For Sanhedrinet og til Pilatus
Natten er ved at være omme. Peter har fornægtet Jesus for tredje gang, og medlemmerne af Sanhedrinet har afsluttet deres skinproces og er gået hver til sit. Men fredag morgen ved daggry mødes de igen, denne gang i sanhedrinsalen. De ønsker sikkert at give den natlige retssag et vist skær af lovformelighed. Da Jesus bliver ført frem for dem, siger de ligesom de har gjort om natten: „Hvis du er Messias, så sig os det.“
„Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det,“ svarer Jesus. „Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I heller ikke svare.“ Men Jesus er ikke bange for at sige hvem han er: „Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.“
„Du er altså Guds søn?“ spørger de alle.
„I siger selv at jeg er det,“ svarer Jesus.
For disse mordlystne mænd er dette svar nok. De betragter det som gudsbespottelse. „Hvad brug har vi for yderligere vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det af hans egen mund.“ De binder så Jesus, fører ham bort og overgiver ham til den romerske landshøvding, Pontius Pilatus.
Judas, der forrådte Jesus, har overværet retssagen. Da han ser at Jesus bliver dømt skyldig, fortryder han. Han går til de øverste præster og de ældste for at levere de 30 sølvstykker tilbage, idet han forklarer: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“
„Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!“ svarer de koldt og kynisk. Judas kaster så sølvstykkerne ind i templet og går hen og forsøger at hænge sig. Men grenen som han har bundet rebet til, knækker åbenbart og hans legeme styrter ned og sprænges mod klipperne.
De øverste præster ved ikke rigtig hvad de skal stille op med sølvstykkerne. „Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkassen, da det er betaling for blod,“ siger de. Efter at have holdt råd køber de pottemagermarken for pengene og gør den til begravelsesplads for fremmede. Derfor bliver denne mark kaldt „Blodmarken“.
Det er endnu tidligt om morgenen da Jesus føres til landshøvdingens palads. Men jøderne som følger ham nægter at gå ind, da de tror at et sådant samkvem med hedninger vil besmitte dem. Imødekommende går Pilatus derfor ud til dem. „Hvilken anklage kommer I med mod dette menneske?“ spørger han.
„Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig,“ svarer de.
Pilatus, som helst vil blandes udenom, siger: „Tag I ham og døm ham efter jeres lov.“
Jøderne afslører deres morderiske tanker ved at sige: „Vi har ikke lov til at dræbe nogen.“ Nej, hvis de slog Jesus ihjel under påskehøjtiden ville der sikkert blive optøjer, da mange sætter stor pris på Jesus. Men hvis de kan få romerne til at henrette ham som følge af en politisk anklage, vil de over for folket kunne fralægge sig ethvert ansvar.
Uden at mæle ét ord om at de under retssagen om natten har dømt Jesus for gudsbespottelse, fremfører de religiøse ledere nu frit opdigtede anklager mod Jesus. De retter tre anklagepunkter imod ham: „Vi har fundet at denne mand [1] forleder vor nation til oprør og [2] forbyder betaling af skatter til kejseren og [3] siger at han selv er Kristus, en konge.“
Det er den sidste anklage der bekymrer Pilatus. Derfor går han ind i paladset igen, kalder Jesus til sig og spørger: „Er du jødernes konge?“ Pilatus spørger altså om Jesus har overtrådt loven ved at lade sig udråbe til konge i kejserens sted.
Jesus vil gerne have klarhed over hvor meget Pilatus har hørt om ham, så han spørger: „Er det ud fra dine egne ideer du siger dette, eller har andre fortalt dig om mig?“
Pilatus indrømmer at han ikke kender Jesus, men gerne vil have rede på kendsgerningerne. „Jeg er ikke jøde, vel?“ svarer han. „Din egen nation og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?“
Jesus forsøger ikke at bortforklare sin kongeværdighed. Det svar han nu giver, overrasker uden tvivl Pilatus.
Lukas 22:66–23:3; Mattæus 27:1-11; Markus 15:1; Johannes 18:28-35; Apostelgerninger 1:16-20.
„Selv om jeg sagde jer det, ville I dog ikke tro det,“ svarer Jesus. „Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I heller ikke svare.“ Men Jesus er ikke bange for at sige hvem han er: „Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds krafts højre hånd.“
„Du er altså Guds søn?“ spørger de alle.
„I siger selv at jeg er det,“ svarer Jesus.
For disse mordlystne mænd er dette svar nok. De betragter det som gudsbespottelse. „Hvad brug har vi for yderligere vidnesbyrd? Vi har jo selv hørt det af hans egen mund.“ De binder så Jesus, fører ham bort og overgiver ham til den romerske landshøvding, Pontius Pilatus.
Judas, der forrådte Jesus, har overværet retssagen. Da han ser at Jesus bliver dømt skyldig, fortryder han. Han går til de øverste præster og de ældste for at levere de 30 sølvstykker tilbage, idet han forklarer: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“
„Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!“ svarer de koldt og kynisk. Judas kaster så sølvstykkerne ind i templet og går hen og forsøger at hænge sig. Men grenen som han har bundet rebet til, knækker åbenbart og hans legeme styrter ned og sprænges mod klipperne.
De øverste præster ved ikke rigtig hvad de skal stille op med sølvstykkerne. „Det er ikke tilladt at lægge dem i tempelkassen, da det er betaling for blod,“ siger de. Efter at have holdt råd køber de pottemagermarken for pengene og gør den til begravelsesplads for fremmede. Derfor bliver denne mark kaldt „Blodmarken“.
Det er endnu tidligt om morgenen da Jesus føres til landshøvdingens palads. Men jøderne som følger ham nægter at gå ind, da de tror at et sådant samkvem med hedninger vil besmitte dem. Imødekommende går Pilatus derfor ud til dem. „Hvilken anklage kommer I med mod dette menneske?“ spørger han.
„Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig,“ svarer de.
Pilatus, som helst vil blandes udenom, siger: „Tag I ham og døm ham efter jeres lov.“
Jøderne afslører deres morderiske tanker ved at sige: „Vi har ikke lov til at dræbe nogen.“ Nej, hvis de slog Jesus ihjel under påskehøjtiden ville der sikkert blive optøjer, da mange sætter stor pris på Jesus. Men hvis de kan få romerne til at henrette ham som følge af en politisk anklage, vil de over for folket kunne fralægge sig ethvert ansvar.
Uden at mæle ét ord om at de under retssagen om natten har dømt Jesus for gudsbespottelse, fremfører de religiøse ledere nu frit opdigtede anklager mod Jesus. De retter tre anklagepunkter imod ham: „Vi har fundet at denne mand [1] forleder vor nation til oprør og [2] forbyder betaling af skatter til kejseren og [3] siger at han selv er Kristus, en konge.“
Det er den sidste anklage der bekymrer Pilatus. Derfor går han ind i paladset igen, kalder Jesus til sig og spørger: „Er du jødernes konge?“ Pilatus spørger altså om Jesus har overtrådt loven ved at lade sig udråbe til konge i kejserens sted.
Jesus vil gerne have klarhed over hvor meget Pilatus har hørt om ham, så han spørger: „Er det ud fra dine egne ideer du siger dette, eller har andre fortalt dig om mig?“
Pilatus indrømmer at han ikke kender Jesus, men gerne vil have rede på kendsgerningerne. „Jeg er ikke jøde, vel?“ svarer han. „Din egen nation og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?“
Jesus forsøger ikke at bortforklare sin kongeværdighed. Det svar han nu giver, overrasker uden tvivl Pilatus.
Lukas 22:66–23:3; Mattæus 27:1-11; Markus 15:1; Johannes 18:28-35; Apostelgerninger 1:16-20.