Forældres ret og pligt - og hvad så med børnene?

Jeg har fuldt lidt med omkring den nye "børnelov" og jeg undrer mig over én ting;
Jeg synes det er fremragende at fædrende nu har større mulighed for at opnå rettigheder over deres børn, men hvor er børnenes tarv egentlig henne?
Det jeg har oplevet i den offentlige debat er en masse forældre (m/k´ere) som råber op om DERES rettigheder; retten til mere samkvem, retten til en 7/7-ordning osv... Men, er der overhovedet nogen som interesserer sig for børnenes tarv?
Nu ér det jo sådan, at det først og fremmest bør være børnene det drejer sig om, også selvom mor eller far må sluge nogen kameler for at det virker. Sommetider kræver det at der kommer nogle sandheder på bordet og man hver især er villig til, at sætte realistiske rammer omkring samværet, men det virker som om hele formålet, netop at BØRNENE skal kunne trives er gået helt tabt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor mange af jer her som, hvis i ser helt bort fra evt. bittherhed, misforståelser osv., reelt tænker på jeres børn og ikke på jeres eget behov???

for der er ingen følelser ibland mig og barnets far længere, ingen bitterhed eller noget - det er meget neutralt (vi bor ikke sammen)så vi er meget eninge om, at samkvemmet skal foregår efter vores søns ønsker og behov..men det sker, at sønnen, som bor hos mig ikke har lyst/behov for at se sin far, da drengen har brug for meget ro omkring sig grundet sit handicat...så regler om faste aftaler gik jeg fra og ringede til drengens far og fortalte som det var og det endte lykkeligt med, at hans far kom hjem til os istedet og de gik så en tur og hyggede sig lidt hjemme hos os...
Det skal lige siges, at både min søns far og jeg har en kæreste og de begge accepterer det rigtigt fint, at der er en dreng, som skal tages hensyn til.
Det har de første par år efter bruddet været vanskeligt, ikke at have følelser som bitterhed og vrede overfor hinanden og jeg vil ikke sige mig fri for, at det var mine og min søns fars følelser, der kom i første række - ikke fordi vi bevidst ønskede det, men sådan blev det desværre bare pga opkogte følelser imellem os var på det højeste, og det kunne vi ikke styre, så det gik ud over vores drengs samkvem.....

der er hverken pligt til samarbejde eller samvær, så hvilken pligt taler du om ?
Ja, de vil tvinge forældre til samarbejde med trusler om, at hvis den ene ikke vil samarbejde, så kan den anden få forældremyndigheden. Og det er ikke barnets tarv.
Heller ikke at krænkere nu kan komme med til forældremøder osv, så den primære forældre må blive hjemme, hvad bidrager det til... det kan umuligt være barnets tarv at moren afholdes fra at få realationer med de andre forældre.
loven tænker ikke på nogen anden end de mænd, som vil se deres børn.

- Mit sædvanlige bud er at give rettighederne til børnene, pligterne til forældrene. Det vender omvendt p.t.

Hej der....
Nys hjemvendt fra et møde i Forvaltningen, fordi min eksmand søger forældremyndigheden over vores datter udfra den nye lov. Kan jeg så dele ud af min erfaring.
Han har jo ikke samvær og får det heller ikke, for som udgangspunkt er det barnets tarv der kigges på. Min datter har i en smatale med forvaltningens psykolog givet klart til kende at hun ikke ønsker at have noget med ham at gøre, denne samtale fandt sted for blot 8 måneder siden.
Jo jeg tænker på mit barn hele tiden. Hvis jeg vidste at hun ville have noget ud af det, ville jeg være den første til at istandsætte et samvær, samarbejde osv osv.
Som det er, ville den slags tiltag, blot være med til at fremkalde et angstanfald hos hende. Da min eksmand så ikke mødte i forvaltningen, fordi hans advokat ikke kunne, og han ikke selv er i stand til at føre bil(eller hvad der så var galt!!!!!?) tog jeg mødet alene med denne udemærkede sagsbehandler, her gav jeg udtryk for min bekymring ved fremtiden om evt. at skulle dele forældremyndigheden med barnets far!
Men hun beroligede mig, ved at notere min bekymring og læste så psykologens notat igennem. Herpå sagde hun du kan være rolig Løvemor, den nye lov tager netop udgangspunkt i hvad der er bedst for barnet. Ingen dommer, eller sagsbehandler der læser det her vil være i tvivl om, at de ville handle imod barnets ønsker ved at tilkende ham nogen som helst myndighed eller samvær.
Loven, forklarede hun mig, er lavet for de normale skilsmisser, hvor konfliktniveauet er meget højt. Her kan man så forsøge med konfliktmægling.
Men loven er til for almindelige skilsmisseforældrer og tager udgangspunkt i hvad der er bedst for barnet.
Den er ikke for hjem hvor der er vold, druk eller anden misbrug. Eller med andre ord, hvor den ene eller begge forældre er erklæret uegnet som forældre.
Så hurra for den nye lov, der i hvert fald freder mit barn.
En lettet Løvemor

- for det har vel været alles skræk at hele sceneriet (også for dit vedkommende)skulle til at starte forfra .
- Skide godt Løvemor at du melder tilbage. Mon ikke det giver nogle ro i sjælen og køler et par fædre af balladebørtypen lidt ned?
- Jeg kan nu ikke lade være med at tænke om han udeblev, fordi de ventede på dig sidst, men har glemt i sin iver, at når han indkalder vender det omvendt? Som jeg læser reglerne fortaber han jo netop sine muligheder ved at udeblive/melde afbud.

Kære Dulkis, du fik godt nok fremkaldt et latterudbrud der tiltrak små potter med meget store øre!
Min tanke var jo netop som din, at han ville hævne sig fra sidst. Meen ved nærmere eftertanke, så var det hans advokat der aflyste allerede i fredags, og som min søster sagde, så stillede han nok ikke fordi han ikke havde barnepigen med til at føre ordet.
Mit håb er at advokaten har læst agterne igennemog på den baggrund opgivet sagen. men kender jeg min balladebørtype rigtigt, og det gør jeg jo nok desværre, så opgiver han ikke uden kamp og finder en ny advokat.
Men skidt pyt, nu vil jeg ind og hygge med en god bog sammen med min lille pige.
Jeg opdagede lige at jeg er blevet ugens profil!!!!!? Fanfastisk
God nat
Løvemor

Sikken et klogt og modent svar. Hvor er din søn heldig, at have så forstående forældre. Det gælder, set fra min side (men jeg må dog indrømme, at jeg ikke har haft disse problemer personligt inde på livet, men derfor kan man vel godt have en holdning???) om at give hinanden plads, med alle ens egne og den anden forælders fejl og mangler.
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at nogle forældre ikke elsker deres barn. MEN at de måske, af den ene eller anden grund, ikke magter opgaven på et givent tidspunkt.
Vh jette-