en sidste tanke
En kold og stille sommer aften. Luften, som svæver med dansende træk ind forbi mine blafrende gardiner, er klar og frisk. Jeg kigger mig rundt omkring. Her er intet, pånær de døde vægge, som med måbende blikke stirrer på mig. Fortvivlet over endnu et nederlag, måtte jeg hermed erklære mig selv for taber. Endnu engang var jeg blevet efterladt til mig selv. Ingen mennesker var længere omkring mig, hverken bekendte eller nogen andre. Jeg vejer med bedrøvede tanker, mine muligheder op mod hindanden. Tanker, omkring hvad der nu skulle ske. Jeg kunne ikke overleve uden nogen mennesker omkring mig. Og samtidig var jeg sikret mig endnu et grimt nederlag, hvis jeg valgte at prøve "lykken" et nyt sted. Jeg var efterladt til mig selv. Hvad med mine forældre? de er her jo for mig. At leve i en illusion om, at ens forældre er der for en, når de vælger at drukne deres problemer i alkohol, hver aften, og efterlade en alene, må næsten være værre end at være bevidst om at de gør det. Åh nej. Nu sker det igen. Jeg kigger med et foruroligende blik ned på mine hænder, viden om hvad der nu skal til at ske. De skælver. Nu går det løs igen. Helvede bryder løs endnu engang. Endnu engang skal jeg steges i et inferno af helvedes flammer, som raser dybt inde i min sjæl.
Med et sus strømmer den største mængde følelsesmæssige ubehag igennem mig. Jeg når dårligt nok at reagere, før den har passeret igennem min krop. Overalt hvor mine bedrøvede og nedtrykte følelser svømmer igennem kroppen på mig, bliver der efterladt smertefulde ar dybt inde i min sjæl. Og det stopper ikke her. Det gør det aldrig. For er man først fanget i nedtrykkelsen tunge jerngreb når man sjældent ud igen. Ihvertflad ikke uden hjælp. Og den hjælp findes ikke for mig, ikke her i landet. Måske et eller andet fjernt sted, men det har jeg ikke kræfterne til at overskue længere. Tanken om at være efterladt til mig selv og mine problemer, supplere min følelelsmæssige ubehag, med endnu et skud af smerte igennem mit indre. Jeg flyver halvejs op af min seng, mens jeg panisk skriger et smertefuldt og tortureret skrig ud på de triste vægge. Væggene. Hvad var der med dem?. Store, triste, tomme vægge. Skabt til at "beskytte" mig fra resten af verden. Men det eneste de gjorde, var at isolere min smerte væk fra folk rundt omkring mig.
Smerten bider og gnaver dybt inde i mig. For hver gang den bider et stykke af min stjæl i stykker, skriger jeg et reflex-skrig, ud over hele mit værelse. Endnu et stød af følelsesmæssig smerte dybt inde i min krop, får mig til at hoppe op i luften. Mine hænder flyver med krampagtige bevægelser ud foran mig, i tagt til mine skrig, som bliver druknet langt ude i nattens tusinde lyde.
Endnu et skud af mørke bliver med ét skudt igennem mig. Jeg bliver med krampagtige og mekaniske bevægelser, kastet forudover fra min seng, og ned på det hårde trægulv. Jeg lander med smertefulde træk på mine knæ. Jeg forsøger af beskytte mig selv med mine skælvende hænder, som nu panisk ryster til alle sider. Men de kunne heller ikke mere. Min krop var lige så ødelagt som min psyke. Det hele var slut nu. Nu var der intet tilbage i mig, som kunne kæmpe mere. Jeg ser på med et chokeret blik, og med øjne druknet i tåre, mens mine hænder giver efter. Med ét kollapser jeg midt på det hårde trægulv.
De samme, ensformede tanker, giver genlyd inde i mit hovede, nu hvor jeg ligger her. Hvorfor kan folk ikke bare prøve at forstå, at ligemeget hvor mange piller man tager, får man aldrig et godt liv, så længe man er alene?. Hvorfor vælger folk og råbe og skrige af en, når man blot forsøger at åbne sig op for at blive mere modtagelig over for sympati,medlidenhed og kærlighed? Hvorfor skal jeg rende rundt alene hver dag og hver nat, uden nogen til at være her for mig og snakke med mig? hvorfor skal det hele væren sådan?. Spørgsmål, som jeg aldrig nogensinde kommer til at få besvaret. Jeg forsøgte at tage min fornuft i brug. Nej, tænkte jeg. Lad nu være med at prøve at modargumentere dine tanker. Det kommer der alligevel intet godt ud af. Det er jo ligemeget, hvor meget man prøver at fortælle sig selv, at det er en rar verden at leve i, når faktum er noget andet. Jeg lukker mine øjne med en sidste tanke dedikeret til alle, der har det lige som mig. Find lykken, uanset hvad folk siger. Lad aldrig noget gå jer på, uanset hvad det er. Tro på jer selv. Alle mennesker er noget værd, på deres helt egen unikke måde. Uanset hvem man er. Det er de færreste der når helt til toppen, når først de er blevet fanget på bunden af mørkets kammer. Lad aldrig jeres nærmeste gå fra jer. Med disse ord sagt, sænkes det tunge lag af mørke ned over mig. Hele tiden har det ligget og luret i baggrunden, mens jeg har brugt den sidste gnist af håb, på at dedikere mine sidste ord til resten af verden. Men nu kan jeg ikke holde det tilbage mere. Nu overtager det mig helt, så jeg for evigt og altid skal være opslugt af et hav af mørke. Mine hænder skælver af skræk, krampetrækningerne i min krop forøges voldsomt, samtidig med min bevidsthed svinder hen. Alting bliver gråt og trist rundt omkring mig. Alle nattens lyde, som førhen dansede rundt omkring mig, er nu blevet druknet i et hav af mit fravære. Min indre vitalitet, bliver nu slukket helt. Som et bål man hælder en spand vand over. Tårene fra mine triste øjne svømmer rundt på gulvet. Med en sidste kræft anstrengelse giver jeg slip på livets lange og fæle hånd. Mine hænder skælver færdigt. Hele min krop skælver det sidste den kan, før den dør ud. Tankerne dør ud. Alt bliver mørkt omkring mig. Det her MÅ og SKAL være det sidste bud. Det må blive det sidste jeg får at se til denne verden. Dette må være slutningen på min eksistens.
Med et sus strømmer den største mængde følelsesmæssige ubehag igennem mig. Jeg når dårligt nok at reagere, før den har passeret igennem min krop. Overalt hvor mine bedrøvede og nedtrykte følelser svømmer igennem kroppen på mig, bliver der efterladt smertefulde ar dybt inde i min sjæl. Og det stopper ikke her. Det gør det aldrig. For er man først fanget i nedtrykkelsen tunge jerngreb når man sjældent ud igen. Ihvertflad ikke uden hjælp. Og den hjælp findes ikke for mig, ikke her i landet. Måske et eller andet fjernt sted, men det har jeg ikke kræfterne til at overskue længere. Tanken om at være efterladt til mig selv og mine problemer, supplere min følelelsmæssige ubehag, med endnu et skud af smerte igennem mit indre. Jeg flyver halvejs op af min seng, mens jeg panisk skriger et smertefuldt og tortureret skrig ud på de triste vægge. Væggene. Hvad var der med dem?. Store, triste, tomme vægge. Skabt til at "beskytte" mig fra resten af verden. Men det eneste de gjorde, var at isolere min smerte væk fra folk rundt omkring mig.
Smerten bider og gnaver dybt inde i mig. For hver gang den bider et stykke af min stjæl i stykker, skriger jeg et reflex-skrig, ud over hele mit værelse. Endnu et stød af følelsesmæssig smerte dybt inde i min krop, får mig til at hoppe op i luften. Mine hænder flyver med krampagtige bevægelser ud foran mig, i tagt til mine skrig, som bliver druknet langt ude i nattens tusinde lyde.
Endnu et skud af mørke bliver med ét skudt igennem mig. Jeg bliver med krampagtige og mekaniske bevægelser, kastet forudover fra min seng, og ned på det hårde trægulv. Jeg lander med smertefulde træk på mine knæ. Jeg forsøger af beskytte mig selv med mine skælvende hænder, som nu panisk ryster til alle sider. Men de kunne heller ikke mere. Min krop var lige så ødelagt som min psyke. Det hele var slut nu. Nu var der intet tilbage i mig, som kunne kæmpe mere. Jeg ser på med et chokeret blik, og med øjne druknet i tåre, mens mine hænder giver efter. Med ét kollapser jeg midt på det hårde trægulv.
De samme, ensformede tanker, giver genlyd inde i mit hovede, nu hvor jeg ligger her. Hvorfor kan folk ikke bare prøve at forstå, at ligemeget hvor mange piller man tager, får man aldrig et godt liv, så længe man er alene?. Hvorfor vælger folk og råbe og skrige af en, når man blot forsøger at åbne sig op for at blive mere modtagelig over for sympati,medlidenhed og kærlighed? Hvorfor skal jeg rende rundt alene hver dag og hver nat, uden nogen til at være her for mig og snakke med mig? hvorfor skal det hele væren sådan?. Spørgsmål, som jeg aldrig nogensinde kommer til at få besvaret. Jeg forsøgte at tage min fornuft i brug. Nej, tænkte jeg. Lad nu være med at prøve at modargumentere dine tanker. Det kommer der alligevel intet godt ud af. Det er jo ligemeget, hvor meget man prøver at fortælle sig selv, at det er en rar verden at leve i, når faktum er noget andet. Jeg lukker mine øjne med en sidste tanke dedikeret til alle, der har det lige som mig. Find lykken, uanset hvad folk siger. Lad aldrig noget gå jer på, uanset hvad det er. Tro på jer selv. Alle mennesker er noget værd, på deres helt egen unikke måde. Uanset hvem man er. Det er de færreste der når helt til toppen, når først de er blevet fanget på bunden af mørkets kammer. Lad aldrig jeres nærmeste gå fra jer. Med disse ord sagt, sænkes det tunge lag af mørke ned over mig. Hele tiden har det ligget og luret i baggrunden, mens jeg har brugt den sidste gnist af håb, på at dedikere mine sidste ord til resten af verden. Men nu kan jeg ikke holde det tilbage mere. Nu overtager det mig helt, så jeg for evigt og altid skal være opslugt af et hav af mørke. Mine hænder skælver af skræk, krampetrækningerne i min krop forøges voldsomt, samtidig med min bevidsthed svinder hen. Alting bliver gråt og trist rundt omkring mig. Alle nattens lyde, som førhen dansede rundt omkring mig, er nu blevet druknet i et hav af mit fravære. Min indre vitalitet, bliver nu slukket helt. Som et bål man hælder en spand vand over. Tårene fra mine triste øjne svømmer rundt på gulvet. Med en sidste kræft anstrengelse giver jeg slip på livets lange og fæle hånd. Mine hænder skælver færdigt. Hele min krop skælver det sidste den kan, før den dør ud. Tankerne dør ud. Alt bliver mørkt omkring mig. Det her MÅ og SKAL være det sidste bud. Det må blive det sidste jeg får at se til denne verden. Dette må være slutningen på min eksistens.