Bonusregel spænder ben for vores børns uddannelse!

Der er ikke plads til at træffe et forkert valg. Der er ikke plads til at tage en pause fra studielivet og lade op til endnu en tørn og måske samtidig spare nogle penge sammen. Og der er ikke plads til at modnes lidt mere og udforske livet. I hvertfald ikke hvis vores børn vil ind på deres drømmeuddannelse!
Det har bonusreglen fra 2009 sat en stopper for. Bonusreglen belønner de studenter, der starter på en videregående uddannelse senest to år efter, de har fået eksamensbeviset. Disse studenter kan gange deres gennemsnit med 1,08, hvilket er en forbedring på otte procent.
Det betyder, at hvis vores børn ikke vælger den rigtige uddannelse første gang, så kan de risikerer efterfølgende ikke at kunne komme ind på deres drømmeuddannelse. KOT der koordinerer optagelsen på de videregående uddannelser vurderer, at det hvert år rammer mellem 300 og 500 unge, der må droppe deres drømmestudie, fordi de ikke kan gange deres snit med 1,08.
Jeg synes det er en gang bonusfis! Bare fordi man hurtigere starter på sin videregående uddannelse, er man jo ikke nødvendigvis dygtigere eller en bedre studerende, end dem som venter. Tværtimod vil jeg faktisk påstå. Så tror jeg, de unge, der har været ude og arbejde nogle år, inden de begynder at læse videre, er bedre rustet.
Jeg synes det er uretfærdigt, at vores børn skal presses igennem uddannelsessystemet på denne måde. Især er det synd for dem, der ikke vælger rigtigt første gang - det kan jo ske for enhver! Og hvorfor skal vores børn have så travlt? For at komme ud i arbejdsløsheden?
Måske er det bare mig, der har set mig sur på denne bonusregel? Hvad synes I andre om den? Og har den spændt ben for jeres børns uddannelse?

..så synes jeg at de unge burde tage at lære noget målrettethed - alene bonusordningen er sgu en hjælp til de unge, der ikke har det rette karaktergennemsnit til at komme ind på den uddannelse de ønsker.
Man ER faktisk ikke en bedre studerende fordi man starter årevis efter man har afsluttet sin ungdomsuddannelse - mange dropper det igen fordi de gennem arbejde (der ofte ikke er studierelevant) har etableret sig en så bekvemmelig livsstil, at det er muggen bagdel at skulle leve på en SU.
Det landet har brug for er uddannede unge - ikke unge i slutningen af 20'erne der for 2.-3. gang prøver at finde sig selv på endnu en ny uddannelse.
Da jeg startede på min uddannelse lige efter gymnasiet, der var der også ældre studerende, der havde arbejdet, havde skaffet familie osv. De var så håbløst langsomme at de trak niveauet ned. Ok, de havde livserfaring, men det mest elementære faglige og det at studere havde de glemt alt om.
Hvis 300-500 unge der har udskudt deres uddannelsesstart ikke kan gange deres karaktergennemsnit med 1,08 for at komme ind på drømmeuddannelsen, så viser det bare at der er 300-500 unge der ikke har haft den nødvendige faglighed og kompetence til at komme ind i første omgang.
Fra den positive side, der kan man så takke dem for ikke at have startet i første omgang.

Jeg synes bonusordningen er tom og hul og falsk.
Tilgengæld synes jeg man som i Sverige, burde gøre uddannelserne mere fleksible, således at de unge har nogle flere fag at vælge i mellem, uden at fagprofilen krakelerer. Altså der skal flere fagrelevante fag at vælge i mellem og det skal være lettere at skifte over til forskellige overbygnigner. Det skal også være lettere for dem der har lyst og overskud, at klare deres uddannelse på udner nomeret tid (men det er de også i fuld gang med at arbejde på).
Hos nogle hjælper det at have været ude i et år eller mere og andre er så heldige med det samme at vide hvad de vil. Så jeg tror ikke det er der vi skal finde argumentet. Jeg tror det vi kunne bruge er et mere fleksibelt uddannelsessystem, som kommer op på siden af sin tidsalder. Det ER meget gammeldags og konservativt i Danmark. Jeg ved det for jeg har læst i forskellige lande og snakket med andre om det.
OG en anden fornuftig ting ville være at lade være med hele tiden at kræve og kræve og kræve det umulige af de unge og så samtidig håne dem. Danskere har en decideret klam mentalitet overfor de unge studerende, der lige er startet deres voksenliv og stadig er igang med at prøve sig frem. Nøjagtigt som alle andre i samfundet dengang vi var unge🙂

Hejsa
Jeg synes da, at 2 års sabbath efter endt ungdomsuddannelse er LANG tid. Du skriver det som om man bliver straffet bare man tager sabbath. Det gør man ikke!
Selv var jeg startet på civilingeniørstudiet som 18årig lige efter en matematisk studentereksamen. Her oplevede jeg for første gang, at jeg blev læsetræt - og droppede ud efter kun 3 uger. Det var vel nok mit livs klogeste beslutning, jeg tog!
Det efterfølgende år blev mit mest begivenhedsrige; 2 mdrs "dum i arbejde" som chauffør/intern post i kommunens social- og sundhedsforvaltning, 3mdr som trainee hos et ingeniørfirma, sideløbende var jeg medhjælper på en institution for psykisk handikappede. Herefter tog jeg på 5mdrs sportshøjskoleophold. Efter endt højskoleophold og et par festivaller rejste jeg 1 måned til Indien, før jeg 1. september 2005 startede på civilingeniørstudiet igen.
I mellemtiden havde jeg haft mange tanker om, hvad jeg skulle lave i fremtiden. Min beslutning om at vælge civilingeniørstudiet var en _gennemtænkt_ løsning denne gang.
Jeg har undervejs på mit studie været udvekslingsstudent i england. Dette har også modnet mig mere. Endvidere synes jeg da hele studiet her i Danmark alene har modnet mig meget.
Min pointe er sådan set, at man ikke behøver at gå og holde sabbath i 3- eller 4 år for at være HELT modnet, FØR man starter på en videregående uddannelse.
Faktisk tværtimod! Hvis man har taget så lang sabbath, så har man sikkert fået et velbetalt job - og så GIDER man som ung ikke at starte på en videregående uddannelse! Jo, måske en kort videregående uddannelse på 2 år, men det er de færreste af mine venner, som har gidet at påbegynde en lang videregående uddannelse på 5 år med en SU-løn, når de som ufaglært på arbejdsmarkedet kan få en indtjening der er 5 gange så høj!
Jeg forstår UDMÆRKET regeringen, der bliver punket af erhvervslivet for ikke at sørge for at der kommer nok højtkvalificeret arbejdskraft ud på de danske virksomheder. Konsekvensen er jo allerede at føle på; her for 1 måneds tid siden læste jeg, at blandt de 10 mest videnstunge virksomheder i Danmark, der var de 7 af dem allerede ved at lægge deres forskningsafdelinger til Kina og Indien. Det er da alarmerende!
Så, anonym, jeg er selv en af de unge. Jeg synes både af den ene og den anden grund, at bonusordningen er en god opfindelse - og den spænder på ingen måde muligheder for vores uddannelse, men giver incitament til at vi overhovedet påbegynder en uddannelse!
Så ja, jeg synes måske, du har set dig sur på bonusreglen - måske fordi du generelt er uenig i regeringens politik og helst så den væltet? Jeg selv stemmer heller ikke på et af regeringspartierne eller dets støtteparti. Bare lige for at få det på det rene...
Venlig hilsen
Stud. Polyt.

De fleste er færdige med gymnasiet som 18-19-årige. Hvis de så venter tre år med at gå igang med en uddannelse så er de 21-22-år. Det kan vist ikke siges at være i slutningen af tyverne, tværtimod!!!

Tak for dit bidrag i debatten, som jeg på mange måder synes er interessant og relevant. Dog er jeg alligevel uenig med dig på et væsentligt punkt. Jeg tror ikke penge spiller så stor en rolle for de unge. Hvis de efter gymnasiet havde tænkt sig at tage en længere videregående uddannelse, men de lige vil have et par år på arbejdsmarkedet først, så tror jeg ikke, det er pengene, der sætter en stopper for uddannelsen senere hen.
Jeg tror godt de unge kan tænke længere end på, hvad der står på bankbogen. Jeg tror de tænker på, hvad en uddannelse i sidste ende vil åbne af muligheder for dem.
Selvfølgelig er økonomi et issue. Det er det for alle studerende. Men jeg tror godt de kan bide det i sig og måske tage et SU-lån, hvis det virkelig kniber, og så vide, at der efter de fem år venter en rigtig god lån.

Du skriver "et par år". Det gør jeg også. Men ikke 3, 4, 5 år eller mere. Det er det væsentlige skillepunkt her.
Problemet er - efter hvad jeg har erfaret med mine gamle kammerater fra gymnasiet - at når man har været over 2-3 år på arbejdsmarkedet, så er der ingen, der gider tage en mellem- eller lang videregående uddannelse. Og det tror jeg sådanset gælder generelt.
Jeg har f.eks. en gammel gymnasiekammerat, som nu er driftstekniker i telebranchen. Han tjener 26.000kr om måneden. Tror du man får ham igang med en uddannelse? Nej sgu', han griner af mig og forstår ikke, hvorfor jeg vil leve på en SU i så lang tid. Ja han bliver helt underlig og grøn i hovedet, når jeg så ovenikøbet fortæller ham, at jeg da har tænkt mig at tage en Ph.D. efterfølgende (3 årig overbygning på kandidatgrad).
Når der er gået 3 år eller mer udenfor uddannelsessystemet, hvor mange har tjent godt, så HAR indkomsten noget at sige for RIGTIG mange unge. Nogle af dem tager måske så en uddannelse af en varighed på 2 år, hvor adgangskravene i forvejen ikke spænder ben for, at de ikke får "bonuskarakter".
En ny "kedelig" trend er f.eks. at mange unge mænd slet ikke gider tage sig en uddannelse. De har allerede i teenageårene været vant til et overforbrug, der går til knallerter, biler, bling-bling, stereoanlæg til bilen, samt gamerpc, stor fladskærm, cool hifianlæg, osv. Jeg kan godt love dig for, at INGEN eller måske kun 1/10 promille af den type får du igang med en lang videregående uddannelse. På samme måde synes jeg ikke det er svært at iagttage unge pigers overforbrug - og hvis de ikke får startet på uddannelse, men istedet kommer ud og tjene penge - så går alle pengene til dyre mærkevarer og et fedt køkken. Her tror jeg også kun det er meget, meget få, der overhovedet gider starte på en længerevarende uddannelse til SU-løn.
Det væsentlige i min pointe: Nej, jeg tror heller ikke penge er altafgørende, hvis man har været ude af uddannemsessystemet i 1-2 år. Men bliver det længere tid, så HAR penge en større og større indflydelse på de unge, der ikke er startet på en uddannelse. Primært pga. "suttekluden", der hedder materielle goder "her og nu".

Undskyld jeg kom til at skrive et par år, når jeg mente tre. Jeg synes ikke, man kan dele det så groft op, som du gør. Hvorfor er 2 år i orden, mens 3 år er ikke. Jeg tror ikke det ene år fra eller til gør den store forskel. Kan godt se at 5-10 år nok gør en forskel, for så begynder de unge også virkelig at etablere sig i arbejdsmarkedet.
Og så lige en anden ting. Din ven tjener fint og er måske også glad for sit job, så hvorfor skulle han tage sig en uddannelse? Alle skal ikke have en videregående uddannelse, der er også brug for folk som ham. Og når han så kan grine af dig, når du taler om uddannelse, så er det nok fordi, han ikke har et ønske om at uddanne sig, og nok aldrig har haft det?
Jeg tror, at mange af dem som går ud i arbejdsmarkedet og bliver der, i bund og grund ikke er motiverede for en lang uddannelse. Det var de hverken efter gymnasiet, og det er de heller ikke efter flere år på arbejdsmarkedet. Det har ikke noget med økonomi at gøre, det er bare ikke den vej, de ønsker at følge.

Jeg besvarer dig lige "bagfra":
1) Min kammerats arbejde som driftstekniker er ufaglært arbejde. Ufaglært arbejde til 26.000kr, som ligeså godt kunne være gjort af en fra de baltiske lande, eller en kineser eller en inder til langt lavere løn - og uden tvivl akkurat lige så grundigt. Det er min væsentlige pointe desangående.
Men der er stort set ingen her i landet som tænker så langt. Hans fagforening (Dansk Metal) kæmper for endnu højere løn og endnu flere goder til hans arbejdsplads. Lige så længe det er ufaglært arbejdskraft, så er det da en tikkende bombe blot at forhøje lønnen. Hvis han istedet fik løn, som modsvarede den REELLE globale konkurrence, så kunne det måske nok få ham til at tage en uddannelse.
Men så længe vi holder lønningerne oppe på et kunstigt højt niveau...ja.. "the harder they fall" kan man sige. Men ingen VIL se denne tikkende bombe. Vores råstof er vores videne, tager man dette fra os - så bliver vi på få generationer et u-land.
2) Jeg synes det er helt iorden, at man giver bonus til dem, der starter hurtigt på en videregående uddannelse. De har den adgangsgivende viden til drømmestudiet frisk i erindring. Hvis jeg nu på mit 4. semester (tænkt situation, nu starter jeg snart på 10. semester her til februar) - og med 1 års sabbath - pludselig kom i tanker om, at jeg da hellere vil være læge end ingeniør. Synes du så ikke, det er lidt unfair, at min rustne viden fra biologi i gymnasiet sidestilles fuldstændig med nyudsprungne studenter, som har deres viden i frisk erindring?
Derimod så synes jeg, at unge, der har været ude af skolesystemet længe - og som tager sig et adgangsgivende kursus, ja de bør da også belønnes på karakteren. Den mulighed er der f.eks. på ingeniørstudiet, hvor man kan tage ½ års adgangsgivende kursus, hvis man vil have fulgt op på matematik/fysik/kemi, evt. vil have opgraderet til a-niveau.
Iøvrigt - hvis jeg søgte over på en tilsvarende uddannelse - så er der noget, der hedder meritoverførsel - og så skal man ikke starte helt forfra. Men hvis jeg skiftede til en HELT anden uddannelse - vil du så ikke synes, det var unfair, at min topkarakter i biologi skulle sidestilles med en nyudsprungen student, som havde fået samme karakter? Det er ikke meget, jeg kan huske fra biologitimerne i 2.g idag, må jeg erkende...

men batteriet på mit trådløse tastatur er ved at gå ud 🙁

at man har en god evne til at sætte sig ind i nyt stof.
Jeg har et indtryk af, at du er dygtig og har en evne til at tilegne dig ny viden hurtigt. At din viden i biologi så er lidt "rusten" tror jeg i det lange løb ikke betyder store på en længerevarende uddannelse. At du fik måske 12 i biologi engang mens en nyudsprungen student "kun" har fået 10 kan selvfølgelig være en tilfældighed ved eksamen (og måske mindre ved årskarakteren), men det er trods alt en pejlestang for, at du har været god til at tilegne dig ny viden.
Jeg synes også at bonussystemet er fjollet. Det spænder ben for folk, der måske har pæren i orden men som har grunde til at have været ude fra uddannelsessystemet i en længere periode. F.eks. kan man have besluttet at få børn i en tidlig alder. Det gør ikke én dummere af den grund, samtidig har man den fordel ved jobsamtaler ved endt uddannelse, at arbejdsgiveren ikke skal tage stilling til spørgsmål om mulig barsel, etc.
Jeg selv har været energirådgiver hos DONG Energys forskningsafdeling. Ved ansættelsen efterspurgte man mine karakterer langt tilbage. Ikke kun til de første semestre i min uddannelse men også karakterskemaet fra min studentereksamen.
Denne procedure kommer helt sikkert ikke ud fra den blå luft hos en stor velrennomeret forskningsafdeling. Der er altså tilsyneladende klare indikationer af, at hvis man gennem uddannelsen generelt har haft høje karakterer, så er man også hurtig til at tilegne sig - og ikke mindst omsætte - ny viden til kvalificerede resultater.
At man har taget en længere pause behøver ikke at betyde, at man har mistet disse evner. Det tror jeg personligt ikke.

Ja, og hvorfor mon, der er så mange, der ikke gider tage sig en lang uddannelse??
Det er jo fordi, det ikke kan betale sig her i landet. Vi har det jo meget godt, uanset om vi er ufaglærte eller raketforskere. Og mange unge vil da hellere ud at bruge penge, end at sidde på et langt studie til sulteløn.
I andre lande er der langt, langt større forskel på lønningerne. Og en høj løn bliver ikke brandbeskattet på samme måde som herhjemme hvor vi har progressiv beskatning, der tager den sidste lyst fra mange forbrugerivrige unge mennesker.
Desuden, så har høj uddannelse slet ikke så stor prestige, som det havde engang. Idag ser mange på "de bløde værdier" og er ligeglad med om han/hun har en høj uddannelse.
"På det jævne, på det jævne" kan man synge. Landet bliver herefter om bare 1 generation, når østen har overtaget produktionsvirksomheders arbejdskraft. Samtidig sætter vi udlændinge her i landet til det mest trælse arbejde. Hvis vi så ikke fatter, at vi som danskere bør dygtiggøre os og konkurrere på vores viden, ja så bliver vores land derefter.
Som en anden skriver, så er viden vores grundstof. Hvis vi mister dette, så går vi om ikke til grunde, men får en lavere levestandard. Og så er der ikke råd til den højtelskede velstand, som så mange går og forsvarer (måske fordi de udnytter den ud over grænsen...).
Nå tilbage til emnet: jeg synes, man skal optage flest mulige på videregående uddannelser og gerne reklamere lidt for, hvor spændende et videregående uddannelsesforløb er/kan være. Bare nogle flere bachelor uddannede ville hjælpe og bare en højere mængde på uddannelserne vil jo betyde, at der også bliver flere dygtige som tager sig en højere uddannelse som ingeniør eller forsker. Virksomhederne har jo skreget på ordentlig kvalificerede folk de sidste 10 år, så der er jo åbenbart ikke nok.
Jeg synes også man skal afskaffe bonussystemet. Enhver hindring er en hindring. Lad os får alle hindringer afskaffet, så flere tager sig en lang videregående (gerne teknisk) uddannelse.
Og tekniske uddannelser er altså ikke bare tal, tal, tal og skyklapper. Det kræver faktisk en temmelig kreativ hjerne for at løse teknisk udfordrende problemstillinger.

Her kommer der lige nogle svar til dine pointer og lidt til :)
1. Din ven kan meget muligt miste sit arbejde på et tidspunkt. Han kan lige så vel beholde det. Hvis han mister det, mon så ikke han kan finde et andet arbejde. Måske inden for en helt anden sektor. Men jeg tror næppe han begynder at studere, for han har ikke viljen til det, virker det som om. Og hvis han så langt om længe beslutter sig for at tage en uddannelse, mon så ikke han søger ind på en teknisk skole eller lignende, hvor denne bonusregel ikke kommer til at have indflydelse på hans optagelse.
2. Jeg har også valgt at tage en længere videregående uddannelse, og jeg synes, det er minimalt, hvad man bruger sin viden fra gymnasiet til på den videregående udannelse. Derudover så er der flere uddannelser, som inden studiestart tilbyder opfriskende kurser, som man frivilligt kan vælge at deltage i. Det ved jeg f.eks. er tilfældet på fysik studiet, hvor en af mine kammerater læser. Samtídig så starter undervisningen på første semester på et niveau, hvor de fleste kan følge med, og ellers bliver der opfordret til, at de studerende selv læser lidt op på de forskellige fag. Så nej, jeg synes ikke, dette kan bruges som et argument for, at unge der starter på en videregående uddannelse kort efter gymnasiets afslutning skal have lov til at gange deres karakter.
3. Hvis du nu søgte over på en tilsvarende uddannelse, så ville du få merit, men du ville slet ikke komme ind, hvis du ikke havde snittet til det. Og sandsynligheden for, at du ikke ville have snittet til det, er større nu, hvor de færdigudklækkede gymnasieelever må gange deres snit med 0,8.

Rodet indlæg.
Du gentager, hvad jeg allerede har nævnt: At man på mange uddannelser kan tage et adgangsgivende kursus. Men du bruger det ikke som argument imod bonussystemet. Vi er blot enige om, at man kan kvalificere sig via et adgangsgivende kursus, hvis man har været længe væk fra uddannelsessystemet. Den ordning synes jeg er fremragende.
Du misforstår ordningen med meritoverførsel. Pointen i en meritoverførsel er, at man ikke skal starte helt forfra på en ny uddannelse, men kan springe ind på et vist niveau. Dermed kommer man ikke i direkte konkurrence med de studenter, som kan gange deres karaktersnit med 1,08 (ikke 0,8).
Og lige angående min kammerat. Nej, han har nok slet ikke lyst til at tage en uddannelse. Dinn tyrkertro på, at han nok skal finde sig andet arbejde, som han er tilfreds med, hvis han bliver fyret fra sit nuværende, den deler jeg nu ikke. Det er ikke sikkert, at han kan få en lige så god arbejdsplad med lige så gode rammer og lige så høj løn, derimod kommer han sandsynligvis til at påtage sig et ufaglært arbejde som altmuligmand eller tilsvarende. Hvis jeg kender ham ret med hans magelige indstilling, så ville han ærgre han sig sikkert over, at han ikke har taget en uddannelse.
Men det er måske en helt anden diskussion; hvordan vi motiverer flere unge til at tage en videregående uddannelse...

Jeg kan kun bakke op om alle de argumenter som Stud.polyt. er kommet med.
Mere end 2 år er alt for længe at være væk fra skolebænken.
Jeg kan selv skrive under på det. Har holdt 2 sabbat år efter gymnasium, bl.a. for at få råd til at flytte hjemmefra og for at supplere et par fag.
Jeg startede så også som Stud.polyt. men starten var godt nok svær!!! På trods af jeg læste et par fag om aften det første år, så føltes min hjerne, som om den var blevet slettet for alt! Der er rigtige mange ting man glemmer hurtigt, både fagligt, men også vanemæssigt til studiet.
Jeg vil endda sige, at 2 år også er for meget, 1 år max skulle være nok, lige til at trække vejret og gør klar til en ny omgang lærdom.
Ang. dem der ikke vil læse videre på Universiteten, er der et hav af andre muligheder. At blive ufaglært er ikke fremtiden i denne verden, der er en masse servicejobs, som bliver sendt til udlandet, hvor lønomkostninger er lavere.
Den eneste konkurrence mulighed mar har, er at dygtigøre sig så meget som muligt.
Det kan godt være at den ufaglærte nu har en masse penge mellem hænderne til sjov og ballade og kan grine af den studerende på SU.
Men nu 15 år efter min afgangseksamen, kan jeg fortælle dig, at min løn er en hel del højere end en der tog en ufaglært job for 15 år siden, og ikke kom videre.
Hvem tror du griner mest på vejen til banken? Og har mest til sjov og ballade i dag?
Nu bliver man bare benævnt som at være et dumt rigt svin, fordi man får mest ud af skattelettelserne.

Havde du ikke et par forældre, der kunne låne dig lidt til indskud til et kollegieværelse?
Eller er du også en af de unge, som slet ikke gider at bo på kollegieværelse? Det er netop et andet problem. Mange unge er blevet så store luksusdyr, at de har vanvittige krav om fast bolig før de begynder på et studie. Selv kollegierne rundt omkring er blevet dyre - pga. de mange luksuskrav, der kommer fra de unge. Jeg forstår godt dine andre argumenter for at tage sabbatår, men det med at få råd til at flytte hjemmefra, det er jo noget, der bider sig selv i halen.
Og hvad så da du begyndte at studere? Boede du så fortsat i fast bolig? Som er dyrere end kollegieværelser?
Vores higen og søgen efter materiel luksus bliver vores eget Nemesis.

Hvorfor så låne? Har man selv tjent pengene, kan man selv bestemme luksusgraden.

Lån til indskud til kollegiebolig er ikke dyrt. Det er derimod en langvarig affærde at spare op til fast bolig. Og det er netop min pointe; mange unge luksusdyr vil lave en hurtig indtjening, så de kan bestemme den høje luksusgrad. Man kan selvfølgelig også få en vis luksusgrad ved at have arbejde vedsidenaf studiet. Spørgsmålet er så om det ikke "kammer over" for nogle, så de ikke studerer effektivt.
Jeg har læst noget om, at den faglige standard er faldende på mange universiteter og at det er grunden til - sammen med at færre bliver uddannet - at der er så stor mangel på højt uddannet personale på arbejdsmarkedet. Det kan jo fint hænge sammen med at de unge luksusdyr har travlere med at skrabe penge til sig end at gøre sig så dygtige som mulige på studiet.
Skruen uden ende.

Man skal jo ikek indst tage højde for det faktum at dette jo gælder FOR ENHVER studerende. Brænde rman for uddannelsen vil da også søge ind inden de 2 år er gået?

Jeg er selv igang med de sidste krampetrækninger på HF og mener at den bonusregel tager livet af både de forberedende og de videregående uddannelser!
Jeg har selv anden uddannelse og beskæftigelse i bagagen, men kunne ikke holde til mit gamle job og skal nu videre i systemet. MEN, når jeg ser hvordan man fra toppen prøver at pace både mig og de helt unge frem, så gør det ondt.
Det er fuldkommen galimatias at de unge faktisk allerede skal træffe en endelig afgørelse om deres arbejdsliv inden de går ud af 9.klasse. Det er her de skal vælge forberedende uddannelse og i den forbindelse hvilken linje (naturvidenskabelig, humanistisk, teknisk osv) og hele tiden med truslen om at de måske ikke kan komme videre, over hovedet.
Jeg oplever det som værende et alvorligt pres at lægge på de unge studerende og jeg oplever også at flere og flere af dem siger, at så må de jo bare lade være med at gå videre hvis de ikke kan komme ind eller hvis deres snit ikke er godt nok. Det er jo også med de nye optagelsesregler blevet sådan at universiteterne fra én optagelsesperiode til den næste, kan ændret så kraftigt på kriterierne at mange må tilbage på skolebænken og tage nye niveauer mm., selvom de havde en flot studentereksamen tilpasset de oprindelige krav. De faglige krav ændres konstant og det betyder at mange kan hænge fast i årevis fordi de krav de oprindeligt fik oplyst ikke længere er gældende. Og skal de så tage et års suppleringsundervisning, så ryger snit-bonussen og så har vi balladen.
Overordnet set tror jeg det er RIGTIG, rigtig skidt for samfundet at pace og presse på denne måde. Først og fremmest tror jeg at flere unge vil give op på forhånd og ikke engang tage den ungdomsuddannelse regeringen er så forhippet på at de SKAL have (uden skelen til evt. evner og livsforhold). Hvis man alligevel ikke kan se hvordan man skal klare kravene til videre optagelse, hvad er så formålet med den forberedende?
Derudover tror jeg at vi vil se flere og flere både i uddannelsessystemet og helt nyuddannede som brænder sammen med de stresssymptomer man normalt først får efter 20-30 år på arbejdsmarkedet. Når børn bliver sat under så voldsomt pres så tidligt - og så bare skal fortsætte i samme rille til de er først eller midt i 20´erne er jeg bange for at der bliver langt imellem de hele mennesker.
Og en arbejdsstyrke af nedbrudte, udbrændte halve mennesker er under ingen omstændigheder så effektiv som en arbejdsstyrke af hele, optimistiske og stærke arbejdstagere. Den menneskelige dimension i dette system mangler, man ser kun på tal og kvoter, uden at tage den menneskelige faktor i betragtning.
Der vil ganske givet også være en gruppe som simpelthen kræver deres ungdom; som vælger at sige "fuck systemet" tage forefaldende arbejde, rejse og hvad der ellers hører med. Unge som forlanger at få lov at være unge mens de er det og tager sig den frihed.'
De vil også blive udelukket fra systemet meget hurtigt selvom deres erfaringer faktisk er meget værdifulde i det lange løb. Unge med et varieret indtryk af livet bliver som oftest mere tolerante og mangesidede medarbejdere, men det tager man ikke højde for. Det er kun "produktivitet" der tæller.
Interessant er det jo, at flere og flere helt unge under 30 bl.a. bliver langtidssygemeldt og/eller ender på førtidspension bl.a. pga. stressrealterede sygdomme. Det er ifølge regeringen, andre eksperter - og mange vælgere et kæmpestort problem, men det kunne da godt se ud som om det er målet i sig selv. Når man skaber et samfund som allerede fra barns ben hænger sine borgere op i en strik, så kan man næsten kun forvente at det begynder at krakelere på et tidspunkt.
Måske KUNNE man anlægge en model hvor man gav lidt rum til at trække vejret og til at tænke sig om, så de unge ikke vælger forkert, fordi de ikke er gamle eller voksne nok til at træffe beslutningen som 15-årige. En model hvor både politikere og andre eksperter husker at 15-årige faktisk ikke er fuldt udviklede voksne som forstår hver eneste konsekvens af deres handlinger og som har de kognitive evner det kræver at skue 30 år frem og forstå hvad deres nuværende valg kan betyde så langt fremme i tiden.
Som sagt synes jeg det er galimatias med de regler. Og jeg synes også de favoriserer unge fra ressourcestærke hjem som muligvis kun har sig selv og meget få andre ting at tænke på. Det kan da være svært nok som ung, men de mange der efterhånden kommer fra mere vanskelige kår vil få endnu sværere ved at få en uddannelse, hvis de ikke blot skal bære de hjemlige pres og mangler på skuldrende, men nu også disse uigennemskuelige krav som ikke levner tid til tankevirksomhed.

Det vil altså sige at hvis man ikke har haft livsomstændighederne til at søge direkte ind på uddannelsen, så er man simpelthen dummere end gennemsnittet og har ikke kompetencer til at være der?
Ved du hvad? Jeg er en af de ældre studerende som du så fint skriver nedladende om - og jeg klarer mig bedre end gennemsnittet også blandt mine medstuderende. Men, jeg møder desværre ofte din lidt højrøvede holdning; at de ældre studerende er dovne, har haft det for komfortabelt og hvad ved jeg. Det sjove er at den disciplin vi andre har lært på arbejdsmarkedet, det der med at møde til tiden, aflevere opgaver til tiden mv., er en ganske fin lektie som mange ikke har lært når de fortsætter direkte fra skole, til gymnasie og videre til de videregående uddannelser.
Møder man ikke til tiden og gør sit arbejde, så får man ingen løn og dét er en disciplin mange under studerende kunne lære af. Hvor ofte oplever jeg ikke yngre studerende bede om udsættelse på en opgave, komme for sent eller bliver væk bare fordi de ikke gad den dag?
Kom ikke her og antyd at ældre studerende som ikke har haft mulighed for at gå igang tidligere ikke har kompetencerne. Men det er altså ikke alle liv der udvikler sig en isoleret osteklokke hvor uddannelsesmulighederne ikke kan påvirkes af udefra kommende faktorer.

Jeg er meget enig med dig, både hvad angår fleksibiliteten og holdningen til de studerende.
Det danske uddannelsessystem ér meget rigidt. Det skabte ramaskrig for et par år siden da man i København oprettede HF-klasser for b-mennesker. dvs. HF-klasser som mødte senere på dagen og gik senere hjem end normalt. Det har vist sig at de studerende med dette behov har et mindre frafald end før fordi systemet nu kan tilpasses deres behov. Selvom det er en succes rokkede det jo lidt ved de kendte metoder og der var meget kontrovers om det, selvom man glemmer at mange tusind kunne få glæde af det. Ikke mindst studerende som sikkert på lang sigt også vælger jobs på skæve tidspunkter, fordi det nu engang passer bedre til deres rytme og gør deres arbejdsindsats mere optimal.
Når vi taler om samfundets holdning til studerende kan jeg kun erklære mig enig. Om man er helt ung og lige skal prøve sig frem, eller om man vender tilbage til systemet for ny- eller videreuddannelse ja så er holdningen jo i almindelighed at vi er dovne og lever en luksustilværelse for 5200,- før skat pr. md. (grundbeløb for studerende).
Jeg forstår godt at der jævnligt murres i krogene på min skole, for rigtig mange føler sig set ned på. Som studerende skal de bare klappe i og arbejde måsen ud af bukserne mens de skal tage imod alverdens kritik fra systemet, fra regeringen osv.
Noget af det værste de senere år var en undersøgelse (vidst nok fra 2008) som viste at studerende brugte deres penge på fladskærme, luksusrejser og alt for mange øl. Den passede jo fint på fordommene, men ingen af os kunne genkende den og mange følte sig trådt på, fordi man også måtte tage mange kommentarer i tiden efter.
Det er ikke en luksustilværelse; det er hårdt arbejde og det mindste man kan gøre er da at vise lidt respekt for det. SU´en er fin at få og jeg kræver heller ikke mere end jeg får, men jeg ville gerne have noget respekt for det fuldtidsarbejde jeg laver. Der bruges for mit vedkommende flere timer på forberedelse og undervisning end jeg har gjort på nogle af mine jobs, som tæller alt fra omsorg, til landbrug og produktion. Niveauet er højt (og det er min egen skyld) og det gør arbejdsbyrden stor. Der bliver nok brugt 45-55 timer om ugen ialt og det måtte man da godt respektere lidt mere i stedet for at kritisere hele tiden og kalde os (deriblandt mig) dovne, forkælede og umodne.

Jeg hægter mig lige ved, at din ven har et godt betalt job.
Hvad er problemet så egentlig? Ja du må undskylde, men jeg har endnu ikke forstået hvorfor både regeringen og så mange andre synes det er et problem, at unge som praktisk taget står i lære i deres ansættelse og fortsætte som velbetalte, specialiserede medarbejdere i virksomheden, ikke tager en uddannelse.
De ér jo i arbejde, de har kompetencerne og de yder deres skat. Det virker faktisk fuldstændig vanvittigt på mig at insistere på at unge der kan finde sig et ståsted på arbejdsmarkedet uden en uddannelse, måske i forbindelse med sabbat, skal hives ud af det, tilbage på skolebænken og så måske ud i arbejdsløshed når de har taget en videns-relateret uddannelse som der ikke er jobs til.

Først og fremmest, så er det fint at du kan "skrive under på" at det var hårdt at starte efter mere end to sabbatår.
Jeg kan skrive under på at det ikke er hårdere end så meget andet i livet.
Jeg har arbejdet 7 år mellem at jeg stod i lære og startede uddannelse igen. Ja, det var hårdt men havde du regnet med andet? Der er milevid forskel på at have et job hvor du har fri når du har fri, og så have et job hvor du sidder på din mås i 6 timer til undervisning og så lige tager et par timer eller tre ekstra når du kommer hjem. Det ér hårdt men det afhænger altså ikke af om du har holdt sabbat eller ej, medmindre du da har valgt at dandere din på sofaen i al den tid. Jeg ville ikke have været klar til mere uddannelse et år efter den første selvom der ikke var arbejde at få. Men jeg har forsørget mig selv og jeg har ydet noget, så hvorfor skulle jeg ikke have lov at gøre det i 7 år uden at ligge nogen til last. Mit hoved er ikke blevet mindre skarpt af en pause, det er jo ikke sådan at pause fra lærdom direkte slår hjerneceller ihjel.
Til det sidste... jeg synes ikke du er et dumt svin. Jeg synes bare det er rigtig dumt at lade sig styre af penge og finde ultimativ glæde ved penge. Penge ér ikke særlig værdifuldt når man har tøj på kroppen, mad i maven og tag over hovedet. Så er der så meget andet der tæller mere. Hvor ville jeg dog ikke have lyst til at være rig, hvis det var den eneste værdi jeg kunne finde i livet.

Du skriver om higen og søgen efter materiel luksus - men antager i samme åndedrag at alle unge har forældre med så store materielle goder eller muligheder, at de kan låne deres børn til indskud og div. Det lyder lige en kende dobbeltmoralsk for mig.
Her i byen kan jeg oplyse dig om, at selv de mindste kollegie-værelser kan have et indskud på omkring 10.000,- og at vi er mange som er født i familier hvor 10.000,- i overskud ikke findes til noget som helst. Hvor 10.000,- i overskud er en by i Rusland og hvor forældrene under ingen omstændigheder ville kunne låne den slags til et indskud.
At antage at alle forældre i Danmark ville kunne låne deres børn 10.000,- til et indskud er at antage at alle har en materiel eller økonomisk rigdom på et bestemt niveau og det er bestemt ikke tilfældet.

Kender du egentlig de realistiske leveomkostninger i dagens Danmark?
Jeg tror det næppe, for du lyder som om det er særligt meget billigere at leve som studerende ned at leve som uddannet.
Mad koster det samme, forsikringer, licens og net-forbindelser koster det samme som for en uddannet. Kollegieværelser på f.eks. 12 km2 koster ofte omkring 2000,- og mange steder fås de ikke engang så små eller billige mere.
Jeg har en cykel, men mange har så langt at de også må betale transport. Så er der udgifterne til bøger (typisk 2000-3000 i et studieår - og det er lavt sat) og evt. til fornødenheder som medicin eller lignende.
Jeg ved ikke om du tror at studerende får rabat på eksempelvis medielicens, vand/varme og net-forbindelser men det gør vi altså ikke. Vi betaler det samme som en uddannet i parcel og det er som oftest de udgifter der trækker gevaldig op i regnskabet. Tænk eksempelvis bare på licensen. Næsten 2500,- om året for bare at kunne have en computer (man skal jo betale selvom man vælger tv-et, men har en studienødvendig computer med net-adgang).
Jeg synes du er meget, meget hurtig til at skyde de studerendes økonomiske sans i sænk, hvis du reelt ikke har nogen indsigt i den.

Er helt enig og jeg kan godt lide dit nye perspektiv med at, man bør gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt, så man på den måde kan holde på de unge og måske få flere ind på universiteterne.

Du ramte hovedet på sømmet. Jeg kommer selv fra en ressourcestærk familie og kan faktisk sagtens mærke at det klart er os der bliver favoriseret over alt i samfundet i dag. Det er pinligt at være vidne til

Hej va290540!
Jeg ser udmærket dit ræsonnement, der virker helt logisk.
Problemet er blot, at vi står overfor global konkurrence, især fra østlande, i forhold til jobs, som hurtigt kan "annekteres", eller kopieres om man vil (dette er kineserne mestre i, vi skal dog ikke længere væk end til Baltikum for at finde lignende "ekspertise").
Min kammerat har siddet i jobbet i 8-9mdr og har i nogen tid allerede følt sig godt hjemme i stoffet. Han har erklæret overfor mig, at jeg let ville kunne overtage hans job efter bare 1½-2mdrs oplæring. Naturligvis har nogle sværere ved at tilegne sig nyere viden end andre, så lad os bare sige 6mdr for at være på den sikre side. Her taler vi jo i så fald ikke om flere års specialisering. Så dette er et job, som østlændinge hurtigt vil kunne tage over - og dette sker allerede ude i de danske virksomheder, hvor mange IT-funktioner udliciteres til remote-arbejde i Letland, Tjekkiet, Litauen og endda Indien.
Så hvis vi lige tager fugleperspektivet en etage op, så rækker det ikke på den lange bane, at en dansk ufaglært semi-specialist kan lægge gode penge i den danske statskasse, når en østerlænding kan udkonkurrere ham på pengepungen.
Dette er dog trodsalt en del sværere at konkurrere mod "ægte" specialister, som har en velkvalificeret på højt plan som følge af en lang uddannelse.
Og lad mig lige knytte en kommentar til din bemærkning om, at dem der sidder på skolebænken måske ender ude i arbejdsløshed:
Hvis man dygtiggør sig nok, så skal man såmænd nok vise sig at blive uundværlig. Jeg selv har f.eks. snart det sidste års tid, dvs. siden mit 8. semester fået en række tilbud fra danske- og en enkelt udenlandsk virksomhed, som vil ansætte mig, før jeg tager min afsluttende eksamen. Indtil videre har jeg dog tilpas is i maven, da jeg ved, at jeg blot vil stå endnu stærkere med et eksaminsbevis i hånden.
(Derudover har jeg ikke tænkt mig at slutte efter 10. semester, men at tage en Ph.D. efterfølgende. På denne måde er jeg også relativt sikker på, at jeg kan stille højere krav til vidensniveauet i de virksomheder, jeg ønsker ansættelse i - dette er dog måske blot mit egoistiske krav - men jeg vil gerne gå efter mine drømme, ihvertfald så vidt, det er muligt).

Jeg er en af de "voksne studerende", som du rakker sådan ned. Jeg har INTET imod at leve på SU selvom jeg har været på arbejdsmarkedet først, og jeg har både egen lejlighed, kæreste, datter og bil.
I mine gymnasiedage manglede jeg på ingen måde målrettethed!
Men efter 1 g fandt jeg ud af at gymnasiet faktisk ikke var mig. Jeg passede ikke ind fordi jeg var for kritisk overfor undervisningens indhold og faktisk hellere ville bruge min tid på ting som jeg faktisk har brugt meget mere i mit arbejde sidenhen end fagene; tegning og skrivning.
Folk der ikke bryder sig om den gængse uddannelsesvej behøves ikke at være "dovne" og "langsomme". De tænker bare på en mere håndgribelig måde, og vil gerne have følelsen af at det man lærer reelt kan bruges til noget - udover at udvide sin "almene viden".
Jeg har en veninde og hun elsker at studere. For hende er det det rigtige at fortsætte med det samme hun er færdig med en eksamen. (hun er pt. på universitetet).
Jeg derimod har ikke engang en fuld HF endnu, men det gør mig ikke til en dårligere student - tværtimod. Folk med børn kan simpelthen ikke tillade sig at være evighedsstudenter, for en dag slipper studiepengene op, og så er der ingen mor og far til at redde én med en pose penge.

Jeg har prøvet at arbejde sammen med teen ager med din storsnudet holdning. Og jeg kunne ikke komme hurtig nok ud af den gruppe i klassen og over til en af de andre.
For det med at være forberedt til selvstudie? Æhh´??
Komme bar enogenlunde til tiden? Æhh.
Holde sig til emnet? Æhh.
Så få dig et liv søde.😉

Og næsten det værste. Er noget ikke lige sådan at løse. Så giver de op. Er det svært, så klager de til læren over det er kedeligt. Æhh???

Jeg havde nemlige ikke nogen luksusforældre der ikke gad betale, i stedet havde en enlig mor med en uddannelse svarende til 4. klasse, og et job på en fabrik!
Så det med at flytte hjemmefra måtte jeg selv betale for. Samtidig betalte jeg også selv for mit kørekort!
Jeg flyttede til en ungdomsbolig sammen med min kæreste, dengang kostede det 3.000,- om måneden + varme. Vi flyttede først der jeg var startet på Universiteten, så vi begge havde en SU.
De penge jeg tjente i sabbatårene gik mest til lidt møbler og indskuddet til lejligheden.
Derudover så havde vi begge jobs, enten i weekenderne og/eller i ferierne.
Ingen smarte stereoanlæg, nyeste PC, skiferie eller charterferie.
Det blev vist til ferie i et lånt sommerhus, og interrail et enkelt år.

Hej,
du har ret, at der er så meget andet i livet der er hårdt, eller hårdere end at være væk fra skolebænken og skulle terpe igen.
Det var sådan ikke fordi jeg havde forventet det skulle være nemt. Det er bare et råd, som jeg mener dem der lige er kommet ud af gymnasiet kunne tage og bruge eller lade være. Det er bare min erfaring.
Du har også ret i, at det med at have penge er ikke alene den form for lykke der skal tilstræbes. Men der man gang på gang får skudt i skoen at man nærmest er kriminel fordi man tjener sine egne penge, og får mest ud af skattereformerne. Så synes jeg det er lidt tankevækkende, at dem der brokker sig, er ofte dem, der ikke gad at tage en uddannelse.

Hvis det virkelig er sådan som du skriver, hvorfra stammer så hele den problematik om at folk er "for gamle" når de har ændt deres uddannelse fra?
Faktum er, at mange shopper uddannelse så de er ikke nødvendigvis mere afklarede med hvad de egentlig vil efter et par år væk. Mange starter en uddannelse som de tror er deres drømmeuddannelse og efter 1-2 år så skal de ud og starte på en ny uddannelse.
Så læg du 2 år til de 22 - så starter de deres endelige uddannelse som 24 årige, og hvis den tager 4 år så er de 28, så er der ofte i den aldersgruppe nogen, der tager orlov fra uddannelse da der lige er et par børn der skal presses ind i deres liv.
Så når vi nu engang op i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne

For jeg vil da give dig ret i at der er noget mere modenhed blandt ældre studerende, men ærlig talt, når man jævnt gennem sin uddannelse har stødt på ældre studerende, der ikke er fagligt med og skal have læst/forklaret ting som de yngre har styr på, så sænker det niveauet.

Men 35 :)

Bonusordningen er helt og udelukkende til de unges fordel.
Igennem mange år har man set unge mennesker som efter studentereksamen karter rundt og laver alt muligt, herunder bl.a. at tjene penge. Efterfølgende når de efter 2 til 3 år finder på at nu vil de læse, ja så er halvdelen af det de lærte op til studentereksamen glemt og de har utrolig svært ved at klare studiet.
De tror så at et andet studie måske er løsningen, men opdager at det var det ikke, og de ender dermed med at flakke.
Næ igang med studiet, gør det færdigt, og har du derefter lyst til nopgen fritid, jamen så tag du det, bare huisk på at det så er muligt at erhvervslivet ikke er interesseret i dig med den uddannelse du har fået.
Bonusordningen er rigtig god og burde strammes op.
Ligeledes, enhver der spiulder tid på at tage en studentereksamen og ikke er påbegyndt at bruge den på en uddannelse indenfor de første to åpr efter skal have regningen for sin skolegang tilsendt til betaling da de jo har valgt at spilde offentlige resourcer på tant og fjant når de i stedet ligeså godt kunne have fungeret ude i samfundet til gavn for det.