Egoistiske 2. rangs-forældre...
HVORFOR er der så mange forældre derude, som tydeligvis ikke har fattet en meter af, hvad begrebet ”BARNETS TARV” går ud på??? Egoistiske forældre, der gang på gang sætter deres egne behov i højsæde og er bedøvende ligeglade med, om det hermed går ud over barnet? Forældre, der....
...aflyser samværet eller simpelthen bare ikke afhenter deres børn, fordi ”noget kom i vejen”! Akkurat lige som der gjorde for 14 dage siden, eller 6 gange i løbet af det sidste halve år?
...uden skelen til børnenes følelser, kommer af med deres sårede følelser og trang til hævn ved at rakke ned på den anden part, mens børnene hører på det, eller ved at stikke en kæp i hjulet for modpartens samvær med børnene?
...i barnets værdifulde 2 dage med ex-partneren liiige skal ringe og fortælle om den overraskelse, der venter på værelset, når de kommer hjem, så barnet slet ikke kan nyde weekenden pga. spændingen?
...ikke kan finde ud af at tage deres børn med på ferie eller nægter at gå på kompromis med ex’en, så alle (læs børnene) får mest ud af det?
...går mere op i at indkassere børnepenge eller undgå at betale dem, end i at blive enige om at børnene altså er fælles ansvar, uanset de ikke bor sammen mere?
...kræver samværet nedsat fra en uge hvert sted, til sølle to dage hver anden weekend, uagtet at psykologer og skoler udtaler, at børnene trives fint med den gamle ordning og vil lide under det formindskede samvær?
Var der nogen, der følte sig ramt? Det kunne man jo håbe, for det er sgu da lavmålet at behandle sine børn på den måde? Hvad er det, der går galt oppe i hovederne på sådanne mennesker?
Vi nærmer os weekenden og dermed er det den store ”udvekslingsdag”, der kun overgås af søndagen, hvor poderne afleveres igen. Gad vide, hvor mange børn, der på søndag kommer frustrerede hjem og i de næste 10 dage skal bøvle med en masse forvirrede tanker og sårede følelser, indtil de skal på den igen? Gad vide, hvor mange af de børn, der vokser op til at blive helhjertede og følelsesmæssigt sunde voksne, som selv forstår at få forhold til at fungere og anerkende barnet tarv?
Hvornår lærer de andenrangs (ja, sorry, men det er de i mine øjne) forældre det? Måske først den dag, den boomerang, de selv sendte af sted, rammer dem i nakken for fulde hammer. Enten ved at deres børn ikke gider dem mere, eller også ved at de skal se på at børnene fortsætter i samme spor og ødelægger deres egne børns liv.
For som de kloge siger: Børn gør, som vi gør, IKKE som vi siger!!!
Hilsen D.
PS! For en ordens skyld er det IKKE nogle af mine oplevelser, jeg har nævnt, så det er ikke sure rønnebær!!! *S*
...aflyser samværet eller simpelthen bare ikke afhenter deres børn, fordi ”noget kom i vejen”! Akkurat lige som der gjorde for 14 dage siden, eller 6 gange i løbet af det sidste halve år?
...uden skelen til børnenes følelser, kommer af med deres sårede følelser og trang til hævn ved at rakke ned på den anden part, mens børnene hører på det, eller ved at stikke en kæp i hjulet for modpartens samvær med børnene?
...i barnets værdifulde 2 dage med ex-partneren liiige skal ringe og fortælle om den overraskelse, der venter på værelset, når de kommer hjem, så barnet slet ikke kan nyde weekenden pga. spændingen?
...ikke kan finde ud af at tage deres børn med på ferie eller nægter at gå på kompromis med ex’en, så alle (læs børnene) får mest ud af det?
...går mere op i at indkassere børnepenge eller undgå at betale dem, end i at blive enige om at børnene altså er fælles ansvar, uanset de ikke bor sammen mere?
...kræver samværet nedsat fra en uge hvert sted, til sølle to dage hver anden weekend, uagtet at psykologer og skoler udtaler, at børnene trives fint med den gamle ordning og vil lide under det formindskede samvær?
Var der nogen, der følte sig ramt? Det kunne man jo håbe, for det er sgu da lavmålet at behandle sine børn på den måde? Hvad er det, der går galt oppe i hovederne på sådanne mennesker?
Vi nærmer os weekenden og dermed er det den store ”udvekslingsdag”, der kun overgås af søndagen, hvor poderne afleveres igen. Gad vide, hvor mange børn, der på søndag kommer frustrerede hjem og i de næste 10 dage skal bøvle med en masse forvirrede tanker og sårede følelser, indtil de skal på den igen? Gad vide, hvor mange af de børn, der vokser op til at blive helhjertede og følelsesmæssigt sunde voksne, som selv forstår at få forhold til at fungere og anerkende barnet tarv?
Hvornår lærer de andenrangs (ja, sorry, men det er de i mine øjne) forældre det? Måske først den dag, den boomerang, de selv sendte af sted, rammer dem i nakken for fulde hammer. Enten ved at deres børn ikke gider dem mere, eller også ved at de skal se på at børnene fortsætter i samme spor og ødelægger deres egne børns liv.
For som de kloge siger: Børn gør, som vi gør, IKKE som vi siger!!!
Hilsen D.
PS! For en ordens skyld er det IKKE nogle af mine oplevelser, jeg har nævnt, så det er ikke sure rønnebær!!! *S*