10tilføjet af

Er stadig bange for ham

Hej Alle
Har virkelig brug for et par gode råd, og ikke nogle dumme kommentarer, for dette er temmelig seriøst for mig.
Da jeg var 14 fik jeg min første "rigtige" kæreste, han var nogle år ældre end mig. I starten var alt godt, men langsomt mistede jeg mine venner og mit liv, måtte ingenting og blev krydsforhørt i alt. Til slut havde jeg ingen kontrol over min egen hverdag, hvornår jeg stod op, om jeg skulle i skole eller hvornår jeg skulle i seng, ingenting. Jeg blev tit beskyldt for at lyve og være utro og fik tæsk stort set hver dag. Vi taler tæsk med knyttede næver, spark, kølle, kvælning... Mit liv blev én stor løgn hvor jeg skulle opretholde en facade overfor omverdenen som absolut ikke måtte vide hva der foregik, da det var så pinligt. Jeg er blevet truet, min familie er blevet truet, jeg er blevet voldtaget (det hedder det jo rent faktisk også INDENFOR forholdets rammer når det er imod vilje med evt kniv stukket for næsen). En meget lang historie gjort kort der varede knap et år før mine forældre fik nys om hvad der foregik og vi groft sagt gik under jorden fordi vi intet kunne stille op mod manden der plagede os.
Idag er jeg 22 år og er kommet noget længere end denne oplevelse. MEN selvom det er mange år siden er jeg stadig bange. Jeg har stadig bevidst hemmelig adresse, hemmeligt nummer og vil aldrig ha at han ser mig eller hvor jeg arbejder.
Det er ligesom blevet en vane. I nogle år har han kun eksisteret meget lidt i mit hoved, men det er kommet storstilet tilbage.
Jeg er en pige der har oplevet en del modgang i mit liv og derfor har gået meget til psykolog og psykiater, får antidepressiv og sådan. Så det er ikke dét jeg mangler eller behøver.
Han kontaktede mig for kort tid siden på facebook. Hvilket irriterer mig - eller tanken om at han har søgt på MIG fremfor allemulige andre (har senere fået kontakt til en af hans xkærester der har gennemlevet noget lignende mig).
Jeg har set ham et par gange for nyligt (uden han har set mig), jeg knækker totalt sammen, adrenalinet pumper, jeg ryster, græder og hvad der ikke fiser igennem mit hoved af tanker.
Hvad er jeg så bange for?? Og hvorfor bliver det ved. Jeg mener, hvis han VIRKELIG ville mig noget havde han nok gjort det for længst? Men hvad hvis synes af mig vækker et eller andet sygt i hans hoved? Tæsk er jeg ikk ligefrem bange for - det må være noget værre. Han har mig jo heller ikke ligefrem i sit spind længere, og ingen magt længere... HVORFOR skal jeg stadig reagere?
Mit allerstørste ønske er at han dør, så jeg ville slippe for denne seriøse angst. Jeg har aldrig prøvet at hade noget menneske som ham. Det er seriøst had!
Jeg har masser af venner og bekendte der ville beskytte mig meget mod denne mand (kylling), så det er heller ikke sikkerhed jeg mangler.
Jeg overvejer at kontakte en hypnotisør for at blive hjælpe mig af med min angst, jeg kan jo ikke leve resten af mit liv i frygt osv.
Hvad stiller jeg lige op???
tilføjet af

Stakkels dig!

Jeg må sige det er noget af et liv du allerede har været igennem. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvordan du kan komme videre, men jeg ville tro du bliver nød til at konfrontere ham på en eller anden måde, så du kan få det ud hvad han har gjort mod dig. jeg tor denne følelse du har og går og kæmper dig med vil følge dig resten af livet. Jeg tror du skal have fortalt ham hvilken smerte han har påført dig.
Har du nogen sinde overvejet at melde ham til Politiet? Det er bestemt ikke lovligt det du beskriver, det er jo både voldtægt, frihedsberøvelse, han har truet dig på livet, truet din familie. Efter hva jeg kan læse ud af dit indlæg er det ikke en jeg har det godt med render rundt på gaden, tænk på alle de andre piger der skal igennem det samme som dig.
En anden ting der måske kan hjælpe dig er at hjælpe andre der er/ har været i samme situation som dig. Dermed ville du få bearbejdet noget af det og samtidgigt hjælpe andre videre i deres liv.
Jeg ved ikke om du kan bruge det jeg skriver til noget.
Bor i satdigvæk i samme by siden du har set ham nogle gange? Du kunne jo evt flytte til en helt anden landsdel, så er chancen for han finder dig mindre.
Jeg håber du finder ro i dit sind, det er bestemt ikke noget der er sjovt at leve med.
ALT LYKKE TIL DIG
tilføjet af

Eyez

Tusinde tak for dit svar - det var rigtig rart. Vi bor fortsat i samme by og vil nok altid gøre det, og jeg har virkelig ikk tænkt mig at flytte. Slet heller ikke at flygte. Jeg gider det ikke mere, vil gerne ud af den onde cirkel jeg føler jeg skaber for mig selv.
Jeg har også tænkt tanken at "konfrontere ham", dog ikke med ord. Men gå bevidst forbi ham en dag i stedet for at gemme mig, bare for at se hvad der egentlig ville ske - om jeg har grund til at være bange. Problemet er bare at jeg også er bange for dette. Så skal jeg ha' nogen til at gemme sig i busken i hvert fald i tilfælde af noget skete. At tale med ham vil jeg ALDRIG. Vil ikk engang spilde dyrbare ord på ham. Desuden er han psykopat og totalt bevidst om hvad han har gang i - derfor vil det være spildt. Og intet hjælpe.
Vi ringede til politiet dengang jeg gik fra ham - de skulle bruge beviser (blå mærker osv) samt præcise tidspunkter - tak for lort. Men på den anden side er han ikke bange for den slags autoriteter OG det ville dengang bare gøre situationen værre - evt efter dnt straf i fængsel hvor han nok ville føle trang til hævn.
Det simpelthen for absurd.
Men ville elske at hjælpe andre - dog sys jeg selv jeg mangler den her sidste del hvor jeg selv kom videre. Er klar over at oplevelserne vil sidde i mig for altid - forhåbentlig vil jeg mærke det mindre og mindre - men jeg vil IKKE være bange for at gå på gaden mere, og jeg vil ikke gemme mig for ham mere.
Overvejer også selvforsvar. Og at ringe i et krisecenter og finde frem til en eller anden proffessionel der evt kender til disse mænds fælles mønstre osv - så jeg evt kan komme videre.
Yderst frustrerende!
tilføjet af

et råd

Mit råd er at du skal komme dertil hvor du kan droppe pillerne. Det er hårdt og det tager tid. Men din psykolog ved godt hvordan det kan lade sig gøre. Med pillerne skubber du nemlig bare problemerne foran dig. Du skal have taget rigtigt fat om din angst mv., også så du ikke går ind i et nyt forhold med lig i lasten. Hvis du ikke føler du kan bruge den ene psykolog til noget, så skift straks - det skal føles rigtigt.
tilføjet af

Dit arbejde med

...alt det skete er vidst ikke helt forløst, når du stadig får så stærke reaktioner fra krop og sind, på ham...
- ville nok også ønske ham temmelig langt væk, i dit sted!!! Gør hvad du må gøre - konfrontation tror jeg ikke du er klar til pt - men på sigt måske??? Hvis du ønsker det. Umiddelbart tror jeg du kan give dig selv en gave igennem en terapi som også arbejder m det fysiske - nogle tror at kroppen lagre erfaringer ganske som sindet,,,jeg ved det ikke - men alle har ret til at hjælpe sig selv og leve angst frit,,,som anonym skriver er en virkelig god "kemi" nødvendig for at den slags dybe healing kan finde sted....
Det aller bedste til dig og hele din nutid og fremtid[f].
[s][s][s]
A
tilføjet af

Har du nogensinde

hørt om Tæskeholdet,eller En færdselsulykke?
tilføjet af

Altså jeg mener jo

ikke dig som har været så meget igennem,men man kunne jo tænke sig at stodderen fik sig nogle tørre tæsk en dag,ikke sandt? Du kommer over det med ar på sjælen og du vil møde en sød fyr en skønne dag,det er jeg sikker på! Husk aldrig mere at værre et offer for en til psykopat og held og lykke!
tilføjet af

Hehe

Jaah jeg ønsker dette - meget. Det må man ikk sige😉Og der er heller ingen tvivl om at HVIS han nærmede sig mig ville det ske. Det er slet slet ikke det der er problemet. Men mere det ubearbejdede - det fortrængte. Og at jeg er så angst trods alt. ØV!!
Har allerede en god kæreste gennem et par år. :)
Tak for svar - dejligt!
tilføjet af

Hmm..

Jeg tror absolut du har ret. Men som jeg har skrevet har jeg tit været ved psykolog og psykiater - også senere med dette problem med ham + angsten. Men jeg har aldrig fundet en terapiform der har hjulpet mig. Jeg har på en eller anden måde altid kunnet "narre" dem ubevidst. Så det er ikke dét der vil hjælpe mig. Jo hvis jeg fandt en anden terapiform end det "almindelige" kognitive man altid bliver tilbudt gennem læge for deprimerede osv...
tilføjet af

Forstår ikke

helt hva du mener med pillerne og at skubbe problemerne foran sig?
Uden pillerne i første omgang er jeg temmelig sikker på jeg ikk havde levet idag. De hjælper også med at holde nogen andre angstanfald (i andre tilfælde) borte om natten.
Jeg går ikke til psykolog eller lignende længere, min læge holder øje med mine antidepressiva.
Jeg er meget glad for mine piller, da jeg mener de har hjulpet mig langt, dog med en del optrapning. På nuværende tidspunkt virker de ikke på samme kraftige måde som i starten - nu er jeg bare normal - på pillerne. Vi har prøvet at trappe mig ud et par gange uden held.
Nogle gange tænker jeg at jeg måske skal acceptere at jeg bare er et stresset/deprimeret menneske der måske aldrig slipper pillerne??
tilføjet af

brydkoden.dk,,,

Hi igen,,,ja,,,når den sidder så dybt (angsten) kan jeg sagtens forestille mig at du kan diverse undvige manøvre (forsvarsmekanismer),,,derfor også så vigtigt at du får lov til at arbejde sammen m et virkelig dygtigt menneske,,,fandt denne side - brydkoden.dk - som du selv har været inde på, anbefaler de her brug af hypnose for at opløse angst...,,,en i familien brugte hypnose v rygestop og det virkede utrolig godt....bryd koden[f] (selvom det selvfølgelig er to vidt forskellige udgangspunkter)
Giv ikke op,,,giv aldrig op,,,
Stor glæde til dig[s]
A
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.