Drømmen er bristet

Jeg skal skilles efter 7 års samliv - kan slet ikke finde ro i mine tanker, er bange for ensomheden, selv om jeg har godt netværk, venner (par) godt job osv.... men hvordan kommer jeg dog videre lige nu.
Overskuddet er i bund, har krævende job som jeg lige nu er nødt til at være sygemldt fra, da frustrationerne fylder det hele - føler nærmest at "væggene falder ind i hovedet på mig"
Ved ikke hvilke svar jeg søger lige nu, måske blot nogle trøstende ord og et "skub" til at komme videre.
Så mange tanker og uvisse spørgsmål trænger sig på. Savner singlevenner.... føler mig fortabt. Ved jeg inderst inde er stærk og nok skal komme "op" igen, men lige nu aner jeg ikke hvordan....
Mille

At efter regn kommer der altid sol 🙂 .......... kender ikke årsaget til hvorfor du skal skilles, og kommer heller ikke mig ved, men find noget du kan kæmpe for..... har du børn er de altid værd at kæmpe for, de stumper der kan reddes fra "forliset" er også altid værd at kæmpe for!.... problemet i en skilsmisse er afmagten, og følelsen af pludselig at have et stort hul i sin fortid, man ikke føler kan fyldes op igen, og derfor har svært ved at se hvordan man skal skabe en fremtid igen..... men dette "hul" kan fyldes op igen........ når du er kommet lidt på afstand, og ser mere rationelt på virkeligheden!
Held og lykke med fremtiden! 🙂

Hej
Jeg kan desværre ikke sige nogle trøstende ord eller et skub....står selv og skal tage den svære beslutning.
Jeg kunne dog godt tænke mig at høre....hvordan tager man det store skridt til skilsmisse?
Man håber jo hele tiden på at det hele bliver løst og man kan forsætte.

At "mille" selv har taget beslutningen!.......... men hvis du' har en rigtig god grund til at gå', behøver du ikke råd! ........ er det derimod kun fordi du keder dig.... synes jeg du selv skal finde ud af det!

Nej du har ret....tænkte ikke lige at Mille måske ikke selv har taget beslutningen, sorry.

Beslutningen er ikke min - til start.... kan godt se at vi havde mange problemer som gjorde vores samliv svært, og ved måske inderst inde, at det er bedst sådan. Har bare så mange følelser i klemme.
Elsker ham stadig, men ved også at vi ikke kan finde ud af at leve sammen. Har en voksen datter som er der for mig, dejlig familie, men af en eller anden grund (omsorg/vil skåne dem) prøver at ikke at dele for mange af mine triste og opgivende tanker med dem.
Mine venner er der for mig, men ingen kan udfylde det tomrum jeg lige nu sidder med. Drømmen om at være "tilvalgt" "være en andens et og alt", en at dele livet, fremtiden og en at "blive gammel med"..... "det" vi havde som også er gode minder.... osv osv....
Alt er lige nu uoverskueligt, jeg kender hverken min bosituation, økonomi eller noget. Håber jeg har råd til at købe min mand ud og blive i huset, men mangler stadig vurdeingspapirer, bankens godkendelse osv.
Drømmen som gik i opfyldelse da vi som 40årige fandt hinaden og troede at "dette var livet og fremtiden" er væk, familierne splites - alle de gode minder er nu fortid.... - hold da op hvor jeg føler mig alene og "forlist"
Bare lidt svar på nogle af de kommentarer der er indkommet....

Se for guds skyld at komme på arbejde igen, det er en god måde at blive bekræftet på, og dine kollegaer ser dig garanteret som en de gerne vil hjælpe lige nu, tag imod.
Blev selv skilt for 7 år siden efter 22 år i et stadig vanskeligere ægteskab, og nu har jeg det som blommen i et æg.
De første "nu-er-jeg-fravalgt" snøfterier skal du se at glemme, for du er ikke fravalgt. Du er bare ikke tilvalgt af den rigtige endnu, sådan valgte jeg at se på det, og hvorfor gå og begræde at man ikke kunne få det til at fungere med den forkerte, når der er så mange rigtige derude, for det er der.
Din fremtid er ikke væk, den begynder hver gang du har et nyt valg i livet. Det er dejligt og spændende at møde nye mennesker.

Er sikker på ar ret i at det "nok skal komme", kan bare ikke se det lige nu...
Kan desværre ikke starte på arbejde nu - selv om jeg nok ønskede det. Mine kollegaer ved besked og kontakter mig jævnligt, men området jeg arbejder indenfor, tillader ikke at jeg er der lige nu, hvor overskud og frusrationer fylder for meget.
Tak for dit svar :)

har selv prøvet det, efter 22 års samliv var det pludselig forbi.
Jeg kan kun fortælle hvordan jeg kom videre.
Nu er jeg en stædig rad så det skulle ikke få lov at knække mig, men følelsen af at være alene med mine tanker var der og jo, det var en svær overgang.
Jeg kom videre med hjælp fra mine få venner, de var der når jeg havde det skidt, men min egen vilje til at komme videre hjalp også.
Minderne har du stadig, de er nu blot dine alene, i et stykke tid, derefter vil du se anderledes på den side af sagen, noget andet er at du bør se fremad og finde ro i din fremtid som single indtil du er afklaret.
Det økonomiske er næsten altid et stort kaos ved en skilsmisse, det kan virke u-overskueligt og man er tilbøjelig til at tage lidt for hurtige beslutninger som så senere kan vælte ens økonomi.
Økonomien er nu ikke det værste, dine følelser er nok det som vil være hårdest for dig at komme fri af, men du må nok se i øjnene at der ikke er nogen vej tilbage og da i har levet sammen i en del år skal du ikke på nogen måde ændre følelser for det menneske der har betydet meget for dig, det kan man ikke.
Selv er jeg i dag bedsteven med min ex, efter ½ år med arrigskab over mit forliste ægteskab blev vi enige om, at det ikke er optimalt så mit råd til dig i den retning er, lad være med at gøre noget der kan skade jeres videre forhold, i skal så ikke leve sammen, men det er nu dejligt at kunne ses på gaden uden at føle had og afsky, det er nemlig det der tit sker når 2 mennesker går fra hinanden.
Du har stadig livet foran dig og hvis du selv vil kommer du ud på den anden side med nogle "sår" som aldrig heles, men som ændres til minder om et menneske der en tid betød måske alt for dig, du er jo kvinde og hvis du tænker tilbage på dengang du fødte dit barn har du ganske sikkert glemt smerten, det samme vil ske i denne situation, hvis i begge vil det.
Håber for dig at du er stærk nok til at komme videre uden bitterhed og had, desværre er det du nu er midt i noget som bare sker når man mindst venter det.
Med venlig hilsen
Ernst

Har læst denne tråd med omhu, og må indrømme at jeg lidt var på "Mr Hunters" side. Det er jeg ikke længere...eller ikke helt længere :)
Det er sympatisk at se denne side af dig Mjølner (håber at du ikke er udsat for endnu en copycat)
Mvh Lagermann

The one and only! 😉

At komme videre efter en skilsmisse. Jeg blev også fravalgt og flyttede for et halvt år siden fra manden til mine 2 børn. Forud var gået 1½ år med frustrationer. Min mand forelskede sig i naboen og bor nu sammen med hende i det hus hvor vi boede sammen. Jeg har nu endelig VALGT at acceptere situationen. Det er en proces, men her et halvt år efter er jeg så langt at jeg kan se lyst på nogle ting, selvom det stadig er svært.
Jeg har brugt at skrive frustrationerne ned på papir. Jeg har lavet en liste over de ting hos min ex jeg er træt af, og derigennem har jeg fundet min begrundelse for at vi skulle skilles. Det sværeste er tiden hvor man ikke kan forstå det. Selvom man elsker og føler sig forladt, så har der jo været nogle ting i ægteskabet der ikke fungerer og det er vigtigt at se dem i øjnene. Jeg har også talt med veninder og venner. At få det snakket ud har været vigtigt for mig.
Samtidig tror jeg på at alt godt kommer til den som venter. Jeg tror ikke vi to har oplevet den ultimative kærlighed endnu. Vores ex-mænd var ikke de rigtige. Til gengæld kan man godt have et godt liv uden mand.
Mange tanker fra en som er lidt længere i processen, uden at være helt igennem.