frustrationer

Jeg er så frustreret, for jeg har været hos en psykiater og hun ville gerne hjælpe mig af med mine diagnoser, som forbier, personlighedsforstyrrelse-ængstelig og angst gennerelt.
Psykiateren mener, at der er gode chancer for at kurrere mine diagnoser også fordi at jeg er en fighter og jeg har virkelig lyst til, at lære nye ting og er begavet, trods mine diagnoser. Men jeg er meget bange for, om psykiateren kan kurrere mig med årene, når jeg er i behandling hos hende...! da jeg har arbejdet med nogle af de samme problematikker hos andre psykologer, noget har hjulpet mig og andre psykologer har ikke kunnet hjælpe mig.
Jeg er også utrolig ked af, at have fået sat diagnose på og skal leve med dem, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg led af angst, men jeg har bare undertrykt det. Samtidig synes jeg også, at det er pinligt, at fortælle min omgangskreds om diagnoserne, så dette har jeg ikke gjort også af frygt for, at blive behandlet dårligt - jeg har før oplevet, at folk har dunket mig oveni hovedet og gjort mig dårlig, for min nærtagethed og dette ønsker jeg ikke igen.
Da jeg påbegyndte en uddannelse, blev jeg virkelig respekteret af både min familie og omgangskreds, men jeg er stoppet med uddannelsen, dels fordi, jeg havde en kæreste, som truede med selvmord og dette kunne jeg ikke håndtere, jeg var desværre ikke god nok til at sige fra overfor eks-kæresten er det heldigvis nu....
Jeg er så bange for, at jeg aldrig får min drømmeuddannelse og kan leve et helt almindeligt liv, hvor der ingen diagnoser er, hvor jeg ikke har økonomiske problemer, hvor hverdagen kan hænge sammen, hvor jeg ikke er angst...
Psykiateren har flere måneders ventetid, så jeg har imellemtiden kontaket en psykolog, men psykologen gør mig lige modsat psyliatern dårlig og mener det er bedst, at jeg arbejder halvdags, et job kommunen finder til mig og hvor jeg ikke føler mig presset. Men jeg vil ikke gøres så dårlig, men jeg finder også tildels psykologens mening er passende, da jeg har svært ved at acceptere mine manglende stabilitet på arbejdsmarket. Men jeg har ikke lyst til at komme i skånejob, for jeg er bange for at kede mig og føler mit selvværd bliver endnu mindre..
Så det hele er en meget svær balance, SÅ JEG HÅBER, AT DER ER NOGLE SØDE MENNESKER HER PÅ SOLEN, SOM KAN GIVE MIG NOGLE OPMUNDRENDE ORD MED PÅ MIN VEJ I LIVET....

For gammel til at uddanne sig, så hvis du selv har lyst, syntes jeg at du skulle undersøge om du kan forsætte din uddanelse hvor du slap.
Ligeledes burde du måske komme lidt ud mellem andre så du får tanker ledt hen på noget andet.
Fat mod min pige og kom vidre. gå ind på nettet og se om der er nogle steder hvor du kan gå vidre med dit drømmeliv, der er altid noget for dig.
Held og Lykke:::

vil gerne hjælpe dig (kan ikke kurer dig)med dine frustrationer som er meget forstålige :-).. jeg vil gerne lytte til dig om disse frustrationer, jeg vil gerne stille dig de spørgsmål som du egentlig godt ved trænger til at blive sagt højt, og som du godt kender svarene til.
Jeg kan ikke fortælle dig hvordan det er best for DIG at håndtere arbejdstiden, men jeg ved af personlig erfaring at et overbastende job, medfører ingen energi til privat livet medfører en dårlig søvn medfører en lavere tærskel fo rhvornår jobbet blivver for belastende medfører ingen energi til privat livet med fører dårligere søvn OSV OSV OSV.
Du er ramt af en af livets tsunamier - dem er der en del af hen ad vejen, men jeg fornemmer at det ikke så meget er andres respekt du savner - det er din egen. Og helt ærligt, hvis DU ikke kan respektere digselv, hvordan skulle andre?? Jeg ved godt at vente tiden er lang og tung, men bid fast og hæng i - det er vente tiden værd.. Og i mellem tiden, så stil dig op foran spejlet og gentag: jeg ER god nok, jeg FORTJENER det bedste.. og bliv ved indtil du selv TROR på det..
Som sagt: du har ALLE svarene derinde - du ska blot have stillet de rigtige spørgsmål :-) Pøj med det.

Uden at kende for meget til din situation, eller dig. Vil jeg sige at jeg har det lidt på samme måde.
Jeg har stort set levet et "normalt" liv. Godt nok med en noget turbelent barndom, men på overfladen har jeg altid fungeret, mht venner, kærester og job. Indtil jeg for lidt over to år siden faldte ned og brækkede ryggen. Det medførte en, ifølge min læge, svær depression. Jeg formåede at skubbe alle mine venner fra mig, har ikke rigtig noget fammilie, så stod for alvor på egne ben med problemet.
Min "depression" og sygemelding, gjorde at jeg fik rigeligt med tid til at tænke over tingene, og dessvære også masser af tid til at kigge i den, efterhånden godt fyldte, rygsæk. Her opdagede jeg så at jeg egentlig var bange for andre mennesker og deres meninger, om mig.
Havde aldrig før tænkt over hvorfor jeg kunne være så konflikt-sky, når jeg i andre perioder, altid var den der to´tyrene ved hornene.
I dag kan jeg godt se, at jeg har psykiske "komplikationer". Jeg er nok bare en af de nossefår, der ikke får gjordt noget ved problemet. Er nok lidt bange for at få stillet en diagnose.
Jeg tror man skal passe på ikke at tænke for meget over tingene, og bare prøve at leve livet. Lettere sagt end gjordt!
Det må sgu heller ikke være nemt hvis man bliver kastet rundt fra psykolog til psykolog.
En ting har jeg dog lært: Du tror du ser verden som den er, men i virkeligheden ser du den som du er.
Held og lykke fremover!