forbudte følelser tilovers for min søn

Er mor til 2 børn, en dreng og en lille pige. Der er 6 års aldersforskel imellem dem. Vores dreng har altid været meget stille af sig, nærmest passiv, men til at starte med forvekslede vi det med "værende et godt og artigt barn"...
Som årene dog er gået har det vist sig at vores store simpelthen mangler nysgerrighed, evnen til at tænke selv, tro på sigselv og at tør kaste sig ud i ting. Han er en god, kærlig dreng og storebror.
Problemet er dog mine følelser tilovers for ham. Jeg har altid ønsket mig en lille pige, og må indrømme jeg var lidt skuffet over at han var en dreng*flov*, men lærte hurtigt at holde af ham alligevel, for han var nu en dejlig lille baby. Men det er ligesom, siden vores datter er kommet til, at jeg har "kastet ham fra mig". På en måde, godt nok for han er ved at være stor, og skal lære at klare sigselv, men så samtidig, ikke godt...for han har jo også brug for sin mor.
Åh suk. Jeg synes det er svært. Vi har ingen til at aflaste os bare ind imellem, ingen overhovedet.
Jeg føler mig meget træt, og brugt. Og føler jeg ikke slår til, til det som værende den alt opofrende moder som jeg så gerne vil være.
Til det skræmmende nu: jeg oplever at jeg ikke elsker vores store dreng. ihvertfald ikke på samme måde som vores datter. Jeg har meget dårlig samvittighed over det. Mon jeg bebrejder ham at han kom så tidligt. Jeg var 22 da jeg fik ham.(selvfølgelig aldrig hans skyld)
Der har bare været så meget med ham. Små problemer med at han nu ikke kunne det ene, og heller ikke det andet. Han er ikke adfærdsvanskelig, eller udadreagerende overhovedet. men har er sløv, går i stå...og passiv.
Selvom jeg ikke vil det, bliver jeg efterhånden meget irriteret og vred på ham...:-(
Vred fordi han ikke formår at høre efter og gøre som jeg beder ham om. Eks. at stå op om morgenen, tage sit tøj på, tisse, sko på, osv osv osv....ting han har gjort 10.000vis af gange før, kommer bag på ham HVER morgen, hver eftermiddag, hver aften. Det er efterhånden til at blive vanvittig af, at jeg skal sige til en 8 årige dreng, i rækkefølge hvad han skal gøre-at han ikke tænker selv, og så at han gudhjælpe mig, går i stå og glemmer halvdelen!!!!
Det har efterhånden gjort at min tærskel er meget lav. Jeg kan komme lige så glad for at hente ham fra fritteren og han skal sige eller gøre en dum ting, og så er jeg rasende på ham...jeg er selv meget overrasket over disse meget stærke følelser.
Jeg vil ikke være sådan. Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg har det sådan.
Jeg ville ønske at han "bare" ville høre efter, gøre som der blev sagt, så jeg ikke skal bruge al min krudt på at "patte" ham igennem hans skal´er...jeg har ligesom også en lille én som kræver mig dagen lang.(går hjemme med vores datter på 1,5 år)Starter på arbejde igen til Januar.
Måske det er dér problemet ligger at jeg trænger til at opleve andet end børn?
Er der andre mødre derude der oplever at få anderledes følelser tilovers for deres store børn, når den lille kommer?
Nogle erfaringer derude?
Jeg føler mig virkelig træt, grå, og brugt. Der er ikke meget overskud at hente af. Når børnene endelig er lagt, går der ikke en time før jeg selv sover på sofaen. Og så op igen klokken 6:30 med den lille og forfra. (ved godt det er betingelserne) MEN nøjjjj hvor jeg kunne bruge en weekend fri........!
Håber at få nogle gode konstruktive svar.
Med venlig Hilsen
en brugt mor.

Var det ikke en idé, at han tog ham i en weekend ?

Her kommer lige lidt jeg er sikker på du kan bruge.
Har selv en søn der var på samme måde og så må jeg lige huske dig på at din søn kun er 8 år.
1) Giv din søn èn besked af gangen. (Han kan ikke kapere mere)
2) Hav direkte øjen-kontakt med ham, når du giver en besked. (Så du er sikker på ham forstår beskeden)
3) Hav mere tålmodighed med ham (Du har lillesøster hele dagen...din tid om eftermiddagen skal mest gå til din søn, så I finder hinanden. Spil et spil med ham hver dag, det bliver han glad for) (Han kan mærke du er mere til lillesøster og han er meget ked af det)
Din mand/kæreste skal tage lillesøster om eftermiddagen, så du bruger din tid på din søn. Lav aftensmaden sammen med din søn, så han mærker han er værdsat af dig.
Hvordan er hans indlæring i skolen? Måske har han nogle vanskeligheder med at indlære tingene og så skal han have hjælp.
Jeg håber du kan bruge det her.

kære brugt mor
du er vist ike klar over,hvor farligt det er,sådan at fortælle det herude,og lad for jeres ales skyld være med,at ytre dig til det sociale væsen,fordi du kan få fjernet dine børn,IDAG skal der ikke meget til,og som hovede regl har man ikke en jordisk chance mod systemet
Du mangler overskud og selvfølig elsker du ham,Men nu er der så bare koet en anden lille ny,og oven ikøbet en prinsesse,en lile en,som kræver en,på en helt anderledes måde
Jeg tror at alle forældre "bare" ønsker at ungerne ville høre efter,MEN det er vist også et sundt tegn,at man ike bare parere ordre,Det er jo ikke godt,at være en nikkedukke
Han kan jo også mærke,hvorledes det forholder sig,og hvordan vile du ike selv reagerer,hvis du pludselig ikke var elsket og ønsket
tror du ikke at du åske skulle tale med en psykolog,en udenom systemet
hvor er faderen,er du enlig mor?
med de venligste hilsner og tanker fra en mormor
og ps:måske mange flere har det som du,men går bare stie med dørene

og jeg er gift,med manden til begge børn...hahahaha...kan godt se hvor jeres tanker glider hen....
Han har ikke indlæringsproblemer i skolen. Dog har han en støttepædagog i klassen, men det er nu mest til at "holde fokus". Han er faktisk godt begavet den lille orm:-)
Hvor er far henne, spørger i.
Ja, han er på arbejde.
Og når han ikke er på arbejde som nu, er han på et ugelangt kursus, kommer først hjem fredag.
Og når han er hjemme, bruger han meget tid på hans computer. Det er hovedsageligt mig der sørger for hjem og børn. Hvis jeg siger til ham jeg har brug for fri, kigger han på mig som om jeg skør!?
Jeg tror også der er flere mødre derude der har det svært, men det er jo ikke noget man snakker højt om. At få mine børn fjernet, det tror jeg nu ikke. Jeg hverken misrøgter dem, eller piner dem. De får deres basale behov dækket og mere til, tror nærmere det er mine egne behov det går ud over.

Tænkte på om du har negative følelser for drengens far, som du ubevidst overfører til ham?

Jeg ved godt han kun er 8 år. Hvornår kan man forvente at et drengebarn kan kapere lidt flere beskeder ad gangen?
Når jeg ser på andre børn, erfarer jeg ikke de samme problematikker.
vh
mig

altså drengens far er min mand:-)
selvfølgelig kan jeg blive gal på ham, men tror ikke det er tilfældet...hmmmm den må jeg tænke lidt mere over.
vh

Mit indlæg krydsede dit - troede du var alene med børnene😖

det kunne jeg læse at flere gjorde.:-)
Måske farmand skal til at være lidt mere synlig?

brugbare råd her,
håber at brugt mor vil printe dem ud,hænge dem op,og arbejde målrettet derefter;-)
så skal det nok lykkedes

Hvor har jeg ondt af din lille dreng, hvor må han mangle din kærlighed.
Jeg måtte tage mig selv i at have blidere følelser for den mindste, men jeg VILLE ikke den store skulle mærke det. Ham elskede jeg jo også. Jeg tror det er meget naturligt, når der kommer en mindre, at føle det sådan.
Jeg er selv den ældste og har lidt under min mors manglende kærlighed.
Tænker du på, din dreng kommer til at lide over det hele sit liv.
Den dag du får brug for ham, gider han dig måske ikke. Har du tænkt på det.
Jeg er GLAD for min ældste ikke mærkede noget, for hvor har jeg GLÆDE af ham i dag.

Der kan ikke sættes tid på hvornår de kan kapere flere beskeder af gangen.
Du ser ikke problematikken hos andre børn. Ud fra det du beskriver om din søn er jeg faktisk meget sikker på din søn har indlæringsvanskeligheder. Hvad siger skolen om hans indlæring?
Jeg har selv 2 børn på 11 og 14 år og dem skal jeg stadig give samme besked flere gange.
Min søn på 14 har indlæringvanskeligheder og når jeg gav ham beskeder, måtte dt kun være en af gangen og med direkte øjenkontakt så han forstod den. Det er blevet bedre med årene.
Indlærings-vanskeligheder er ikke kun i skolen, det er også hjemme hos jer i hverdagen.

jo i reliten enlig mor,
din kære mand er jo ikke sin opgave voksen,måske har du oveni købet et ekstra barn i ham,skal han opvartes når han endelig er hjemme
Nej,det tror jeg heller ikke at du gør,misrøgter dine børn,MEN du skrivr åbenlyst omkring dine følelser for drengen,og jeg kan love dig for,at der sidder nogle krakilske madamer derude
der kom nogle rigtige brugbare råd,håber da at du syntes at det er noget som du kan bruge
prøv i første omgang i en uge,og lad os høre,hvorledes at det går
husk også,børn er forskellige

med de råd jeg gav om øjenkontakt og beskeder er slet ikke nok. Det tager mdr. før man kan se resultat.
Jeg taler af erfaring.

Herfra får du en skideballe og en opsang om, at jeg synes, du er en superdårlig mor. Tænkt at skubbe sin stakkels, uskyldige søn, som ikke selv har bedt om at komme til verden, tilside, bare fordi du får en datter 🙁 Hvor MÅ det have været traumatisk for ham, aldrig at opleve en mor's ubetingede kærlighed. Den kærlighed, som jeg selv har været i stand til at give BEGGE mine sønner (selvom der aldrig kom en datter).😕
Du er HELT og HOLDENT SELV skyld i, at han nu opfører sig lidt skævt. Og det er det eneste, du fortjener. Jeg håber, at når han engang bliver voksen og flytter hjemmefra, at han vil skide dig en lang march, og fratage dig retten til at se dine børnebørn 🙁

Det skal siges at det ikke altid har været sådant. Han var jo enebarn i godt 6 år, og dér manglede han jo ikke sin mor. Problemet er først opstået efter lillesøster er kommet til.
Altså nu er det ikke sådant at jeg går og viser ham at jeg ikke gider ham. Han får både kram, og knus, og put, og historier og jeg skal komme efter dig. jeg frarøver ham ikke fysisk kontakt og kys, måske mere en glad mor (pt)
Jeg spørger til råd fra mennesker med lignende erfaringer, og ikke at blive dømt.

Altså....brugt mor, skriver herind for at få hjælp. Hun ved godt selv hun har brug for hjælp. så gem din vrede og kom med brugbare råd istedet.

Det var godt at du har været sådan en super mor. Tillykke med det.
Læs mit indlæg igen så kan du være du forstår hvad jeg spørger til.
mvh

Der er vel ingen på denne soldebat, der ligesom gider at tage dine problemer alvorligt, om at du træt og brugt. Din søn's mangel på "god opførsel" har du selv fremprovokeret ved din udeblevne kærlighed til ham. Utilpassede børn har som hovedregel haft en dårlig barndom, med fraværende forældre, der ikke magtede at give dem omsorg og kærlighed. Så din søns opførsel kan du kun tage på din egen kappe [:|]
Men hvor er det trist og synd for din søn. Jeg håber han en dag må blive lykkelig med en kæreste/kone, der kan elske ham for dén person, han er.

Du har fat i noget dér. TAK FOR BRUGBAR RÅD og kommentar:-)
Jeg vil fra nu af sørge for øjenkontakt når jeg taler med ham, og tage en snak med skolen også. Tak.

Jeg har ikke svigtet min søn. Jeg har været der for ham altid, og han har bestemt ikke haft en dårlig barndom.
Jeg synes I er hurtige til at drage konklusioner fordi jeg snakker om et forbudt emne, noget mange derude sikkert tænker og føler, men ikke tør snakke åbent om, af frygt for sådanne udtalelser som din og Annettes.
Og...han er ikke utilpasset, han er en sød og god dreng.
Måske han har indlæringsvanskeligheder som én har påpeget tidligere, DET var et brugbart råd og ikke denne slags nedgøren, som jeg ikke kan se hvad skal gøre godt for.
mvh

Nu gør jeg noget jeg normal aldrig gør. Du får lige min mailadr og du må meget gerne skrive til mig på den.
sally.christensen@sol.dk

Jeg fordømmer dig jo ikke. Jeg siger, pas på. Jeg manglede min mors kærlighed. Hvad tror du det medførte.
Du siger, sådan var det ikke de første 6 år. Så meget desto værre, hvad føler han så nu.
Et råd kan jo være en advarsel om, hvad du kan risikere at miste i fremtiden. Jeg forstår, du ikke ønsker at høre hvad det kan medføre.

dette er jeg med på,men man må jo starte et sted,og mærke efter
jeg syntes at det er nogle fantastiske råd du har givet videre,

Kære brugt mor
det er virkelig flot og stærkt af dig
masser af tanker til jer derhjemme

det er mennesker som dig,man kan kalde dårlig
det er muligt,at brugt mor selv er skld i nogle af problemerne,MEN,mon ike at du også har trådt ved siden af
hvor er det let,at være fordømmende,hva
skam dig,tror du,at det erdet man har brug for i krise
det kunne være at dine egne,ville vende dig ryggen,hvis de fik nys om dit menneskesyn
skam dig

Et råd kan være mange ting. Du skriver, det var et brugbart råd, at han kunne have indlæringsvanskeligheder. Det må du da have opdaget. Har det noget at gøre med, du bliver hidsig på ham, det forstår jeg ikke.
Jeg tænkte nok, du ville have medfølelse med dine "lidelser". Du burde tænke på dit arme barn. Tænk på hvad drengen føler i sit inderste. Behersk dig, uanset hvor "brugt" du føler dig. Din tone gør, jeg ikke kan føle med dig kun med din dreng.
Sandheden er ilde hørt.

Det er janteloven der taler hos masser af disse kvinder. Bare fordi, de ikke selv har turde søge råd og rådgivning. Jeg forstår dig udmærket brugt mor. Og man er ikke en dårlig mor, fordi man har de følelser. Jeg tror der er mange der "bære" en facade, fordi de ikke har turde bede om hjælp. Hvem siger at jeres børn derude er "englebasser"? Brugt mors børn lyder der da ikke til at være noget i vejen med som sånnen. Jo måske kunne det tyde på at han har indlæring besvær. Og fortæl mig lige om jer der har flere børn, at I ikke også har været "jalousien" igennem når jeres enebarn har fået en lillesøster/lillebror. Gu´ har de da så. Det er helt normalt. Så lad vær med at være så hellige og "Overdreven brug for at fortælle hvor gode "janter" i syntes i selv er! 😉 (Kan I hører ironien) 🙂

Du burde måske også tænke på, at du kan skabe søskende had. Hvis drengen på et tidspunkt føler jalousi. Det ønsker du vel ikke for dine to børn.
De får børn. Der bliver børnebørn, kusiner og fætre. Skulle du ikke sørge for, at dine børn, din mand og du selv , kan få et dejligt familieliv fremover.
Fremtiden kommer hurtigere end du tror i øjeblikket.
Følelser er svære, men din drengs følelser betyder jo noget. Det er jeg sikker på, du også mener, når du får overvejet dette. Det kan måske stemme dig blidere over for din søn.
Jeg ved godt det gør ondt at høre, fordi du måske er kørt lidt fast, men du bad om råd.

Hvis HAN kan lide Jeres søn. Hvis han skal opleve den samme kulde fra ham, så kan det jo være ligegyldigt.
Man kan ikke tvinge følelser ud af folk og du kan tvinges til at elske eller kunne lide din dreng, men du gør det hele endnu værre ved ikke at give trolden navn. Jeg forstår godt det valg. Kan sagtens høre koret der skriger ravnemor, men der er ikke andet at gøre ved det end få noget hjælp til at flytte DIN fokus. Det er åbenbart ikke kun ham, der ikke kan holde fokus det rette sted.
Vi er sådan indrettede, at alt hvad vi giver næring, det vokser. Din dreng er holdt op med at få næring - tror pokker han er passiv. Nogen har nævnt øjenkontakt sammen med besked - ja fint nok, men hvad med resten af tiden. Er ret sikker på der ikke er meget af det. Det er en menneskelig adfærd overfor noget vi tager afstand fra. Vi vender sådan lidt siden til i stedet for front. Svarer lidt med venstrehånd osv. Du skal havde din dreng "ind i varmen".
Tillad dig selv at indrømme hvor du står følelsesmæssig. Start i det små. Giv ham øjenkontakt 4 gange om dagen udenfor beskedsceancerne. Giv ham to varme knus hver dag. Giv ham et kvarters taletid og din 100% ubrudte opmærksomhed osv osv. Fokuser, på alt det dejlige ved ham. Se ham i øjnene!!! Der ser du den lille sjæl du er betroet. Det er svært ikke at elske DEN

der skal selvfølgelig stå du kan IKKE tvinges til at elske eller kunne lide din dreng,

Tak for alle jeres svar.
Mange af dem kunne jeg bruge til noget. Især rådene med øjenkontakt, undersøge om barnet har indlæringsproblemer, bruge mere alene tid med ham(det har vi tidligere praktiseret), øjenkontakt også uden for beskedseancerne, knus og kram hver dag, taletid sammen osv.
Selvfølgelig elsker jeg min søn. Jeg skriver at jeg ikke nærer de SAMME følelser for ham som for lillesøster. Men hun er også en lille på 1,5 år. Det er en anden slags ømhed. Den ømhed havde jeg også for min dreng da han var i den alder.
Krisen opstod da familieforøgelsen kom, jeg var meget obs på det hele i starten, og M. og jeg havde meget alene tid sammen for han nemlig ikke skulle mærke noget til søskendejalousi o.l.
Hverdagen kommer dog, og alle vores gode vaner er langsomt blevet tilsidesat.
Og istedet har jeg nok fokuseret på alt det mindre gode ved ham.
Lillesøster kan ting som han aldrig har kunnet...udviser en hel anden interesse for hendes omverden og gå-på-mod.
Jeg elsker min dreng. Jeg har kæmpet for ham i årevis fordi han nemlig har været "anderledes" end de fleste børn.
Jeg tror simpelthen at mine nuværende følelser handler om at jeg har brug for at forstå hvorfor han er som han er.
Jeg tror også det må være svært for andre der enten ingen børn har at forstå, eller har 100%"normale" børn hvordan det kan være at have et barn der er anderledes.
Jeg tager afstand fra at nogen mente at jeg åbenbart ikke gav mit barn "næring" til at vokse, og derfor er han som han er.
Jeg har båret på ham i månedsvis, ammet ham i 2 år, sovet sammen med ham også i 2 år, været MEGET knyttet til ham i årevis...det er nu problemet er opstået. Jeg skal nok lære at være flerbarns moder og dele ud af min kærlighed. Og at have mere tålmodighed, og lære at acceptere hans forskellighed.
Jeg er en god mor. Det tror jeg selv 100% på. Har været ude at gå en god lang tur i regnvejret og mærket efter inde i mig selv.
Jeg er elsker mine børn. Og jeg er god nok.
Ind imellem bliver jeg blot ramt af "forbudte" følelser. Dem må man åbenbart ikke have, har jeg erfaret i forummet her.
Grunden til jeg har skrevet var at jeg egentlig efterlyste "lyset", altså en anden mor der har oplevet noget lignende, enten hendes dreng også har været sådan, eller at det er normalt nok med en reaktion efter nr 2 barn.
Tak for de seriøse og pæne svar jeg har fået.
mvh

Jeg kunne aldrig drømme om at skamme mig. Man har et ansvar, når man vælger at blive mor eller far. Når man bliver gravid må man stå ved sit ansvar og tage det barn (læs køn) som nu engang naturen har bestemt sig for at "levere". At trådstarteren i princippet "vælger sit barn følelsesmæssigt fra" fordi hun ønskede sig en datter er sgu i min verden for langt ude🙁 Så er man også i min verden en dårlig mor. Min egen farmor fik 8 børn og hun elskede dem alle, påstod hun, men muligvis på hver sin måde .. og sådan er naturen så viseligt indrettet.
Trådstarter har svigtet sit barn følelsesmæssigt og så må hun sgu også tage, hvad der kommer af problemer med sin søn [:|]

at hun kunne udfylde pladsen frem for at frembringe problemer hun så skal "tage sig af". Det er jo skrækkeligt for den lille fyr at han bliver forknyt af mangel på ægte kærlighed.
Nu klandre vi moren, noget hun ikke helt kan gøre for, men hun kan gøre for hun ikke har vækket farmand og bedt ham tage sin del.
Men der har vi de igen. Alle råber og skriger at alle børn har ret til to forældre. Ja tak, men hvor mange af dem har det, når det kommer til stykket. Jeg tror, mange børn af enlige mødre har flere "tilbud" om voksenkontakt end børn i en kernefamilie. Vel og mærke kvalificeret. Den her lille fyr har i hvert fald ikke engang, hvad han har brug for.

Jeg har prøvet det omvendte.
At jeg var rædselsslagen for ikke at elske barn nr 2 lige så højt, som jeg elskede nr. 1 for jeg var overbevist om, at så meget kunne man ikke rumme på én gang.
De jævnede sig omgående, men det kan vel meget vel hænge sammen med det du skriver her at den lille har behov for en anden slags omsorg end den man giver til den store og så "fylder" det på den måde. Måske kom jeg bare aldrig dertil, at jeg opfattede noget der var en "forbudt" følelse og jeg tænker nu, om du i virkeligheden bare er for hård ved dig selv - et eller andet sted? Børn er forskellige, deres nysgerrighed, deres færdigheder i de forskellige aldre osv. Ligesom med voksne er der egenskaber vi er mere facinerede af end andre og måske den lille pige bare har ramt dig på flere facetter og er dermed blevet overvældende, så hun har fået flyttet fokus fra storebror. Det er tilladt til en vis grænse. Har du så været lidt for langt derude i grænselandet og dine tanker opstået om hvad der er forbudte følelser. Du er vist ikke helt så slem som nogle vil gøre dig og ikke mindst som du selv vil. 🙂

Der er vel ingen der siger, det er forbudte følelser.
Men du bliver fornærmet over, du bliver advaret om at vise din søn de negative følelser.
Vist er det da naturligt at have mere ømhed for den lille. Det tror jeg ikke nogen kan sige sig fri for. Men du taler jo også om andre følelser. !!!
Du skulle hellere være glad for de forskellige meninger og tænke lidt over det hele.
Jeg undrer mig over, du ikke har opdaget, at din dreng tilsyneladende er lidt anderledes.

Jeg er glad for de forskellige meninger og at folk har givet sig tid til at svare. Måske ikke så glad for tonen, ind imellem, men ellers, ja, glad.
Jeg har skam opdaget at han er anderledes! Det har vi vidst længe nu. Jeg tror at alt "det her" handler om at jeg er frustreret over jeg ikke forstår hans anderledeshed....giver det mening?
Well, jeg har ihvertfald besluttet mig for at lade ham undersøge(evt diagnose) og forhåbentlig en større forståelse for hans væsen og hvorfor han har så svært ved visse,som jeg ser ret elementære ting.
Nogle gange kan man godt "slukke" for følelserne når det gør for ondt. Jeg har grædt mange tårer over min dreng, det gør simpelthen for ondt.

Ja, det giver mening. Du udtrykte dig sikkert ikke rigtigt i din første indlæg. Jeg ved godt, det kan være svært at skrive noget ned og andre læser det. Det har sikkert ikke været din mening, det skulle opfattes, som det er blevet.
I dit første indlæg fik man indtryk af, du brød dig meget lidt om drengen og lod ham mærke det. Jeg ønsker det bedste for din lille familie. 🙂

Det er vist ganske normalt at drenge skal have alting gentaget i det uendelige, før de kan gøre det selv.
Prøv at tale med ham om hvad han selv tror der skal til for at han selv kan klare at komme igennem morgenen. Og prøv, istedet for at fortælle ham hvad han skal, at spørge hvad han har gjort, og hvad han så skal nu.
Måske skal han bare "sparkes" igang med den selvstændige tankevirksomhed. Hvis du gerne vil være den altopofrende mor, så mangler du måske også at udfordre ham på hans selvstændighed. Måske har du gjort for meget for ham.

😖😖😖😖😖😖😖😖😖😖😖😖😖😖[:*(][:*(][:*(]😖😉🙂😖😖😖tosl
os
læopyu trwqERGFJJFFRR
GXGZG
LLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLLGH
RIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRIRI😃[:|][f][s][l][sol]🙁😕

Uha, det var en jungle at komme igennem.Der er kommet et par gode råd ind imellem. Men mange har ikke kunnet give ret meget godt fra sig sig. Forsøg at glemme hårde ord og beskyldninger. Ang.din søn da kender jeg lidt til samme situation, med samme problem, men det har gået rigtigt godt. I jeres situation, er der rigtig meget der tyder på Aspergers syndrom, jeg har selv et barnebarn med dette. Han fik hjælp,har det rigtig godt idag. men det er nok en psykolog,(fåes igennem skolen)der skal kigge på ham, det er ikke så farligt. Det er rigtigt godt med far, mor og børn forholdet, beskydt endelig det. God vind fremover, skønne "brugt mor". Kærlig hilsen fra Hønemor.

Hvorfor undrer du dig over, at brugt mor ikke har opdaget at hendes søn er anderledes ?? Og hvad er anderledes og hvad er normalt❓Alle mennesker er forskellige. En mor ved godt, hvis hendes barn skiller sig ud fra mængden - men fordi det ikke accepteres og tilgodeses i vores samfund, - er hun nød til at rette ind og forsøge at skjule dette. Hvilken hjælp kan et anderledes barn få i det danske skolesystem❓Hvor alle skal være ens, opføre sig ens og undervisningen tilgodeser de elever, som kan følge med på skoens/undervisningens præmisser. Livet er kompliceret. Kærligheden er kompliceret og der findes ikke én rigtig måde at gøre tingene på. Så fri os for snævertsynethed og indse at de færreste af os er onde mennesker. Men mennesker på godt og ondt. Som selvfølgelig vil vores børn det bedste. Er det ikke i virkeligheden sundt at denne mor stopper op og ser på hvad der sker i hendes liv og forholder sig til dette❓De mennesker, - som ikke stopper op engang imellem og som ikke selv er i kontakt med deres følelser - er nok dem, som er de mest fordømmende her på Sol og i denne debat.
Ros til denne mor- som kan se hun har et problem og som ønsker at løse dette. 🙂

for dine søde ord.
Vi har været hos egen læge idag, det skulle vi have gjort for længe siden, har dog haft ham igennem PPR, vores læge var bare skøn, tog det hele meget alvorligt, og kunne straks se der var noget galt med drengen. Så nu kører "maskineriet"...og så bliver jeg vel snart forhåbentlig også til "overskudsmor":D
Jeg tror mit indlæg igår simpelthen var et frustreret skrig. Mange forstod det blot ikke. Men det kan være svært. Det skrevne ord kan godt drille.
Tak igen, hønemor.

Jeg har ikke læst alle indlæg, men dog nok til at se, at mange ikke forstår dit problem.
Det er rigtig godt, at du har fået støtte ved din læge, og det ser ud til, at hjælp er på vej til dig, for det har du brug for.
Jeg har også prøvet at have forbudte følelser for mine børn, og vi to er jo nok ikke de eneste. Det er dejligt, at du har turdet skrive om det, så er vi flere, der ikke føler os helt forkerte. Vi er jo klar over tingenes tilstand og som du, prøver vi at gøre noget ved det.
Mange hilsner og held og lykke

du ville stå frem og sige du har haft lignende oplevelse. Så føler man sig nemlig ikke så forkert mere. Jeg tror det er normalt nok, jo mere jeg tænker over det...ligesom fødselsdepressioner er, kriser, og andre skæve episoder i ens liv. Ikke alt er en dans på roser og lyserødt. Men står man ved det, og vil ændre på det, så skal det nok gå. Det er planen, ihvertfald!:-)

hej han gør de ting som du bliver vandvitig over for de du konstandt er efter ham , det nytter ikke noget det bliver kun være på den måde du op føre dig på jeg har 3 ord til dig kærlighed , kærlighed , kærlighed , det er meget vigtig at han få at vide at du ælsker ham for sådan som jeg ser det så er det fordi du hele tiden er efter ham og jo meger du er efter ham jo være bliver det , du har sikker et negativ stemme leje og så lukker han af for han gider ikke høre på meger lort,han føler sig til besvær og så kan hen ikke finde ud af hvor han står , her er nogle gode råd , 1 når du siger nådet til ham så sig det langsomt og på en stille og rolig måde 2 hvis han komme til dig når du har tralvt så kan du ikke bare sige nej , så kan du sige at mor har tralvt men du kan da godt hjælpe ligt til, så giver du ham enlet opgave , hvor han sidder og hygger sig sammen med jer , nu finde han sig værsat og han ville hurtig finde fod fæste og høre efter vad du siger, men det bliver nød til at gå meget langsomt for han skal jo lige følje med vh slim

tåbeligt forslag , jeg kenner da fler drange børen og de skal da ikke havet gentaget noget sikke en omgang sludder for det er more skyld at det er sådan som det er , på grund af hun er efter ham hele tiden , at spake ham igang det ville det kun bliver meget være så der er ikke noget at hente her vh slim

Fik min søn da jeg var 22 - ganske som du. Var overbevist om at jeg ventede en pige, men fik at vide 2 dage før fødslen, at det var en stor dreng jeg ventede. Skuffelsen var enorm, men det kan man jo ikke sige højt. Det tog lang tid før jeg kunne elske ham. Men det kom - han var nem og kær og jeg håndbar ham gennem tilværelsen i 3 år. Så kom pigen... mit et og alt! Hun var skrækkelig -skrigende, umulig og hel forfærdelig. Han var stadig nem og blev fuldstændig overset, fordi hun var så besværlig, og dejlig og kunne klædes i lyserødt. Han blev 14 og et nemt offer for gruppepres, kunne ikke andet. Begyndte at ryge i smug - pjækkede og lærte aldrig det, han skulle i skolen. Kom på efterskole og lærte at ryge hash. Jeg troede på hans ord, når han sagde "jeg sover hos en kammerat" - tjekkede aldrig - for så var jeg fri for at forholde mig til hans problemer. Fra han var 14 og 15 år frem - hash, bistandshjælp og dårlige kammerater. Så kom pigen, der kunne elske ham højere end jeg kunne. I dag er han en dejlig mand med fast arbejde og styr på det hele. Og det værste af det hele er, at han ikke bebrejder mig noget - jeg bebrejder mig selv for alle de år, hvor jeg ikke kunne passe på ham på den måde han havde behov for. Ikke kunne se ham for hans lyserøde søster.
Du skal have hjælp - ikke for din skyld, men for din søns skyld. Tal med din veninde, din mor eller en af pædagogerne på fritteren. Han er kun 8 år og en helt almindelig lille dreng, der mangler son mors kærlighed og omsorg. Pasning alene gør det ikke. Hvis du ikke får et godt forhold til ham, så kommer han til at lide under det i mange år.
Jeg forstår dig fuldt ud og føler med dig. Pas på dig og din lille dreng.

Det var lige skræk scenariet der blev forevist dér...:-)
Jeg er glad for at høre at din dreng er vokset op til at klare sig fint idag og være en dejlig mand.
Du har ret. Det skal ændres-for min søns skyld. Han er kun 8 år, og har brug for sin mor. Denne uge har hans far ikke været hjemme, og det har faktisk været godt for "os", for vi har brugt meget mere tid sammen, jeg har ligesom været "nødt" til at "se" ham også, når nu far ikke var der til at passe børnene mens jeg laver mad, ordner og regerer. Han er en dejlig dreng og jeg elsker ham. Det ved han også. Jeg skal nok bare blive bedre til at vise det med at bruge tid på ham.
Fremtiden er ikke skrevet endu, den kan jeg ændre på.
HAn skal også udredes nu og det vil hjælpe-håber jeg- på at skabe en bedre forståelse for hans væsen og hvorfor han er som han er. Det er nemlig ikke "bare" en langsom dreng.Der er noget i vejen.
Tak for dit svar.

Jeg får tårer i øjnene.
Jeg gjorde også forskel på den lille og store. Min søster sagde det til mig en dag. Det åbnede mine øjne. Jeg fik rettet det i tide. For jeg elsker mine børn. Gudskelov husker han det ikke. Men det gør min elendige samvittighed. Jeg har aldrig slået mine børn, men han skulle have haft flere kram. Min eneste undskyldning er, jeg har aldrig selv fået kram, som barn. Så jeg skulle lære det. Men den undskyldning er ikke god nok til mig.
Han er så GOD ved mig i dag. Jeg skammer mig. Nu græder jeg. Det er mange år siden, så bare jeg kunne komme over det.
Kunne jeg dog bare gøre noget rigtig godt for ham.
Jeg har så ondt af børn, som skal passes, fra de er helt små, uden for hjemmet. Det kan aldrig være godt. Jeg har hentet mine børnebørn fra sådanne steder. Alle de små rollinger, som sidder der og kigger og som savner mor og far.Det skærer mig i hjertet.
Mine børnebørn har aldrig været glade for hverken vuggestue eller børnehave. Men de har været nødvendige. Der skal jo tjenes penge. Jeg hader det system.

det værste i livet er ikke at blive elsket af sin mor. Det betyder alt for at kunne udvikle sig til et lykkeligt menneske. Du har taget alt fra ham. Føj

Hvordan kan du få dig selv til at skrive på den måde?
Hvis du læser flere af "brugt mor"s indlæg, så kan du se, at hun elsker sin dreng, og at hun er i fuld gang med at ændre på forholdene.
Det er meget modigt af denne mor at skrive herind og fortælle om sit problem. Vi er nogle stykker, der kan genkende det og lære af det. Hun skal have al mulig støtte og tak til.

det er sku ikke barnet der er noget galt med,
du ønskede dig et pige barn i en alder hvor du selv var en tøs,
barnet hatr åbentbart ikke en far til at tage sig af ham, eller ogspå er faderen selv lige så umoden, faktisk ret så trist,
men drenge børn har nu engang ikke brug for lyserøde kjoler,
der skal sku da noget helt andet til,
og det kan man jo så holde social rundkreds om, det er bare ikke løsningen,
fart farver og spænding, alså udfordringer, og nej det er ikke lige det en mor som starter i 20 års alderen kan tilbyde, dertil er kvinder på egen hånd jo altså lige lidt for passive, ok dette er en generalisering, men mon ikke 90 % passer dertil ?,
for den sociale rundkreds tid havde vi heller ikke alle de problemer som kvinder og svage mænd, oftest afleded af 100 % moder indflydelse og 0 % far.
konklution, drenge har brug for andet en mor, en far, en motor sav og ikke barbi dukker, nye sko og den slags.
sorry, tag det ikke personligt, men altså..... og et ej, og alt det lort div kvinder vil skrive er altså ikke lige løsningen.

Puha...jeg er jo så gammel at jeg har børnebørn,men kan godt se at du vrager den ene for den andet entlig uden at ønske det,men du er nød til at tage dig sammen,for den tid du har med din dreng nu,får du aldrig tilbage !
Du skal allerførst efter min mening bede din mand om at priotere dig og sine børn når han er hjemme,og lade computeren være,slukke fjernsynet osv og vær så en familie.
Dernæst er din dreng så stor nu at han snart selv begynder at føle skyld"jeg er så dum"jeg er ikke go' nok"og opmuntre ham til leg,og være sammen med sin lillesøster,alle tre sammen,tving ham på en positiv måde til at være med "hjælpe dig"med den lille og ros ham så til skyerne..på sigt vil i få det meget bedre. Du skriver i dit indlæg at du ikke elsker ham mere,og et andet sted skriver du at du elsker ham..du elsker ham selvfølgelig,men så vis det og se hvad han gør og prøv så at undgå at skælde ud og sige tingene flere gange...man kommer langt med ros,men du skal bestemt sadle om og få manden til at lettet rumpetten og deltage !God fornøjelse og kram så din søn og sig at du elsker ham,det er også vigtigt med ord :-)
Knus zewille

...men godt at du skriver og søger råd.
Er IKKE mor men er tæt på en enlig mor med to børn pige på 3 og dreng på 8. Hun har dog aldrig erkendt at hun er mere glad for pigen end for drengen, men det skinner så tydeligt igennem. Hun er hård streng irettesættende overfor drengen. Overfor pigen er der ovenbærenhed, overskud til sang og leg. Det gør ondt at stå på sidelinien og se det. Har fortalt hvad jeg ser og i en kort periode tager hun det til sig, men glemmer det igen. Han får skældud, talt til med hårde ord og hårdt stemmeleje. Han har ligesom din dreng svært ved at klare flere beskeder af gangen, men som 8-årig skal de egentlig ikke kapere mere. En ting af gangen´, husk som skrevet før øjenkontakt (så vigtigt) Giv drengen positiv opmærksomhed. Laver han noget som ikke er godt så tal med ham. Spørg ham om hvis han evt kunne have gjort det på en anden måde. brug tid på ham.
Noget andet som gør ondt er at du skriver at du altid har ønsket dig en pige. Jeg bliver så vred over at man kan skrive det. Det eneste man som mor bør tænke er vel at bare dog barnet er sundt og raskt.

Hvorfor jeg undrer mig. Fordi man sagtens kan mærke, hvis der er noget galt.
Det har ikke noget at gøre med sort eller hvidt.
Det værste man kan gøre er da at forsøge at skjule det. Hvad i alverden skulle man dog det for. Der er jo intet at skamme sig over.
Ærlig talt mener jeg det er temmelig dumt. Det drejer sig om at udvikle barnet bedst muligt.
Jeg tror, der er noget du ikke har forstået. Heldigvis er vi forskellige ellers så det sort ud for mennesker, som du altså mener man bør skjule. Fri os for din svævertsynethed.

- det må ikke være sjovt at være dig lige nu...
Men, når det er sagt - så er det altså heller ikke sjovt at være din søn.... - her taler jeg af erfaring, for min historie er den samme som din søn gennemgår, og det kan være "katastrofalt" for et barn.
Der er ingen tvivl om, at din søn desværre kan mærke hvordan du "har det" med ham - og han kan sikkert mærke at du irriteres over den måde han er på: han er ikke den lille pige du ønskede dig/han er den han er/han er ikke "fremme i skoene". Hvis man i sin barndom har oplevet disse følelser fra sine forældre kan det være grobund for et lavt selvværd, og det kan risikere at mærke ham resten af livet, både socialt og personligt.
Jeg er ikke selv mor, og du spørger om råd fra andre mødre, men forsøg at sætte dig ind i din søns verden - accepter og elsk ham for den han er, du har jo i virkeligheden ikke andet valg vel? Jeg tror du vil opleve, at når du ser ham som den han er, og anerkender de valg han tager og hvordan han føler, så vil de ting du ønsker af ham komme helt af sig selv..... fordi han føler sig værdsat og elsket.
Din dreng lyder som en lille følsom person som egentlig gerne vil gøre hvad som helst for at hans mor skal kunne "lide" ham, og det at han gentagne gange får besked på at han skal høre efter og gør tingene "forkert" kan blive selvforstærkende, resultere i flere og flere "fejl" fra hans side - således vil det ske oftere og oftere, og gøre ham mere og mere usikker.
Jeg håber ikke at du vil betragte dette som en pegefinger, det er ikke ment sådan - men at du kan bruge dette til noget, for situationen kan have omkostninger for din søn. Måske kunne du søge hjælp hos en psykolog og få talt det igennem?
Bedste hilsner - og ønsker for dig og din familie
Mona

....Det er sgu ikke dig jeg har ondt af, men dine børn. Føj! At du kan holde dig selv ud og skrive du ikke elsker din søn. Du fortjener ham dermed ikke.

Jeg blev så ked af at læse hvad du skriver. På drengens vegne. Jeg håber du kan give ham noget kærlighed. Du skulle sige det til hende, hver gang hun glemmer det. En dag får hun måske brug for sin søn, er han da så eller er han gået.
Jeg har altid savnet min mors kærlighed. En enkel gang tog min far mig i forsvar. Jeg føler mig usikker og ikke god nok.
Derfor ved jeg, hvad der venter de børn. Stakkels dem. Jeg håber du støtter drengen.

.. Jeg synes det er flot at kunne indrømme det manglende overskud og arbejde udfra den viden man har, fremfor at fornægte hvordan tingene hænger sammen

Åhh, du må simpelthen love mig, - eller rettere dig selv og din søn at søge hjælp. Nu. Jeg har selv haft de samme problemer med en "problematisk" søn, der faktisk viste sig at ahve en mild grad af autisme. Men jeg blev simpelthen så over-fyldt-op af både problemer og af ansvaret for mine andre børn, at jeg i ren og skær afmagt stødte ham lidt fra mig. Du er brændt ud, og der er ikke overskud til to. Slet og ret. O så vælger man naturligvis-instingtivt-at tage sig af den yngste og "svageste". Men jeg tror i virkeligheden din søn er den svageste, dvs. den der har mest brug for dig, for han lyder som om han trives dårligt, desværre. Og det kan du ikke gøre for, men i skal bare ha hjælp. Opsøg din læge og fortæl vedkommende det samme som du gør her, og du vil med lidt held blive henvist med tilskud til en psykolog, eller en psykiater. Det kan lægen afgøre. Ellers findes der i de fleste større byer forædre rådgivnin. søg evt på kommunen hjemmeside. Held og lykke - hverken du eller din dreng fortjener dette!

Hvis du er er en kærlig mor, som du underskriver dig, så tænker jeg på, om du med den formulering, du præsterer her, også er et kærligt menneske?
Du har i hvert fald ikke formuleret dig kærligt.
"Brugt mor" udtrykker netop de forbudte følelser, og du faldt lige i vandet. Har du lagt mærke til i hendes indlæg, at hun søger hjælp?

Vi har været ved egen læge. Han er sendt til Børne Psyk obs for Aspergers Syndrom. Kan godt forstå hvorfor jeg har haft det som jeg havde, var simpelthen brugt op. Det kan dog være svært for andre med "normale" eller ingen børn at forstå eller forestille sig.
Mange tak til alle jer der kom med nogle gode, søde, kærlige og brugbare svar.
Hilsener
den lidt mindre brugt mor efterhånden:-)

Jeg har selv en fætter med aspergers - det er nogen gang ret hårdt for familien, selvom han er voksen, så jeg kan godt forstå, at du har følt dig brugt. Det gjorde min moster gennem hele hans barndom (det var før, man blev klar over, at der var noget, der hed aspergers). Han skal have gentaget alle sociale regler mange gange, kan nemt fremprovokere pinlige situationer og fik megen skældud som barn, da man dengang bare troede, at han var "uopdragen". Samtidig ved han så meget om visse områder, at folk bliver vildt imponerede, og det kan være svært at forstå, at han ikke er som alle andre i andre henseender. Men heldigvis findes der jo idag en masse måder at hjælpe børn med aspergers, og det er et ret veludforsket område, så forhåbentlig får din søn og resten af familien den rette hjælp hurtigt(også lillesøster, der når hun bliver større nemt kan føle, at hun skal beskytte ham meget, hvilket ikke er sundt for nogen af børnene).
De bedste ønsker herfra

..alt hvad jeg kan. Kan se at han her lyser op og bliver til den sødeste kærligste hjælpsommeste dreng som leger og har det sjovt. Mit hjerte bløder hver gang jeg skal aflevere ham, men når han er her har han det godt