En underlig tristhed.

Jeg har sådan en underlig tristhed indeni.
Jeg blev gravid ved et uheld. Anede ikke hvad jeg skulle gøre. På den ene side, så var der private problemer der gjorde, at jeg ikke kunne vælge barnet.
På den anden side, så ønskede jeg barnet mere end noget andet.
Jeg gik til min læge, som er en fantastisk kvinde. Hun bad mig gå i tænkeboks i en uge, så jeg ikke handlede overilet.
Og så gik det lige pludselig stærkt. Jeg var længere henne end forventet, og blev sendt til undersøgelse på sygehuset.
Da jeg skulle tale med de utrolig hjertevarme sygeplejersker, brød jeg sammen. Jeg ville allerheslt have barnet, men pga af de problemer jeg havde, var jeg bange for, om jeg nu også havde overskud til et barn.
Og så blev jeg scannet....og jeg så det lille barn.
Dér besluttede jeg mig. Jeg ville føde det barn. Tanken om abort var overhovedet ikke tilstede. - Havde tanken overhovedet været dér? - Sådan føltes det ikke.
Men så gik det galt. Det var ikke et rask foster. Mit barn var sygt. De smerter jeg havde haft, de blødninger jeg havde haft - de var et tegn. Et dårligt tegn.
Nu VAR abort den eneste løsning.
Hvad skete der?
Så nu sidder jeg her, efter aborten, med en masse tanker og en underlig tristhed.
Jeg er ulykkelig og forvirret.
Her havde jeg gået i flere dage og overvejet en abort. Og da jeg sidder til forundersøgelsen og ombestemmer mig, da jeg pludselig ikke kan forestille mig en "tom mave" - så er der en "anden" der tager beslutningen for mig.
Er det min egen skyld? Var det mig og mine bekymringer, som gjorde barnet sygt?
Jeg sidder med en dårlig smag i munden, har dårlig samvittighed, overfor et menneske som jeg ikke kendte, men som jeg ville have elsket højere, end livet selv.
En tristhed, som jeg ikke rigtig kan tale med nogen om.
Jeg får tårer i øjnene, når jeg ser en baby, når jeg ser en barnevogn. Når jeg hører barnegråd.
Hvordan kunne jeg overhovedet så meget som overveje, at få foretaget en abort?
Der har sikkert været en mening med det hele - men den har jeg bare svært ved at finde ud af lige nu.

jeg var ude for det samme som dig for et par uger siden. Var dog ikke længere henne end 6 uger, men ellers den samme historie. Tro mig, det bliver bedre! Kvindelige hormoner og moderfølelser er ikke sådan at spøge med, men lige pludeligt, når hormonerne er i balance igen, vil du kunne se rationelt på det hele.
Hvis det virker alt for uoverskueligt for dig, så søg hjælp!! Du er også velkommen til, at skrive til mig på gnaek@sol.dk
Op med humøret!! Knus og VARME tanker.

Hvis du alligevel ikke magter at besvare et indlæg, på en ordentlig måde, så lad være. Hvis dit ordforråd ikke er større, så find på noget andet.
Hvordan kan du være så lav?

Her kringer hun sin sjæl ud, og så skriver du sådan noget pis....
Det er ikke, fordi jeg har noget vist svar på dette svære spørgsmål, men af samme grund holder jeg min kæft...

Kære "Q", jeg sad med tåre i øjene da jeg læste dit indlæg....selvom jeg "bare" er en mand.
For pokker hvor må det ha' været en svær tid du gik igennem og specielt nu hvor det hele ligesom er "tabt"....
Men jeg tænkte også, at du har gjort hvad du kunne for at vinde "slaget".....men du "tabte", men du har ikke tabt "krigen".....belønningen ligger forude "Q".
For god ordens skyld skal jeg lige nævne at jeg selv er far og elsker børn.....så måske er jeg ikke "bare" en mand.
Jeg ønsker dig inderligt held og lykke fremover.
Og så bare lige "et klem"

Mange tak for dit svar. Du er ikke "bare en mand". Du er et menneske, som tog sig tid til at læse mine usammenhængende ord, og som yderme tog sig tid til at give mig et varmt svar.
Jeg véd dette går over, men hvorfor skal "ventetiden" være så svær? Det er der ingen der kan give mig svaret på, det er jeg klar over. Og jeg véd også, at sådan som jeg føler nu, er en del af livet.
Men jeg havde brug for at få sat ord på mine tanker - og så varmer det mere end du aner, at få sådan et svar fra dig.

Jeg blev helt rørt af at læse dine ord... du virker som et dejligt menneske i kontakt med sine føleser og meget betænksom.
Det er en svær tid for dig og der er ikke noget der lindrer din smerte og kun tiden kan hele dine sår. Men når det er sagt, så tror jeg helt klart at der er en mening med alt vi oplever, både godt og dårligt. Dårligt nok mest for at værdsætte det gode og for at lære af sine erfaringer og blive stærkere fremover.
Jeg er 23 og mor til en pige på et år og 4 måneder.
Det er dejligt og helt ærligt det er sku også hårdt. Hvis ikke jeg havde støtte i min kæreste (som ikke er hendes far) ved jeg ikke hvad jeg ku byde min datter. Nok knap så meget overskud som nu.Jeg vil godt kunne klare det, men det vil ikke være optimalt. Hendes egen far har lige begået selvmord. Men hun kendte ham næsten ikke. Det er der også en mening med, som jeg hellere ikke har fundet ud af hvad er. Men stoler på at tiden arbejder for mig og giver et klarere syn, på det højere formål der er...
Jeg var gravid som 18 årig og blev presset til at få en abort af min daværende kæreste som var udlænding og skulle giftes - fordi hans forældre synes. Han elskede mig men var også under enormt press. Det endte med trusler og alt muligt... så jeg (valgte) abort. Og barnet vendte tilbage til mig i mine drømme og "talte" til mig. Efter et stykke til fandt jeg ud af at det var bedst på den måde, fordi jeg ikke var parat til at varetage mit ansvar som mor. Og slet ikke alene i mindst 18 år intensivt og ja så hele livet med ansvar for et andet menneske og en hel del afsavn af ens egen frihed til at gøre alle de ting man har lyst til. Da jeg fødte min datter følte jeg også at en lille del af mit 1 barn blev født med. Jeg tror måske at det lyder skørt men skørt måske fordi min fornuft blokerer mine dybeste tanker. Man ved jo kun selv hvad man føler og tror på. Så kun man selv ved hvad der er rigtigt og forkert.
Helt sikkert er det ikke forkert -for mig- at fortiden er som den er. Og at fremtiden bliver som den blir. For ansvaret ligger hos en selv, og ens skæbne har planer med en på længere sigt som er uforklarlige i det her øjeblik.
Alt godt i fremtiden.
Jeg er sikker på at du bliver en lykkelig og god mor den dag tiden er inde til det....
Kærlige og varme tanker herfra....

I min verden er det at man overvejer abort, at være ansvarsfuld. Fordi man tænker på hvad man kan byde det lille menneske, der er en del af en selv i fremtiden.
Bor man godt nok?
Har man penge til alt der skal bruges?
Har man støtte fra faren, familie og venner?
Det kan godt være at man tænker jamen vi kommer til at klare det bare der er kærlighed nok, så overvinder vi alle problemer. Men virkligheden viser at når de basale behov ikke opfyldes optimalt, tærer det på kræfterne og kærligheden bliver overskygget af de problemer der kræver energien fuldt ud.
Så man er realistisk og velovervejet hvis man tænker på den måde fordi man vil det bedste for barnet.
De tanker er positive og kan ikke påvirke barnet i den grad at det ligefrem blir sygt af det. Du har tænkt omsorgsfuldt på barnets kommende fremtid. Og vist din ubetinget kærlighed fra begyndelsen....

Lov mig lige en ting -
Ingen anklager imod dig selv -

Dine tanker om abort har intet at gøre med hvad der skete - intet overhovedet.
Det lille mini foster du bar i dig havde en defekt, og naturen er af og til barmhjertig, og skånede det lille liv for en fremtid der var absolut uvis.
Du er så ung endnu - en floskel, ved jeg, men du er ung, og du får børn.
Jeg var igennem en del aborter inden jeg fik mine børn, og hver eneste gang havde jeg dine tanker - var det mig der havde provokeret ved negative tanker.
Talte med min læge, som beroligede mig -
Du kommer over det, men jeg er meget ked af det på dine vegne -
Stort knus Lisbeth