Etniske minoriteter på arbejdsmarkedet

Hjemmesiden “Etniske minoriteter på arbejdsmarkedet”, som er udviklet på baggrund af et toårigt forsøgsprojekt gennemført for Arbejdsmarkedsstyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Det statsfinansierede websted gør bl.a. opmærksom på, at Arbejdsformidlingen gerne vil være virksomhederne behjælpelig med etnisk sortering af ledige:
“Henvendelse til AF – Arbejdsformidlingen kan ofte hjælpe med at finde frem til ledige, også når det gælder ledige med anden etnisk baggrund. Nogle AF-regioner har mulighed for at søge efter ledige med anden etnisk baggrund, se også brug AF’s ydelser.” (Fra Tips til nye måder at annoncere på).

*****************************************************************************************

“Nogle AF-regioner har mulighed for at søge efter ledige med anden etnisk baggrund”
Ulovlig forskelsbehandling.
FØJ!

http://www.jobintegration.dk/vaerktoej_altern_markeds.html#toppen

på en måde burde man prioritere at få de mest socialt ekskluderede ud i lønjob først så de mest socialt ekskluderede kan få optimeret deres sociale status , så de kan få nogle venner/bekendte og få råd til de ting og fornødenheder de mangler for at have en bedre tilværelse så deres familie og landsmænd vil være dem bekendt . .

det modsatte, fra virkeligheden:
(Gellerup er vist i dag næsten "etnisk renset" for grønlændere - takket være muslimerne)
Grønlandsk familie blev dagligt chikaneret af ‘andre minoritetsgrupper’ i Gellerup (2009)
Det interessante underspilles i indslaget, men ingen forventer andet af Orientering på P1. Fra et indslag, onsdag i sidste uge om herboende grønlændere – Livet som minoritet blandt minoriteten.
P1-Vært: Gruppen af kvinder der forlader Grønland for at komme væk fra en alkoholisk og nogle gange voldelig ægtemand er en af Danmarks store oversete minoritetsgrupper, der kæmper med arbejdsløshed, psykiske problemer og ensomhed. Det er i hvert fald nogle af konklusionerne i en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, en rapport der udkommer i dag. Men hvordan er det at leve som en minoritet blandt minoriteter i et dansk parallelsamfund. Det satte Orienterings Jonas Bjørn Andreasen sig for at finde ud af. Så han tog til Århus for at tale med en grønlandsk kvinde, der ankom til Gellerupparken for to år siden.
‘Kirsten’, grønlænder: Det var meget presset. Vi kunne ikke engang være ude på vores altan, der hvor vi boede. Der samles altid unge og børn – i første omgang bliver vi tit kaldt ‘kinesere’, men ligeså snart vi har boet her så længe, så forstår de at vi ikke er kinesere, men er fra Grønland. Vi er grønlændere. Så blev mobningen endnu værre.
Jonas Bjørn Andreasen, P1: Sådan betegner Kirsten de ni måneder, som hun og hendes børn levede ude i Gellerupparken i Århus. Hun er nu flyttet til den anden ende af byen, men har indvilliget i at tage tilbage til Gellerup, for at vise den lejlighed, hvor hun sammen med sine fem børn og nogle kufferter flyttede i for to år siden.
‘Kirsten’: Det var så i den her blok vi boede, dengang, og vi boede, hvor er det nu henne, den der, hvor der er to paraboler, en lille og en lidt større. Det var der vi boede…
[...]
Jonas Bjørn Andreasen: Ensomheden var netop et af de aspekter, som Kirsten følte var et af de allerhårdeste aspekter ved at komme til Danmark, men ikke blot for hende selv. Det var også noget der i høj grad prægede hendes børn. Samtidig oplevede familien daglige chikanerier fra de andre minoritetsgrupper i Gellerupparken, som både råbte skældsord og kastede sten efter Kirsten og hendes børn.
‘Kirsten’: Altså, i Grønland, før vi kom her til, der plejede vi at besøge hinanden, venner og familie. Og da vi flyttede her til, så er det sådan lidt kedeligt, at ikke kende nogen. Især når man er inuit-grønlænder, så er det svært at falde til her i området. Altså, vi har boet her i ni, i lidt over ni måneder… efter otte måneder fik jeg en lejlighed et andet sted… Jeg kunne ikke holde ud at bo her. Og hvis jeg ikke havde fået et andet sted at bo, så ville jeg være taget tilbage, fordi det var ikke godt at bo her.
Jonas Bjørn Andreasen: Men de grønlandske kvinder behøver ikke at ende i den her situation. Else Christensen mener der er en meget nem løsning på problemet. For hvis man satte ind med en målrettet indsats allerede når kvinderne kom til landet, hvor man for eksempel tog en samtale og fortalte dem om Danmark og de sociale systemer, så ville man kunne hjælpe rigtig mange inden de endte i problemer.
[...]
Jonas Bjørn Andreasen: Til Kirstens store glæde er gåturen i Gellerup nu ved at være ved vejs ende, og hun skal til at hente sin datter i børnehaven. Hun regner ikke med at hun skal ud til boligområdet igen…
------------
Det ser ud til at allahs krigere vandt igen...