Det er muligt at elske sin næste
Jesu Kristi billedtale om samaritaneren viste hvad ægte næstekærlighed indebærer. (Lukas 10:25-37) Jesus lærte også: „’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ — Mattæus 22:37-39.
Mange har svært ved at vise næstekærlighed mod mennesker fra andre etniske grupper end deres egen. Det kan skyldes noget man har lært under sin opvækst eller at man selv har været ude for diskrimination. Det kan være at man selv eller ens familie er blevet terroriseret af mennesker fra en anden etnisk gruppe.
Jesus viste at det er et af Guds bud at man skal elske sin næste, og det må derfor være muligt at overvinde stærkt negative følelser. Løsningen ligger i at man lærer at betragte mennesker på samme måde som Gud og Kristus gør. Lad os med dette i tanke overveje hvilket eksempel Jesus og de første kristne har sat.
Jøderne i det første århundrede var meget negativt indstillede over for samaritanerne, et folk der levede i området mellem Judæa og Galilæa. Ved én lejlighed spurgte Jesu jødiske modstandere ham ringeagtende: „Siger vi ikke med rette: Du er samaritaner og har en dæmon?“ (Johannes 8:48) Nogle jøder nærede så stærke følelser mod samaritanerne at de offentligt forbandede dem i deres synagoger og daglig bad til at samaritanerne ikke ville få evigt liv.
Jesus kendte denne dybt rodfæstede hadske indstilling, og det var uden tvivl dét der fik ham til at fortælle lignelsen om den samaritaner der gjorde sig selv til en sand næste ved at tage sig af en jødisk mand der var blevet slået ned af røvere. Hvordan kunne Jesus ellers have svaret da den lovkyndige jøde spurgte ham: „Hvem er egentlig min næste?“ (Lukas 10:29) Jesus kunne have valgt at svare direkte, ved at sige: „Din næste er ikke blot din landsmand, jøden, men også andre mennesker, selv en samaritaner.“ Det ville imidlertid have været meget svært for en jøde at acceptere dette. Derfor fortalte Jesus en lignelse om en jøde som blev genstand for en samaritaners omsorg. Derved hjalp Jesus de jødiske tilhørere til at forstå at man også skulle vise ægte næstekærlighed mod ikkejøder.
Jesus havde ikke et negativt syn på samaritanerne. Da han ved en lejlighed rejste igennem Samaria holdt han hvil ved en brønd mens disciplene tog ind til den nærliggende by for at købe fødevarer. Der kom en samaritansk kvinde hen for at trække vand op, og Jesus sagde til hende: „Giv mig noget at drikke.“ Jøder havde sædvanligvis ikke noget med samaritanere at gøre, så hun spurgte: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ Jesus forkyndte derefter for hende og fortalte endda åbent at han var Messias. Hun reagerede på dette ved at gå ind i byen og tilskynde andre til at komme og lytte til ham. Resultatet blev at „mange af samaritanerne fra den by [fik] tro på ham“. Det udvirkede noget godt at Jesus ikke lå under for den indstilling der var fremherskende blandt hans samtidige landsmænd! — Johannes 4:4-42.
Det var Guds vilje at Jesus i første række skulle forkynde for jøderne, „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Hans første disciple var forståeligt nok også jøder. Men blot tre år efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen i år 33, gjorde Jehova det klart at jødiske troende skulle udvide arbejdet med at gøre disciple til også at omfatte nationerne, hedningerne.
Set med jødiske øjne var det såmænd svært nok at skulle elske en samaritaner ligesom man elskede sig selv. Det ville være endnu sværere at vise næstekærlighed mod uomskårne hedninger som havde mindre tilfælles med jøderne end samaritanerne havde. The International Standard Bible Encyclopaedia har følgende kommentar om jødernes indstilling til hedninger: „På det Nye Testamentes tid finder vi de mest yderliggående udtryk for modvilje, foragt og had. De [hedningerne] blev anset for urene, og det var ifølge loven forbudt at have selskabeligt samkvem med dem. De var fjender af Gud og hans folk, mennesker som kundskaben om Gud var forholdt medmindre de blev proselytter, og selv da kunne de ikke, som i fortiden, blive fuldstændig inddraget i fællesskabet. Jøderne måtte ikke give dem gode råd, og hvis de spurgte om noget der vedrørte det guddommelige skulle de være forbandede.“
Mange havde denne holdning, men Jehova gav apostelen Peter et syn hvori han fik at vide at han skulle ’holde op med at kalde det som Gud havde erklæret rent, for vanhelligt’. Derefter sendte Gud ham til hedningen Kornelius’ hjem. Peter forkyndte om Kristus for Kornelius og hans familie samt nogle andre hedninger. „Jeg forstår i sandhed,“ sagde Peter, „at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ Endnu mens Peter forkyndte kom den hellige ånd over nogle af de nye troende, som derefter blev døbt, hvorved de blev de første hedningekristne. — Apostelgerninger, kapitel 10.
De jødiske disciple anerkendte dette, idet de indså at Jesu befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’ ikke kun gjaldt jøder i alle lande men også hedninger. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 11:18) De lagde enhver modvilje mod hedningerne bag sig og gik nidkært i gang med at organisere en forkyndelseskampagne med det formål at gøre disciple blandt nationerne. Mindre end 30 år senere kunne det siges at den gode nyhed var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.
Apostelen Paulus var foregangsmand i dette forkyndelsesarbejde. Han var selv en kristen med jødisk baggrund. Før han blev en discipel af Jesus havde han været et nidkært medlem af farisæernes religiøse sekt. De så ikke blot ned på hedninger, men også på det jævne folk blandt deres jødiske landsmænd. (Lukas 18:11, 12) Men Paulus lod ikke disse holdninger hindre ham i at vise næstekærlighed mod andre. I stedet blev han „apostel for nationerne [hedningerne]“, idet han viede sit liv til at udføre discipelgerningen i Middelhavslandene. — Romerne 11:13.
Under sin tjeneste blev Paulus stenet, slået og fængslet. (Apostelgerninger 14:19; 16:22, 23) Fik disse barske oplevelser ham til at blive bitter og slutte at han i visse nationer og etniske grupper blot spildte sin tid? Nej, slet ikke. Han vidste at der var retsindige enkeltpersoner i de mange forskellige etniske grupper der fandtes dengang.
Når Paulus fandt nogle hedninger der var villige til at blive undervist i Guds veje, fattede han kærlighed til dem. Han skrev for eksempel til thessalonikerne: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Thessaloniker 2:7, 8) Disse hjertelige ord fra Paulus viser at han virkelig elskede de hedningekristne i Thessalonika og at han ikke ville lade noget ødelægge det gode forhold han havde til dem.
De der i dag er tilknyttet den kristne menighed opdyrker næstekærlighed til mennesker af alle etniske grupper, præcis som det var tilfældet i det første århundrede. Ved at have Guds syn på andre, og ved at dele Rigets gode nyhed med dem, er sande kristne kommet til bedre at forstå folk som de måske ellers aldrig ville have lært at kende. De nærer endda broderlig kærlighed til dem. (Johannes 13:34, 35) Dette kan du også komme til at opleve.
En sådan kærlighed eksisterer blandt Jehovas vidner, trods det at de findes i 235 lande og kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 7:9) Som et verdensomspændende brodersamfund er de forenede i tilbedelsen af Jehova; de nægter at tage del i etniske konflikter og stridigheder og forkaster fordomme som frarøver folk muligheden for at opnå et varmt forhold til deres medmennesker.
Jeg vil opfordre dig til at komme sammen med Jehovas vidner for med egne øjne at se hvordan folk fra alle etniske grupper enigt gør Guds vilje. Her vil du se næstekærlighed fungere i praksis mens den gode nyhed om Guds rige udbredes. Ja, og i deres menigheder vil du møde venlige, oprigtige mennesker som gennem deres livsførelse viser at de virkelig har lært at elske deres næste.
Mange har svært ved at vise næstekærlighed mod mennesker fra andre etniske grupper end deres egen. Det kan skyldes noget man har lært under sin opvækst eller at man selv har været ude for diskrimination. Det kan være at man selv eller ens familie er blevet terroriseret af mennesker fra en anden etnisk gruppe.
Jesus viste at det er et af Guds bud at man skal elske sin næste, og det må derfor være muligt at overvinde stærkt negative følelser. Løsningen ligger i at man lærer at betragte mennesker på samme måde som Gud og Kristus gør. Lad os med dette i tanke overveje hvilket eksempel Jesus og de første kristne har sat.
Jøderne i det første århundrede var meget negativt indstillede over for samaritanerne, et folk der levede i området mellem Judæa og Galilæa. Ved én lejlighed spurgte Jesu jødiske modstandere ham ringeagtende: „Siger vi ikke med rette: Du er samaritaner og har en dæmon?“ (Johannes 8:48) Nogle jøder nærede så stærke følelser mod samaritanerne at de offentligt forbandede dem i deres synagoger og daglig bad til at samaritanerne ikke ville få evigt liv.
Jesus kendte denne dybt rodfæstede hadske indstilling, og det var uden tvivl dét der fik ham til at fortælle lignelsen om den samaritaner der gjorde sig selv til en sand næste ved at tage sig af en jødisk mand der var blevet slået ned af røvere. Hvordan kunne Jesus ellers have svaret da den lovkyndige jøde spurgte ham: „Hvem er egentlig min næste?“ (Lukas 10:29) Jesus kunne have valgt at svare direkte, ved at sige: „Din næste er ikke blot din landsmand, jøden, men også andre mennesker, selv en samaritaner.“ Det ville imidlertid have været meget svært for en jøde at acceptere dette. Derfor fortalte Jesus en lignelse om en jøde som blev genstand for en samaritaners omsorg. Derved hjalp Jesus de jødiske tilhørere til at forstå at man også skulle vise ægte næstekærlighed mod ikkejøder.
Jesus havde ikke et negativt syn på samaritanerne. Da han ved en lejlighed rejste igennem Samaria holdt han hvil ved en brønd mens disciplene tog ind til den nærliggende by for at købe fødevarer. Der kom en samaritansk kvinde hen for at trække vand op, og Jesus sagde til hende: „Giv mig noget at drikke.“ Jøder havde sædvanligvis ikke noget med samaritanere at gøre, så hun spurgte: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ Jesus forkyndte derefter for hende og fortalte endda åbent at han var Messias. Hun reagerede på dette ved at gå ind i byen og tilskynde andre til at komme og lytte til ham. Resultatet blev at „mange af samaritanerne fra den by [fik] tro på ham“. Det udvirkede noget godt at Jesus ikke lå under for den indstilling der var fremherskende blandt hans samtidige landsmænd! — Johannes 4:4-42.
Det var Guds vilje at Jesus i første række skulle forkynde for jøderne, „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Hans første disciple var forståeligt nok også jøder. Men blot tre år efter udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen i år 33, gjorde Jehova det klart at jødiske troende skulle udvide arbejdet med at gøre disciple til også at omfatte nationerne, hedningerne.
Set med jødiske øjne var det såmænd svært nok at skulle elske en samaritaner ligesom man elskede sig selv. Det ville være endnu sværere at vise næstekærlighed mod uomskårne hedninger som havde mindre tilfælles med jøderne end samaritanerne havde. The International Standard Bible Encyclopaedia har følgende kommentar om jødernes indstilling til hedninger: „På det Nye Testamentes tid finder vi de mest yderliggående udtryk for modvilje, foragt og had. De [hedningerne] blev anset for urene, og det var ifølge loven forbudt at have selskabeligt samkvem med dem. De var fjender af Gud og hans folk, mennesker som kundskaben om Gud var forholdt medmindre de blev proselytter, og selv da kunne de ikke, som i fortiden, blive fuldstændig inddraget i fællesskabet. Jøderne måtte ikke give dem gode råd, og hvis de spurgte om noget der vedrørte det guddommelige skulle de være forbandede.“
Mange havde denne holdning, men Jehova gav apostelen Peter et syn hvori han fik at vide at han skulle ’holde op med at kalde det som Gud havde erklæret rent, for vanhelligt’. Derefter sendte Gud ham til hedningen Kornelius’ hjem. Peter forkyndte om Kristus for Kornelius og hans familie samt nogle andre hedninger. „Jeg forstår i sandhed,“ sagde Peter, „at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ Endnu mens Peter forkyndte kom den hellige ånd over nogle af de nye troende, som derefter blev døbt, hvorved de blev de første hedningekristne. — Apostelgerninger, kapitel 10.
De jødiske disciple anerkendte dette, idet de indså at Jesu befaling om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’ ikke kun gjaldt jøder i alle lande men også hedninger. (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 11:18) De lagde enhver modvilje mod hedningerne bag sig og gik nidkært i gang med at organisere en forkyndelseskampagne med det formål at gøre disciple blandt nationerne. Mindre end 30 år senere kunne det siges at den gode nyhed var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.
Apostelen Paulus var foregangsmand i dette forkyndelsesarbejde. Han var selv en kristen med jødisk baggrund. Før han blev en discipel af Jesus havde han været et nidkært medlem af farisæernes religiøse sekt. De så ikke blot ned på hedninger, men også på det jævne folk blandt deres jødiske landsmænd. (Lukas 18:11, 12) Men Paulus lod ikke disse holdninger hindre ham i at vise næstekærlighed mod andre. I stedet blev han „apostel for nationerne [hedningerne]“, idet han viede sit liv til at udføre discipelgerningen i Middelhavslandene. — Romerne 11:13.
Under sin tjeneste blev Paulus stenet, slået og fængslet. (Apostelgerninger 14:19; 16:22, 23) Fik disse barske oplevelser ham til at blive bitter og slutte at han i visse nationer og etniske grupper blot spildte sin tid? Nej, slet ikke. Han vidste at der var retsindige enkeltpersoner i de mange forskellige etniske grupper der fandtes dengang.
Når Paulus fandt nogle hedninger der var villige til at blive undervist i Guds veje, fattede han kærlighed til dem. Han skrev for eksempel til thessalonikerne: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Thessaloniker 2:7, 8) Disse hjertelige ord fra Paulus viser at han virkelig elskede de hedningekristne i Thessalonika og at han ikke ville lade noget ødelægge det gode forhold han havde til dem.
De der i dag er tilknyttet den kristne menighed opdyrker næstekærlighed til mennesker af alle etniske grupper, præcis som det var tilfældet i det første århundrede. Ved at have Guds syn på andre, og ved at dele Rigets gode nyhed med dem, er sande kristne kommet til bedre at forstå folk som de måske ellers aldrig ville have lært at kende. De nærer endda broderlig kærlighed til dem. (Johannes 13:34, 35) Dette kan du også komme til at opleve.
En sådan kærlighed eksisterer blandt Jehovas vidner, trods det at de findes i 235 lande og kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 7:9) Som et verdensomspændende brodersamfund er de forenede i tilbedelsen af Jehova; de nægter at tage del i etniske konflikter og stridigheder og forkaster fordomme som frarøver folk muligheden for at opnå et varmt forhold til deres medmennesker.
Jeg vil opfordre dig til at komme sammen med Jehovas vidner for med egne øjne at se hvordan folk fra alle etniske grupper enigt gør Guds vilje. Her vil du se næstekærlighed fungere i praksis mens den gode nyhed om Guds rige udbredes. Ja, og i deres menigheder vil du møde venlige, oprigtige mennesker som gennem deres livsførelse viser at de virkelig har lært at elske deres næste.