6tilføjet af

flirt med kollega

Hej Solvejg
Jeg er i vildrede. Jeg spekulerer meget på, om jeg skal indlede et forhold til min kollega. Han er gift og har børn, så jeg har ikke nogen forventning om, at han vil skilles fra hans kone. Jeg er også gift og har 2 mindre børn.
Jeg elsker min mand, men jeg føler vi er gledet fra hinanden. Med min kollega føles det nemmere. Vi har kysset hinanden, men vi har ikke haft sex. Vi søger hinandens selskab hver gang det er muligt. Nu overvejer jeg, om jeg skal gå skridtet videre, men jeg elsker jo min mand og min lille familie. Jeg lover mig selv hver dag, at nu skal flirten stoppe, men jeg falder i igen og igen. Hvad skal jeg dog gøre? Skal jeg leve det ud og så håbe på, at det vil tage gassen af ballonen?
hilsen hende i tvivl
tilføjet af

Hvordan kan du være i tvivl

- hvis man ellers må blande sig med alm. sund fornuft, som det også er mit indtryk Solvejg er i besiddelse af. -
- DU har en familie. HAN har en familie - så et eller andet er i spil her, måske mindst 8 mennesker.
- Det kan da godt være du "forsvarer" dig med at I er "gledet fra hinanden" , men hvordan havde du forestillet dig, det skulle være anderledes, når du bruger krudtet på en kollega? Du har altså (også astrologisk set) kun én pose energier. Få dem brugt det rigtige sted. Kan sommerfuglene i maven ikke få dig på ret køl, så tænk lidt over, hvad du vil være for et menneske og hvilken slags mor du vil være (vil du fortælle dine børn om dine overvejelser og at du har gang i noget, der kan sætte deres tilværelse på spil, så de kan blive forfremmet til weekendbørn???)
- Hvad betyder ordet loyalitet for dig? Hvad sagde du JA til, hos præsten, eller var det en kommunaltansat giftefoged, der ikke rigtig "tæller".
- Det er så dejligt, at vi mennesker har en fri vilje. Vi kan sig JA og vi kan vælge fra, men som jeg ser det skal du kun vælge til.
- Du skal vælge en familie du elsker og prise dig lykkelig for, du har en god kollega, du skal bare have ham hen i den "kasse" hvor han hører til.
De bedste ønsker for Jeres familier og kollegiale sammenhold.
//Dulkis
tilføjet af

Det kaldes forelskelse

Det er en sygdom, der varer i op til et halv år.
Når sygdommen er kureret, så forsvinder sommerfuglene
i maven, så ender det som din nuværende familie.
Nu har du kun delebørn, og det er en meget høj pris
for både dig og dine børn!
tilføjet af

Forelskelse=sygdom?

Hvorfor sidestiller du forelskelse med sygdom?
tilføjet af

Forskerne sidestiller det med en sygdom

Det er jo en mental sygelig tilstand, hvor
du handler imod al sund fornuft. Derfor
kommer folk ind i mellem galt afsted.
tilføjet af

Svar fra Solveig Ellingsen

Kære dig!
Jeg kan sagtens følge dine tanker om, at hvis bare du får levet det ud, så forsvinder det af sig selv. Måske har du tidligere i dit liv oplevet at ved at leve ting ud, så forsvandt magien omkring det. Og derfor giver det også fuld mening i mit univers, at du kan tænke sådan.
Men nogen gange, så har vi gamle selvbilleder af os selv liggende, som ikke længere holder. Selvom du måske tidligere har oplevet succes med den fremgangsmåde, så er der sket nogle nye ting i dit liv, som har ændret dig. I dag er du blevet mor, så derfor er det slet ikke sikkert, at dit hidtidige selvbillede på det område er en afspejling af, hvem du dybest set er lige nu. Og derfor kan jeg godt på dine vegne frygte, at den forløsning, som du håber på vil finde sted, i stedet kan få den stik modsatte effekt på dit liv.
Når 2 bliver til 3 eller flere, så sker der noget med parforholdet. Det er vigtigt, at vi giver os tid til at være kærester. Jeg ved godt, at der er en masse daglige pligter vi ikke kan undsige os, og lige præcis derfor er det så vigtigt, at vi tager ansvar for kærligheden, parforholdet og vores liv generelt. Der er ikke den fornødne tid eller plads til bare at lade tingene komme af sig selv. Hvis vi vælger det, så kommer det bare ikke til os. Vi bliver nødt til at sætte tid af i kalenderen til at date hinanden.
Jeg synes du skal trække den energi du har fået med fra din flirt med din kollega hjem i dit eget parforhold. Det er ikke alt vi behøver udleve eller handle på. Nogen gange så skal vi bare bruge oplevelser til at komme tilbage på sporet i vores eget liv. Og måske er det sådan en situation du har oplevet med din kollega.
Netop fordi du føler, at du er gledet fra din mand, så kan det meget hurtigt blive noget rod med sårede følelser, ulykkelig forelskelse og en pludselig elskerinderolle til dig.
Jeg vil foreslå dig at tage en snak med din mand og indvie ham i dine tanker/følelser/savn i jeres ægteskab, og derudover få lagt en plan for, hvordan I får kommer tæt på hinanden igen. Måske skal I gå til dans sammen de næste 3 måneder eller få børnene passet en hel dag og bare lave ingenting. Hvornår har I sidst været ude at spise sammen eller bare gået en tur alene i skoven? Og derudover så lave en fast aftale om, at I på en bestemt ugedag clearer jeres kalendere med hinanden og får plottet kærestetid ind – ligesom I gør med forældremøder i institutionen, lægebesøg m.v.
Jeg ønsker dig masser af mod og styrke[f]
Kærlige hilsner fra
Solveig Ellingsen
tilføjet af

Tak Dulkis

Hej Dulkis🙂
Tak for dit bidrag og dine pæne ord[f]
En fortsat dejlig aften til dig😉
Kærlige hilsner
Solveig
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.