Fuck de psykisk syge

Provokerende?
Jeg ved ikke hvordan I har det med folk, der har været eller er psykisk helt ude på overdrevet i en periode i deres liv. Angst, stress, sorg og mange andre ting kan skubbe ens liv helt ud af kurs. Der findes måske ikke så mange muligheder for hjælp, men for langt de flestes vedkommende kommer de sig igen og kan vende tilbage til et liv der, fungerer. Er det ikke godt og herligt?
Skal man udstøde de syge? Skal man udstøde de raske?
Langt de fleste mennesker oplever en periode i deres liv, hvor de helt mister orienteringen og hver 4. person i den vestlige verden kommer i berøring med psykiatrien. 2/3 af dem kommer sig....så bare rolig, der er håb forude, men det er rædselsfuldt sålænge det står på. Det er vidunderligt og man føler sig som født på ny, når det endelig letter. Det er skønt, at vi har nogle, der kan fortælle os om det, og holde modet oppe hos os, så vi kan se en vej ud.
Jeg taler selvfølgelig af egen erfaring....fik en angstpsykose, da jeg først mistede min far og 4 mdr. efter da jeg skulle føde min søn var både han og jeg ved at miste livet. Efterfølgende kunne jeg slet ikke komme op igen af angst og rædsel fordi jeg var så bange for at miste min søn. Jeg havde nogle meget hårde år, men det lykkedes for mig at komme igennem dem og få et godt liv igen. Det er nu 11 år siden, jeg blev erklæret rask.
Med det i baghånden efteruddannede jeg mig i forhold til kommunikation. Har siden undervist både syge, pårørende, behandlere, sagsbehandlere, skoleelever, politikere og en masse andre. For det viser sig, at alle er meget enige om at det ville hjælpe gevaldig på forholdene, hvis vi blev bedre til både at udtrykke os, lytte og forstå hinanden. Nogen der LYTTER, er en meget stor "mangelvare".
Jeg tager rundt i hele Danmark for at holde foredrag om dels mine egne erfaringer, men også om undersøgelser der underbygger de fakta der gør sig gældende, nemlig at op mod 2/3 af selv de dybest psykisk syge kommer sig. Det er meget højere tal end psykiatrien fremviser - det skyldes at der er mange flere og andre virksomme faktorer der spiller ind i folks helbredelsesprocesser.
Jeg forsøger at tænde et lys af håb for folk. Og jeg kan melde: DET VIRKER. Når håbet er plantet, finder det vej. Så bliver det også meningsfuldt for mig at skulle have gennemgået noget der var så rædselsfuldt.
GODT SÅ
Hvorfor skriver jeg det i SOL-en?
Der er en debattør her i SOL-en som nogengange kalder sig "bono" og nogengange noget andet. Vedkommende har nu det sidste døgn 5 gange linket til et arrangement jeg deltog i og ledsaget det med tekster som: "Du er syg, fat det dog" eller "Man skal være rask".
Det er jo personhetz....det er også at holde liv i alle fordomme om at når man een gang har været psykisk ustabil, så er man det altid - helt uagtet at man blev erklæret rask for 11 år siden. (Tror nok jeg er en af de få der ligefrem har papir på at jeg er psykisk RASK ;o))
Men uanset hvad så er det jo ikke kun MIG det her handler om...det er ALLE der på en eller anden måde får sig en psykisk lidelse på et tidspunk at de pr. definition skal ses som andenrangsmennesker. At deres menneskelige værdi skal være permanent punkteret pga. fordomme fra mennesker der jo ikke en gang selv tør stå frem om hvem de er.
Kan det være rigtigt at det skal være konsekvensen af at rejse rundt og holde den slags foredrag, at man skal hetzes og angives personligt?
Er det ok at vi som samfund modtager og behandler folk, der er kommet sig af en psykisk lidelse med en så massiv og dumstædig intolerance?

er ikke okay.
Og brug klage-funktionen til at klage ove romtalte "bono".

dejligt at høre, at du er kommet over dine psykiske problemer og at du nu hjælper andre med at komme igennem deres sygdom.
Jeg har selv oplevet en alvorlig psykisk nedtur, der varede i flere år. Det var så rædselsfuldt, at man ikke ønsker noget lignende for sin værste fjende. Det var en del ydre faktorer, der var årsagen til min nedtur. Da disse var på plads igen, gik det langsomt fremad. Har nu været på toppen i flere år. Jeg føler faktisk, at jeg er stærkere end før. Ikke en gang en hjerneblødning for få år siden kunne bringe mig ud af balance. Jeg kender godt bemærkningen: "Så tag dig dog sammen" eller lignende. Men det kan man ikke.
Dejligt at læse, at du tager fat om problemet. Fortsat held med det.

Det har jeg nu også gjort og indlæggene er fjernet.
Jeg ønskede at trække det op i bred format, fordi jeg føler fordomsfuldheden gælder alle der har eller har haft en psykisk lidelse af en eller anden art.
Ville gerne bringe det i spil, for der ER jo mange der går med det som om det nærmest var kriminelt at have haft det dårligt. Det er det jo ikke ;o) Det er jo kun godt, når folk kan komme tilbage til livet og føle glæde igen.

- Jeg har ikke set hans indlæg. Forhåbentlig da, fordi de slettet lige så hurtigt, som de opstår. Men havde jeg ville det ikke vægte dine ord anderledes i mine ører (øhh øjne) end de hidtil har gjort.
- Personager af den kaliber stempler altid kun sig selv! Godt du kan tage det pige!!! Men derfra og til at skulle finde sig i det, er et langt stykke i min bog.

Jeg bad engang det offentlige om socialhjælp og gør det stadig....... Men har det vist sig at jeg slet ikke søger om socialhjælp, men i virkeligheden er psykisk syg. Da dette selvfølgelig ikke hænger sammen med min virkelighed, har jeg selvfølgelig også meddelt dette til det offentlige system, som så har svaret igen ved at misbruge deres oplysninger om mig og ført mig ud i sociale fælder som jeg ikke har kunnet undgå at falde i og da jeg så pointerede dette offentlige skridt at der bliver begået embedsmandsmisbrug imod mig er jeg så sigtet efter § 119, stk.1 og har fået en behandlingsdom........min eneste brøde har været at jeg har søgt om socialhjælp via det offentlige system og så er blevet udsat for embedsmandsmisbrug og siden har været udsat for at de skyldige ikke vil erkende deres misbrug. ligesom jeg ikke kan få de offentlige instanser til at varetage mine interesser i dette spørgsmål....jeg er blevet frataget mine borgerlige rettigheder og jeg er blevet behandlingsømt til behandling som psykisk syg og min eneste brøde er at jeg har anmodet det offentlige socialsystem om at hjælpe mig med et selv-uløseligt socialproblem..... Lyder min tekst absurd.....? Så vid at det er den rene sandhed.......... Kan nogen forklare mig virkeligheden. ??????? jeg har et socialt problem....men er dømt psykisk syg og er blevet dømt til at være psykisk syg.... Hvor er retfærdigheden og hvor er borgerens rettigheder. ?????????

"Ikke en gang en hjerneblødning for få år siden kunne bringe mig ud af balance."
Jeg kan ikke blive færdig med at beskrive, hvor glad jeg bliver for at høre historier som din. Det indgyder mere end noget andet håb, for dem, der ikke har det.
Tilsyneladende er der rigtigt mange der får serveret sætningen "Så tag dig dog sammen", og det kan virkelig undre mig hvad dem der udtaler den måtte forvente at modtageren vil stille op. Forventer de at folk så bare holder op med at være angst eller deprimerede fordi de får en kommando? Nej vel? Det giver ikke mening...så når de siger det er det udtryk for deres egen magtesløshed....det kommer bare ret uheldigt ud, og så går folk fejl af hinanden. I værste tilfælde mister folk kontakten med hinanden på den baggrund.
Tusind tak for dit indlæg og din opbakning.
Og fordi du stråler om kap med SOL-en. ;o)

Indlæggene er slettet igen, det gik meget stærkt. Og tak for det til SOL-en.
Jaeh jo personager stempler kun sig selv....det er muligt, men ikke desto mindre synes jeg det var udtryk for nogle af de fordomme der hersker her i DK. Vi har meget svært ved at tillade folk med psykiske lidelser adgang til det offentlige rum i samme grad som andre.
Jeg blev sgu bare harm over at det skulle herske i SOL-en. Men det er så bestemt ikke første gang jeg personligt har oplevet denne hetz i SOL-en. Men tidligere var jeg jo hovdemoderator...så slettede jeg dem bare selv ;o)

Sandheden er at stort set ALLE danskere har psykiske problemer (stress, depression, lavt selvværd osv.), men vi er i Danmark blevet så vant til at det er helt "normalt" at lide af diverse psykiske og fysiske skavanker at man nærmest er "unormal" vis ikke man lider af noget.
Danskere tror at det at have det godt er fraværet af smerte, eller at man ihvertfald er i stand til at stå op ved egen hjælp.
Og det eneste systemet kan tilbyde er, surprise: Giftig "medicin".

Det er jo ikke en dom så du kan ikke idømmes en psykisk sygdom. Du kan stilles en psykiatrisk diagnose og den skal foretages af en psykiater. Det kan ikke foregår på et socialkontor.
Det der kan foregå på et socialkontor er at de kan have "bekymringer" om hvorvidt du er psykisk stabil. Men for at afgøre det kræver det også professionel vurdering.
Hvis du kan bevise embedsmisbrug, så har du en sag. Men hvis du er dømt efter en paragraf i straffeloven så har der været en sag. Den kan du enten anke eller genoptage hvis der er nye elementer i sagen.
Uanste hvad du gør skal du finde en advokat der kan føre din sag, for det lader ikke til du selv har tilstrækkelig overblik over hvad det er der sket. Det skal du have.
Men der er nok ikke nogen her der på den baggrund du her har beskrevet kan give dig en fyldestgørende forklaring.

med intolerance! jeg oplever selv at folk er så intolerante og fordomsfulde når jeg selv siger jeg har været indlagt, til trods for at jeg er rask idag. ved ikke om jeg skal sige noget til nogle overhovedet, men ved også at hvis jeg tier, er der også nogle andre, der ikke får støtte og accept, af dem jeg kender, for folk er virkelig blevet egoistiske og sig selv nok. tror faktisk kun at dem der selv har prøvet systemet mod deres egen krop eller deres allernærmeste vil have sympati for een, hvis man siger man har været indlagt. resten af dem jeg har mødt møder een med intolerance og foragt. selv dem der er i behandlersystemet, og det synes jeg faktisk er noget af det værste. dem der til dagligt beskæftiger sig med psykisk syge, er dem der har flest fordomme og er virkelig hårdhjertede og uforstående. håber en dag at der kommer virkelig søde læger og sygeplejersker ind på studierne, for de mangler virkelig, dem med hjertet på rette sted.
mig

Hvis man har fokus på det der gør ondt, skræmmer, er ubehageligt eller nedgør en, så får det lov at fylde i ens opmærksomhed og bevidsthed. Så får det der er smukt og vidunderligt....det er der giver sjælen vinger .... overhovedet ingen plads.
Det handler om at man beskytter sig...helgarderer sig bag alt det elendige. Tror det er født ud af parolen "Det bedste forsvar er et angreb". Det er blevet overført til ethvert område i et menneskes liv så der sidder vi så ved siden af hinanden bag hvert vores rasende panser og har ondt og græder lidt.
Hvis nu vi i stedet hver eneste morgen råbte med armene i vejret "YES!" fordi vi sgu da fik ENDNU en dag at leve i...og vi hver eneste aften vi gik i seng fandt noget vi kunne sige tak for den dag.
Så ville vores nation ændre sig lige så stille og vil ville alle blive mere imødekommende og udavendte.
Man kan jo godt alligevel have en eller anden sygdom eller noget gigt der gør ondt, men det får bare ikke lov at optage pladsen for det vi holder af...kunst, musik, poesi, familie, venner, rejser, naturen, fester....

der er en holdning, en udtalelse, en tese, et andet synspunkt, der pirker til ens egen forestillingsverden skal man klage, for det er ikke det man andre steder kalder censur??? Nu kender jeg til et par ganske seriøse debattører på sol.dk og disse personer har hverken bandet eller svovlet, skrevet ufordelagtige ting om andre debattører. De har såmænd bare påpeget nogle ulovligheder, som andre debattører selv er fremkommet med og derefter har enten systemadministratoren eller andre ment at "det kan man da ikke skrive" også løser man "problemet" ved at slette vedkommendes korrekte fremstilling af virkeligheden.
Vi kan være ganske enige i, at man ikke skal finde sig i en ondsindet eller syg hetz, men den mærkværdige form for censur der benyttes på sol.dk er ganske enkelt underlig og den sætter andre personers ytringsFRIHED over styr, med sin skafotmentalitet!

"tror faktisk kun at dem der selv har prøvet systemet mod deres egen krop eller deres allernærmeste vil have sympati for een, hvis man siger man har været indlagt. resten af dem jeg har mødt møder een med intolerance og foragt."
Det er påfaldende at mange der har været kort eller længere tid indlægt har den samme oplevelse.
Jeg tror en del af forklaringen er magtesløshed og uvidenhed...men måske er der flere aspekter?
P.S.
Fedt at du er blevet rask igen. Velkommen tilbage om jeg så må sige, du må jo have en stor og ANDEN viden på området du kan berige verden med, end den der vedligeholder fordommene. For fordommene efterlader jo ingen raske. "En gang psykisk syg altid psykisk syg"...så hvorfor sidder du her og lyder helt normal? ;o) (håber du fanger min let ironiske tone)

Nej, jeg synes ikke det er i orden at man modtager og behandler folk der er kommet sig af en psykisk lidelse med så massiv og dumstædig intolerance.
Men jeg synes heller ikke det er i orden at gøre det overfor de stakler blandt os, som rent faktisk har en livsvarig diagnose.
Jeg er én af dem. På overfladen kan du ikke se at der er noget galt med mig. Jeg lever et "normalt" liv med familie, kæreste, studie, job osv. Men jeg har også for ganske kort tid siden fået diagnosen "borderline" som en samlet diagnose for de skiftende symptomer jeg i årevis har lidt af og som i perioder har lagt mit liv i sort.
Problemet er, at næsten ingen har respekt for mig, hvis jeg fortæller dem om min diagnose. Der ér jo en grund til at jeg har den og jeg har måtte indstille mig på at ændre en del ting i mit liv da jeg fik den. Bl.a. skære ned på stress osv. Problemet er bare at folk sædvanligvis har svært ved at acceptere mine begrænsninger fordi de er utrolig fordomsfulde og uvidende.
Mange mennesker forventer at jeg sidder i et hjørne og vrøvler med sjavl ned af kinderne, at mit barn skal fjernes og at jeg er mindrebegavet hvis jeg fortæller at jeg har en psykiatrisk diagnose. Der ér perioder hvor jeg kører på meget lavt blus, men jeg mangler enormt meget at folk vil vise mere respekt og søge mere oplysninger om både psykiske lidelser og de der er heldige nok til at slippe af med dem. Det er fandem-fisemig ikke let at være i den situation og jeg mener at begge parter har krav på den samme respekt og ligeværdighed som alle andre.

Er fuldstændigt korrekt, men jeg vil gerne understrege at det er lykkedes medicinal industrien at manipulere politikere og psykiatere til at tro at den eneste løsning er "medicin".
http://www.antidepressantsfacts.com/2000-05-16-School-Shootings-Psychotropic-Drugs.htm
http://www.insiderreports.com/storypage.asp?storyID=20001670&ChanID=HQ
Dette skyldes Ritalin, et af psykiatrien, meget brugt produkt, til trods for tonsvis af veldokumenterede beviser på vanvittige bivirkninger.
Dette er blot endnu et bevis på hvor meget magt medicinal industrien har i verdenen.
Løsningen hedder: kærlighed, omsorg, og rene naturlige produkter, ingen elektromagnetiske felter (mobiler, master, diverse el installationer, osv.).
Grunden til at vi bliver syge, er jo fordi at de (industri og politikere), bliver ved med at stresse vores kroppe med alle deres produkter, der er dokumenterede skadelige for vores krop og sjæl (stråling, gensplejsning, tungmetaller, hormon forstyrrende stoffer, tilsætningsstoffer, giftig "medicin", mm.), samtidig med at vores "sunhedsmyndigheder" er meget emsige med at forbyde fuldstændig uskyldige naturlige kosttilskud, som IKKE har slået nogen ihjel, hvor de gud hjælpe mig lyver i medierne om at de er giftige (vitaminer og mineraler), samtidig bagatellisere de deres egen dokumenterede giftige bivirkningefyldte "medicin".
http://www.bedremedicin.dk/
http://www.helsenyt.com/frame.cfm?id=3544&sprog=1&grp=9&menu=3
http://www.mayday-info.dk/325.0.html

det er bare ikke alt der overskrider rammerne for hvad man kan tillade sig på SOL-en og derfor bliver kun det slettet som de på forhånd har skrevet falder udenfor.
Men det var nu heller ikke det opfordringen gik på såvidt jeg forstod det.
Det er faktisk censur, men det er betingelser vi er nødt til at tilpasse os fordi SOL-en har et ansvar overfor loven.
Den person der hetzede mig overskred grænserne for personlig chikane, og er nu slettet. Det er ok og helt ok at klage over det. Men jeg tror ikke der er nogen moderatorer, der med respekt for sig selv sletter almindelige debatindlæg der ikke overskrider nogen rammer. Så dem kan man bare klage over uden der sker noget ved det.

denne bono. Jeg gør det med god samvittighed, det har intet at skaffe med ytringsfrihed og censur.
Der er bare en del, der ikke har fået samme lag af civiliserethed i gave af deres forældre, og derfor kan de ikke gebærde sig i samfundet på tilfredsstillende vis, de er, om man så må sige utilpassede.
Dybt inde i alle, helt nede på bunden er alle principielt gode mennesker. Jeg mener ikke, at mennesket er ondt, det er faktisk godt. At man ikke altid kan se det, betyder ikke, at jeg ikke har ret, blot at nogen ikke er begavede, ikke har det godt med sig selv, og altså, som jeg sagde, mangler et lag af civiliserethed.
Dem er der så til gengæld rigtig mange af.:)
V.H. Modild

Jeg synes du tager fat i nogle af de virkeligt tunge "drenge" her. For det første en livslang psykisk lidelse og de meget forfærdelige og fejlagtige fordomme der hersker i forhold til dem.
En af dem er præcis den der med at folk skulle være mindre begavede pga. den psykisk sygdom. Min erfaring i forhold til alle dem jeg har mødt gennem årene siger noget helt andet. Den siger to meget væsentlige ting i forhold til intelligens:
1. De problematikker psykisk syge slås med er så komplicerede så det tager år at udrede og får overblik over. I mellemtiden indtræder nye forhold de skal tage stilling til som yderligere forhaler den tid der skal til for at de finder et udgangs punkt de kan bevæge sig fra.
2. Når de har fundet dette udgangspunkt, så er de grundet deres stilling både socialt og behandlingsmæssigt nødt til at finde nye veje. De finder i lang de fleste tilfælde en vej, en mestringsstrategi, som ingen andre har anvendt før dem, og en stor del kommer sig ad den vej. Nogen fralægger deres medicin andre ikke. Men det væsentlige er, at den vej de finder gennem vildnidset i deres indre er ubetrådt, og bliver til mens de går den. De skal altså allesammen opfinde en ny måde at komme sig på....og det GØR de fleste. Det er en helt anden og særdeles værdifuld intelligens som kræver mange evner, sådan som disciplin, opmærksomhed, regelmæssighed, standhaftighed og en ualmindelig stærk tillid til egne evner.
Du peger også på respekt og ligeværdighed.... Det synes jeg også er nogle meget vigtige punkter. Hvor mange med psykiske sygdomme får lov at efteruddanne sig? Det ville jo være respektfuldt og ligeværdigt, men jeg har bare hørt mange fortælle de er blevet afvist med en forklaring om at det var for dyrt for kommunen i forhold til det der ville komme ud af det!
Mht. respekt oplevede jeg engang en unge pige som gik på universitet. Hun havde også en borderlinediagnose. Hun var enormt skræmt af alle de skrækhistorier hun havde hørt om andre psykisk syges oplevelser...for hendes var helt anderledes. Hun var ret meget midtpunkt i sin omgangskreds fordi folk åbenbart i hendes liv omgav hende både med almindelig venskabelig interesse og omsorg på en afbalanceret måde.
Det er min oplevelse, at hvis omgivelserne ikke er så forfærdeligt baneg for de psykisk syge, så er problemerne med respekt og ligeværdighed ikke særligt store. Så det er i høj grad et samfundsansvar.

Jeg husker godt din rørende fortælling om din far…

Hvis jeg kan trøste dig, nej så er det ikke okay med hetz – men anderledes tænkt og det er ikke fordi jeg ønsker at bliver personlig; ta´ og ignorere det, jo stærkere vil du selv fremstå også med den tanke, at du har accepteret din egen tilstand i fortiden. Jeg ved godt det kan være en prøvelse.
Jeg har selv en pårørende der har en depression - imens jeg læste dit indlæg returnerede tankerne tilbage til hende, da hun var i forløbet der hed sig, at hun ventede på at blive førtidspensionist. Hun har hele sit liv sat pris på make up, i selv forløbet turde hun ikke at tage læbestift på, hvis hun skulle ud af huset. Hun var bange for, at man her skulle tro, at hun nu var rask. Altså sikke et cirkus, men siger lidt.
Jeg synes også at tilliden til mennesket er krakeleret, påvirkninger fra medier/historier melder tjek op fra forsikringsselskaber – der dertil har den påvirkning at det ikke er acceptabelt at være syg, som kan danne de her forbistrede fordomme og den onde sladder og en ring der hedder sig at vi skal kunne gennemskue hinanden.
Bare lige et lille hint til sidst, jeg har skrevet om det før. I dag hedder det: personer med nedsat (fysisk, psykisk) funktions evne. Denne betegnelse er med til at gøre alle mennesker lige værd, da begrebet er fleksibelt i den forstand, at vi alle har en skavank. Jeg finder gerne indlægget til dig, der er langt mere dybde i det og ret interessant end mine nuværende snoldede linjer - for den der elsker kommunikation😉
:) Krampen

Jamen jeg har ikke noget specielt behov for at fremstå stærk eller svag. Og ja det VAR en prøvelse en gang at skulle acceptere at have været i psykiatrisk behandling, men det er altså en af mange ting i mit liv...hvis ikke man kan flytte sig videre fra det, så behøver man ikke være min ven ;o)
Men jeg finder det nærmest sygeligt a hetze folk med at de en gang har været syge! Detdet rigtigt GRIMME i den der hetzeting var, at det fik folk som mig, med en angstpsykose en gang i fortiden til at fremstå som kriminelle! At når man en gang HAR været deprimeret eller lign. så har man ikke ret til at deltage i debatfora, og det man siger er iøvrigt mindre værd eller måske ligefrem ikke gældende!
Det er jo meget tydeligt ikke bare mig der oplever den slags...bare i denne lille debat er der flere der har fortalt noget lignende...og nu fortæller du noget sådan nærmest med omvendt fortegn. En ting er sikkert...fordomme, alt det at fordømme noget uden at have særligt kendskab til det, er meget, meget udbredt og gængse fordomme har stor magt.
Giver dig meget ret i det med at tilliden til mennesket er krakeleret. Alle dage har det fulgt mennesker at være ustabile i perioder....men derfor har de jo skulle eksistere og overleve alligevel. Det afkræver jo medmenneskerne et ansvar.
Jeg vil MEGET gerne have et link til et laaaaaangt indlæg. Nogen af os kan jo godt lide dem ;o)

Jeg skrev jo et indlæg for nogle år siden om min angst, som jeg led af i så mange år. Det er efterfølgende blevet brugt imod mig, i forskellige debatter. Let skjulte hentydninger om at jeg ikke havde nogen anelse om hvad der skete i verden omkring mig, da jeg jo ikke kunne gå udenfor en dør.
Det sjove er jo at jeg nu er så rask som jeg kan blive, og kommer vidt omkring. :o)) Det vidste vedk. dog ikke, og gik selvfølgelig ud fra at jeg stadig sad sammenkrummet i sofaen, og intet foretog mig. Så jo tak......jeg kender godt fordommene mod psykisk sygdom, og mennesker der går ud fra at hvis man engang har været syg, så er man det for altid. :o))
Lysten til at råbe til folk er stor; DET SMITTER ALTSÅ IKKE!
Kajsa

Hehe, nej selvfølgelig smitter det ikke, og man dør heller ikke af det, selvom mens angsten danser cancan i ens indre så TROR man fandme ens sidste time er kommet! Det er virkelig rædselsfuldt...men svært at forklare andre. Svært at holde deres koncentration fangen så lang tid om noget så drænende. Så måske skal man bare lade være at forsøge....
Men uagtet HVOR du sad henne, så kan det jo ikke gøre det, du siger eller skriver mindre værd! Der er da ikke nogen, der har bidraget så meget på den gode måde til SOL-en, som du har gennem tiderne, Kajsa!!!!!
Jeg vil hellere "bruge imod" dig at du er en dygtig sangerinde, og du har et stort og varmt hjerte. Det smitter fandme helt vildt ;o)
Jeg tror faktisk også at hvis ikke du havde haft så meget at kæmpe imod i sin tid, så havde du ikke så meget at synge med. Man henter jo stof til sin kunst af sit indre materiale, og det udgøres af mange ting, blandt andet af de psykiske tilstande man har været eller er i.

;))
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=321&posting=632196#632196
Hvis man betraget året, som muligvis kunne være 1995? - så finder jeg det utroligt, at det tager så længe for, at omstille sig til nye begreber, udvikling.
:) Krampen

Hvad er det der gør at du mener mennnesket fundamentalt set er godt (altruistisk?) frem for ondt (egomanisk?) eller fx. neutralt og i stand til at blive formet som man finder bedst?
Hvis du kunne uddybe dine grunde for at mene som du gør på denne punkt så vil det hjælpe meget.
venlig hilsen

If it doesn´t kill you, it´ll make you stronger.... ;o))
-Jamen kan du da ikke se at jeg er ved at dø??!!" råber man fortvivlet til den forvirrede ægtefælle, som siger; -Øhhh nej, fordi det er du jo ikke. -Jamen det føles altså sådan!
Hvordan forklarer man at man føler at man er ved at dø, og at man er bange for.....ingenting...? Man bliver stemplet som sindsyg i løbet af nul komma fem, speciellt hvis man gør den fatale fejltagelse at fortælle det til sine venner. Man er jo nød til at bruge en eller anden form for undskydning for at ikke dukke op til alle fester. :o)) Nå...men de varer heller ikke længe, så holder invitationerne op med at komme.
Kors hvor er jeg glad for at jeg er RASK! :o)) Men tanken vil altid være der.....den tanke der tænker......bare jeg nu ikke falder i igen. Tanken om angsten slipper man nok aldrig af med, men den styrer da ikke mere. :o)
Og mange tak for dine smukke ord! Så var den aften reddet. ;o))
Kajsa

Det er jo et stort emne, men jeg skal prøve ultra kort at redegøre for mit synspunkt.
Jeg tager mit udgangspunkt i de gamle filosoffer, og hos Artstoteles finder vi en ide om, at at tingenes form findes i tingene selv. Med ting mener han dybest alt, hvilket inkluderer mennesket.
Aristoteles mener, at det gode således ligger i mennesket selv, og han opfatter mennesket som værende grundlæggende godt som følge af denne hans ide.
Platon udtrykker gennem samtalerne med Socrates, at ideernes verden er det egentlige. Han fastholder, at ideernes verden er den reelle, og at mennesket ved at kende sig selv i forhold til denne verden, bliver godt. Dette er lidt anderledes end hos Aristoteles, da Aristoteles jo mener, at det simpelthen ligger i menneskets form (tingenes form).
For Socrates, der jo får stemme gennem Platon, er ondskab ganske enkelt uvidenhed om sig selv i verden. (Han mente jo, at ved at kende sig selv, bliver man et godt menneske.)
Dette er basen for ideen om, at mennesket er godt i bund og grund, men verdenshistorien har jo mange flere bud på dette, også modstridende.:)
Thomas Aquinas, som levede i 1200-tallet, støttede sig til Aristoteles, og han talte om en naturlig lov, der prægede skaberværket, hvilket som du kan se, viser, at vi her har religionen involveret i overvejelserne. Som mennesker mente han, at da vi tager del i denne naturlige lov, er vi principielt gode, da det hele er en del af Guds skaberværk, vi er simpelthen i stand til at gøre det gode, ved simpel deltagelse. Her er endnu ikke dårlige tanker om mennesket, men det kommer:
For en herre der virkelig ryster denne ide om det gode i mennesket, er ham, der har lagt ryg til vores kristne vinkel, nemlig Martin Luther. Han udtrykker, at vi grundlæggende er syndere, og derfor ikke af os selv kan gøre det gode. Vi får med ham indskudt en barriere for det gode, dels at kunne handle og dermed vise godhed, dels bliver vi henvist til ideen om, at vi er syndere.
Vores version af kristendommen, og altså det der præger os, er en ide om, at vi skal handle i overensstemmelse med vores tro, for at blive eller være gode. Den kan jeg ikke lide, da jeg ikke anerkender religion som en vejleder for min egen tilværelse. Jeg vil ikke beskyldes for eller regnes for at være en synder og et slet menneske, blot fordi nogen vil have mig til at handle i overensstemmelse med en Gud.
Jeg har derfor valgt den anden ide, som ovenfor beskrevet.
Senere filosoffer som Emanuel Kant afviste også ideen om, at det gode skulle ligge udenfor mennesket. Han fastholdt, at det gode har sit udspring i mennesket, at det er der, vi finder det gode, så ham kan jeg godt lide.:)
Vi er ifølge Kant, vores egen kilde til godheden eller det gode, om du vil. Dette er jeg helt enig i, da jeg tillige mener, at religion, der ellers gerne definerer det gode som en asketisk tilværelse, binder mennesket til noget udenfor dette.
Dermed mener Kant, at vi selv er herre over vores tilværelse, vi er som det hedder autonome. Denne tanke eller ide, er stadig tilstede i vores virkelighed, såvel som den kristne vinkel. De er ikke i overensstemmelse med hinanden, men de er her. Jeg hælder til den, der giver mennesket dets rådigehd over egen tilværelsem og jeg tror på, at det er det rigtige. Det giver ikke mening for mig, at noget udenfor mennesket definerer det gode, vores egne handlinger må være målestokken, den vi skal styre efter.
Kant tanker er ikke helt løsrevet fra det kristne budskab, for i hans beskrivelser af moralen, er han tæt på det kristne budskab om, at du skal gøre mod andre, hvad du vil de skal gøre mod dig.... sådan ca. mener jeg det hedder.:) Hos Kant hedder det, at du skal handle på en m♪4de, så din handling kan være eller blive almen lov gældende for alle, hvilket stort set er det samme. Du vil ikke handle på en måde, der hvis det effektueres af en anden giver dig problemer.:)
Senere filosoffer giver yderligere føde til ideen om menneskets godhed, men det bliver voldsomt langt dette her, hvis jeg fortsætter, men Løgstrup er en af mine favoritter i nyere tid.
Hvis vi ser på verden, er det indlysende, at denne holdning får nogle store vanskeligheder, men det er der andre og mange flere forklaringer på. Den væsentligste vinkel til forsvar for at opretholde en ide om, at mennesket grundlæggend eer godt, ligger i, at vi ikke handler selvstændigt ud fra betragtninger, der er fostret i vores egen fornuft hele tiden. Men det er en anden sag.
I selve humanismens ideologi kan du tillige finde mange gode eksempler, der understøtter eller forfægter ideen om, at mennesket er grundlæggende godt.
Mennesket i det humanistiske perspektiv kan beskrives med følgende sætning:
Mennesket er som et sædekorn, hvis du lægger det i god jord, og plejer det, vil det vokse sig stort og stærkt, og blomstre på livet løs. Hvis du derimod ikke tager dig af det, men lader det ligge på gold jord, vil det ikke skyde i vejret af betydning.
Den vinkel er jeg meget enig i, jeg finder den rigtig, og en god vejledning til mødet med andre mennesker, som Løgstrup siger, vi holder altid en del af den andens liv i vors hænder.... well.... inden jeg lander i overvejelser om, hvordan vi bør behandle hinanden, stopper jeg.:)
Men det er lidt kort, hvorfor jeg er af den mening, at mennesket er grundlæggende godt.
V.H. Modild

det er godt at se en filosofisk indgangsvinkel til spørgsmålet, selv om jeg ikke ved meget om filosofi og sjældent har interesseret mig for det fordi det kræver et stort overblik hvis man skal have noget brugbart ud af det imo. Men det er altid godt at se fremtrædende mennesker som filosofferne komme med deres mening, det understøtter godt.

Jeg er enig, og dog ikke, men i sidste ende når vi det samme resultat. Jeg læste the selfish gene af richard dawkins, hvor der blev postuleret af mennesket egentligt bare var omvandrende kolonier opbygget af selvreproducerende gener.
Mit gæt er at de enkelte mennesker nederst nede er 100% egomaniske (mig, mig, mig) når man tænker over det, hvordan kan de overhovedet være andet? Hvordan kan man forvente at et individ kan forstå hvordan et andet individ har det inderst inde. Ok, der er empati men empati bunder vel i sidste ende i det enkelte individ, hvor de prøver at sætte sig i andres sted ved at forstille sig hvordan de selv ville føle hvis de stod i hans sted, så imo er selv empati 100% egomanisk.
Men da mennesket genetisk set er meget ens, man kan vel ikke finde et menneske der skiller sig mere fra et andet menneske med mere end 1% ... dvs. de er 99% kloner af hinanden. Hvis man kan lide sig selv, og med selv mener jeg de gener i ens krop der egentligt er skyld i hvem man er, de gener der byggede ens krop og hjerne til hvad man er...hvorfor skulle man så ikke kunne lide et andet individ (samling af gener) der ligner en selv 99%...altså næsten en klon?
Dawkins forslog at mennesket (generne i ens krop) ubevist søgte efter træk i andre individer der kan fastslå hvor meget til fælles man har.
Dette kunne måske forklare en LILLE del af racisme? Mode? og hvorfor folk har nemmere ved at massakrer lande hvis befolkningen ikke taler det samme sprog som en selv. Man kan ikke identificere sig selv med dem lige så let, man har sværere ved at sætte sig i deres sted. Generne har et mindre spektrum af områder de kan søge efter ligheder mellem individerne for at finde ud af hvor ens de er? Kunne dette være en fortaler for at indføre skoleuniform? generne i eleverne hehe nemmere kan fastslå at de i bund og grund er ret ens? (personligt tvivler jeg på det men er jo en tanke)
Har selv oplevet det, hvis jeg ser en uhyggeligt udseende person så bliver jeg bange, men snakker jeg med dem og finder ud af at de har følelser osv. så bliver jeg rolig igen, jeg kan identificere mig med dem.
Et andet gæt jeg har er at dyr der genetisk set er forholdsvis meget anderledes end mennesker, dem har vi sværere ved at identificere os med end dyr der ligner os og vi er måske også mere bange for dem. Edderkopper hvor meget har vi DNA mæssigt til fælles med dem? :)
Men der er selvfølglig store huller i teorien og mange mange lag af genetisk symbiose og fletning der gør det svært at se igennem alt dette. Men i sidste ende (som resultat) er mennesket nok meget altruistisk mod det det kan identificere sig med og det kunne måske også give en anden vinkel til "før du kan elske andre skal du elske dig selv"🙂yeah i know der er mange lag af fletning oven på men nederst nede så er det måske sandt :D

Jeg er selv rodfæstet i humaniora, så jeg er ikke lige til den naturvidenskabelige forklaring på menneskets sociale handlinger, men jeg finder det dog også interessant, og jeg anerkender, at der kan være noget om det... muligvis.:)
Der er bare så mange gode forklaringer i antropologien og sociologien, at jeg ser det lidt dækket ind der, de forskellige temaer du her bringer frem. Men hvorfor skulle vi ikke være lidt genetisk betinget også?:)
Efter sigende er der ikke den store genetiske forskel på mennesket og en bananflue, men der er en anden forskel, og den er stor.... vi kan nemlig kommunikere og akkumulere viden via skrift og tale, hvilket formodentlig har bragt os, som art, langt videre end alle andre arter, endskønt retningen af vores rute, til tider ligner ragnarok.
Richard Dawkins er en spændende herre, jeg er netop på vej til at se en video hvor han deltager, nemlig "The God who wasn't there".
Men grundlæggende mener jeg, at det er det sociale, der former mennesket, og at det genetiske er betingelser for den fysiske del. Jeg har store problemer med at erkende gener som betingende social adfærd.:)
V.H. Modild

Jeg håber du kommer besøge mig.
http://www.mingler.dk/group/jegboridanmarkidag
Jeg ved ikke hvad jeg har gang i, men jeg prøve bare, kan godt bruge lidt hjælp
vh
Tom

Jeg kunne godt bruge lidt hjælp her med den der gruppe jeg startede, er ud på dybt vand,o)
)http://www.mingler.dk/group/jegboridanmarkidag
Håber du kan klare de varme vejr, o)) og jeg er stadigvæk i landet, hvorfor ved jeg ikke.
Godt weekend
vh
Tom

Psykisk syge bør ikke lastes for deres sygdom, medmindre det er farlige psykopat typer med mytomaniske tilbøjeligheder, hvor de selv lever for, at smadre andre som de forfølger med hud og hår livet igennem.
Sådanne farlige mentalsyge typer bør spærres inde og nøglen smide væk. Desværre sker der dem intet, uanset graden af deres farlighed, de opnår snarere stjerne status som psykopat ikoner hos ligesindede stjerner uden hjerner...

Almene psykoser hvor de ikke skader andre bør ikke lastes dem, men der er mange abnormiteter i samfundet for hvem uvidenhed er deres største åndelige ballast, sådanne åndspygmæer kan man ikke bekæmpe, da de er uden for pædagogisk rækkevidde.

Jeg er helt rask nu, men var syg af en angstpsykose sidste år og blev meldt 100 % rask om sommeren. Der skulle ikke være nogen risiko for tilbagefald eller lign. jeg var bare rask. Og det er jeg stadig.
Så skete det at jeg her i januar måned begyndte at have stærke smerter i ryggen og i andre led og muskler. Og de smerter har jeg stadig. Jeg havde egentlig planlagt at begynde at arbejde et par timer ekstra (jeg er i praktik via kommunen og blive betalt af dem) men det kunne jeg mærke at jeg ikke kunne, når jeg havde så ondt. Nogle gange efter arbejde havde jeg så ondt, at jeg knapt kunne holde til at gå hen til bussen et par hundrede meter fra mit arbejde.
Jeg vr til samtale hos min sagsbehandler, som fortalte at hun mente det var på tide at arbejde lidt længere. Jeg fortalte så om mine smerter og hun sagde at jamen så forstod hun godt at jeg ikke kunne arbejde mere end det jeg allerede gjorde. Og hun ville ringe til mig læge. Jeg havde allerede været ved lægen en gang vedr. smerterne, men de rygøvelser jeg skulle lave havde ikke hjulpet.
Jeg kom så til læge igen for at få lavet en statusattest. Denne gang virkede lægen mere alvorlig og stillede kun et par enkelte spørgsmål om mine smerter. Ellers snakkede hun udelukkende om hvordan jeg havde det rent psykisk og lagde tryk på ordene: "SKULLE VÆRE ovre..." da hun nævnt min angstpsykose og så i nogle papirer.
Jeg kunne ikke sige jeg havde det spor dårlig psykisk og sagde blot at jeg kunne blive en smule stresset en gang imellem, hvis jeg blev bedt om for mange ting på en gang, men hvem gør ikke det? Og det var så ubetydeligt, at jeg nok slet ikke burde have nævnt det, for lægen konkluderede straks at jeg ikke kunne abrejde længere fordi jeg ikke kunne overskue det. Selvom jeg sagde at jeg ikke mente der var noget problem med det!
Og nu skal jeg altså sendes til psykolog. Hun (lægen) spurgte også sådan lidt henkastet, om jeg ville til en fysioterapeut, men sagde det som om at det ikke var vigtigt.
Hvor det er bare irriterende! Jeg er rask og det sagde min psykiater også for snart et år siden, men hvordan overbeviser man systemet om det..?