DF fordrejer og forringer historien om danskerne
Folkepartiet har i 20 år modarbejdet bærende værdier i den danske fortælling.
Da Morten Messerschmidt for en uge siden stormede ind i Europaparlamentet, var det med sloganet ’Mere Danmark – mindre EU’.
Men det store paradoks er, at Dansk Folkeparti reelt har arbejdet for ’mindre Danmark’, siden Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard stiftede partiet i 1990’erne.
Man har fundet belejlige symboler til dagens ledige standpunkt, men systematisk skåret bærende danske værdier fra: barmhjertigheden, solidariteten og åbenheden.
Den kristne kulturarv er en del af de fleste danskere og også af mig. Jeg holder af sangene, af traditionerne og af barmhjertighedsbudskabet om, at vi skal elske vores næste som os selv.
Som dansker er jeg født på det fundament. Og som minister for Danmarks indsats i verdens fattigste lande rummer mange af mine politiske tiltag netop det gamle ord, som stadig lever stærkt i vores kultur: barmhjertighed.
Det kan lyde lidt flot i en politisk kontekst, som mange måske forbinder med kynisk kalkule. Men gennem Danida bekæmper Danmark hver dag fattigdom og krænkelser over hele kloden. Som rigt land stiller vi op for sultende og forfulgte.
Nogle af mine første beslutninger som minister var at yde humanitære bidrag til Den Centralafrikanske Republik på randen af sammenbrud og til Syrien, hvor familier er splittet til atomer.
Vi vil som samfund ikke leve med, at mennesker slagtes på åben gade og børn spiser græs for at overleve. Vi handler, fordi barmhjertigheden er mere naturlig for os end ligegyldigheden.
Men det er den ikke for Dansk Folkeparti, som vil beskære ulandsbistanden dramatisk. Det står i skærende kontrast til det flertal af danskerne, som er imod at skære i bistanden.
For vi har som nation fået barmhjertigheden ind med den kulturelle modermælk. Gennem det kristne budskab, ja. Men også gennem ulandskalenderens låger i december. Organisationernes raslebøsser på dørtrinnet nogle søndage om året. Danmarks Indsamling lørdag aften foran tv-skærmene. Og hvis vi af og til glemmer det, har vi i over 40 år haft en dronning til at minde os kærligt om det nytårsaften.
Men historien om danskerne som et barmhjertigt folk bliver både fordrejet og forringet, hvis Thulesen Dahl igen en dag skulle blive chefredaktør på den danske fortælling. Det passer ikke ind i den skabelon, han og Pia Kjærsgaard har brugt til at designe deres politiske projekt.
Budskabet om det solidariske Danmark skal også undergå skarp redigering. Fagbevægelsens kamp for et anstændigt arbejdsmarked mødes med skuldertræk. Social dumping engagerede DF sig ikke i, da de havde magten i 10 år. Og som oppositionsparti har de mest været optaget af at modarbejde regeringens politiske forslag til gavn for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Senest ved at stemme imod et forslag om at slå hårdt ned med bøder over for vognmænd, der dumper lønningerne med ulovlig kørsel. Det nærmeste Thulesen Dahl er kommet den danske model, var vel, da han hånede solidariske overenskomster ved at spise flæsk på Restaurant Vejlegården og passerede 3F’s blokadevagter på vejen.
Det ærgrer mig både som socialdemokrat og som handels- og udviklingsminister. For netop den danske model har sikret os et stabilt og socialt samfund, som verden ser til med beundring. En samfundsmodel, vi bør eksportere til de udviklingslande, som netop i disse år er ved at blive til vækstlande.
Vi kan være med til at ansvarliggøre nye markeder og dermed både skabe bedre vilkår ude og på sigt værne mod lønpres herhjemme.
Men arbejderen, der står skulder ved skulder med sin kollega, beskæftiger Dansk Folkeparti sig kun med i overskrifter. Hvor er den politiske indsats? De 70 procent af danskerne, som ønsker større fokus på social dumping og lønpres, må være stærkt optaget af, om DF nu reelt – ikke bare i slogans – vil tage den kamp for Danmark. Indtil videre har det ikke været tilfældet.
Danmark har altid været en åben søfarts- og handelsnation. Som minister for eksporten møder jeg igen og igen danske virksomheder, der modigt og nysgerrigt drager ud i verden for at erobre nyt terræn gennem eksport og etablering af virksomhed. Det er imponerende, når jeg ude i det vestlige Kina kan møde midtjyske virksomheder, der med ægte pionerånd kaster sig ud på et fremmed marked.
Men med skræmmekampagnen mod patentreformen modarbejdede DF i danskhedens navn noget af det allermest danske: åbenheden og lysten til at begive sig ud i verden med danske produkter og med teknologi, som er unik for vores land.
Det var et kolossalt svigt af danske arbejdspladser, at Dansk Folkeparti sagde nej til en forenkling af patentsystemet, så man hurtigere kan få patent i hele Europa og komme ud på nye markeder. Og det viste sig da også at være helt ude af trit med folkestemningen.
Danskerne bakker op om vores indsats i de fattigste lande. Danskerne ønsker reel kamp mod globalt lønpres. Danskerne tør godt møde verden med alt det, vores land har at byde på. Vi er barmhjertige, solidariske og åbne.
Dansk Folkeparti skylder os at overholde løftet om ’mere Danmark’ – og begynde at tage folkesjælen alvorligt.
Da Morten Messerschmidt for en uge siden stormede ind i Europaparlamentet, var det med sloganet ’Mere Danmark – mindre EU’.
Men det store paradoks er, at Dansk Folkeparti reelt har arbejdet for ’mindre Danmark’, siden Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard stiftede partiet i 1990’erne.
Man har fundet belejlige symboler til dagens ledige standpunkt, men systematisk skåret bærende danske værdier fra: barmhjertigheden, solidariteten og åbenheden.
Den kristne kulturarv er en del af de fleste danskere og også af mig. Jeg holder af sangene, af traditionerne og af barmhjertighedsbudskabet om, at vi skal elske vores næste som os selv.
Som dansker er jeg født på det fundament. Og som minister for Danmarks indsats i verdens fattigste lande rummer mange af mine politiske tiltag netop det gamle ord, som stadig lever stærkt i vores kultur: barmhjertighed.
Det kan lyde lidt flot i en politisk kontekst, som mange måske forbinder med kynisk kalkule. Men gennem Danida bekæmper Danmark hver dag fattigdom og krænkelser over hele kloden. Som rigt land stiller vi op for sultende og forfulgte.
Nogle af mine første beslutninger som minister var at yde humanitære bidrag til Den Centralafrikanske Republik på randen af sammenbrud og til Syrien, hvor familier er splittet til atomer.
Vi vil som samfund ikke leve med, at mennesker slagtes på åben gade og børn spiser græs for at overleve. Vi handler, fordi barmhjertigheden er mere naturlig for os end ligegyldigheden.
Men det er den ikke for Dansk Folkeparti, som vil beskære ulandsbistanden dramatisk. Det står i skærende kontrast til det flertal af danskerne, som er imod at skære i bistanden.
For vi har som nation fået barmhjertigheden ind med den kulturelle modermælk. Gennem det kristne budskab, ja. Men også gennem ulandskalenderens låger i december. Organisationernes raslebøsser på dørtrinnet nogle søndage om året. Danmarks Indsamling lørdag aften foran tv-skærmene. Og hvis vi af og til glemmer det, har vi i over 40 år haft en dronning til at minde os kærligt om det nytårsaften.
Men historien om danskerne som et barmhjertigt folk bliver både fordrejet og forringet, hvis Thulesen Dahl igen en dag skulle blive chefredaktør på den danske fortælling. Det passer ikke ind i den skabelon, han og Pia Kjærsgaard har brugt til at designe deres politiske projekt.
Budskabet om det solidariske Danmark skal også undergå skarp redigering. Fagbevægelsens kamp for et anstændigt arbejdsmarked mødes med skuldertræk. Social dumping engagerede DF sig ikke i, da de havde magten i 10 år. Og som oppositionsparti har de mest været optaget af at modarbejde regeringens politiske forslag til gavn for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Senest ved at stemme imod et forslag om at slå hårdt ned med bøder over for vognmænd, der dumper lønningerne med ulovlig kørsel. Det nærmeste Thulesen Dahl er kommet den danske model, var vel, da han hånede solidariske overenskomster ved at spise flæsk på Restaurant Vejlegården og passerede 3F’s blokadevagter på vejen.
Det ærgrer mig både som socialdemokrat og som handels- og udviklingsminister. For netop den danske model har sikret os et stabilt og socialt samfund, som verden ser til med beundring. En samfundsmodel, vi bør eksportere til de udviklingslande, som netop i disse år er ved at blive til vækstlande.
Vi kan være med til at ansvarliggøre nye markeder og dermed både skabe bedre vilkår ude og på sigt værne mod lønpres herhjemme.
Men arbejderen, der står skulder ved skulder med sin kollega, beskæftiger Dansk Folkeparti sig kun med i overskrifter. Hvor er den politiske indsats? De 70 procent af danskerne, som ønsker større fokus på social dumping og lønpres, må være stærkt optaget af, om DF nu reelt – ikke bare i slogans – vil tage den kamp for Danmark. Indtil videre har det ikke været tilfældet.
Danmark har altid været en åben søfarts- og handelsnation. Som minister for eksporten møder jeg igen og igen danske virksomheder, der modigt og nysgerrigt drager ud i verden for at erobre nyt terræn gennem eksport og etablering af virksomhed. Det er imponerende, når jeg ude i det vestlige Kina kan møde midtjyske virksomheder, der med ægte pionerånd kaster sig ud på et fremmed marked.
Men med skræmmekampagnen mod patentreformen modarbejdede DF i danskhedens navn noget af det allermest danske: åbenheden og lysten til at begive sig ud i verden med danske produkter og med teknologi, som er unik for vores land.
Det var et kolossalt svigt af danske arbejdspladser, at Dansk Folkeparti sagde nej til en forenkling af patentsystemet, så man hurtigere kan få patent i hele Europa og komme ud på nye markeder. Og det viste sig da også at være helt ude af trit med folkestemningen.
Danskerne bakker op om vores indsats i de fattigste lande. Danskerne ønsker reel kamp mod globalt lønpres. Danskerne tør godt møde verden med alt det, vores land har at byde på. Vi er barmhjertige, solidariske og åbne.
Dansk Folkeparti skylder os at overholde løftet om ’mere Danmark’ – og begynde at tage folkesjælen alvorligt.