En mors grusomme opdragelse

Hej
Jeg er en kvinde på 42 år og gift med en mand på 49 år.
Han er fra barns ben opdraget til at være usocial (Han optræder meget afvisende overfor alle incl mig og børnene), han kan ikke finde ud af at tage beslutninger (Han står og siger:hvad skal jeg gøre), han har ikke lært det grundlæggende i at svare folk ordentlig, hverken i tale eller mail. (Atityden er altid:det er mig der bestemmer og mailsproget er ikke pænt)
Han fralægger sig altid ansvar (Det er altid de andre der er galt med)
Han søger min opmærksomhed, som et barn søger sin mors opmærksomhed. Jeg har utallige gange sagt til ham at jeg ikke er hans mor men hans kone. Det er han altid blevet meget sur over.
Sådan har hans mor opdraget ham og hun har altid spille os ud mod hinanden, fordi hun vidste hvor hun havde sin søn.
Nu er hans mor død her for en måned siden og nu vil han have hjælp, efter han har været rigtig grim i to dage.
Vores ægteskab har haltet rigtig meget de sidste 3 år og jeg er kørt rigtig sur i det hele.
Han siger selv nu efter hans mor er død, at det hele er hans mors skyld og at hans liv har været en fiasko siden dag 1. (Fra den dag han blev født)
Hvad gør vi nu og hvordan kommer vi videre?

Hej
det er vigtigt at manden bliver afklaret hvordan han vil leve sit liv, hvordan vil han gerne opdrage sine børn og hvordan han ønsker at hans parforhold skal være.
Du kan desværre ikke ændre hans adfærd, lige nu. Du kan vejlede ham til at være en blødere mand, du kan vise ham hvad få en adfærd ville være god at bruge i forhold til diverse situationer. Men gør det forsigtigt, da pt er manden meget følsom i forhold til hans mors død.

Ens kærlighed til sin mor/far er så stærkt at man altid ville forsvare dem, i stedet for at stille spørgsmål ang. Deres opdragelse, familie værdier osv.
Det kan være rigtig svært, da vi som børn lære verden af kende igennem vores forældre.
De lærer os hvad rigtig og forkert er, og det kræver MANGE dårlige oplevelser før at man kan se af ens opvækst har skadet en og ikke gavnet.
Først skal man have forståelse for at det ens mor siger eller gør, ikke er til ens eget bedste, med til hendes.
Jeg har selv igennem snart 13 år taget så meget lort på mine skulder pga. min mor. Jeg har retfærdigt gjort hendes opførelse inde i mig selv, fordi kærligheden til ens mor er så stærkt og barnet er så trofast at vi bare ville gøre dem glade. Men nu har jeg fået nok og har faktisk sagt til hende jeg intet ville have med hende at gøre, hun er ikke min mor mere og har faktisk aldrig været det andet end biologisk.
Men jeg står tilbage lige som din mand, med prisen der skal betales for hende fejl.
Man skal anerkende at ens mor faktisk ikke passet på en, men ødelagde faktisk ens væsen.
Jeg har undervejs gået 3 år i terapi, det har helt klart hjulpet mig til at forstå hvad der i virkeligheden er forgået.
Din mand er at offer for en mors ”sygdom” det kalder jeg det når kvinden i virkeligheden ikke ville ens barn det bedste, men sit eget. Min mor er også syg og hun ved det godt, men ville intet gøre.
Hun opfører sig som din mand, meget egoistisk altid andres skyld end deres egen, meget svært ved at sige undskyld. Hun ville også meget heller have mig til at ringe til hendes læge f.eks. på hendes vegne end hun selv ville gøre det. Hun tag ikke ansvar for sit eget liv.
At han nu opfører sig på en grim måde, er helt sikker en reaktion på anerkendelse af at hans egen mor har gjort ham skade. Det du kan gøre som partner er at prøve at vise forståelse for hans følelser. Ikke fortælle ham, at du er hans kone og ikke mor. Men se ham som en såret dreng der har brug for at blive voksen på en ordentlig måde. Han er jo nok på nogle måde låst fast med en lille dreng inde i, og han skal lære verden af kende og modnes. Det er ikke hvad men ville forventet af en vokse mand på 49, men det er sådan hans virkelighed er. Og der er det om de ord du gav præsten i kirken holder, til døden jer skiller i med gang og mod gang. Han har brug for dig, hvis han selv er åben for at få det bearbejdet. Det skal jo ikke være på bekostning af dit væsen.
Min kæreste har igennem 7 år støttede mig da jeg var indlagt f.eks. alt det negative jeg har puttede ham igennem. Og det har gjort at vi har et meget specielt dybt forhold, som kan overleve alt.
Jeg håber på din mands vegne at han kan få din 100 procent støtte, især nu hvor hans mor også er gået bort. For der har han mere end noget andet tidspunkt brug for dig, han føler sikker af hele hans verden er ved at falde sammen. Han har indset nogle ting omkring sin mor, han har sikker en vrede imod hende men samtidige en sorg. Han ville opføre sig anderledes end normalt og det er en reaktion på følelser der ikke er blevet bearbejdet.
Han har brug for professionelt hjælp, og sin kones støtte.

Jeg håber mit svar kan hjælpe.