Flere synspunkter på utroskab

Jeg har lyst til at sige følgende til indlæggene vedrørende troskab/Utroskab:
Jeg klart ser nogle forskellige lejre udmønte sig i debatten efterhånden.
Dem der ALDRIG vil være det og defor heller ALDRIG kan acceptere at partneren kan være det. Og i samme åndedræt har svært ved at have forståelse for at nogen kan finde på at leve anderledes. Og som ofte gør sig til moralens vogtere og kommer med ret grove indlæg til dem der ikke tænker som de.
Dem der selv har været faldet i en engangshistorie eller en forelskelse/fasscination og derfor ved at det kan ske, og derfor også kan tilgive at det sker hos andre. Og dermed også har forståelsen for at sådanne ting kan ske, samt at man som par rent faktisk kan komme videre selv med det i bagagen.
Men som også har, og redegør for, et langt mere nuanceret billede af hvad det handler om og hvad der sker i situationen.
Og så dem, der notorisk lyver om at de er utro. Anser partneren for SÅ dum at det nok ikke bliver opdaget. Og som ikke selv vil acceptere utroskab skulle den anden part udsætte dem for det.
Denne gruppe er i mine øjne de værste. Da det også ofte er dem der simpelthen tror at deres partnere er så naive at de blot behøver stikke et "undskyld skat - det sker aldrig mere - så du kan godt stole på mig igen." og så er alt ved det gamle. Hvorefter de tager direkte ud til den næste konference, firmafest uden ledsager, internatkursus, møde med kollega, eller anden interessant og "spændende jagtområde" træf for at fortsætte livsstilen "at være utro". Det er også ofte dem der råber ret så højt på deres RET til at leve som de vil..og at de ikke VIL mangle noget i livet,,Kan manden/konen ikke levere varen, ja så er der andre der kan.
Personligt regner jeg ikke de mennesker der er swingere, eller som dyrker sex med andre som hobby efter aftale med deres partner, for utro i ordets egentlige forstand.
Derimod er diverse sex på hhv internet, med webcam, over SMS via Mail osv, det vil sige sex med et andet menneske der er "virtuelt" sammen med hinanden, for mig på lige fod med rent fysisk utroskab.
Her er der blot tale om fysisk utroskab på afstand med et psykisk aspekt i. Og afstanden mellem dette og IRL møder er efter min erfaring MEGET lille og villigheden til at have sex sammen(læs være utro) er konstateret værende til stede hos begge.
Jeg ved godt at masser af mennesker har stor fornøjelse af at deltage i sexaktiviteter på nettet, det ser jeg ikke som utroskab, så længe man som par er enige om at det er OK...og er åbne og ærlige om det.
Men jeg ser det som utroskab når man sexer med et andet menneske over webcam eller SMS, Chat mv og man udmærket ved ens partner aldrig ville kunne acceptere at det foregik og derfor holder det hemmeligt.
Det er blot lidt yderligere krudt til debattønden herfra.
x-woman.

at vaere utro.
faktisk er det at vaere tro unaturligt for et menneske.
vaelger man at vaere tro, saa arbejder man derfor mod oddsene.
naar det er sagt, saa vil jeg fortsaette med at leve dette unaturlige liv og forvente at min kaereste goer det samme. han er min og jeg er hans, og jeg haaber mod alle oddsene at vi kan gaa igennem hele livet uden at lade os blive fristet af andre end hinanden.

Hvordan i al verden kan det være menneskets "natur" at være utro??? Du får det til at lyde som en videnskabelig afhandling. Naturligvis kan det ske, at man er sin partner utro. Det er noget lort, men det KAN ske. Lige som det kan ske, at man slår et andet menneske ihjel (uden dog at sammenligne de to ting yderligere).
Der findes også dyr, som lever parvis hele livet, som aldrig er deres mage utro!

Jeg tror at vi måske som mennesker har glemt at vi er nået det stadie vi har nu gennem en lang udvikling. Udviklingen er yderligere påvirket af at vi begyndte at dele viden og erfaringer med hinanden gennem bøger og videnskab.
Vi skal faktisk ikke så forfærdelig mange år tilbage i historien før der blev set noget anderledes på det at have sex med andre end den man var gift med.
Victoriatidens England, samt den religiøse påvirkning har faktisk ændret dette syn på parforholdet meget mere end udviklingen/evolutionen kunne magte gennem mange tusind år. Mange af de naturfolk jeg har læst om, har slet ikke det forhold til seksuel troskab som vi kender...De er jo heller ikke blevet oplyste af dronning Victoria og præsterne fra en eller anden af vore kendte religiøse retninger...En af de stammesamfund jeg har læst om , opererer faktisk drengene så de selv kan bestemme om de vil have børn. Medicinkvinden laver ganske enkelt hul til sædstrengene og sætter et par små træpløkke i mens drengene er små. Disse bliver så fjernet når sårene er helede. Herefter kan drengen/manden vælge at gå efter graviditet og holde for hullerne, eller vælge at dyrke sikker sex og lade udløsningen af sæd løbe ud af hullerne...Smart ikke - når man nu ikke tager det med seksuel troskab så nøje.
Så jeg tror vi er nødt til at se tingene i et lidt større perspektiv før vi går ud fra at troskab er noget vi er født med...
Heldigt er det blot hvis man kan finde sammen med et menneske der deler det syn man selv har på tingene. Det er nok også de forhold der har de største chancer i den verden fuld af dejlige fristelser vi lever i i dag.
x-woman...der godt kan lide at nuancere tingene før hun tager beslutninger om hvad holdning hun har.

Egernet, ulven og ravnen vælger mager for livet. For dem er det unaturligt at være utro. For mennesker er det anderledes. Jeg tror ikke på, at troskab er noget, vi - som mennesker - er naturligt født til at leve i. Det er noget, vi vælger. På samme måde, som vi herefter vælger at være utro.
Man kan ikke være sin partner utro, med mindre der forinden har været et troskab. To mennesker kan sagtens leve i et åbent forhold, men så er der ikke tale om utroskab. Det ville svare til, at man kunne stjæle i et samfund, hvor ingen ejer noget. Det kan ikke lade sig gøre.
Når jeg hører nogen sige, at utroskab er naturligt, så opfatter jeg det som en rigtig dårlig undskyldning. Utroskab er - ligesom troskab - et valg, vi mennesker er så privilligerede at kunne foretage.
Vi kan lade os friste, og dette er nok en medfødt naturlighed for os mennesker. Men vi er også udstyret med en samvittighed, som modvægt til denne fristelse. Der er modpoler i alt.

På nogle områder vil jeg da give dig lidt ret. Vi er nødt til at vælge gennem hele vores liv.
Det er klart at der er hensyn at tage når man lever sammen i et fællesskab som et parforhold jo også er.
Men hvem mon siger at valget skal bunde på begrebet samvittighed.....samvittigheden er jo meget bundet op på de normer og regler vi har fået ind gennem vore oplevelser i det samfund vi er omgivet af.
Det vil da være meget svært for den mand der er opvokset med at han må have sex med hvilken kvinde der måtte have lyst til ham, eller det omvendte, at komme til vores vestlige verden og opleve at det pludselig var "uvelkomment" og noget man skulle have dårlig samvittighed over. Hvorimod vi nok, de fleste af os, ville synes det var lige så mærkeligt at blive tilbudt seksuelt samkvem, som om det blot var et stykke chokolade vi nu skulle dele.
Jeg vil faktisk hellere tage fat lidt længere nede og se ildt på de drifter vi alle har med fra fødslen.
Sexualitet er en af de drifter, og dybt dernede, hvor drifterne holder til er der én ting der virkelig tæller, artens overlevelse på bedst og stærkest mulig vis. Måske er det rester af dette der får nogle til at være "notorisk" seksuelt søgende og jagende, jeg ved det ikke. MEn jeg er faktisk efterhånden SÅ træt af at det i vores selskab og den verden vi er i bliver set på med så lidt nuancer. Det er meget : er du utro, så er du værre end det værste, og så er det legalt at smide 15-20 års sam- og familieliv til side...For han/hun var jo utro....og så skide være med resten...
Jeg er virkelig ærlig når jeg siger at jeg tror på at man som par skal tage nogle meget lange og dybe samtaler om netop dette, da det er klisteret i parforholdet at man kender hinanden og har tillid til at "vi er enige på det punkt", og det hvad enten vi er enige om "ingen utroskab" "det kan ske utroskab" eller " notorisk utroskab".
Altså at vi som partner er ærlige om os selv og over for partneren. Hvis jeg skal have dårlig samvittighed over den holdning jeg nu en gang har til troskab. SÅ er det da kun over for mig selv...og min samlever...ikke over for alle andres normer og regler ,,der kommer fra diverse steder jeg ikke har eller har haft indflydelse på.
Lidt mere nuance på livets dejlige sexchokolade...
x-woman

Jeg har nok ikke udtrykt mig tydeligt nok, da jeg brugte ordet samvittighed. Jeg ser ikke samvittigheden i rellation til samfundet eller div. religioner.
Tværtimod mener jeg, at samfundet og religionerne er bygget på vores samvittighed. ...Men det var slet ikke det, jeg ville ind på.
Når jeg skriver samvittighed i denne sammenhæng, så er det den følelse man har i maven, som fortæller, hvornår man har såret et andet menneske. For uanset opvækst, religion eller kultur, så har vi alle et barometer af en eller anden art, som fortæller os, hvordan vi kan tillade os at opføre os overfor dem vi elsker.
Derfor er det i mine øjne underordnet, hvordan samfundet gennerelt ser på utroskab. Det er ikke den samfundsorienterede samvittighed, som styrer vores valg. Det er et spørgsmål om, hvorvidt fristelsen til utroskab vejer lettere eller tungere end ens ønske om ikke at såre sin partner. Dermed er det samvittighed kontra fristelse.
Jeg sætter det lidt firkantet op her, men det er helt basalt sådan, jeg ser på utroskab. Jeg ved, at et forhold kan overleve utroskab og jeg mener, at der er rigtig mange forskellige nuancer og årsager til utroskab. Og så behøver det ikke handle om sex.
Jeg mener også, at vi alle - under de rette omstændigheder - vil være i stand til at være vores partner utro. Jeg oplever tit folk sige: "jeg kunne ALDRIG være min partner utro!" Og nogle gange tænker jeg, at disse mennesker måske er dem, som med størst sansynlighed vil komme til det. Dette mener jeg, fordi disse mennesker slet ikke har føling med, hvad der kan føre til utroskab. De går lige i fælden, om man så kan sige, fordi de slet ikke finder det nødvendigt at kigge efter faresignalerne.

Jeg tror, at utroskab kan udvikle sig til at blive en slags livsstil for nogle mennesker. Grunden til, at jeg siger dette er, at jeg kender en del mænd, der er deres koner/kærester utro - selv om de faktisk ikke er interesseret i at miste deres partner.
Alligevel lader de sig friste - vel vidende, at de dermed sætter deres forhold på spil, men de satser så på, at det ikke bliver opdaget.
Hvis man lader sig friste gentagne gange, mener jeg, at det at være utro bliver en slags livsstil - eller en "last" ligesom så meget andet i livet. Noget man ikke kan lade være med, selv om man godt ved, at det ikke er ok.
Jeg har ikke selv været mine kærester utro, men jeg har været sammen med gifte mænd flere gange.