Dyster digt

Da sejled et skib fra ishavet ud
med en mast støbt af glas
og på stævnen var skrevet hvert eneste bud
med et sejl der var skabt ved profeternes ord
og syvogtyve syngende nonner om bord
og skibet det sejled mod øst og mod vest
båret frem af den døende sukkende blæst
det sejled med hast så at sejlene brast
med et blindt barn ved roret
og tusinde tårer som last
og skibet det sejled mod vest og mod øst
det hastede frem mod det fjerneste kyst
det stødte mod bjerget hvor tårnet det stod
og tårnet det vælted og spildte sit blod
ud over jorden og livstræets rod
og de rejste et hegn
som et levende tegn
på at fortiden ALDRIG forgår
og de bygged et borg
af de sørgendes sorg
fordi nutiden ALTID forgår
og de hejste et flag
på den yderste dag
fordi fremtiden ALTID består