Dagen er kommet...
Jeg har besluttet mig for at forlade min kæreste.Bare sådan at skride,uden at sige noget.Ja det lyder led og ondskabsfuldt. Men jeg kan simpelthen ikke mere.
Han er en dejlig fyr,hjælpsom osv.Men ligeså meget han er alt det,ligeså led, kynisk,hård,kold kan han være.
Vores forhold varede i noget tid.Og det var rimelig hurtigt efter vi flyttede sammen at jeg fandt ud af at den eneste måde,forholdet fungerde på var ved jeg ikke sagde noget, ved jeg ikke forventede noget af ham.Kort sagt gjorder som han sagde.
Da vi mødtes ledte han efter en der kunne giver ham modspil. Når det så skete, så gad han bare ikk, hverken at se, hører eller være i nærheden af mig. Det hele skal ikke lægges på hans skulder, jeg har da også mine fejl. Ja,sådan noget her, det var også en stor forskel på mig og ham.
Mens jeg kan se fejl ved mig selv, og indrømmer dem, undskylder hvis jeg er gal på den. Så mente han at han er fejlfri. Og det er seriøst-
Han tog let på alt ting...
Hvis vi havde aftalt at lave mad sammen, så kunne han først komme hjem halv elve.Uden hverken at ringe eller skrive. Han blev bare væk og drak øl.
Når han så kom hjem,lod han som om det var det mest naturlige, og han mente bestemt ikk at der var nogen grund til jeg skulle blive sur. Sådan noget er bare normalt,og mange mænd gør det.Og i øvrigt tilføjede han at, han kom hjem når han havde tid og det passede ham.
Igår var vi hurtigt på sunset og sad og snakkede om hvordan vi ku inkludere´hinanden mere i de ting vi lavede. Og pludselig skulle jeg holde min kæft, lade være med at være så emsi.Og hvad han ellers ku sige. Jeg gik så ud og trak lidt luft. Da han kom ud, ignorede han mig, og ville ikke lukke mig ind i bilen. Det lykkedes mig så at komme med, og hjemme fik jeg at vide at jeg simpelthen bliver nød til at indordne mig.Ellers ville jeg ryge ud.
Og så gad han ikk at se på mig, snakke med med mig eller andet.
Ud fra alt det her, og en masse andre ting der er sket, kan jeg simpelthen ikke mere.
Jeg vil gerne have det til at fungere, men jeg har været nød til at indse at det er umuligt.
Vi kan ikke snakke. Vi har en meget forskellig opfattelse af hvad kærlighed er.
Og jeg har mistet mig selv.
Den selvstændige kvinde, med egne holdninger, og en der ikke bøjer under, den person er jeg ikke mere.
Jeg kan bare ikke mere... Føler på en måde jeg opgiver....men... let it be it.
nogen derude må da mene jeg fortjener mere end det her... For det mener jeg bestemt
Han er en dejlig fyr,hjælpsom osv.Men ligeså meget han er alt det,ligeså led, kynisk,hård,kold kan han være.
Vores forhold varede i noget tid.Og det var rimelig hurtigt efter vi flyttede sammen at jeg fandt ud af at den eneste måde,forholdet fungerde på var ved jeg ikke sagde noget, ved jeg ikke forventede noget af ham.Kort sagt gjorder som han sagde.
Da vi mødtes ledte han efter en der kunne giver ham modspil. Når det så skete, så gad han bare ikk, hverken at se, hører eller være i nærheden af mig. Det hele skal ikke lægges på hans skulder, jeg har da også mine fejl. Ja,sådan noget her, det var også en stor forskel på mig og ham.
Mens jeg kan se fejl ved mig selv, og indrømmer dem, undskylder hvis jeg er gal på den. Så mente han at han er fejlfri. Og det er seriøst-
Han tog let på alt ting...
Hvis vi havde aftalt at lave mad sammen, så kunne han først komme hjem halv elve.Uden hverken at ringe eller skrive. Han blev bare væk og drak øl.
Når han så kom hjem,lod han som om det var det mest naturlige, og han mente bestemt ikk at der var nogen grund til jeg skulle blive sur. Sådan noget er bare normalt,og mange mænd gør det.Og i øvrigt tilføjede han at, han kom hjem når han havde tid og det passede ham.
Igår var vi hurtigt på sunset og sad og snakkede om hvordan vi ku inkludere´hinanden mere i de ting vi lavede. Og pludselig skulle jeg holde min kæft, lade være med at være så emsi.Og hvad han ellers ku sige. Jeg gik så ud og trak lidt luft. Da han kom ud, ignorede han mig, og ville ikke lukke mig ind i bilen. Det lykkedes mig så at komme med, og hjemme fik jeg at vide at jeg simpelthen bliver nød til at indordne mig.Ellers ville jeg ryge ud.
Og så gad han ikk at se på mig, snakke med med mig eller andet.
Ud fra alt det her, og en masse andre ting der er sket, kan jeg simpelthen ikke mere.
Jeg vil gerne have det til at fungere, men jeg har været nød til at indse at det er umuligt.
Vi kan ikke snakke. Vi har en meget forskellig opfattelse af hvad kærlighed er.
Og jeg har mistet mig selv.
Den selvstændige kvinde, med egne holdninger, og en der ikke bøjer under, den person er jeg ikke mere.
Jeg kan bare ikke mere... Føler på en måde jeg opgiver....men... let it be it.
nogen derude må da mene jeg fortjener mere end det her... For det mener jeg bestemt