Din vidunderlige idiot!
Jeg elsker dig stadig! Det holder vist aldrig op...
Kærlighed har vel ingen grund...den er der bare...ikke en skid værd...hænger bare og dingler i trevler, blafrer i vinden....
Dette er en historie om numre...Vores numre passer ikke sammen. Mit er for højt, og dit er for lavt....Hvorfor skal vi dog samle på sådan noget? Men det skal vi altså...det gør man her på disse kanter.
Jeg er ked af at indse, at jeg er den, der er valgt til IKKE at dele din byrde, uanset at det er mit inderste ønske.
Du stævnede ud fra havnen for at søge dit liv. Havnen var kun bitterhed og had, det var, hvad du læssede dit skib med...Og nu er der ingen grund til at blive...
Gad vide om du finder lykken med den last....
Men hvis du kigger i lastrummet, ser du nogle bitte små ting i det ene hjørne. Det er de gaver, jeg gav dig. Det var fattigt, men det var mit hjerteblod...
Måske gav jeg dig noget, du kan skimte fremtiden igennem...
Hvis du en enkelt gang i fremtiden kigger dig tilbage over skulderen, vil du se denne mørke skikkelse på molen....mange, mange år væk fra dig...men altid i kærlighed....tænk på det som rødt, varmt, velsmagende, tæt, trygt, omsorgsfuldt, helbredende, hengivent...altid med glæde og altid parat.
Du kastede aldrig anker, og gik aldrig i land. Over rælingen kastede du kys og søde ord. Mens vandet skyllede ind over og gjorde mig våd og kold fra top til tå....smilede du til en anden, kvinde ved siden af....
"Skøge" hviskede du, mens du kyssede mig. Du udviskede min hukommelse, bedøvede mig med alkohol og voldtog mig....time efter time...Luften fyldtes med vidunderlig musik og jeg fik blå mærker overalt....Det smertede steder, jeg ikke vidste kunne gøre ondt...
...og i mit hjerte....
Jeg ønsker ikke at tænke på det....men hvad er sådan et ønske værd? Jeg så alt det, jeg elsker dig for, mens jeg ikke fattede, hvad der skete....Det ser jeg hele tiden
Ah...det omtågede og forvoksede hjerte...Jeg har prøvet at kaste det i nakken på dig, men det nytter ikke noget...det vender bare tilbage til mig med endnu mere sorg.
Bagefter lo du højt af mig og ydmygede mig, tog alt hvad jeg havde af penge, vanærede mine venner, min familie og mine børn. Og løb fra dine løfter....
Det, der er at elske...kunne jeg se, fordi jeg kan se ind i dig....så langt rækker mig øje, fordi mit nummer er så højt!
Længe efter indtraf katastrofen. Men du havde vidst, den kom længe før, det var en af de ting der gjorde dig så tavs og bitter...du havde fortalt mig om den....men nu kom den så....Sygdom, død, desperation, tab, forvisning....Sorgen væltede ind over dig...jeg tilbød dig mit venskab...du svarede ikke.
Jeg spurgte febrilsk og rådvild alle steder...i naturen, i fortiden, i fremtiden, blandt venner og ukendte...jeg opbrugte alle råd...Jeg fulgte også mit hjerte...men det var nok det, der blotlagde mit inderste... og gav dig mest grund til at grine højt... og være mest ligeglad....
Jeg ved jo godt, at du ikke kan bruge min kærlighed til noget...det kan jeg se, men mit hjerte kan ikke se noget....det elsker dig bare ubønhørligt hele tiden....
Og nu hørte jeg så vinden hviske, at du var gået i land i en havn et sted...
En havn...en sikker havn i en anden kvindes favn. Nu ligger du i det lune, mørke og hvisker hendes navn i kærlighed time efter time, langt væk fra mig...
Lang tid er der gået. Men stille her på havnen står jeg stadig og stirrer efter dit skib...Horisonten er tom, og der er ikke mere at se.
Kun erindringen minder mig om alt, det du viste mig i dit indre landskab, og det nærer flammerne i mit hjerte ...
...alt er sket som forudset....
Forbandet, og forvist til altid at fejle, er jeg henvist til velsignelsen af håbet og at betragte alting dø i hvisken og råben....
Af forbandelsen og ensomheden kunne håbet befrie lykken og løslade kærligheden....men det er en historie om numre, der ikke passer sammen.....
Kærlighed har vel ingen grund...den er der bare...ikke en skid værd...hænger bare og dingler i trevler, blafrer i vinden....
Dette er en historie om numre...Vores numre passer ikke sammen. Mit er for højt, og dit er for lavt....Hvorfor skal vi dog samle på sådan noget? Men det skal vi altså...det gør man her på disse kanter.
Jeg er ked af at indse, at jeg er den, der er valgt til IKKE at dele din byrde, uanset at det er mit inderste ønske.
Du stævnede ud fra havnen for at søge dit liv. Havnen var kun bitterhed og had, det var, hvad du læssede dit skib med...Og nu er der ingen grund til at blive...
Gad vide om du finder lykken med den last....
Men hvis du kigger i lastrummet, ser du nogle bitte små ting i det ene hjørne. Det er de gaver, jeg gav dig. Det var fattigt, men det var mit hjerteblod...
Måske gav jeg dig noget, du kan skimte fremtiden igennem...
Hvis du en enkelt gang i fremtiden kigger dig tilbage over skulderen, vil du se denne mørke skikkelse på molen....mange, mange år væk fra dig...men altid i kærlighed....tænk på det som rødt, varmt, velsmagende, tæt, trygt, omsorgsfuldt, helbredende, hengivent...altid med glæde og altid parat.
Du kastede aldrig anker, og gik aldrig i land. Over rælingen kastede du kys og søde ord. Mens vandet skyllede ind over og gjorde mig våd og kold fra top til tå....smilede du til en anden, kvinde ved siden af....
"Skøge" hviskede du, mens du kyssede mig. Du udviskede min hukommelse, bedøvede mig med alkohol og voldtog mig....time efter time...Luften fyldtes med vidunderlig musik og jeg fik blå mærker overalt....Det smertede steder, jeg ikke vidste kunne gøre ondt...
...og i mit hjerte....
Jeg ønsker ikke at tænke på det....men hvad er sådan et ønske værd? Jeg så alt det, jeg elsker dig for, mens jeg ikke fattede, hvad der skete....Det ser jeg hele tiden
Ah...det omtågede og forvoksede hjerte...Jeg har prøvet at kaste det i nakken på dig, men det nytter ikke noget...det vender bare tilbage til mig med endnu mere sorg.
Bagefter lo du højt af mig og ydmygede mig, tog alt hvad jeg havde af penge, vanærede mine venner, min familie og mine børn. Og løb fra dine løfter....
Det, der er at elske...kunne jeg se, fordi jeg kan se ind i dig....så langt rækker mig øje, fordi mit nummer er så højt!
Længe efter indtraf katastrofen. Men du havde vidst, den kom længe før, det var en af de ting der gjorde dig så tavs og bitter...du havde fortalt mig om den....men nu kom den så....Sygdom, død, desperation, tab, forvisning....Sorgen væltede ind over dig...jeg tilbød dig mit venskab...du svarede ikke.
Jeg spurgte febrilsk og rådvild alle steder...i naturen, i fortiden, i fremtiden, blandt venner og ukendte...jeg opbrugte alle råd...Jeg fulgte også mit hjerte...men det var nok det, der blotlagde mit inderste... og gav dig mest grund til at grine højt... og være mest ligeglad....
Jeg ved jo godt, at du ikke kan bruge min kærlighed til noget...det kan jeg se, men mit hjerte kan ikke se noget....det elsker dig bare ubønhørligt hele tiden....
Og nu hørte jeg så vinden hviske, at du var gået i land i en havn et sted...
En havn...en sikker havn i en anden kvindes favn. Nu ligger du i det lune, mørke og hvisker hendes navn i kærlighed time efter time, langt væk fra mig...
Lang tid er der gået. Men stille her på havnen står jeg stadig og stirrer efter dit skib...Horisonten er tom, og der er ikke mere at se.
Kun erindringen minder mig om alt, det du viste mig i dit indre landskab, og det nærer flammerne i mit hjerte ...
...alt er sket som forudset....
Forbandet, og forvist til altid at fejle, er jeg henvist til velsignelsen af håbet og at betragte alting dø i hvisken og råben....
Af forbandelsen og ensomheden kunne håbet befrie lykken og løslade kærligheden....men det er en historie om numre, der ikke passer sammen.....