Fattigdom rammer skævt.
Valg mellem vinterstøvler og tandlægebesøg
af fris, 1. februar 2005
Siden ordet velfærdsstat blev opfundet, har meningen med den været at udrydde fattigdom, og øge den generelle levestandard og tryghed i befolkningen.
Det er lykkedes at øge levestandarden til et punkt, hvor børn brokker sig over ikke at have egen farveflimmer på eget værelse, hvor bilerne kører kofanger mod kofanger fra nord til syd, hvor efterspørgslen på ejerbolig nummer to presser sommerhuspriserne op med rekordfart.
Det er lykkedes at skabe et samfund med noget nær verdens mindste økonomiske ulighed mellem borgerne. Og der er næppe tvivl om, at denne – forholdsvis store – økonomiske lighed er grundlaget for den ro, tillid og tryghed, der holder samfundet sammen.
Men det er ikke lykkedes at udrydde fattigdommen.
Nutidens fattigdom skal ikke sammenlignes med fattigdom for 100 år siden eller i nutidens ulande. Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse, men det har EU: Cirka fire procent voksne danskere har en indtægt på under halvdelen af medianindkomsten, hvilket svarer til 6.100 kroner (efter skat) til husleje, faste udgifter, mad, tøj, transport, møbler, fornøjelser – alt.
Sagt på en anden måde er nutidens fattige dem, der ikke har råd til at gøre og købe helt almindelige ting. Dem, hvis økonomiske frihed er indskrænket til valget mellem mad, avis, tandlægebesøg, frisør eller vinterstøvler.
Fattigdom rammer skævt. Enlige mødre, arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere og etniske minoriteter har altid haft særlig risiko for at hænge fast i fattigdomsfælden gennem en længere periode af deres liv. Den risiko er ikke blevet mindre i de seneste tre år.
I valgkampen år 2001 lovede regeringen at lade være med at skære i dagpenge- og kontanthjælpssatserne. Det løfte har den holdt. Til gengæld er vilkårene for at få offentlig hjælp til midlertidig forsørgelse blevet ændret – hvilket rammer nogle af de grupper, som i forvejen har en indtægt tæt på og under EU’s officielle fattigdomsgrænse, lige så hårdt, som hvis satserne var blevet skåret ned:
Der er indført generelt loft over den samlede ydelse – herunder boligydelse – for personer, der har modtaget kontanthjælp i mere end seks måneder. Efter samme tidsrum får ægtepar på kontanthjælp skåret ydelsen med cirka 513 kroner og kontanthjælpsmodtagere under 25 uden børn får skåret ydelsen ned til SU-niveau.
Samtidig er der indført en særlig lav ’starthjælp’ til personer, som i løbet af de seneste otte år har opholdt sig mere end et år uden for Danmarks grænser, samt en lige så lav ’introduktionsydelse’ til flygtninge og asylsøgere. Flygtninges rådighedsbeløb svarer til mellem halvdelen og tre fjerdedele af, hvad tilsvarende familietyper på almindelig kontanthjælp modtager:
Desuden er optjening af dagpengeretten skærpet for nyuddannede. Nu kan de først få udbetalt dagpenge efter en beregnings sats efter syv måneders beskæftigelse mod tidligere tre måneder.
Endelig er kravet til transporttid blevet skrappere. I dag skal ledige takke ja til et job, selv om det medfører en daglig transporttid på fire timer.
Begrundelsen for samtlige diskrete nedskæringer har været, at »det skal kunne betale sig at arbejde,« som der stod i regeringsgrundlaget fra 2001. I sin åbningstale til Folketinget 2002 gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen det klart, at »alt for mange af de, der er på offentlig forsørgelse, har enten begrænset eller slet ingen økonomisk tilskyndelse til at søge et arbejde« – og lovede at gøre noget ved det.
Det løfte har han holdt. Ovennævnte stramninger har imidlertid ikke ikke virket efter regeringens erklærede hensigt. Der er ikke kommet flere i arbejde.
At kontanthjælpsmodtager har svært ved at få job, er ikke et nyt problem. Selv ikke beskæftigelsesfremgangen i slutningen af 1990’erne gjorde indhug i antallet af langvarige modtagere af kontanthjælp. Tværtimod steg andelen af personer, der hang fast i systemet fra 41 procent i 1995 til 48 procent i 2001.
Siden da er beskæftigelsen faldet med mindst 40.000 personer, og den registrerede arbejdsløshed er steget til 170.000. Med lavkonjunkturen er der selvsagt blevet større konkurrence om ledige job.
Alligevel har regeringen bevaret en klippefast tro på »økonomiske incitamenters« gavnlige virkning på beskæftigelsen.
De ovenfor nævnte ’justeringer’ af socialpolitik og dagpengeregler har været regeringens største samlede beskæftigelsespolitiske initiativ – hvilket afslører en skræmmende mangel på politiske visioner for, hvordan der kan skabes flere arbejdspladser.
Måske kan fattigdom aldrig udryddes helt, men i vores samfund med en gennemsnitsindkomst på 249.000 kroner for alle skattepligtige personer over 15 år er der rigeligt råd til at gøre forsøget.
Regeringen har gjort det modsatte. Den har satset på at gøre nogle af samfundets fattige endnu fattigere, for at presse dem til at finde et job og forsørge sig selv.
Det er ikke alene forudsigeligt virkningsløst i en tid, hvor antallet af registrerede arbejdsløse stiger. Det er også uanstændigt over for mennesker, der i forvejen har det svært.
af fris, 1. februar 2005
Siden ordet velfærdsstat blev opfundet, har meningen med den været at udrydde fattigdom, og øge den generelle levestandard og tryghed i befolkningen.
Det er lykkedes at øge levestandarden til et punkt, hvor børn brokker sig over ikke at have egen farveflimmer på eget værelse, hvor bilerne kører kofanger mod kofanger fra nord til syd, hvor efterspørgslen på ejerbolig nummer to presser sommerhuspriserne op med rekordfart.
Det er lykkedes at skabe et samfund med noget nær verdens mindste økonomiske ulighed mellem borgerne. Og der er næppe tvivl om, at denne – forholdsvis store – økonomiske lighed er grundlaget for den ro, tillid og tryghed, der holder samfundet sammen.
Men det er ikke lykkedes at udrydde fattigdommen.
Nutidens fattigdom skal ikke sammenlignes med fattigdom for 100 år siden eller i nutidens ulande. Danmark har ingen officiel fattigdomsgrænse, men det har EU: Cirka fire procent voksne danskere har en indtægt på under halvdelen af medianindkomsten, hvilket svarer til 6.100 kroner (efter skat) til husleje, faste udgifter, mad, tøj, transport, møbler, fornøjelser – alt.
Sagt på en anden måde er nutidens fattige dem, der ikke har råd til at gøre og købe helt almindelige ting. Dem, hvis økonomiske frihed er indskrænket til valget mellem mad, avis, tandlægebesøg, frisør eller vinterstøvler.
Fattigdom rammer skævt. Enlige mødre, arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere og etniske minoriteter har altid haft særlig risiko for at hænge fast i fattigdomsfælden gennem en længere periode af deres liv. Den risiko er ikke blevet mindre i de seneste tre år.
I valgkampen år 2001 lovede regeringen at lade være med at skære i dagpenge- og kontanthjælpssatserne. Det løfte har den holdt. Til gengæld er vilkårene for at få offentlig hjælp til midlertidig forsørgelse blevet ændret – hvilket rammer nogle af de grupper, som i forvejen har en indtægt tæt på og under EU’s officielle fattigdomsgrænse, lige så hårdt, som hvis satserne var blevet skåret ned:
Der er indført generelt loft over den samlede ydelse – herunder boligydelse – for personer, der har modtaget kontanthjælp i mere end seks måneder. Efter samme tidsrum får ægtepar på kontanthjælp skåret ydelsen med cirka 513 kroner og kontanthjælpsmodtagere under 25 uden børn får skåret ydelsen ned til SU-niveau.
Samtidig er der indført en særlig lav ’starthjælp’ til personer, som i løbet af de seneste otte år har opholdt sig mere end et år uden for Danmarks grænser, samt en lige så lav ’introduktionsydelse’ til flygtninge og asylsøgere. Flygtninges rådighedsbeløb svarer til mellem halvdelen og tre fjerdedele af, hvad tilsvarende familietyper på almindelig kontanthjælp modtager:
Desuden er optjening af dagpengeretten skærpet for nyuddannede. Nu kan de først få udbetalt dagpenge efter en beregnings sats efter syv måneders beskæftigelse mod tidligere tre måneder.
Endelig er kravet til transporttid blevet skrappere. I dag skal ledige takke ja til et job, selv om det medfører en daglig transporttid på fire timer.
Begrundelsen for samtlige diskrete nedskæringer har været, at »det skal kunne betale sig at arbejde,« som der stod i regeringsgrundlaget fra 2001. I sin åbningstale til Folketinget 2002 gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen det klart, at »alt for mange af de, der er på offentlig forsørgelse, har enten begrænset eller slet ingen økonomisk tilskyndelse til at søge et arbejde« – og lovede at gøre noget ved det.
Det løfte har han holdt. Ovennævnte stramninger har imidlertid ikke ikke virket efter regeringens erklærede hensigt. Der er ikke kommet flere i arbejde.
At kontanthjælpsmodtager har svært ved at få job, er ikke et nyt problem. Selv ikke beskæftigelsesfremgangen i slutningen af 1990’erne gjorde indhug i antallet af langvarige modtagere af kontanthjælp. Tværtimod steg andelen af personer, der hang fast i systemet fra 41 procent i 1995 til 48 procent i 2001.
Siden da er beskæftigelsen faldet med mindst 40.000 personer, og den registrerede arbejdsløshed er steget til 170.000. Med lavkonjunkturen er der selvsagt blevet større konkurrence om ledige job.
Alligevel har regeringen bevaret en klippefast tro på »økonomiske incitamenters« gavnlige virkning på beskæftigelsen.
De ovenfor nævnte ’justeringer’ af socialpolitik og dagpengeregler har været regeringens største samlede beskæftigelsespolitiske initiativ – hvilket afslører en skræmmende mangel på politiske visioner for, hvordan der kan skabes flere arbejdspladser.
Måske kan fattigdom aldrig udryddes helt, men i vores samfund med en gennemsnitsindkomst på 249.000 kroner for alle skattepligtige personer over 15 år er der rigeligt råd til at gøre forsøget.
Regeringen har gjort det modsatte. Den har satset på at gøre nogle af samfundets fattige endnu fattigere, for at presse dem til at finde et job og forsørge sig selv.
Det er ikke alene forudsigeligt virkningsløst i en tid, hvor antallet af registrerede arbejdsløse stiger. Det er også uanstændigt over for mennesker, der i forvejen har det svært.