Bør jeg slutte det?
Jeg har oprettet mig på Sol, fordi jeg vakler rundt i blinde, hvad mit parforhold angår.
Jeg er en 21 årig pige som har en drenge-kæreste på samme alder. Vi har været sammen i næsten 3 år. Jeg har boet hos mine forældre indtil for en måned siden, hvor jeg flyttede i egen lejlighed. Min kæreste har boet for sig selv lige siden vi mødtes, først på et behandlingshjem for psykisk ustabile, da han for 5 år siden prøvede at tage sit eget liv (dvs. 2 år inden vi mødtes). Vi mødtes nytårsaften 2010, da min vennindes kæreste havde inviteret ham med. Jeg var på det tidspunkt stadig lidt "teenage forvirret" og der skete mange ting i familien. Han har ikke haft en god opvækst, fraværende, tidligt fraskildte forældre, som uden tvivl aldrig skulle havde haft børn = Hans miljø er lettere kuet og ustabil!. Denne nytårs aften¨, var han en rigtig alfa han, charmerende og spændene. Jeg var lidt tilbageholdene da jeg vidste han have kæreste på. Vi mødtes igen en uge efter og begyndte at skrive sammen, han slog op med sin kæreste (En 15 årig, seksuelt forstyrret pige. Han var 3 år ældrere, altså 18) Tænkte ikke rigtig over at det måske var lidt mørkeligt et forhold han havde. Vi tog på cafeer, restaurenter, vi flirtede og hyggede. Han beskyttede mig og viste mig kærlighed. Vi blev forelskede, kom kærester.
Tiden gik og forskellige var vi, i den grad. Jeg kommer fra en dejlig familie, med sundt miljø og stærk familiært kærlighed. Han viste svaghed på de punkter, og tror han nød godt af min varme. Som han sagde: "Har aldrg mødt sådan en pige som dig, de andre var så hjerteløse". Ihvertfalde er vores arv og miljø meget modstridigt. Han er ikke så stimuleret med de bersale ting, og kender ikke rigtig til dem, han er heller ikke nysgerrig. Jeg er nysgerrig og har brug for stimulering, socialt, følelsesmæssigt, oplevelsesmæssigt osv. osv.
Min familie kunne ikke fortå ham, de syntes jeg kunne få bedre, de har selvfølgelig accepteret min kæreste, men de var bange for han trak mig ned i et hul, hvor jeg ikke hørte hjemme.
Forelsket var jeg, i hans charme, trygge arme, anderledes væremåde og søde nærværd.
Månederne gik. Vores forhold svingede. Meget...
Han slog op efter et halvt år, han sagde jeg var blevet utiltrækkende, større og han tit så på andre - Så kom han tilbage næste dag og bekændte sine syndere, ønskede at få mig tilbage. Jeg tog ham igen. Han blev anderledes, fraværrende, elskede sin computer og brugte al sin tid på den, også selvom jeg var sammen med ham, han sad ved den 80 procent af en aften "vi var sammen..". Vi spise, havde meget sex, så film, snakkede. Jeg fandt mig i det, tænkte det ville blive bedre, at det bare var en periode. Jeg lavede mad til ham, næsten hver dag, spurgte om vi kunne lave nget andet, vendte det med ham, var pædagoisk... Kunne ikke se det var helt forkert og mærkeligt. Sådan var det i et år. Så gik han lidt væk fra computeren og vi begyndte at feste lidt med mine venner, da han kun har en ven, han ikke så så tit. Vi gik lange ture og sådan, havde meget sex, fjollede og "legede", det var lidt barnligt. Men vi SKÆNDTES også.. Mer og mer. Op ned, op ned. Jeg begyndte at græde meget, blive lidt deprimeret i hverdagen. Men byggede stadig min hverdag op på ham. Han var ligesom bare mit liv.
Et år gik igen. Og det nuværene seneste år, har han droppe computeren, han er begyndt uddannelse som elektrikker, blevet mere aktiv og opmærksom, kærlig. Som min mor sagde en dag: "Så har dit job som støttepædagog da båret frugt". Jeg ved det jo godt, mine venner syntes jo det samme, han har bare ikke været en god kæreste. Vi skændes, har sex, snakker om mærkelige ting, sidder og er forelskede, skændes... Det er bare så AMBIVALENT!
Er blevet en helt anden, er meget kritisk, nærtagende og finder mig ikke i så meget som før, derfor begyndte vores skænderier. De bliver værre og værre. Men samtidig er vi jo også så tætte, har været sammen næsten hver dag siden starten.
Tog på Højskole i 8 måneder og var kun hjemme i weekenden, kom hjem lige inden sommerferien. Vi forblev sammen, men tingene var bare det samme dag jeg kom hjem. troede ellers det kunne løsne lidt op på ting. Gjorde det nok for at komme lidt væk fra ham, det hele.
HVAD SKAL JEG GØRE?. Jeg er nærmest tryllebundet til ham, er jeg dum og naiv? 😕
Gør alt havd jeg kan for at komme tilbage til gode vaner, efter de her år. Er fyttet for mig selv, maler, studere og er sammen med venner, mere end før. Dog kommer han stadig hver dag og spiser, laver bare mad til ham, han laver sku aldrig mad er det ikke helt forkert?
ÅH GUUUUD xD . Starter til psykolog på fredag! Men vil virkelig gerne ha noget svar fra jer, spørg evt. mere ind til det, da jeg bare har skrevet derudaf! 😖
Jeg er en 21 årig pige som har en drenge-kæreste på samme alder. Vi har været sammen i næsten 3 år. Jeg har boet hos mine forældre indtil for en måned siden, hvor jeg flyttede i egen lejlighed. Min kæreste har boet for sig selv lige siden vi mødtes, først på et behandlingshjem for psykisk ustabile, da han for 5 år siden prøvede at tage sit eget liv (dvs. 2 år inden vi mødtes). Vi mødtes nytårsaften 2010, da min vennindes kæreste havde inviteret ham med. Jeg var på det tidspunkt stadig lidt "teenage forvirret" og der skete mange ting i familien. Han har ikke haft en god opvækst, fraværende, tidligt fraskildte forældre, som uden tvivl aldrig skulle havde haft børn = Hans miljø er lettere kuet og ustabil!. Denne nytårs aften¨, var han en rigtig alfa han, charmerende og spændene. Jeg var lidt tilbageholdene da jeg vidste han have kæreste på. Vi mødtes igen en uge efter og begyndte at skrive sammen, han slog op med sin kæreste (En 15 årig, seksuelt forstyrret pige. Han var 3 år ældrere, altså 18) Tænkte ikke rigtig over at det måske var lidt mørkeligt et forhold han havde. Vi tog på cafeer, restaurenter, vi flirtede og hyggede. Han beskyttede mig og viste mig kærlighed. Vi blev forelskede, kom kærester.
Tiden gik og forskellige var vi, i den grad. Jeg kommer fra en dejlig familie, med sundt miljø og stærk familiært kærlighed. Han viste svaghed på de punkter, og tror han nød godt af min varme. Som han sagde: "Har aldrg mødt sådan en pige som dig, de andre var så hjerteløse". Ihvertfalde er vores arv og miljø meget modstridigt. Han er ikke så stimuleret med de bersale ting, og kender ikke rigtig til dem, han er heller ikke nysgerrig. Jeg er nysgerrig og har brug for stimulering, socialt, følelsesmæssigt, oplevelsesmæssigt osv. osv.
Min familie kunne ikke fortå ham, de syntes jeg kunne få bedre, de har selvfølgelig accepteret min kæreste, men de var bange for han trak mig ned i et hul, hvor jeg ikke hørte hjemme.
Forelsket var jeg, i hans charme, trygge arme, anderledes væremåde og søde nærværd.
Månederne gik. Vores forhold svingede. Meget...
Han slog op efter et halvt år, han sagde jeg var blevet utiltrækkende, større og han tit så på andre - Så kom han tilbage næste dag og bekændte sine syndere, ønskede at få mig tilbage. Jeg tog ham igen. Han blev anderledes, fraværrende, elskede sin computer og brugte al sin tid på den, også selvom jeg var sammen med ham, han sad ved den 80 procent af en aften "vi var sammen..". Vi spise, havde meget sex, så film, snakkede. Jeg fandt mig i det, tænkte det ville blive bedre, at det bare var en periode. Jeg lavede mad til ham, næsten hver dag, spurgte om vi kunne lave nget andet, vendte det med ham, var pædagoisk... Kunne ikke se det var helt forkert og mærkeligt. Sådan var det i et år. Så gik han lidt væk fra computeren og vi begyndte at feste lidt med mine venner, da han kun har en ven, han ikke så så tit. Vi gik lange ture og sådan, havde meget sex, fjollede og "legede", det var lidt barnligt. Men vi SKÆNDTES også.. Mer og mer. Op ned, op ned. Jeg begyndte at græde meget, blive lidt deprimeret i hverdagen. Men byggede stadig min hverdag op på ham. Han var ligesom bare mit liv.
Et år gik igen. Og det nuværene seneste år, har han droppe computeren, han er begyndt uddannelse som elektrikker, blevet mere aktiv og opmærksom, kærlig. Som min mor sagde en dag: "Så har dit job som støttepædagog da båret frugt". Jeg ved det jo godt, mine venner syntes jo det samme, han har bare ikke været en god kæreste. Vi skændes, har sex, snakker om mærkelige ting, sidder og er forelskede, skændes... Det er bare så AMBIVALENT!
Er blevet en helt anden, er meget kritisk, nærtagende og finder mig ikke i så meget som før, derfor begyndte vores skænderier. De bliver værre og værre. Men samtidig er vi jo også så tætte, har været sammen næsten hver dag siden starten.
Tog på Højskole i 8 måneder og var kun hjemme i weekenden, kom hjem lige inden sommerferien. Vi forblev sammen, men tingene var bare det samme dag jeg kom hjem. troede ellers det kunne løsne lidt op på ting. Gjorde det nok for at komme lidt væk fra ham, det hele.
HVAD SKAL JEG GØRE?. Jeg er nærmest tryllebundet til ham, er jeg dum og naiv? 😕
Gør alt havd jeg kan for at komme tilbage til gode vaner, efter de her år. Er fyttet for mig selv, maler, studere og er sammen med venner, mere end før. Dog kommer han stadig hver dag og spiser, laver bare mad til ham, han laver sku aldrig mad er det ikke helt forkert?
ÅH GUUUUD xD . Starter til psykolog på fredag! Men vil virkelig gerne ha noget svar fra jer, spørg evt. mere ind til det, da jeg bare har skrevet derudaf! 😖