Endelig gravid - nu nervøs

Jeg har prøvet at blive gravid nogle gange og har stort set ikke tænkt på andet i lang tid. Jeg var helt vild efter at blive mor og nu er jeg endelig gravid. Men nu er jeg også bare blevet nervøs, bange.. Hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at være mor, hvis jeg ikke kan klare alt det hårde der hører med, hvad hvis jeg fortryder, osv osv.. Fik for nogle år siden en abort, selvom barnet var planlagt, men jeg blev simpelthen for bange da jeg endelig var blevet gravid. Er et normalt at have det sådan, eller er jeg bare underlig? Håber på nogen med erfaring og ikke dumme kommentarer.😖[s]

Det skal du ikke være nervøs for! haha.. Nej, det er altså helt normalt.. Det tror jeg mange kvinder oplever, og jo længere hen de kommer i graviditeten jo mere nervøs bliver de også barnets helbred.. HVAD NU HVIS.....? Eller HVIS.....? Har været møllen igennem med min kæreste, som troede Alexander (vores søn) var alt fra hjerneskadet til udviklingshæmmet osv osv.. Men han var HELT perfekt (selvfølgelig)
Det ER jo et stort ansvar at få en barn, så du og din hjerne forbereder sig bare på det ikke er lutter lagkage, så det er såment sundt nok at være nervøs 😉

Ja, det er ganske almindeligt at der indsniger sig en vis nervøsitet ifbm at du nu skal være mor. Det er en stor omvæltning og et kæmpe ansvar at påtage sig. Frygten er en del af processen og frygten for det ukendte kender vi vist også alle. Og jeg kan lige så godt være ærlig og nævne at usikkerheden, angsten, nervøsiteten og frygten for at der skal ske dit barn noget altid vil vælre til stede. Og grublerierne om du nu også formår at vise din kærlighed og respekt for barnet, omsætte dine ideer, holdninger, moralske overvejelser og generelle menneskesyn til dine børn, vil også altid ligge og rumstere et sted i baghovedet. Men i det daglige fylder det så uendelig lidt for kærligheden, ømheden, glæden, positiviteten og alt det andet skønne ved at have børn fylder dit liv 😃.
Hos dig kan det dog lyde somom din angst er af en lidt alvorligere karakter (jeg er blot lægmand og har ingen professionel psykologisk faglighed). Men synes dog det et drastisk skridt at tage at vælge at få foretaget en abort, når du nu gerne vil have børn. Tal med barnets far, nogen fra din familie, dine venner, kollegaer eller andre du har et fortroligt forhold til og nævn alle de tanker du gør dig. Det hjælper altid at få sagt det højt. Og hvis du synes der skal yderliger hjælp til og professionelle råd, så findes der mange gode psykologer og psykoterapeuter.
Held og lykke 🙂

Nu har jeg det bedre. Tusind tak for svarene! 🙂
Denne gang bliver der ingen abort. Glæder mig som en sindssyg. 🙂

Kan godt forstå du glæder dig, det er også HELT sindssygt så stort det er.. 😉
Det er dog et par ting som jeg vil forberede dig på som jeg IKKE synes bliver nævnt i af eksperterne normalt:
1. Når barnet er kommet ud, så har man altså ikke UENDELIGE kærlighed til barnet fra 1 sekund, men det er noget der bliver opbygget, og man kan sgu godt få et kulturchok, for det barn er afhængigt af en HVERT sekund, man kan ikke BARE gå toilettet osv hvis man er alene med barnet. MEN kærligheden kommer hurtigt når man lærer barnets personlighed at kende, og især når man begynder at få respons i form af smil/pludren whatever.. OG så tager det nok 1-2-3 uger før du egentlig fatter at DU er mor nu 😉
Men man kan godt blive SUPER frustreret når man ikke ved hvad man skal stille op i starten når barnet bare skriger og skriver, og man har prøvet ALT ! Så tålmodigheden bliver virkelig sat på prøve i starten, men det hele bliver nemmere og nemmere med tiden..
2. 1-2 dage efter du har født, (når mælken løber til) så får du en dag fyldt med følelser og gråd/angst.. Hvor du kan synes det HELE er noget lort, og du kan græde over ALT stort set.. Der er følelserne virkelig ude på (hospitals)tøjet, men det går igen hurtigt.. Så bare du er forberedt på det.
Når det første år er overstået, så har du bare et barn du har den VILDESTE uendelige kærlighed til, som er over HELE huset/lejlighed, og som pludrer løs.. som kan sige til/fra muligvis også nogle ord, og som kan gå (eller tæt på) som går i vuggestue og er social med de andre børn, også kan du tænke tilbage og sige : DAMN hvor er det gået stærkt det hele.. !
Selvfølgelig sker der meget i årets løb, men det er bare en milepæl af en art.. 😉

- hvornår den stor moderkærlighed indfinder sig og for den sags skyld også tudeturene. Men de er store - tudeturene. Jeg sad på hug ved siden af hendes vugge hele 4. dagen og hylede som en stukket gris. Ikke så meget fordi det hele var noget l.... men der var SÅ fuldstændig ufatteligt, at det underskønne smukke smukke pigebarn virkelig var min. Ingen indsigelser tak!!!! Faderen var i vaskekælderen og ikke velkommen andre steder😃😃😃😃 Min min min!!!!
- Én ting er jeg dog sikker på er ret generelt: Det er den mest radikale ændring i ens tilværelse overhovedet, at få det første barn. Graviditet nr. 3 gider man knapt klæde om til....😃
- Så et hjerteligt tillykke til den vordende mor. [f][s][f]

Selvfølgelig var/er din datter den underskønne smukke smukke tøsepige 😉
Og ja, det er individuelt hvornår kærligheden for alvor kommer... OG de store tudeturer.. 🙂
Jeg var selv VILDT overrasket over det faktisk BLEV et barn.. hahaha... Så kan jeg huske han skulle have iltmaske på, og jeg kom over ved bordet, også snart jeg sagde noget, så hiv han fat i min pegefinger med det samme (nok fordi han kunne genkende min stemme) FUCK jeg tudede som en pisket ! Det var kæmpe stort.. hehe...
Nina blev syet og jeg sad med Alexander alene og tænkte bare.. HVOR ER DET VILDT!?!
Da hun fik tudeturen (!!) Der drønede jeg rundt med ham alene den dag.. Og jeg har aldrig haft den der frygt for om jeg kunne slå til eller været nervøs i den forstand.. At jeg er til tider er blevet drevet HELT ud til yderpunkterne i forhold til min tålmodighed, temperament, glæde osv osv .. Det er så en helt anden sag 😉 haha

- der kommer i spil. 🙂
- De er endnu sværere at forklare til nogen, der ikke har været der..🙂 Så det bliver nemt sådan lidt indforstået snak mellem os, der har. Der er rent nikkeri...😃