Dårlig kæreste/papmor
Føler mig virkelig som en skidt kvinde, men GUD hvor er jeg træt af min kæreste og hans datter på 5år..
I hverdagen er vi enige om alting og har det generelt godt sammen. MEN når så hans datter kommer på weekend bryder helved løs. Hun er en møgunge og han giver hende lov.
Fx. Hun går rundt på spisebordet med sko på, jeg beder hende gå ned. Hun vender sig rundt og sparker alt ned fra bordet. To glas bliver smadret. Jeg giver hende en mindre skideballe/irettesættelse, hvorefter hun bryder ud i voldsom gråd, og far trøster.
Eller her til aften hvor hun sidder på bordet og ser på jeg laver mad. Lige pludselig spytter hun ned i sovsen, som jeg er ved at lave. Jeg løfter hende ned fra bordet, sætter mig på knæ og prøver at forklare hende at sådan noget gør man ikke. Hun begynder igen at tude og farmand trøster hende, hvorefter jeg får en skideballe for at få hende til at græde!
Han sætter konstant en grænse, og når hun ikke får sin vilje giver hun sig til at græde og far overgiver sig. Hvilket altid resultere i at når jeg så siger nej til noget, gør hun det alligevel fordi hun er vant til far giver lov.
Hun går konstant og smækker med dørene når hun ikke får hans opmærksomhed, og indtil videre (på godt 7mdr) har hun ødelagt 1 dørkarm og 3 ruder i den franske altandør. Og farmand skælder selv ud, men når hun så endnu engang græder får hun lov til at starte forfra med smækkeriet.
Jeg vil fanme ikke finde mig i det mere, for det er også mit hjem. Men hvordan får jeg ham til at indse det? I hans øjne er hun stadig et lille barn der ikke ved bedre! [???]
I hverdagen er vi enige om alting og har det generelt godt sammen. MEN når så hans datter kommer på weekend bryder helved løs. Hun er en møgunge og han giver hende lov.
Fx. Hun går rundt på spisebordet med sko på, jeg beder hende gå ned. Hun vender sig rundt og sparker alt ned fra bordet. To glas bliver smadret. Jeg giver hende en mindre skideballe/irettesættelse, hvorefter hun bryder ud i voldsom gråd, og far trøster.
Eller her til aften hvor hun sidder på bordet og ser på jeg laver mad. Lige pludselig spytter hun ned i sovsen, som jeg er ved at lave. Jeg løfter hende ned fra bordet, sætter mig på knæ og prøver at forklare hende at sådan noget gør man ikke. Hun begynder igen at tude og farmand trøster hende, hvorefter jeg får en skideballe for at få hende til at græde!
Han sætter konstant en grænse, og når hun ikke får sin vilje giver hun sig til at græde og far overgiver sig. Hvilket altid resultere i at når jeg så siger nej til noget, gør hun det alligevel fordi hun er vant til far giver lov.
Hun går konstant og smækker med dørene når hun ikke får hans opmærksomhed, og indtil videre (på godt 7mdr) har hun ødelagt 1 dørkarm og 3 ruder i den franske altandør. Og farmand skælder selv ud, men når hun så endnu engang græder får hun lov til at starte forfra med smækkeriet.
Jeg vil fanme ikke finde mig i det mere, for det er også mit hjem. Men hvordan får jeg ham til at indse det? I hans øjne er hun stadig et lille barn der ikke ved bedre! [???]