En historie til
En rose så smuk
Solen gik tidligt i seng, dens store, røde skive kastede sit eventyrlige skær henover træernes nøgne grene og landsbyens små huse, der lå spredt, så man skulle tro, at de som terninger var kastet ned fra himlen og groet lige der, hvor de var landet.
Den første sne faldt som bittesmå korn på marken og stak i ansigtet på folk og fæ i den tiltagende blæst, Krystallerne lagde sig så mildt på jorden og klædte den i sin vinterdyne. Havens blomster var for længst visnede, og træernes blade knasede under fødderne på den sene aftenvandrer, der luftede sin hund. Julen nærmede sig, og landsbyens beboere skuttede sig i varmen foran pejsen inden døre, mens de tænkte på, hvor de skulle skaffe alle de mange penge fra, som højtiden krævede.
Kun bonden i den lille landsby havde endnu tilbage at fodre og malke sine køer, før han, som den sidste, kunne gå ind til aftensmaden, til konen, til ungerne og til den forventningens glæde, der forstyrrede deres nattesøvn.
Alt åndede fred, der var så stille, småfuglene gjorde sig klar til natten, og fasanen havde allerede fundet sig et højt træ, hvor den kunne sidde i fred, lukke sine øjne og tænke på, hvor den skulle skaffe føden fra den næste dag. Den følte også vinterens komme og vidste, at det kunne være en hård tid med knaphed på alle de lækkerier, den havde fråset i hele sommeren igennem. Men der havde den jo også skullet fede sine unger op og sørge for, at de kom godt i vej. De var for længst fløjet fra reden, og fasanmor skænkede dem ikke længere en tanke.
En enkelt skabning havde naturen dog helt overset. I den bageste ende af bondens mark stod der endnu en rose i fuldt flor, dens enkelte tiloversblevne blomst strålede i sin lysrøde farve. Den udsendte en svag, næsten ydmyg duft, der dog brutalt blev viftet bort af vinden. Det var en stolt engelsk rose, New Dawn var dens navn. Der hang et skilt om dens ene gren smudsigt af slud og sjap, men den vidste nok, at den var af ædel slægt. Den rankede sin tynde stilk, sommerens sidste rose kæmpede for at undgå, at sneen ville dække den til, så at ingen mere kunne se, hvor fin den var.
Inde i pigekammeret var lille Ida stået op af sin seng, hun kunne slet ikke sove ved tanken om den forestående Jul og de gaver som far og mor havde købt til hende. Hun listede hen til vinduet og trykkede næsen mod den kolde rude. Den duggede lidt, da hun åndede på den, så hun måtte lave et kighul med ærmet fra sin natkjole, og derude fik hun pludselig øje på rosen.
"Mor! Mor! kaldte hun, kom og se en rose så smuk, åh mor vil du ikke nok plukke den til mig? Den skal stå her på mit bord, så jeg kan se den, tror du ikke den fryser lille mor?"
"Men Ida dog, sover du ikke? Vil du jage mor ud i kulden, det er jo ved at blive mørkt, men ja, ja da, så henter mor den til dig."
Ind kom rosen, den blev sat på Idas bord i en vase. Sneen, der næsten havde dækket den til, smeltede, og den strakte sig strunk og stolt. Den følte varmen helt ind i stilken, og ganske langsomt lukkede den sine kronblade et efter et.
Nogle minutter stod den og sendte sin duft og sine farver ud i rummet, så faldt rosenknoppen af og lagde sig på den hvide dug, dens nøgne stængel stod trist tilbage og forberedte sig på det uundgåelige. Kun duften bølgede, som det sidste, hen i næsen på den lille Ida, der smilede i sin drømmeverden.
Solen gik tidligt i seng, dens store, røde skive kastede sit eventyrlige skær henover træernes nøgne grene og landsbyens små huse, der lå spredt, så man skulle tro, at de som terninger var kastet ned fra himlen og groet lige der, hvor de var landet.
Den første sne faldt som bittesmå korn på marken og stak i ansigtet på folk og fæ i den tiltagende blæst, Krystallerne lagde sig så mildt på jorden og klædte den i sin vinterdyne. Havens blomster var for længst visnede, og træernes blade knasede under fødderne på den sene aftenvandrer, der luftede sin hund. Julen nærmede sig, og landsbyens beboere skuttede sig i varmen foran pejsen inden døre, mens de tænkte på, hvor de skulle skaffe alle de mange penge fra, som højtiden krævede.
Kun bonden i den lille landsby havde endnu tilbage at fodre og malke sine køer, før han, som den sidste, kunne gå ind til aftensmaden, til konen, til ungerne og til den forventningens glæde, der forstyrrede deres nattesøvn.
Alt åndede fred, der var så stille, småfuglene gjorde sig klar til natten, og fasanen havde allerede fundet sig et højt træ, hvor den kunne sidde i fred, lukke sine øjne og tænke på, hvor den skulle skaffe føden fra den næste dag. Den følte også vinterens komme og vidste, at det kunne være en hård tid med knaphed på alle de lækkerier, den havde fråset i hele sommeren igennem. Men der havde den jo også skullet fede sine unger op og sørge for, at de kom godt i vej. De var for længst fløjet fra reden, og fasanmor skænkede dem ikke længere en tanke.
En enkelt skabning havde naturen dog helt overset. I den bageste ende af bondens mark stod der endnu en rose i fuldt flor, dens enkelte tiloversblevne blomst strålede i sin lysrøde farve. Den udsendte en svag, næsten ydmyg duft, der dog brutalt blev viftet bort af vinden. Det var en stolt engelsk rose, New Dawn var dens navn. Der hang et skilt om dens ene gren smudsigt af slud og sjap, men den vidste nok, at den var af ædel slægt. Den rankede sin tynde stilk, sommerens sidste rose kæmpede for at undgå, at sneen ville dække den til, så at ingen mere kunne se, hvor fin den var.
Inde i pigekammeret var lille Ida stået op af sin seng, hun kunne slet ikke sove ved tanken om den forestående Jul og de gaver som far og mor havde købt til hende. Hun listede hen til vinduet og trykkede næsen mod den kolde rude. Den duggede lidt, da hun åndede på den, så hun måtte lave et kighul med ærmet fra sin natkjole, og derude fik hun pludselig øje på rosen.
"Mor! Mor! kaldte hun, kom og se en rose så smuk, åh mor vil du ikke nok plukke den til mig? Den skal stå her på mit bord, så jeg kan se den, tror du ikke den fryser lille mor?"
"Men Ida dog, sover du ikke? Vil du jage mor ud i kulden, det er jo ved at blive mørkt, men ja, ja da, så henter mor den til dig."
Ind kom rosen, den blev sat på Idas bord i en vase. Sneen, der næsten havde dækket den til, smeltede, og den strakte sig strunk og stolt. Den følte varmen helt ind i stilken, og ganske langsomt lukkede den sine kronblade et efter et.
Nogle minutter stod den og sendte sin duft og sine farver ud i rummet, så faldt rosenknoppen af og lagde sig på den hvide dug, dens nøgne stængel stod trist tilbage og forberedte sig på det uundgåelige. Kun duften bølgede, som det sidste, hen i næsen på den lille Ida, der smilede i sin drømmeverden.