Er dette virkelig mit vendepunkt?

For syv år siden begyndte jeg så småt at udvikle OCD. Tvangstanker og tvangshandlinger. Som årene gik blev de mere og mere invaliderende, og i dag fylder de så meget i mit liv, at jeg ikke kan forestille mig at leve uden dem. I al den tid har jeg holdt det hemmeligt i skam. Men så for kort tid siden, da jeg indså det var blevet for meget, fandt jeg ud af at en jeg kendte, led af det samme. Ikke de samme handlinger og tanker, med også af OCD. Nu har jeg snakket med denne person om det, og føler mig ikke længere alene i verden. Desuden har jeg fået kontakt til OCD-foreningen og har fået bestilt en tid hos lægen, så jeg kan blive henvist til at få behandling. Er dette virkelig mit vendepunkt? Er det virkelig sandt? Jeg sidder med glædestårer i øjnene, velvidende at tingene fra nu af vil blive bedre!
Måske lægger dette ikke så meget op til debat, men havde brug for at fortælle det. Og jeg vil samtidig opfordre alle andre med OCD eller angst, til at søge hjælp, hvis de ikke allerede er i behandling. Lad ikke jer selv gå rundt med det i tavshed, fordi I skammer jer! Der er ingen grund til skam, og det bliver kun værre med tiden, hvis man ikke kommer i behandling! Jeg skulle have søgt hjælp for længe siden. Nu er det gjort, og jeg føler allerede en stor lettelse! Søg hjælp!

med din beslutning. Jeg kan tænke mig, at det har krævet rigtig meget af dig at nå dertil, hvor du er i dag. Det må være en rigtig dejlig følelse at vide - altså RIGTIG vide - at man ikke er alene og at hjælpen findes.
Held og lykke..... det skal nok gå😉

Kære den langsommeq,
Det gjorde rigtig godt at læse dit indlæg og håber virkeligt, at det ER dit vendepunkt! Jeg er redaktør af OCD-foreningens blad OCD-nyt og vil spørge dig, om du kunne have lyst til at fortælle din historie i bladet? Du kan selvfølgelig være anonym, hvis du foretrækker det. Og hvis du ikke har lyst til at stille op til et egentligt interview, vil jeg spørge, om jeg må bringe dit indlæg her fra debat.sol.dk i OCD-nyt som et rigtig godt "opråb" til andre om at søge hjælp.
Mange hilsener,
Stig
stiga@post5.tele.dk

En dag vil jeg sikkert gerne fortælle min historie, anonymt vel at mærke. Men som det ser ud lige nu, føler jeg mig ikke rigtig klar til det. Især fordi jeg stadig har så mange hemmeligheder omkring det. Men jeg tror min historie vil kunne hjælpe andre, især hvis behandlingen bærer frugt, og så skal jeg nok give dig et kald! Jeg gemmer din mail? Det er stadig meget nyt for mig, bare at fortælle en enkel person om de ting der forsagede ocd'en og mine oplevelser med den.
indtil da må du gerne bruge mit indlæg.🙂for jeg er virkelig glad for at jeg har søgt hjælp og ikke er alene med det mere! selvom det virkelig var en hård nød at knække, pludselig at skulle snakke om det. men jeg føler allerede en stor lettelse. jeg håber indlægget kan bruges som opråb, som du siger.🙂det ville være fantastisk!

Hej,
Tusind tak for dit hurtige svar. Og tak fordi vi må bruge dit indlæg i bladet som et opråb til andre om at søge hjælp. Du må MEGET gerne skrive til mig, når du på et tidspunkt er kommet så langt, at der er en forhåbentlig god historie at fortælle🙂
Mange hilsener,
Stig

Jeg har gemt din mail, så skriver nok på et tidspunkt. 🙂

Det er rigtig skønt! Tak for det. 🙂