en lille beretning fra mig
I går var jeg henne og besøge en ven.
På et tidspunkt ringer det så på døren, og med det samme sukker han højt og tydeligt.
Jeg vidste med det samme hvem der stod udenfor døren, to repræsentanter fra Jehovas Vidner.
Min kammerat har før fortalt mig om at de bliver ved med at rende ham på dørene, og eftersom han er ret konfliktsky har han aldrig kunnet sige det som han gerne ville.
Han har også udtrykt at han er skidt tilpas ved at skulle gå i konflikt når der oven i købet står en glad og høflig søn og hører stolt på sin fader tale.
Nå men altså tilbage til udviklingen, min ven åbner døren og bliver igen sat i en ubehagelig situation hvor han ikke ved hvad han skal gribe og gøre i (det skal nævnes at han på ingen måde er religiøs).
Nå men nu er jeg jo på besøg og vil gerne hjælpe min ven med at slippe for denne gene.
Så jeg vader nok så stædigt ud til døren og siger hej, nu kommer ham den slemme 😉
Jeg åbner op med at spørge hvordan man som vidne kan støtte mord på børn og folk med behov for en blodtranfusion, i stedet for at redde et uskyldigt liv.
Samtidig forbereder jeg mig på svaret der vil komme tilbage, jeg forestiller mig noget med: blodforbudet og så vil de nok sige noget med noget forskning omkring nye løsninger.
Ganske rigtigt som læst op fra en vagttårnsside kommer netop de ting som jeg regnede med, og jeg er IKKE synsk.
Der blev argumenteret med saltvand, og snakket om Aids, henvist til lægevidenskaben og åbenbart alle lægers modstand mod brug af blod.
Jeg sagde lidt inde i samtalen synes du ikke det er uhyggeligt at du er fuldstændig styret af en organisation?
Er det ikke uhyggeligt at du skal sidde til timer lange møder og ingen kritiske spørgsmål må stille?
Ingen af de spørgsmål gav svar, derimod blev jeg afbrudt i min tale hver gang, med enten sætningen, jeg kan mærke du har fordomme mod os, kender du nok til det for at udtale dig, og sandelig også (hvem af os to tror du ved mest om Jehovas Vidner?)
Jaja det gjorde jo ikke mig mindre ivrig, jeg fortalte om de venner jeg har haft som har været igennem udstødelse og nævnte at de jo bare var enkelte af mange eksempler på den slags umenneskeligheder.
Faderen sagde så med det samme at, vi kan jo bare melde os ud til hver en tid.
Sønnen nikker stille og virker lidt nervøs over ham den grumme unge mand der stiller far en masse spørgsmål.
Nå men debatten slutter ganske brat da jeg presser på med de mange udstødelser, forfølgelser, forhør, sågar overvågninger af medlemmer.
Så opgiver farmand i hvert fald og siger at jeg tror vi kommer igen en anden dag, nu fik de jo heller ikke lov at snakke med min ven i fred.
Jeg sagde så på min vens vegne at de kunne godt notere adressen som et sted de ikke behøver komme mere, men de insisterer på at de kom for at snakke med PRÆCIST min ven og vil ikke blande andre ind i snakken (hmmm virker det ikke bekendt?)
Men de begynder at gå deres vej og jeg råber om de så noterer adressen som "no acces", men farmand griner blot og går sin vej. Faktisk gik de meget meget hurtigt.
Jeg var lidt ærgelig over det, da der egentlig var mange ting jeg ville igennem, men det tydede ikke på at de var ligeså snakkesagelige.
Det som generer mig mest, er at jeg ved at de vender tilbage igen og jeg kan kun håbe at jeg er på besøg den dag.
Min kammerat er som sagt ikke religiøs, og gider simpelthen ikke at belemres med den slags.
Men alligevel selv om at han siger det ingen interesse har, så kører man på og bliver ved og ved.
Bør man ikke have den respekt for sine medmennesker at tage et afslag for et afslag.
Mvh Multani
På et tidspunkt ringer det så på døren, og med det samme sukker han højt og tydeligt.
Jeg vidste med det samme hvem der stod udenfor døren, to repræsentanter fra Jehovas Vidner.
Min kammerat har før fortalt mig om at de bliver ved med at rende ham på dørene, og eftersom han er ret konfliktsky har han aldrig kunnet sige det som han gerne ville.
Han har også udtrykt at han er skidt tilpas ved at skulle gå i konflikt når der oven i købet står en glad og høflig søn og hører stolt på sin fader tale.
Nå men altså tilbage til udviklingen, min ven åbner døren og bliver igen sat i en ubehagelig situation hvor han ikke ved hvad han skal gribe og gøre i (det skal nævnes at han på ingen måde er religiøs).
Nå men nu er jeg jo på besøg og vil gerne hjælpe min ven med at slippe for denne gene.
Så jeg vader nok så stædigt ud til døren og siger hej, nu kommer ham den slemme 😉
Jeg åbner op med at spørge hvordan man som vidne kan støtte mord på børn og folk med behov for en blodtranfusion, i stedet for at redde et uskyldigt liv.
Samtidig forbereder jeg mig på svaret der vil komme tilbage, jeg forestiller mig noget med: blodforbudet og så vil de nok sige noget med noget forskning omkring nye løsninger.
Ganske rigtigt som læst op fra en vagttårnsside kommer netop de ting som jeg regnede med, og jeg er IKKE synsk.
Der blev argumenteret med saltvand, og snakket om Aids, henvist til lægevidenskaben og åbenbart alle lægers modstand mod brug af blod.
Jeg sagde lidt inde i samtalen synes du ikke det er uhyggeligt at du er fuldstændig styret af en organisation?
Er det ikke uhyggeligt at du skal sidde til timer lange møder og ingen kritiske spørgsmål må stille?
Ingen af de spørgsmål gav svar, derimod blev jeg afbrudt i min tale hver gang, med enten sætningen, jeg kan mærke du har fordomme mod os, kender du nok til det for at udtale dig, og sandelig også (hvem af os to tror du ved mest om Jehovas Vidner?)
Jaja det gjorde jo ikke mig mindre ivrig, jeg fortalte om de venner jeg har haft som har været igennem udstødelse og nævnte at de jo bare var enkelte af mange eksempler på den slags umenneskeligheder.
Faderen sagde så med det samme at, vi kan jo bare melde os ud til hver en tid.
Sønnen nikker stille og virker lidt nervøs over ham den grumme unge mand der stiller far en masse spørgsmål.
Nå men debatten slutter ganske brat da jeg presser på med de mange udstødelser, forfølgelser, forhør, sågar overvågninger af medlemmer.
Så opgiver farmand i hvert fald og siger at jeg tror vi kommer igen en anden dag, nu fik de jo heller ikke lov at snakke med min ven i fred.
Jeg sagde så på min vens vegne at de kunne godt notere adressen som et sted de ikke behøver komme mere, men de insisterer på at de kom for at snakke med PRÆCIST min ven og vil ikke blande andre ind i snakken (hmmm virker det ikke bekendt?)
Men de begynder at gå deres vej og jeg råber om de så noterer adressen som "no acces", men farmand griner blot og går sin vej. Faktisk gik de meget meget hurtigt.
Jeg var lidt ærgelig over det, da der egentlig var mange ting jeg ville igennem, men det tydede ikke på at de var ligeså snakkesagelige.
Det som generer mig mest, er at jeg ved at de vender tilbage igen og jeg kan kun håbe at jeg er på besøg den dag.
Min kammerat er som sagt ikke religiøs, og gider simpelthen ikke at belemres med den slags.
Men alligevel selv om at han siger det ingen interesse har, så kører man på og bliver ved og ved.
Bør man ikke have den respekt for sine medmennesker at tage et afslag for et afslag.
Mvh Multani