din mands fortid, men den kan du jo ligesom ikke ændre.
Tror mit råd er, vær dig selv og lad være forsøge gradbøje kærligheden, jeg har selv en del papbørn, der bestemt kan være en gevaldig prøvelse, da de mener de er gæster i vores hjem og som følge af det, naturligvis ikke skal røre en finger, endsige hjælpe på ligefod med eventuelt hjemmeboende børn, Nej papbørnene er jo savnede gæster, der naturligvis skal vartes op i hoved og røv.
Oplever du derimod dine papbørn være naturligt glade for dig og jer, så tror jeg du skal lade kærligheden til dem vokse stille og roligt, uden at måle den hver 14 dag.
Held og lykke

tænkt over at nogle mænd og deres børn incl. bor sammen en ny familie som de ved holder af dem, og de holder af bare fordi man kan lide hinanden.
Børnenes mor og far skændtes rigtig meget og faderen elsker bestemt ikke exen, der modsat forsøger bruge børnene til at få ex manden til at makke ret.
De børn hører måske hjemme hos moderen om hvor væmmelig deres bonus mor er og hvor synd det er for deres far han har valgt hende osv.
Når de kommer hos bonus moderen bliver de måske modtaget med åbne arme og uden skelen til dine og mine,, men vores.
De børn får måske en fristund for høre om jalux had fra deres mor dagen lang,, de får lov at være børn og blive elsket bare fordi man ikke kan lade være,, se det er bonus

Uha, hvor jeg kender det. Har kæreste med 14 årig datter, som bor hos os halvdelen af tiden. Og når hun er her, er det som om, det er DERES hjem og familie, og jeg bare er på besøg. Og min kæreste opfører sig helt anderledes, end når hun ikke er der.
Og selv om hun er der halvdelen af tiden, bliver hun behandlet som om, hun er en sjælden gæst, som ikke skal deltage i den daglige husførelse. Hun har ingen pligter og skal nærmest ikke hjælpe til. Og hun er vant til at blive hørt i alle sammenhænge, så der er ikke plads til "voksensnak".
Jeg antager, at hendes liv hos moderen er nogenlunde magen til, og jeg synes, at de er godt i gang med at skabe en person, som mener, at hele verden skal dreje sig om hende og servicere hende. Og det er jo ret synd, da hun så kan løbe ind i nogle smæk hen ad vejen.
Men jeg kan ikke tale med min kæreste om det, da han bare føler, at jeg er imod hans øjesten og helst ville slippe for hende - og det ville jeg jo også, men det er ikke det, det drejer sig om.
Det er dødsvært at skulle indordne sig i en allerede etableret familie, og nærmest skulle elske mere ubetinget end forældrene selv, da de jo i det mindste har muligheden for at ændre tingene, mens man som stedforælder bare skal acceptere.
Jeg har tidligere ledt efter samtalegrupper el.lign. om emnet, i stil med mødregrupper, men ved ikke om det findes - er der nogen her, der kan hjælpe.
-Kæresten

Det gør jeg så uden tilladelse.
Først og fremmest drejer det her sig om indædt egoisme.
Børn er dejlige, hvis man gider bruge lidt tid på dem, viser at man holder af dem og giver dem opmærksomhed, kan man få dem til næsten alt.
Kvinder af i dag er så egocentrerede, at det er kvalmefremkaldende, hvem har tvunget en kvinde til at flytte sammen med en kæreste som har børn der skal på besøg eller opholde sig i hjemmet halvdelen af tiden ??
Når jeg læser en debat som denne kommer jeg til at tænke på alle de problemer teenagere kan skabe i et spirende parforhold, men nu ser det faktisk ud som om det er de voksne der agerer teenagere og vil have al opmærksomhed.
Jeg har selv prøvet at flytte ind hos en kvinde som har et hjemmeboende barn, ungen var sq en dejlig dreng, sød og kvik, han nåede at knytte sig til mig før jeg flygtede skrigende, fordi moderen ikke var til at leve sammen med, men det var IKKE drengens skyld det gik i stykker.
Jeg er jo en gammel knark efterhånden, men jeg holder af børn og unge mennesker og jeg har aldrig problemer med dem, kun deres forældre, mest kvinder som føler sig snydt fordi jeg ikke giver dem al min opmærksomhed.
Pas på når i flytter sammen med en partner der har børn, det er 100% dit eget valg at du skal være sammen med de børn, du har valgt faderen, børnene har IKKE valgt dig, det valg får de ikke og fik de det og vragede dig ville du hyle op om uvorne egoistiske møgunger, men sådan er det bare ikke.
Kære medmennesker, det drejer sig om små mennesker, ikke om din egen egoisme, er du usikker på om du kan klare en andens børn, så sig fra før det er for sent, der er kun en part der kommer til at lide under et forkert valg, det er børnene.
At man ikke kan elske andre børn end sine egne, er at fortælle, at man er et egoistisk selvforherligende menneske der ikke kan leve sammen med andre, måske også derfor så mange parforhold med bonusbørn går i stykker, blot er det synd for børnene.
Med meget bestemt hilsen
Ernst

Der er INGEN der pålægger børnene ansvaret for situationen. Men derfor betyder det stadig ikke, at de automatisk bliver elsket af hvem som helst.

... at forældrene bliver sammen og skændes højlydt hver dag?
Ja, forældrene skal tænke sig godt om inden en skilsmisse når der er børn involveret, men mon ikke de også har gjort det?
Som skilsmissemor kan jeg i hvert fald lægge hovedet på blokken for, at ALT blev forsøgt, inden skilsmissen var en realitet. Det ville da være så uendelig meget lettere hvis vi kunne have fundet ud af det sammen, end at vi skulle skilles. At tro at nogen lader sig skille, bare fordi ... så tager du grundigt fejl. Det er ALT for besværligt at være skilsmisseforældre, til at nogen gør det uden at have overvejet det meget meget grundigt.

"Kvinder af i dag er så egocentrerede, at det er kvalmefremkaldende, hvem har tvunget en kvinde til at flytte sammen med en kæreste som har børn der skal på besøg eller opholde sig i hjemmet halvdelen af tiden ?? "
Så det du siger er, at uanset man er dybt forelsket, så skal man holde sig væk, hvis genstanden for ens forelskelse har afkom fra tidligere?
Må jeg gøre opmærksom på, at der skal 2 til et forhold? Og personen med afkommet også har et ansvar i at få det til at forløbe?
85% af den danske forældre har mistet evnen til at tænke klart når det handler om deres børn. Af en eller anden årsag mener de altid, at lige netop deres barn er genstand for alle pædagogers, læreres, klubmedarbejderes, legekammeraters forældres, naboers og nyes kæresters ubetingede opmærksomhed og kærlighed.
NEJ SGU!!!!!! Jeg elsker IKKE min kærestes børn, jeg elsker ikke min nabos børn, jeg elsker ikke snotungerne nede i børnehaven. Jeg elsker ubetinget mit eget barn, min søsters børn næsten lige så højt, alle andre er tålt. Nogen mere tålt end andre, men det er en tilstand de skal gøre sig fortjent til. Heldigvis er min kærestes børn dejlige og velopdragne, derfor er de lette at omgåes - men jeg elsker dem stadig ikke. Jeg holder af dem, bevares, men min tålmodighed med dem er mikroskopisk i forhold til min tålmodighed med min egen.
Og ved du hvad? Heldigvis for det! Hvis ikke vi som forældre elskede vores børn fuldkommen betingelsesløst, så ville de dø i opvæksten. Men selvfølgelig elsker vi ikke afkom uden vores egne gener. Og selvfølgelig skal vi ikke droppe kærligheden til en mand/kvinde bare fordi denne har afkom med en anden. Men vi skal vide og acceptere, at kun vi selv elsker vores børn, og at alle andre bare tåler dem - i en eller anden grad!

så usympatisk du er anonym, men anonym kan jo være mange.
Jeg er jublende glad for at jeg kun omgås mennesker der nærer kærlighed til andre mennesker og ikke en så afstumpet person som dig, kort og godt og så er mit bidrag til denne tråd fuldført, jeg viger ikke fra mine meninger.

Alle de år du har tilbragt med din kæreste og hans barn er du jo blevet en vigtig del i drengens opvækst. Du har været der fra han var 3,5 år gammelt og nu 6 år senere kan du vel ikke påstå at du ikke elsker drengen som var han din egen, eller meget tæt på.

Kan kun sige at jeg giver dig ret i det du skriver. Verden er blevet mere egoistisk og man burde da kunne rumme andre børn end ens egne.

som du kommer med umiddelbart efter at du har uddunset dit had til kvinder.
Jeg begynder at tro, at den kvinde du i sin tid boede sammen med, er mere en lykkelig for din exit. For du er godt nok langt ude. Bare fordi man er uenig, så vuderer du straks, at man er er afstumpet.
Behold du bare dine meninger - de er alligevel intet værd for os andre!

i hvad du skrev,hvad jeg mente var,at jeg syntes det er synd og skam at uskyldige børn efter at have været en lille familie og så hvor mor og far skændes og ikke kan holde ud at være sammen,bliver børnene lige pludselig til en anden persons bonusbarn.Om så bonusmor eller far kan lide barnet er jo et lotteri.Børnene er helt uskyldige,men skal være "vidne" til om ny bonusmor kan lide dem.Tænk lige hvad man udsætter børn for.

kende forskel og jeg ved at det er iorden hvis forskellige personer har forskellige meninger! At have en anden mening,betyder ikke,at man er modbydelig...hvor får du den opfattelse fra?

du ret Ernst Kolding! Endelig en som tør kalde en spade for en spade! Gu er det ej børnene som vælger,det er da forældrene,ungerne følger blot med,li det eller ej...

Jeg har det på præcis samme måde - bare svært når man nærmest bliver betragtet som idiot fordi man ikke elsker dem.. og så er det svært at lade som ingenting.. suk

Min kærstes pige er alerede tennager og er så doven og værre endnu min kæreste kan godt se det men vil ikke være ved det, så når jeg påpeger noget bliver vi uvenner, og jeg har selv to mindre piger at tænke på, de skal ikke tror at det hun har gang i er iorden... skal man virkelig bare lade som ingenting og såvidt muligt blande sig udenom når hendes hensigt er at flytte ind til os..????

Sidder lige og læser med og tænker det samme - der er virkelig lang tid til mit "bonus barn" flytter hjemmefra. Jeg er i samme båd med hver 2. uge og det er mega hårdt. Min papknægt (kært barn mange navne🙂er lige fyldt 5 år og er sådan set jordens sødeste og sejeste unge og hvis jeg ikke havde den rolle jeg havde overfor ham ville jeg bare elske ham MEN desværre er det bare noget andet i "stedmonster" rollen. Jeg synes det er piv hårdt og er ofte ved at give op. Der går ikke en uge hvor vi ikke har ham midt i morens uge, for han elsker (heldigvis) at være her. Jeg ønsker på ingen måde at han skal føle sig uønsket, men som 5 årige gør, så overtræder han mine grænser fra han træder ind af min hovededør og jeg hader at jeg har det sådan og føler denne modvilje mod en så sød dreng. Men det gør jeg og drengen skriger efter min mening efter grænser konstant da han ikke har fået nogen før han mødte mig. Det er hårdt især fordi han og hans far er så dejlige og hans far er så rummelig tror ikke han ville have det sådan overfor mit barn hvis jeg havde et med i forholdet. Nu har vi fået vores eget og storebror elsker lillebror hvilke er fedt men til tider overtræder det også mine grænser og jeg har lyst til at flygte væk.
Mangler også råd - men at papknægt el hvad vi skal kalde ham flytter hjemmefra om 15 år er ikke den store trøst må jeg sige! ;-) er der nogle derude der har andre råd eller anden hjælp?
ps deværre enig i at børn er anstrengende og ikke bare en bonus... men at vi nu engang er de voksne og må prøve at opføre os derefter.. MEN nøj hvor børn bør sættes på plads! gad vide om jeg også får det sådan med mit eget. Han er kun knap 2 måneder nu.

Ernst jeg er enig! der er dog altid to sidder af en sag, og din er manglet i debatten ingen tvivl om det! MEN der er også rigtig mange børn der trænger til at blive sat på plads og få sat grænser. Mit råd vær dig selv og sæt grænser og sørg for du altid har kræfter og overskud til at åbne dit hjerte...både for din mand og hans barn. Men det kræver du tør være dig selv og stå ved dig selv og i den process kommer der nogle nasty følelser frem i hvert fald for nogle af disse stedmonstre (mig selv inklusiv) som man kan læse om.
Be your self but be a little bit better every day...?
Og tak til Ernst for Bitch slapping! :-) i øvrigt en hylende morsom film..

Ja sådan kan man også sagtens se på det!!! jeg er også enig med dig!

hey
jeg er faktisk imponeret over hvor mange der enlig syns bonusbørn er en negativ ting, jeg er selv bonusmor til 4 børn i alderen 1-9 år som er helt fantastiske. jeg er 20 år gammel, så jeg er lidt ung, men har oplevet meget så det er ikke et problem. min kæreste er 13 år ældre end mig. jeg mener at hvis man elsker sin mand så må man også kunne holde af hans kød og blod. et hvert barn i denne verden er en gave også din fys.
og selv om det er svært og utrolig hårdt engang i mellem. så er det alligevel et kæmpe oplevselse. jeg ville personligt ikke bytte det for noget vi verden. en af de ting der gør at vi har nemt ved det, er at børnene er meget velpodragdede. og at de lyter lige så meget til mig, som til deres far. der ud over kommer børnene til mig med ting de ikke føler de kan gå til dere fra med. så for os fungere det perfekt.
prøv at sæt jer i børnenes sted, atr skulle venne sig til fars nye kæreste og respektere hende, det er da mindst lige så svært for dem som for os bonusmødre. jeg havde selv en bonusmor da jeg var lille. og hun var simpelthend frygtelig. så jeg besluttede mig for at sådan skulle min kærestes børn ikke opleve mig.
så vær stolt af at være bonusmor, det er en gave!!