Drømmesprog og impressionisme - ANMELDELSE
Forfatter: Jørn Riel
Titel: Den lange rejse
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 247 Pris: 250 kr
[sol][sol][sol][sol] ud af 6 sole
Riels roman er simpel og ligefrem, ja næsten naiv. Gennem de første kapitler har man indtryk af at man læser en børnebog. Sproget er enkelt og handlingen ukompliceret. Men som man trænger dybere ind i stoffet, bliver de troværdige men aldrig demonstrative detaljer fra eskimolivet i Grønland så fængende at selv den voksne læser ikke kan slippe bogen. Og da de shamanistiske aspekter af inuitternes religiøse liv indflettes, får bogen endnu et nyk i filosofisk og psykologisk retning.
Historiens eventyrlige udvikling bliver til sidst så tilpas dramatisk at siderne bladrer sig selv, og det etnologisk indhold gør at bogen åbner sig selv. Kærligheden til Grønland, eskimoerne, naturen oh livet er så gennemtrængende at man på sin vis føler sig helbredt af at stifte bekendtskab med Leiv, Apuluk, Naura, Sølvi og de andre.
Stoffet overgår med andre ord formen og flyder frit uden at blive kunstnerisk overbragt. Faktisk er der flere fortællemæssige eller afsnitslokale fejl som ikke er renset ud. Men læseren panikker ikke eftersom stoffets meget oprindelige natur ikke påkræver sig fejlfrihed - det generer på ingen måde bogens kommunikerbarhed.
Romanen minder på sin vis om Joseph Conrad's klassiske Mørkets Hjerte. Hovedpersonerne rejser dybere og dybere ud i ukendt geografiske og psykologiske landskaber, indtil alting bliver uvirkeligt og ophæver sin egen eksistens. Men uden de kolonialistiske og klassesamfundssociale undertoner som Conrad udforskede. Dybest inde overlades vi til inuiternes og indianernes rustikke og arkaiske ubevidste forestillingsverden og den moderne læser afkræves at hænge den rationelle overfrakke i døren for at komme videre. Riel skaber drømmesprog og impressionisme.
Titel: Den lange rejse
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sider: 247 Pris: 250 kr
[sol][sol][sol][sol] ud af 6 sole
Riels roman er simpel og ligefrem, ja næsten naiv. Gennem de første kapitler har man indtryk af at man læser en børnebog. Sproget er enkelt og handlingen ukompliceret. Men som man trænger dybere ind i stoffet, bliver de troværdige men aldrig demonstrative detaljer fra eskimolivet i Grønland så fængende at selv den voksne læser ikke kan slippe bogen. Og da de shamanistiske aspekter af inuitternes religiøse liv indflettes, får bogen endnu et nyk i filosofisk og psykologisk retning.
Historiens eventyrlige udvikling bliver til sidst så tilpas dramatisk at siderne bladrer sig selv, og det etnologisk indhold gør at bogen åbner sig selv. Kærligheden til Grønland, eskimoerne, naturen oh livet er så gennemtrængende at man på sin vis føler sig helbredt af at stifte bekendtskab med Leiv, Apuluk, Naura, Sølvi og de andre.
Stoffet overgår med andre ord formen og flyder frit uden at blive kunstnerisk overbragt. Faktisk er der flere fortællemæssige eller afsnitslokale fejl som ikke er renset ud. Men læseren panikker ikke eftersom stoffets meget oprindelige natur ikke påkræver sig fejlfrihed - det generer på ingen måde bogens kommunikerbarhed.
Romanen minder på sin vis om Joseph Conrad's klassiske Mørkets Hjerte. Hovedpersonerne rejser dybere og dybere ud i ukendt geografiske og psykologiske landskaber, indtil alting bliver uvirkeligt og ophæver sin egen eksistens. Men uden de kolonialistiske og klassesamfundssociale undertoner som Conrad udforskede. Dybest inde overlades vi til inuiternes og indianernes rustikke og arkaiske ubevidste forestillingsverden og den moderne læser afkræves at hænge den rationelle overfrakke i døren for at komme videre. Riel skaber drømmesprog og impressionisme.