Elske/forelsket

Vil I vælge den I elsker eller den I er forelsket i?

for det er den samme person!

den jeg elsker er også den jeg er forelsket i. Så ville vælge den jeg elsker - tror ikke på at forelskelsen ligger sig efter en tid, hvor man virkelig er ment for hinanden!

Der er to mænd i mit liv. Ham jeg elsker, og ham der elsker mig. En eneste gang i mit liv smeltede de sammen til een. Han svigtede mig. Min opgave i livet ligger ikke i at finde ham igen, men at tilgive ham.

De Evige Tre
Der er to mænd i verden
Der bestandigt krydser min vej
Den ene er ham jeg elsker
Den anden elsker mig
Den ene er en natlig drøm
Der bor i mit mørke sind
Den anden står ved hjertets dør
Jeg lukker ham aldrig ind
De evige tre…
Den ene gav mig et vårligt pust
Af lykke der snart fór hen
Den anden gav mig hele sit liv
Og fik aldrig en time igen
De evige tre….
Den ene bruser i blodets (sang?)
Hvor elskov er ren og fri
Den anden er eet med den triste dag
Som drømmene drukner i
Hver kvinde står mellem disse to
Forelsket og elsket og …..(?)
En gang hvert hundrede år kan det ske
De smelter sammen til een
De evige tre…..
Tove Ditlevsen
----------ooooooooo----------------------
Jeg kan bare det digt SÅ meget udenad, men jeg har været her 2000 år - eller også har jeg bare oplevet årtusindeskiftet - for du min søde halvonde veninde , jeg har fundet HAN to gange, og kan jeg, kan du også.
Knus

at elske opstår ikke på én dag, uge, måned eller et år - det tager tid.
Det gør alle gode ting.

Jeg er en heldig kartoffel, for jeg har fundet ham! Men du har ret: det tager tid :-)

Hun forstod at beskrive smerten hudløst...gav det altsammen ord, vi andre ikke turde udtale!
Jeg er, som du, også kommet i familie med det digt, du ved...hvad enten man vil det eller ej, formede det sin egen virkelighed for mig! Tak fordi du gengav det her...Jeg har enormt respekt for hendes forfatterskab!
Jeg sætter stor pris på din optimisme på mine vegen...og forstår at den udspringer af din egen lykke, og det gør det mere vidunderligt for mig at modtage...for den kommer fra det land, hvor nogen ER lykkelige.
Jeg har modtaget de mest fantastiske ord, og har delt andre menneskers lykke på denne måde...og det gør mig glad...føler jeg er en del af verden...at jeg hører til her.
Jeg er ikke ulykkelig...samler små dugdråber af lykke i mit bæger....men det er nu heller ikke sådan at det ligefrem flyder over....
For øjeblikket er jeg begyndt at indse nogle ting...noget med at der er en grund til min vrangvillighed overfor traditionelle parløb. Der er mange ting i det, der ikke er blevet italesat med ord vi alle forstår, men det begynder at dæmre...lykken for mig er ikke et andet menneske...måske mere en større sammenhæng det andet menneske er en del af ...nok ikke alene en kæreste...
Jeg får først klarhed, når jeg får bundet knuderne op. De består af gammel, kedelig smerte. De holdes sammen af....at jeg ikke kan tilgive....men jeg prøver at lære af andre....

Hvis jeg nogensinde kom i den situation, ville der måske altid være en anelse fortrydelse ligemeget, hvem jeg valgte.

Nu er "traditionelle" parløb jo en underlig bred størrelse. Jeg havde da aldrig tænk på det, på den måde, før jeg blev sendt i astrologisk terapi.
Ser du den første (eneste ene) var styrmand på langfart (han sidder ikke lårene af én)
Den næste boede 200 km væk, så i mere end 10 år var han weekendkæreste, men jeg opfattede det slet ikke sådan. Jeg opfattede dem begge som "min mand", - indtil én eller anden begyndte at spørge om, hvad der egentlig var i vejen med "the boy nextdoor" - Og det kan jeg ikke svare på, for ham har jeg virkelig aldrig, så meget som overvejet, at lære at kende.
Nå, men det her terapi, skulle jo overbevise mig om, at vi i hvert fald godt kunne bo i samme by. Jeg flyttede så og vi blev genboer - min mand og jeg.
Det varede 8¨måneder, så fik jeg sørme tilbudt et job jeg ikke kunne sige nej til - og daffede 3500 km væk.
Se det gav jo ikke ret mange point, så jeg har så fået en terapi-tur mere, så nu er jeg hjemmegående back-up på hans karrierefremstød. Nu skal jeg så se, om jeg kan lære det - ska´ jæ´.
Jeg har øvet mig i 4 måneder nu. Jeg er ikke selv imponeret, men jeg øver mig!!! Jeg vil ham jo - og han vil altså, det skal være under samme tag. ¨Så det gør vi så.

Du kan også spørge: Skal jeg vælge ham jeg kan leve sammen med, eller skal jeg vælge ham jeg ikke kan leve uden?

det er ikke det jeg forstår ved "traditionelle parløb"...den fare jeg simpelthen er skræmt af, er tanken om at synke ned i en hverdagsrutine hvor altin havner i joggingtøj og leverpostej...hvis du forstår...men det er yderst spændende...udfordrende, interessant, lærerigt det du gør med dit liv....du forventer da sbsolut noget andet af dig selv en hverdags trivialiteter...Jeg synes sgu det er sejt...jeg gad godt have en kæreste der var ude at at rejse, og alt muligt...en kæreste, som havde sit liv og jeg mit...men tilsammen en helt tredie enhed....
Jeg ønsker dig meget held og lykke med dit nye "projekt" ud i kærligheden...synes altså du viser en vilje der vil noget! ;o)

er netop hverdagsrutiner. De rider mig som en mare.
Jeg har prøvet. Styrmanden gik i land, da første barn havde gjort sin entré.
Vi var fuldkommen enige om, at vi ville gøre alt for ikke at få sådan en hverdag som "de andre" - og hvad sker der så?
Man arbejder 8 timer om dagen. Derefter er der ikke meget at give af.
Fredag er weekendstart og vennerne skal passes. Altså fællesspisning.
Lørdag er første dag i ugen man har en ærlig chance for at være sammen med sin gulvspand.
Søndag er ødelagt af at det er mandag i morgen og vasketøj.
Jeg holdt til det i 3 år, så serverede jeg hans mogenkaffe på sengen MED søfartsbogen placeret midt på bakken. Den forstod han, og så fik vi - for os - "normale" tilstande igen.
Jeg har ikke overset dine komplimenter, men jeg fortjener dem ikke, for det har været på et meget ubevidst plan. Jeg har bare med djævlens vold og magt hindret at jeg blev kvalt.

Det kunne du ja. Men så mener du at den man bor sammen med er den man elsker og den man er forelsket i er den man er forelsket i ikk?
Men det er jo bare ikke sikkert at den man bor sammen med også er den man elsker. Og derfor ville det for mig være et meget mere enkelt spørgsmål. Så ville jeg vælge den jeg ikke kunne leve uden. Og som jeg ser det ville det jo så være den jeg var forelsket i. Men den jeg ikke kunne leve uden er for mig mere den jeg elsker og ikke den jeg er forelsket i.

jeg tro man skal have den der krøller ens tær. Men hvis det er umulig, er det så bedre at tilfredsstille sig med nummer to?