En smigrende oplevelse
Jeg var til en stor firmafest i sidste uge.
Der var flere afdelinger samlet fra hele DK, så der var flere hundrede mennesker, og kun få man kendte. Alligevel en kanon fest med god mad, musik og dans.
Der fik jeg en oplevelse som kan gør en lidt glad.
Der var en yngre mand, der efter at have kigget længe over vores bord, bød mig op til dans.
Nu var kl. allerede mange, og han var ikke længere helt appelsinfri.
Selv om jeg også havde nydt både god vin til maden og et par drinks, kan jeg som regel bedst lide at have styr på tingene, og ender sjældent med at drikke mig fra sans og samling.
Vi dansede, og det var endelig meget hyggeligt. Så begyndte han ellers at smøre tykt på, om hvordan og hvorledes jeg så ud, dejlig, smuk, osv. Han begyndte også at blive en kende for kærlig, med at danse kind mod kind, og ellers holde godt stramt om mig.
Det er fint nok, til en vis grænse.
Efter nogle danse, syntes jeg, at nu trængte jeg til en pause, så jeg sagde tak for dansen.
Men så blev han klæbrig, jeg kan ikke huske hvad han sagde, men han var endelig ikke ubehagelig på noget tidspunkt.
Så forsøgte jeg ellers at fortælle ham om, at jeg vist nok var lidt for gammel til ham. Jeg er snart 40 og han så ud til at være i starten af 30'erne. Jeg nævnte også at jeg var gift og havde store børn.
Det skræmte ham ikke! Heller ikke der jeg nævnte min stilling, det plejer ellers at skræmme de fleste (gab!).
Så satte jeg mig tilbage ved bordet, sammen med mine kolleger, og han dukkede pludseligt op ved siden af mig.
Det må jeg nok sige! Han var ihærdig.
Han fortsatte i samme stil, med superlativer jeg ikke lige synes var passende, og flere kolleger rundt om bordet begyndte at smile indforstået...
Der han ikke rigtig forstod at jeg ikke var interesseret, måtte jeg bede om hjælp. Jeg spurgte en kollega, om ikke han kunne redde mig. Jo, det ville der være en fornøjelse (han kunne godt se, at jeg var lidt i klemme), så vi tog ud og dansede.
Selvom ham gutten fulgte efter, tror jeg at det endeligt gik op for ham, at han hellere måtte finde sig en anden at beundre...
Det var måske lidt synd for ham, at jeg sådan prøvede at slippe af med ham. Men der han ikke havde en chance hos mig, synes jeg at han ligesågodt kunne bruge kræfterne på en anden.
MEN! Min pointe er faktisk at takke ham, for hans opmærksomhed, for selvom jeg afviste ham, så er der et eller andet sted inde i en selv en glad følelse. Tænk at der er en der lægger mærke til mig! En hel fremmede der begynder at flirte. Det er endelig meget smigrende. Så jeg synes han fortjener en stor tak, for at givet mig en stor spark i min selvtillid.
Jeg ved godt, at han var noget beruset på det tidspunkt, så hans smagssans var måske ikke helt optimalt... :0)
Der var flere afdelinger samlet fra hele DK, så der var flere hundrede mennesker, og kun få man kendte. Alligevel en kanon fest med god mad, musik og dans.
Der fik jeg en oplevelse som kan gør en lidt glad.
Der var en yngre mand, der efter at have kigget længe over vores bord, bød mig op til dans.
Nu var kl. allerede mange, og han var ikke længere helt appelsinfri.
Selv om jeg også havde nydt både god vin til maden og et par drinks, kan jeg som regel bedst lide at have styr på tingene, og ender sjældent med at drikke mig fra sans og samling.
Vi dansede, og det var endelig meget hyggeligt. Så begyndte han ellers at smøre tykt på, om hvordan og hvorledes jeg så ud, dejlig, smuk, osv. Han begyndte også at blive en kende for kærlig, med at danse kind mod kind, og ellers holde godt stramt om mig.
Det er fint nok, til en vis grænse.
Efter nogle danse, syntes jeg, at nu trængte jeg til en pause, så jeg sagde tak for dansen.
Men så blev han klæbrig, jeg kan ikke huske hvad han sagde, men han var endelig ikke ubehagelig på noget tidspunkt.
Så forsøgte jeg ellers at fortælle ham om, at jeg vist nok var lidt for gammel til ham. Jeg er snart 40 og han så ud til at være i starten af 30'erne. Jeg nævnte også at jeg var gift og havde store børn.
Det skræmte ham ikke! Heller ikke der jeg nævnte min stilling, det plejer ellers at skræmme de fleste (gab!).
Så satte jeg mig tilbage ved bordet, sammen med mine kolleger, og han dukkede pludseligt op ved siden af mig.
Det må jeg nok sige! Han var ihærdig.
Han fortsatte i samme stil, med superlativer jeg ikke lige synes var passende, og flere kolleger rundt om bordet begyndte at smile indforstået...
Der han ikke rigtig forstod at jeg ikke var interesseret, måtte jeg bede om hjælp. Jeg spurgte en kollega, om ikke han kunne redde mig. Jo, det ville der være en fornøjelse (han kunne godt se, at jeg var lidt i klemme), så vi tog ud og dansede.
Selvom ham gutten fulgte efter, tror jeg at det endeligt gik op for ham, at han hellere måtte finde sig en anden at beundre...
Det var måske lidt synd for ham, at jeg sådan prøvede at slippe af med ham. Men der han ikke havde en chance hos mig, synes jeg at han ligesågodt kunne bruge kræfterne på en anden.
MEN! Min pointe er faktisk at takke ham, for hans opmærksomhed, for selvom jeg afviste ham, så er der et eller andet sted inde i en selv en glad følelse. Tænk at der er en der lægger mærke til mig! En hel fremmede der begynder at flirte. Det er endelig meget smigrende. Så jeg synes han fortjener en stor tak, for at givet mig en stor spark i min selvtillid.
Jeg ved godt, at han var noget beruset på det tidspunkt, så hans smagssans var måske ikke helt optimalt... :0)