Forrådes og arresteres
- Det er et stykke tid efter midnat da Judas fører en stor skare soldater, præster, farisæere og andre ind i Getsemane Have. Præsterne er blevet enige om at betale Judas 30 sølvstykker for at forråde Jesus.
Tidligere, da Judas blev sendt bort fra påskemåltidet, er han åbenbart gået direkte hen til de øverste præster. Disse har straks sammenkaldt deres egne betjente samt en hærafdeling. Judas har måske først ført dem til det sted hvor Jesus og hans apostle fejrede påsken. Da det viser sig at stedet er forladt, er den store skare med fakler, lamper og våben fulgt efter Judas ud af Jerusalem og tværs over Kedrondalen.
Mens Judas fører processionen op ad Oliebjerget er han sikker på at han ved hvor han kan finde Jesus. I den sidste uges tid, hvor Jesus og apostlene er gået frem og tilbage mellem Betania og Jerusalem, har de ofte gjort holdt i Getsemane Have for at hvile sig og tale sammen. Men hvordan skal soldaterne finde Jesus nu hvor han muligvis er skjult i mørket under oliventræerne? Måske har de aldrig set ham før. Judas giver dem derfor et tegn idet han siger: „Den jeg kysser, ham er det; anhold ham og før ham sikkert bort.“
Judas fører den store skare mennesker ind i haven, får øje på Jesus sammen med apostlene og går lige hen til ham. „Vær hilset, Rabbi!“ siger han og kysser ham meget ømt.
„Ven, i hvilken hensigt er du her?“ svarer Jesus skarpt. Derefter besvarer han selv sit spørgsmål: „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?“ Men nok om denne forræder! Jesus går frem i lyset fra de brændende fakler og lamper og spørger: „Hvem søger I?“
„Jesus Nazaræeren,“ lyder svaret.
„Det er mig,“ siger Jesus, der modigt står foran dem alle. Forbløffede over denne frimodighed, og da de ikke ved hvad de kan vente sig, viger de tilbage og falder til jorden.
„Jeg har sagt jer at det er mig,“ fortsætter Jesus roligt. „Hvis, altså, det er mig I søger, så lad disse gå.“ Kort forinden, i værelset ovenpå, har Jesus sagt til sin Fader i bøn at han har bevaret sine trofaste apostle og ikke mistet en eneste „undtagen undergangens søn“. For at hans ord kan blive opfyldt, beder han nu om at hans disciple må få lov til at gå.
Da soldaterne genvinder fatningen og rejser sig og begynder at binde Jesus, går det op for apostlene hvad det er der er ved at ske. „Herre, skal vi slå til med sværd?“ spørger de. Endnu før Jesus når at svare har Peter — der bærer det ene af de to sværd som apostlene har taget med — trukket sit sværd og slået ud efter Malkus, ypperstepræstens træl. Peter forfejler sit slag og rammer ikke trællens hoved men hugger hans højre øre af.
„Lad det gå så vidt som dette,“ siger Jesus og griber ind. Han rører ved Malkus’ øre og helbreder det, hvorefter han giver dem en vigtig belæring. Han siger til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd. Eller mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“
Men Jesus beder ikke sin Fader om hjælp, for, som han siger: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ Derefter tilføjer han: „Det bæger som Faderen har givet mig, skulle jeg ikke for enhver pris drikke det?“ Han er helt indstillet på at gennemføre det der er Guds vilje med ham!
Dernæst henvender Jesus sig til skaren. „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver for at arrestere mig?“ spørger han. „Dag efter dag plejede jeg at sidde i templet og undervise, og dog anholdt I mig ikke. Men alt dette er sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.“
Så pågriber hærafdelingen, militærtribunen og jødernes betjente Jesus og binder ham. Da apostlene ser dette, forlader de Jesus og flygter. En ung mand — måske disciplen Markus — bliver imidlertid i menneskemængden. Han kan have opholdt sig i det hjem hvor Jesus fejrede påsken og være fulgt med skaren derfra. Nu bliver han genkendt, og man forsøger at pågribe ham. Men han efterlader sin linnedklædning og slipper bort.
Mattæus 26:47-56; Markus 14:43-52; Lukas 22:47-53; Johannes 17:12; 18:3-12.
Tidligere, da Judas blev sendt bort fra påskemåltidet, er han åbenbart gået direkte hen til de øverste præster. Disse har straks sammenkaldt deres egne betjente samt en hærafdeling. Judas har måske først ført dem til det sted hvor Jesus og hans apostle fejrede påsken. Da det viser sig at stedet er forladt, er den store skare med fakler, lamper og våben fulgt efter Judas ud af Jerusalem og tværs over Kedrondalen.
Mens Judas fører processionen op ad Oliebjerget er han sikker på at han ved hvor han kan finde Jesus. I den sidste uges tid, hvor Jesus og apostlene er gået frem og tilbage mellem Betania og Jerusalem, har de ofte gjort holdt i Getsemane Have for at hvile sig og tale sammen. Men hvordan skal soldaterne finde Jesus nu hvor han muligvis er skjult i mørket under oliventræerne? Måske har de aldrig set ham før. Judas giver dem derfor et tegn idet han siger: „Den jeg kysser, ham er det; anhold ham og før ham sikkert bort.“
Judas fører den store skare mennesker ind i haven, får øje på Jesus sammen med apostlene og går lige hen til ham. „Vær hilset, Rabbi!“ siger han og kysser ham meget ømt.
„Ven, i hvilken hensigt er du her?“ svarer Jesus skarpt. Derefter besvarer han selv sit spørgsmål: „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?“ Men nok om denne forræder! Jesus går frem i lyset fra de brændende fakler og lamper og spørger: „Hvem søger I?“
„Jesus Nazaræeren,“ lyder svaret.
„Det er mig,“ siger Jesus, der modigt står foran dem alle. Forbløffede over denne frimodighed, og da de ikke ved hvad de kan vente sig, viger de tilbage og falder til jorden.
„Jeg har sagt jer at det er mig,“ fortsætter Jesus roligt. „Hvis, altså, det er mig I søger, så lad disse gå.“ Kort forinden, i værelset ovenpå, har Jesus sagt til sin Fader i bøn at han har bevaret sine trofaste apostle og ikke mistet en eneste „undtagen undergangens søn“. For at hans ord kan blive opfyldt, beder han nu om at hans disciple må få lov til at gå.
Da soldaterne genvinder fatningen og rejser sig og begynder at binde Jesus, går det op for apostlene hvad det er der er ved at ske. „Herre, skal vi slå til med sværd?“ spørger de. Endnu før Jesus når at svare har Peter — der bærer det ene af de to sværd som apostlene har taget med — trukket sit sværd og slået ud efter Malkus, ypperstepræstens træl. Peter forfejler sit slag og rammer ikke trællens hoved men hugger hans højre øre af.
„Lad det gå så vidt som dette,“ siger Jesus og griber ind. Han rører ved Malkus’ øre og helbreder det, hvorefter han giver dem en vigtig belæring. Han siger til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd. Eller mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“
Men Jesus beder ikke sin Fader om hjælp, for, som han siger: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ Derefter tilføjer han: „Det bæger som Faderen har givet mig, skulle jeg ikke for enhver pris drikke det?“ Han er helt indstillet på at gennemføre det der er Guds vilje med ham!
Dernæst henvender Jesus sig til skaren. „Er I kommet ud med sværd og køller som mod en røver for at arrestere mig?“ spørger han. „Dag efter dag plejede jeg at sidde i templet og undervise, og dog anholdt I mig ikke. Men alt dette er sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.“
Så pågriber hærafdelingen, militærtribunen og jødernes betjente Jesus og binder ham. Da apostlene ser dette, forlader de Jesus og flygter. En ung mand — måske disciplen Markus — bliver imidlertid i menneskemængden. Han kan have opholdt sig i det hjem hvor Jesus fejrede påsken og være fulgt med skaren derfra. Nu bliver han genkendt, og man forsøger at pågribe ham. Men han efterlader sin linnedklædning og slipper bort.
Mattæus 26:47-56; Markus 14:43-52; Lukas 22:47-53; Johannes 17:12; 18:3-12.