Er min søster syg?

Vi mistede vores Mor for 2 år siden til kræften, min søsters reaktion var dengang MEGET voldsom, vi tog det, for det sorg vi alle var ramt hårdt af, men siden har der været tidspunkter, når vi har talt om vores Mor, har jeg kunne fornemme at noget skete imellem dem inden hun døde, hvis jeg spørger ind til det, trækker min søster sig væk og taler uden om.
Nu til sagens kerne - Min søster har det sidste halve år, forandret sig meget. Det tætte bånd der engang var imellem os, føler jeg forsvinder, hun har sagt sit job op, hendes lejlighed roder, hun melder fra til sammenkomster og hun ser helt træt og opslidt ud.
Er det helt ved siden af,hvis jeg mener hun har brug for hjælp??? Og hvordan skal jeg nå ind til hende igen? Jeg VIL ikke også miste hende. :0(

som du skriver, så tror jeg da at du kan have ret i at hun har et problem.....Havde hun et tættere forhold til jeres mor end du havde. Hjalp jeres mor hende meget. Jeg tror desværre ikke at der er så meget at gøre før hun selv indser at hun har et problem, og før hun magter at gøre noget ved det selv. Man kan ikke hjælpe et menneske der ikke ønsker at blive hjulpet....Desværre, men du skal da helt sikkert tage en snak med hende. Hvor gamle er i??

Hvis du går ind på emillia's profil, skriver hun her, at hun er 26 år, hej - hav en god dag, også til emillia !!

Nej jeg tror ikke hun havde et tættere forhold, men jeg tror at der sket et eller andet imellem dem inden min mor døde, jeg har en lille mistanke om et skænderi, men jeg ved det ikke med sikkerhed for min søster taler udenom, hvis jeg spørger ind til det.
Vi er 26 og 28 år

Det kan være symptomer på det -
Har hun nogen omkring sig, som har hendes fortrolighed ?
Føler med dig
guller

din søster og fortæl at du har observeret hendes forandring.. tilbyd din hjælp hvis og når hun har brug for den.. god bedring med hende, hvis man kan sige det i denne situation :)

Det er jo det der er humlen, vi har altid været i et fortoligt forhold og har talt vit og bredt om alt, hun er ikke bare min søster, hun er min bedste ven, men jeg kan ikke nå hende i øjeblikket og det skræmmer mig.

og jeg er enig med dig, jeg er bare bange for hun trækker sig endnu mere.

Din søster skal ha' hjælp.... men som andre osse skriver, er det svært når hun lukker sig ind i sig selv... prøv alligevel... Har i samme læge?? så kunne DET være "nøglen" til at få hende til psykolog - selvom læger har tavshedspligt... Good luck begge to.... knus fra mancph

Tror du virkelig det kan lade sig gøre?? Ja vi har samme læge, den samme læge min mor også havde.

at du skal bestille en tid hos jeres læge og informere om problemet... Fint at det er den samme læge, som kender jer begge OG kendte jeres mor... Jeg tror på det! Og hvis lægen er "smart" vil det også lykkes at få din søster med på det... Jeg er ikke læge, men jeg ved godt hvordan jeg ville gøre det, hvis jeg var... kærligst mancph

hun er ved at miste sig selv :-(
Og ja, det lyder som om, hun har fået en depression, og har brug for hjælp. Men hvis hun ikke selv erkender problemet, bliver det nok svært at hjælpe hende.
Mit råd er, snak med hende. Fortæl hende, at du har observeret de her ting, men lad være med at komme med løsningsforslag i samme sekund. Fortæl hende hellere, at hun ved, hvor hun kan finde dig, hvis hun får brug for det.
Andet og mere kan du desværre nok ikke gøre på nuværende tidspunkt.
Med det må være SÅ frustrerende, at være pårørende til en psykisk syg, der er for syg til reelt at kunne klare sig selv, men for rask til at blive tvunget i behandling.
Husk nu, at passe lidt på dig selv også :-)
Mange hilsner
dr100

Det råd vil jeg følge, det skal prøves.

Jeg vil følge dit råd, blandet med manpch.s råd om at tale med vores læge, om ikke andet kan han give mig et råd om hvordan jeg skal forholde mig. Der ER frustrerende, men aller mest fordi jeg er bange, jeg er rigtig bange for at miste hende.

Hun behøves så sandelig ikke være syg, muligheden er at hun har valgt at tage sig et seriøst break for at tænke over livet.
- Hvad siger hun når du spørger hende om hvorfor hun har taget den kovending, og at du nærmest slet ikke kan "kende" hende?
*FB*

At der ikke er noget i vejen og drejer emnet over i en helt anden retning, spørger jeg ind til vores mor bliver hun flakkende i hendes øjne og svarer undvigende.

din søster har det hvert fald ik godt, hun har brug for prof-hjælp.. og kan du må du få hende til at indse at det er vigtig at i snakker om jeres mor og får bearbejdet den sorg som er tilstede... jeg fik ik min sorg bearbejdet da min far døde og jeg lider under det i dag.. så kan du ik få hende i tale så gå andre veje .. snak med familien osv.. hun vil takke dig i sidste ende for din iver til at få hende på rette køl..
pøj pøj

Det er aldrig sjovt at miste og savnet er stadig meget stort, man tænker og mindes. Der er dage hvor jeg virkelig savner min mor, de dage hvor jeg som kvinde under normale omstændigheder ville søge hende. Jeg ved min søster også mærker denne sorg. Jeg tror også hun har brug for hjælp..
Jeg føler med dig og håber virkelig at du med tiden vil komme dig. Jeg sender dig de kærligeste hilsner
Maja.

Jeg er naturligvis ked af det på jeres vegne.
- Du skal naturligvis ikke stille hende direkte spørgsmål f.eks. "Hvorfor rydder du ikke op?" for så afviser hun sikkert straks, og hurtigt finder et andet emne. Bløde inddirekte spørgsmål som f.eks. "Søs, hvorfor sagde du egentlig dit job op?" og det kan være imens du bladre i et blad, og hun måske laver en kop te (hvis du forstår).
Har du prøvet at tage hende med ud? Det kunne være en tur i skoven, eller andet i beroligende som ved havet, en sø? Hold om hende eller hold hende i hånden når i slentre afsted, bare sådan pludselig men stille. Så bør du starte med at tale om jeres mor, men de små sjove og positive ting "Kan du huske dengang mor hun ikke kunne finde sine nøgler, og vi blev smadder våde... og så lå de i hendes lomme?"
- Endelig ikke en Tivoli-tur eller i biografen, der er alt for mange mennesker, - hun har i den grad brug for ro, og kun tage et skridt ad gangen.
*FB*

Måske har jeg været for direkte, men det plejer vi jo også at være overfor hinanden. Jeg vil lytte til dit råd omkring, når jeg stiller spørgsmål og tage hende en tur med i skoven. Jeg synes det er en super ide. Tak.

At du har fået bearbejdet sorgen på din måde, og har minderne godt gemt dybt i dit hjerte. Det har din søster ikke, og hun skal derfor behandles på en blød måde, og meget meget stille. Et lille bitte skridt ad gangen, er bedre end slet ingen skridt.
Der må bestemt ikke ses skævt til hende fordi hun melder adbud til en fødselsdag eller andet, der bør ikke straks fra de andres side tænkes "Hun er fanme blevet mærkelig", - næ nej, for afbuddet er ene og alene hendes beslutningendes, og hun skal derfor ikke tvinges, eller rettere føle sig tvunget til at komme.
Ha' det godt, og pas godt på dig selv og ikke mindst din søster.
*FB*

Du har fornemmet noget rigtigt og det er vigtigt, at din søster for den rette behandling. samtale kan være den bedste medicin

Hej emillia ..
- Jeg har selv mistet min mor for et par år tilbage , og nu er situationen sådan , at min søster har forandret sig på en måde som ingen forstår .
- Hun er pludselig gået hen og blevet lesbisk , forvandlet sig selv til en dreng (self ik fået en penis, men .. ) drengetøj, drengehår, drenge-opførsel, og ALT .. Stoffer , dog ik på den grove måde , men hash , sniffer , og hvad ved jeg .
- Derudover har hun skabt en del problemer blandt resten af familien , og forstår virkelig at have alle rundt om sin lillefinger .
- Jeg og mange andre har tit prøvet at snakke med hende , men intet hjælper . Det er så vildt , at hun faktisk ligner en dreng .
- Jeg stod engang med hende, sammen med et par andre ved en tankstation. Så skulle hun lige provokere nogle seje drenge, hvor den ene af dem så ville til at slå hende, hvor jeg så hurtigt stod ind foran hende og sagde: skal du slå hende, skal du lige forbi mig først!!
"hende"?? spørger han så , flyt dig inden jeg også slår dig!, siger han...
"vidste ik du slog på piger", siger jeg, hvorefter han taber munden og siger: er hun en pige???
JA sagde jeg vredt, og pegede på hendes bryster, da det er det eneste der kan kendetegne hende som en pige!
Han undskyldte så og gik hurtigt..
Jeg kan godt forstå hende, da hun ligesom os andre har mistet noget stort (vores mor) da min mor var den som holdte familien oppe og køre!
Det er synd for dig og din søster, og hvis det er et skænderi de har haft inden hun gik bort, tror jeg det har taget meget hårdt på hende, måske har hun sagt noget til din mor, hun nu fortryder?? Og derfor måske føler skyld??
Nemlig da vi er forskellige til at takle sorg.. Jeg er f.eks. aldrig kommet over min mors død, efter 8 år nu, men viser det bare ikke foran nogen. Men græder da mine nætter for mig selv. Men det har man da lov til .. Men andre som min søster og din, ligner måske hinanden, de reager på deres egen måde, og kan slet ikke komme over det .
Hun har brug for hjælp, og jeg tror du måske kan , ved at snakke med hende, og fortælle hende at du altid er der for hende, og da også føler samme tab som hun gør. ?
Held og lykke her fra